I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.
Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet
I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.
Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet
Det hele begyndte da Gud logget på
og tog sig en chat, helt ud i det blå
men han var alene og nettet var dødt
og det var begyndelsen før du blev født
“nu skaber jeg lyset og mørke og jord
og planter og dyr og snevejr mod nord
det hele skal spille, random men sejt
fuldt sukkerchok, glem alt om light”
Og Gud styret vildt og knaldede ud
på syvendedagen, med vabler på hud
han spillet lidt minecraft og drak en kop te
“Jeg keder mig råddent, men har en ide”
Så hentet han ler og formet en gut
som snart skulle leve i paradis hoot,
han børstede tænder og pustede liv
og Adam blev levende uden et piv
Men nu var det Adam der gik og var ked
Han syns ikke tiden som single var fed
for han ville date men var kun sig selv
i paradis hotel han var en rebel
Han skifted profil til “det er kompliseret”
og tog sig en selfie mens han blev dubleret
ok så, sagde Gud, og Eva blev skabt
og straks var Adam ganske forgabt
En gudskøn kvinde og hun var nudist
og Adam var tændt ved den første gnist
de snaved en del mellem blomster og bier
og livet var awsome og og funky og lir
Og Gud var tilfreds, de chilled, hang ud
han havde dog lige et eneste bud
hold snitterne væk fra kundskabens træ
men Eva blev fristet en skønne dag
Hun proppet i kæften med slanges på råd
og Adam den kylling, hun lokked – ham åd!
de gumlet og pludselig kom der et rush
“hey, du er da nøgen!” “Ja det er du os”
Og Adam blev vild og googlet på mac’en
om g-streng og hvordan man får sig six-packen
og Eva hun shoppet som det nye sort
og så blev de smidt på paradis port
Astrid Søe 2014
uddrag af Teologi for Teens & Tweens – udkommer før du får set dig om 🙂
Lattermilde Lazarus, han faldt om og døde
hjertestarter, intet hjalp, de dyppet ham i fløde
rullet ham i levertran, kildet ham på fussen
men han vågnet ikke op, mod paradis gik bussen.
Det var ikke særligt fedt for dem der var tilbage
og han stank i gravens fred, efter kun fire dage
så kom Jesus på visit og lovede at fikse
Lazarus det døde lig, det ville ikke kikse.
Han rulles den store sten, de havde sat for graven
og Jesus råbte, kom kun ud, før de har snuppet arven
og Lazarus stod op fra død og vaklede mod livet
det påstår han Johannes selv, i evangelieskrivet
//Astrid Søe 2014
uddrag af teologi for Teens & Tweens, frit efter Johannesevangeliet
Tro + Tro ? Mit bud er 2
Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.
//Astrid Søe 2013
Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.
Til Søren Aabye Kierkegaard
200 årets fejring.
Sådan gør vi tit,
alt er sort og hvidt,
man må altid gøre som man plejer!
skæg og snot for seg!
gå den lige vej!
livet er ikke noget vi bare leger!
(æstetikeren)
Selvet som beset,
Hvad er hændt og sket?
Livet det er fyldt med valg og veje.
Lotto, lommeuld,
Flasken den er fuld,
Livet det må på vægten sig lade veje.
Jeg vil eje mer,
Eje alt jeg ser,
Livet det skal fyldes til det springer,
Fest og faldera,
Jeg er altid klar,
Kaster mig ud i livet og det, det bringer.
(Ironikeren)
AK, det er for let,
Sikkerhedens net,
I kan alle stå på lige rækker.
herrer der gør kur,
lemminge kultur,
Øve i takt og tone mens theen trækker
Fest sku der jo til,
Se mig, – rænkespil!
Skuespil og latter gennem gaden,
Kækt at gøre nar,
Se hvor dum jeg var,
Levet et liv så ganske i overfladen
(Etikeren)
Stå og vær og vid,
Elsk kun hver en bid,
Livet det er nært og tæt på tanken,
Jeg står ved mig selv –
Men alligevel,
Er der en angst dybt inde i hjertets banken.
Fyldte jeg min dag?
Stred jeg for min sag?
Har jeg givet nok og kan jeg skylde?
Jeg blir hul og tom,
Hvad er livets dom?
Hvor kan jeg søge mer for at finde fylde?
(Det religiøse Stadie)
Gud, du gav dit kød,
Syndefald og død,
Ragte os din ånd med tillidshænder.
Korsets kraft og kald,
Hjertets rette valg,
Ind i et paradis når livet ender.
Kend dit eget DU,
Lev i dette NU,
Vær i sjæl den sande ånd og ære,
Gå i livet IND,
Bed og elsk og FIND,
Så er din byrde ej så tung at bære.
Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012
Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler
Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.
At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.
Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.
Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00
http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus
Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs – partiklet der skulle være grundlaget for alt.
Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?
I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.
og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.
Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?
Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.
I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere – liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.
I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.
Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.
Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel – et grundlag for det største af alt.
Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!
//Astrid Søe 2012 – med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings
http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/