I begyndelsen skabtes Himmelen og Jorden.
Siden skabtes
Fælleskabet
Medborgerskabet &
Ægteskabet
//Astrid Søe
Uddannelsesalliance rap
Men jeg synes bestemt at de store regnedrenge
Spiller pop på en guitar totalt uden strenge
Så jeg slapper dem et gavekort til musikskolen
Men de rager bare læren under underkjolen
Og så sparer de på hende og på alt der gror
Du skal ikke tro du er noget skriger de i kor
Sæt dig ned på din stol for nu er der diktat
Du skal bare kunne stave til “minimalstat”
Og vi snakker ik om frihed, kun om økonomi
Du skal ikke forske, det er nok at tælle til ti
Sir du demo? Nej nu stopper du, din indbildske nar
For finansloven den har fanme længe været klar
Nu går du pænt hjem til mor laver lektier, spiser ostemad
For Svante hav’de sgu også kun en enkelt dag hvor han var glad
Hva sir du om din fremtid? Tag nu lige og klap krikken
Der er jobs nok nok at få under “massage rubrikken”
Læg dig flat ned lille skat, du skal nok få nok at lave
Nu du sidder der på grenen, så begynd dog at save
Nå men vi har også love der skal laves, ses en anden dag
På vejen ud der træder de i lorten med det lille flag
Det egent’lig ik fordi at de er dumme eller sådan noget
De glemte bar’ at læring det er det der løser livets gåde
Men nu tøffer jeg hjem, for de har sagt at det er bedst for mig
Men så blev jeg kørt ned på verdens 20 sporet motorvej
Og så lå jeg der til nogen ringet 112
Men da var det for sent for jeg var allerede gået kold
Der kom en dude og skovlet mig ind i en ambulance
Som kom ind i en kø bag en uddannelsesalliance
Og der lå jeg så med udsigt til vor herres port
Han sagde: hva laver du dog her, du ku godt li ha spurgt
Jeg sagde: jeg blev sgu kørt over af en sparerunde
Han sagde: det ok, slap af, kom bare ind trunte
Og der sad de 12 decible i det store auditorium
Og Moses stod ved tavlerne og løste et mysterium
Hvad er det nu for et studium man læser over stjernerne?
Hvad rykker I på og hvad gir lys i lanternerne?
Vi studerer fænomener ligesom politik
Også retorik og polimik og statistik
Og vi finder hele tiden samme resultat
Man skal satse stort på viden i en lille stat
Så nu sender vi en engel med en ny traktat
Oplys alle eller end igen som en primat
#uddannelsesalliancen (og der var engang en halvgammel kone som så gerne ville have været rapper..)
Selfie
Det hele begyndte da Gud logget på
og tog sig en chat, helt ud i det blå
men han var alene og nettet var dødt
og det var begyndelsen før du blev født
“nu skaber jeg lyset og mørke og jord
og planter og dyr og snevejr mod nord
det hele skal spille, random men sejt
fuldt sukkerchok, glem alt om light”
Og Gud styret vildt og knaldede ud
på syvendedagen, med vabler på hud
han spillet lidt minecraft og drak en kop te
“Jeg keder mig råddent, men har en ide”
Så hentet han ler og formet en gut
som snart skulle leve i paradis hoot,
han børstede tænder og pustede liv
og Adam blev levende uden et piv
Men nu var det Adam der gik og var ked
Han syns ikke tiden som single var fed
for han ville date men var kun sig selv
i paradis hotel han var en rebel
Han skifted profil til “det er kompliseret”
og tog sig en selfie mens han blev dubleret
ok så, sagde Gud, og Eva blev skabt
og straks var Adam ganske forgabt
En gudskøn kvinde og hun var nudist
og Adam var tændt ved den første gnist
de snaved en del mellem blomster og bier
og livet var awsome og og funky og lir
Og Gud var tilfreds, de chilled, hang ud
han havde dog lige et eneste bud
hold snitterne væk fra kundskabens træ
men Eva blev fristet en skønne dag
Hun proppet i kæften med slanges på råd
og Adam den kylling, hun lokked – ham åd!
de gumlet og pludselig kom der et rush
“hey, du er da nøgen!” “Ja det er du os”
Og Adam blev vild og googlet på mac’en
om g-streng og hvordan man får sig six-packen
og Eva hun shoppet som det nye sort
og så blev de smidt på paradis port
Astrid Søe 2014
uddrag af Teologi for Teens & Tweens – udkommer før du får set dig om 🙂
Lattermilde Lazarus
Lattermilde Lazarus, han faldt om og døde
hjertestarter, intet hjalp, de dyppet ham i fløde
rullet ham i levertran, kildet ham på fussen
men han vågnet ikke op, mod paradis gik bussen.
Det var ikke særligt fedt for dem der var tilbage
og han stank i gravens fred, efter kun fire dage
så kom Jesus på visit og lovede at fikse
Lazarus det døde lig, det ville ikke kikse.
Han rulles den store sten, de havde sat for graven
og Jesus råbte, kom kun ud, før de har snuppet arven
og Lazarus stod op fra død og vaklede mod livet
det påstår han Johannes selv, i evangelieskrivet
//Astrid Søe 2014
uddrag af teologi for Teens & Tweens, frit efter Johannesevangeliet
Tro + tro =
Tro + Tro ? Mit bud er 2
med paradis in mente
Fra phi til phi er mennesketro
Multipliceret testamente
Med ukendt faktor regnes ud
At summen lig med x’er
Der divideres med en Gud
Og plusses med en sekser
Mens brøker af et DNA
Procentvis smelter sammen
I teologisk regnefag
Er resultatet = Amen!
//Astrid Søe 2014
Gamle Severin
Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.
//Astrid Søe 2013
Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.
Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.
Vi elsker vort land,
året rundt, kvinde, mand,
når hver dansker står op og tar livet på nakken.
Når vi knokler og får,
gråsprængt stænk i vort hår
Og går glade i banken der render med takken ;
når ikke vi jobber og brokker og spiser,
så når vi til Tyskland hvor biler vi leaser:
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken nær,
midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Misunder sig gul,
Gennem krise og sul,
Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,
når det stormer fra vest
På en sommerhusgæst
Og en festival bøjer sig ned gennem søle:
vi synger om solen og varmen og vejret,
vi glor efter storken og pisser i gadekæret,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken kær,
mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Med burhønse ånd,
og med dankort i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod gæld og mod lån
tripper dansken på tåen
når vi prøver at spare for lånet at vende:
hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,
hvad samler det danske behæftes med gåder,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken sær,
grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Roulade og skat,
H.C. And og hans hat!
Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,
Vi må vælge og tro
bryde ned, bygge bro
længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!
Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,
lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:
– For trods omskift i vejr
Er det folket der bær,
gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk
melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885
Søren Kierkegaard, eksistensfilosofi på højskoledansk
Til Søren Aabye Kierkegaard
200 årets fejring.
Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: Niels W. Gade, 1851, Grøn er vårens hæk
(Spidsborgeren)
Liv med rettesnor,
Vanen i os bor,
Selvet skal vi ikke gå og søge!
Jorden den er flad,
Konen hun er glad,
Konformitet ud under de danske bøge!
Melodi: Niels W. Gade, 1851, Grøn er vårens hæk
(Spidsborgeren)
Liv med rettesnor,
Vanen i os bor,
Selvet skal vi ikke gå og søge!
Jorden den er flad,
Konen hun er glad,
Konformitet ud under de danske bøge!
Sådan gør vi tit,
alt er sort og hvidt,
man må altid gøre som man plejer!
skæg og snot for seg!
gå den lige vej!
livet er ikke noget vi bare leger!
(æstetikeren)
Selvet som beset,
Hvad er hændt og sket?
Livet det er fyldt med valg og veje.
Lotto, lommeuld,
Flasken den er fuld,
Livet det må på vægten sig lade veje.
Jeg vil eje mer,
Eje alt jeg ser,
Livet det skal fyldes til det springer,
Fest og faldera,
Jeg er altid klar,
Kaster mig ud i livet og det, det bringer.
(Ironikeren)
AK, det er for let,
Sikkerhedens net,
I kan alle stå på lige rækker.
herrer der gør kur,
lemminge kultur,
Øve i takt og tone mens theen trækker
Fest sku der jo til,
Se mig, – rænkespil!
Skuespil og latter gennem gaden,
Kækt at gøre nar,
Se hvor dum jeg var,
Levet et liv så ganske i overfladen
(Etikeren)
Stå og vær og vid,
Elsk kun hver en bid,
Livet det er nært og tæt på tanken,
Jeg står ved mig selv –
Men alligevel,
Er der en angst dybt inde i hjertets banken.
Fyldte jeg min dag?
Stred jeg for min sag?
Har jeg givet nok og kan jeg skylde?
Jeg blir hul og tom,
Hvad er livets dom?
Hvor kan jeg søge mer for at finde fylde?
(Det religiøse Stadie)
Gud, du gav dit kød,
Syndefald og død,
Ragte os din ånd med tillidshænder.
Korsets kraft og kald,
Hjertets rette valg,
Ind i et paradis når livet ender.
Kend dit eget DU,
Lev i dette NU,
Vær i sjæl den sande ånd og ære,
Gå i livet IND,
Bed og elsk og FIND,
Så er din byrde ej så tung at bære.
Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012
Valgmulighedspræsten.
Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.
I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.
Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.
Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.
Tro betyder tillid.
Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.
Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.
Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.
Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.
Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.
Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i “Surmule med mælk på” alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at “byen” ligger i Sdr. Nærå.
Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.
Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.
Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.
Tak for dig.
Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012
Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler
Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.
At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.
Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.
Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00
http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus
Kærlighed ved første Higgs
Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs – partiklet der skulle være grundlaget for alt.
Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?
I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.
og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.
Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?
Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.
I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere – liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.
I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.
Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.
Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel – et grundlag for det største af alt.
Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!
//Astrid Søe 2012 – med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings
http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/
Ordet skaber hvad det nævner 