Skrevet den af ASTRID SØE

Havregrøds blues – landbrugssang

Melodi: Livet er en morgengave

Jeg er vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
der er ingen gryn tilbage
ingen simren under låg
jeg har glemt hvordan jeg skaffer
både gryn og mælk og mad
så jeg skumler, mens jeg daffer
morgensurt i lunkent bad
Mens jeg tørrer mine skanker
tænker jeg i fuld galop
jeg hos naboen nu banker
kan jeg låne mig en kop?
bare gryn og mælk til grøden
et fortroligt tak for lån
naboen ser helligbrøden
smækker døren som en hån
Nu er gode råd jo dyre,
jeg må google lidt om gryn
google rammer mig med syre
gryn de dyrkes ‘ik i byen,
så jeg tar min gamle jernhest
cykler til lars tyndskids mark
finden bonden i reflexvest
men han siger “den står brak”
Næste landmand går og malker
sine køer med sug og slip
mens min knogle langsomt kalker
og min mave får et flip
får jeg mælk i stride strømme
ganske lun og fuld af fedt
halvvejs gennem mine drømme
mange tak, det var så lidt
Hjertet pumper mens jeg cykler
bag en traktor fuld af lort
og jeg er vel ingen hykler
hvis jeg sir: det stinker stort
men så blinker den til siden 
kører mellem mark og sti 
og min nye landbrugsviden
tolker havregrød heri
Jeg får korn i sæk og lommer
munden fuld, som jeg dog åd
gnasker, men det er en ommer
det skal valses eller noget
nu retur til byens gader
hvor en møller valser rundt
tar en tango mens han kværner
mine korn, på godt og ondt.
Jeg var vågnet denne morgen
uden havregrød i kog
må fra gaden og til gården
for nu er jeg landbrugsklog
men jeg glemte helt at hylde
dem der skaffer maven ro
tak Lars tyndskid, for din gylle
og dit korn og så din ko
/Astrid Søe 2014
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Du dejlige november.

            

Melodi: Hvad var det dog der skete? (Den blå anemone)


Du dejlige november, du gråner gennem ventetid,

på tåspids gennem dagen, langmodigt vinter vid.

Du lukker sommerdøren blid,
og fryser jorden hård og hvid,
og solen leger gemme,
mens alle kan fornemme,
at tiden toner ud.
Du dejlige november, din tone der går ned i mol,
og stemmen hæs med feber, mens marken bliver gold.
Et egern samler nød og agn,
og frygter for det store savn,
af fordums frugtbar fylde,
og sommertidens gylle,
er glemt til næste år.
Du dejlige november, med gavekatalogers drøm,
og frakker med reflekser, som værn mod bilers strøm.
Når bilens motor mangler glød,
men vågner af et hjertestød,
når huen kradser panden,
og trykker på forstanden,
og læbens sprukne kys.
Du dejlige november, med sjap og fugt i sko og skov,
en rynke på din pande, novembers egen lov.
Dit ansigt gammelt, gemt og godt,
og sjælen blød, men kødet rådt,
med ånde fuld af tåge,
din tåre den vil love,
at længslen varer ved.
Du dejlige november, med mørke dages indre skær,
og kinder der må gløde – jeg har dig særligt kær.
Du stilner lys og liv og lyd,
og fuglen søger efter syd.
Alligevel du favner,
den brik som alle savner,
– et svar på gådeliv.
Du dejlige november, med tro på det der holdt og stod,
et træ der mister løvet, men stolt har fundet rod.
En gammel myte på din mund,
i knæet gigt og øjets blund.
Din ælde rummer livet,
nu dør hvad vi blev givet.
farvel, opstå påny.
//Tekst: Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk