Hal Koch på Hillerødmotorvejen


Brems, for helvede… brems! Mine bøger!!


Bøger gør noget ved en. De er medvidner til livet. 
Små inskriptioner, æselører, udklip, minder, notater. 
De er det eneste jeg troligt bærer med – og mærk lige overvægten, ikke verden.
Jeg har hvad der svarer til en mellemstor filial af “den sorte diamant” i bogfylde, men ikke reoler eller vægge nok.
Konsekvensen var selvskreven, så jeg pakkede (atter) 25 flyttekasser med bøger og begyndte den møjsommelige og lettere triste kørsel fra mit hus til opmagasinerings stedet uden for Hillerød.

Steffen Brandt giver mening på en dag som den med teksten: “…Så tilfældigt her for nylig, en helt almindelig dag, var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af…”
En eftermiddag på Hillerødmotorvejen med livets trailer og… Brems, for helvede da – brems!

Det var vinden, farten, friheden og den satans Hillerødmotorvej. 
Kasserne var blæst op og der fløj bøger ud over den tosporede vej. 
En Tesla og en fiat sørgede for en ren massakre.
Blink, blink.. for helvede.. ind til siden!

Min mand løb i vejkanten og samlede enkelte løsrevne sider sammen.
Bleg som graven – Det var jo ham der havde pakket traileren og han ved om nogen hvordan jeg har det med bøger. Gud bedre det.

-Øh, rolig.. Øh, ved du hvad skat, det var da bare Dansk Kirketidende der fløj af, dem henter du da bare på nettet eller nede i Vartov. 
-Øh, ik? Skat? Sig noget, skat?

Mens han sagde sådan, dalede som et vinterligt eventyr snelandskab, bogside efter bogside ned og landede hvor jeg stod.
Dansk kirketidende var det ikke, langt fra.

Svend Åge Madsens “At fortælle mennesket” landede sønderlemmet sammen med nogle dåser i grøften og der, lige der kom Hal Kochs “Hvad er demokrati” svævende, eller det der var tilbage af ham og hans bog.
Der kan blive meget stille på sådan en motorvej.

Som den stilhed der indtræffer hos Grethe Risbjerg Thomsens digt: 
“Vær lidt varsom denne ene morgen, 
træd forsigtigt i den nye sne, 
husk du går her som den allerførste, 
her bliver alle dine spor at se”

På side 37 hos Hal Koch var der et tydeligt aftryk af et forhjul med “Brødrene Bisps” brede dæk.
Stilhed.

Heldigvis krøb Steffen Brandt ind i stileden med ordene: 
“Det er i orden, 
det er livet 
og der er ingen grund til at spille smart, 
når man hænger der på kanten, af småt brændbart”

Vi fik samlet nogen bog “lig” sammen, kysset lidt i grøften og surret resten af “den sorte diamants” filial fast igen.

“Det er i orden, 
det er livet.
Og der er ingen grund til at dø af chok
når antikvaren stadig sælger Madsen, Descartes og Koch.”

-For helvede, Hal Koch, gamle svinger. Død ved Tesla på Hillerødmotorvejen.
Man skal aldrig have tillid til trailere. 
Til mennesker, jo, men trailere, nej.
Manden eller bolden.

I en ny bog “Fra krisevalg til Jordskredsvalg” af Professor Jørgen Goul Andersen, peger han på tilliden. 
Den vi mangler altså, ikke den dejlige rummelige kærlige tillidsstørrelse der ligger i ske med kærligheden og ikke nævner revnen i midten af dobbeltsengen med et eneste ord.
Tilliden ved at sengebunden holder. At intet skrider selvom der er sprækker og revner og måske et Uffe Elbæksk “Grand Canyon” dyb mellem fjedrene.
Tilliden er broen over de fleste revner og fordybninger mellem mennesker.
Men den manglende tillid derimod er en skifting der langsomt bliver en vane i ordene og i samtalen.

Professor Goul Andersen peger på finanskrisen som løftestang for den manglende tillid og de indgreb i velfærds strukturen som er foretaget siden 2010. 

Politikerlede siges der igen og igen. Eller nok nærmere personrettet lede mod den førte politik.
Professor Goul Andersen peger på noget helt centralt, manden eller bolden.
I hans analyse fortætter han at selfiekulturen på sin egen vis har fået skovlen under tilliden.
Vi sætter de folkevalgte som personlige ansvarlige frontfigurer stævne i vores lede og vores mistillid.
Og hvad gør man ved det? Vender tilbage til en gammel snak om Hal Koch der kun byder på wefies.

Det kræver en vis snilde og ikke mindst omhu at omgås Hal koch.
Ikke mindst fordi Hal Koch går i Grundtvigske gummisko der svupper en smule og lugter teenageagtigt når man efterlader dem henslængt i entreen.
Det er samtalen der gælder. Hos Grundtvig og hos Hal Koch.
Og hos dig og mig.
Det er tidens fylde et udemærket eksempel på.
Samtalen har den samlende kraft at den ikke kan eksistere i enerum.
Tilliden er samme størrelse, den er en fælleskabsrettet.
(selvtillid undtaget, men oftes fordret af andres vilje trods alt.)

Når Hal Koch brummer at demokrati kun er samtale og at vi ikke kan levere et sandt demokrati hvis vi stemmer om vores valg, med et mindretal til følge, så har han i sagens natur meget ret. Ikke at det er udførligt (desværre) at drive samfund kun på samtalen og uden at vi fra tid til anden må til stemmeurnen og krydse blyantsstreger og gøre os selv eller andre til et mindretal.

Men når vi oveni det at være i mindretal føler at de værdier vi svor at drive samfund på smuldrer, så bliver afstanden i tilliden til vores folkevalgte længere og længere.
Ingen er så uvidende at man ikke kan se en nødvendighed af indgreb, af stramme tiltag, af økonomiske panikløsninger. Finanskrisen var og er en hård nyser der stadig snotter i vandgrøden og sådan bliver det ved en tid endnu.

Tilliden derimod, den tåler ikke så meget som man tror.
“Den politiske evolution” hvor folket oplyst siger til og fra, blander sig og vil noget med deres holdninger er ikke bare en folkeoplyst tillidserklæring til vores system, men netop et tillidsspørgsmål der besvares fra dag til dag.

I det hele taget er vores udgangspunkt svækket på tilliden.
Finanskrisen er blot en brøkdel af debattens og ledens kerne.
Man kan stort set lægge det sådan frem at alle de begreber vi dagligt bygger tilværelse, værdi og grundtanker på har været tabuiserede de gennem de sidste 30 år med stigende kurve mod evigheden.
Troen er tabu, døden er tabu, danskhed er tabu, idenditetsfølelse er tabu, nationalitetstfornemmelse er tabu, sameksistens er tabu, frygt er tabu, værdidebat er tabu, tvivl er tabu, – ikke så meget tabu at debatten er uddød, men den er så helvedes berøringsangst. 
Vi komponerer og vægter vores ord med megen omhu og passer på med vores holdninger. Og har vi lempeligt mod til at mene noget, husker vi lige at helgardere med et: Og det betyder jo ikke at jeg ikke er åben for….xxx
Det gør noget ved debatten, men noget mere alvorligt ved vores samtale.

En samtale er ikke fast. En samtale er en prøvende legeplads hvor man uden frygt kan sætte ord i verden, bliv møde, forstået, spurgt videre ind til og blive modsagt. Modsagt vel at mørke uden fjendskab eller vrede. men blot som en meningsforskel.
Den form for samtale skaber tillid. også selvom man er ueninge.

Når Professor Jørgen Goul Andersen peger på forskelligrettede tillidstab og deres begrundelser i finanskrise, terror, værditab mv. kunne man måske tilføje tendensen af tabu belagte emner og dermed en mindre levende samtale.
Men hvordan udvikler vi et samfund med tabuer i debatten? Hvornår holdt vi op med at tale uden forbehold? Jeg mener ikke uhøvisk tale eller en skov er en skovl, men tvivlens skabende sprog, hvor vi ikke dømmer hinanden inde eller ude. Tvivl er i det samtalende opdrag en frontløber for tilliden.

Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt – tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl. 
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle. 

Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og “plovfuren” trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.

Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være “på lige fod”. Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. Nå? Altså nå, i den der Ph’ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!

Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke “falde i” politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale – på tværs af meningsforskelle.
“Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil”. (Citat Grundtvig)  uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)

Engagement eller en enarmet tyveknægt?
Politikernes form er også tidsomskiteligt. Det debaterer vi en del. 
Er der for meget show og instagram og for lidt reel politisk tænkning. For lidt kontakt med borgerne?
Hvis vi vender tilbage til Hal Kock handler det ikke om borgere, men om medborgere.
At være medindflydende, medlevende, medskabende, medvidende, medmennesker.

Engagement er altafgørende for et levende samfund. For et demokratisk virke.
Igår afholdt Højskolerne den længeventede konference om Engageret dannelse under hovedtiltaget: Højskolepædagogik.
Hvad det lige præcis er, er nok bedst at finde i billedsproget et sted på Hillerødmotorvejen.
I vinden, hvor livets trailer fyldes af dannelse, engagement, tillid, samtale og trods.
Hvor noget man tror er sikkert kommer i skred og hvirvles op og ud i verden. Hvor noget lander igen, ukendeligt, genkendeligt, forandret, forankret, fragmenteret, frisat men stadig sig selv.
Højskolen er på sin vis upædagogisk i sit opdrag. Den spørger mere end den svarer.
Den griber mere om sig end den lovede og den lover et, men udmunder i noget andet. En klogskab på fælleskaber på tværs af mennesker – i netop samtalen smeltedigel.

Det er det med tilliden. Det med mødesteder i verden hvor man overtydes om at et menneske består af mange forskelligrettede muligheder, holdninger og veje. De er givet i det sprog og de ord vi deler som et fælles blik på vores forskelligheder og netop viljen til at være stærk i forskelligheden.

Hal Koch, Grundtvig, Svend Åge Madsen, Grethe Risbjerg Thomsen, Steffen Brandt og Jørgen Goul Andersen er ganske forskellige og alligevel har de et fælles opdrag i det med tilliden – til mennesket. men også til tvivlen og med en viden om at når tilliden trædes under fode, så koster det fælleskabet.

“Man bør mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt” sagde Descartes som bekendt. Det gælder også når tilliden er trængt politisk og værst; når fælleskabets tillid vakler.

EfterskriftDet kan være, en dag på Hillerødmotorvejen at man opdager at man skal skifte spor. 

Det er faktisk muligt for en Tesla at skifte vognbane når en askegrå mand og en stortudende kone står med en utro trailer i vejkanten og ser Kochs endeligt.
Glæder mig til igen at kunne skrive tesla, tillid og trailer med stort.

I mellemtiden har jeg iøvrigt en trailer til salg – nogen bud?

Da facebook blev en folkeoplysende forening.

Vi statsmanden samle et stort parti,
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene –
-ste – det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.

Erik Bøgh. 1856

Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.

Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.

Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.

Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.

Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst – af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.

Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.

Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.

At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.

Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.

Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.

Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes

Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.

Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.

Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.

– Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.

Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive – af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.

Der stode tre skalke og tænkte et råd,
– tungluti, tungluti, lustudilei –
De ville til møllerens datter gå.
– Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
– tungluti, tungluti, lustudilei.
– Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.

De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder  var nødstedt mellem folket og loven.

Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?

Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.

Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?

Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.

Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.

Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.

Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?

Således spørgsmålet – hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.

//Astrid Søe