Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Mundvandets mulighed

Hvad er statsborgerskabets egentlige løsen?
En fremstrakt hånd? En eksamen? En vælgen sig et lands sag til?
Håndtryksdebatten er ikke ny. Enhver kan nok huske debabatten om håndtryk mellem kvindelige præster og de mandlige. Det er længe siden, men det at række hånden frem, afvæbende har vi kendt i 1000 år og er blevet skik og brug.
Det vil sige, næ. Det glider faktisk mere og mere ud, mens vi enten vinker hænderne af led eller krammer og knuser enhver der komme indenfor privatsværen.
Der er noget stærkt ved at give hånd. En ærbødig hilsen, et møde, en følelse af hud og ånd der mødes.

Alligevel er det svært at se at det skulle være den ultimative måde at blåstemple et menneskes engegement for et land. Jeg har ikke forstand på håndlæsning, men sætter vældigt pris på den ilhu hvormed mange mennesker der kæmper for at blive danske statsborgere læser på lektien og ved nærmest mere om kongerækker og congobajer end jeg.
Det er en vanskelig manøvre at mase et menneske ned i en allerede forudfattet form, særligt hvis man holder meget af forskellighed og særpræg.
Jeg har ikke så svært ved at holde af kulturmøder og når jeg tænker over det så var mit største kulturmøde dengang jeg boede i Vestjylland og skulle lære en helt særegn kultur at kende, på godt og ondt. Det er en anelse nemmere at snakke med min tyrkiske taxamand der, som jeg, var blevet lidt træt af emaljungasegmentet på Østerbro, end at forstå det vestjyske skæbnesamfunds præg.
Min mand er Nordjyde (hver dag) selvom han skjuler det godt. Han er ikke bare Nordjyde, han er bondedreng og det ligger dybt og smukt som en arv der strækker sig ind og udad fra sindet.
Vi er i kulturmøde hver eneste dag, i det små, men mærkbare.

Jeg giver gerne hånd, til både den ene og den anden. Det bliver jeg ved med også når der er influenza i luften. Det er mit opdrag. det er svært at vende sig af med.
Men at vi dikterer håndtryk mellem kulturer og religion er en svær størrelse og debatten kærkommen. Enhver kan sætte sig i det begyndende efterår på en bænk i Brovst eller Birkerød og granske om det er netop håndtrykket der gør det danske?
Skal den mandlige præst i folkekirken give en kvindelige nyuddannede præst hånd?
Skal studenten trykke sensors hånd?
Skal statsborgerskabet blåstemples med et håndslag?

Og mens håndtryks debatten raser i samme tempo som snapchat racerbøllerne på vejene rundt om i lille dannevang, kunne man fristes til at minde om en gammel skik som gik forud for vikingetiden håndtryk. Og iøvrigt foreslå denne gamle skik der rækker længere tilbage end vikingetid, men tilbage til både Asatro og Vanertro.

I gammeltid var det skik at et løfte, noget der virkelig gjalt og skulle holde, blev besejlet med en spytklat.
Man spyttede, ifølge den gamle myte om Kvasers blod, i et kar – fordi man med spyt giver noget af sig selv og blander dette som en pagt.
Man kan grine lidt af de gamle myters måder at forklare livet, men der er meget visdom og dansk kultur at hente frem.
I myten fortælles at Vanerne og Aserne altid har ligget i krig og nu beslutter de at holde fred, det besejler de ved at spytte på det og ud af dette dejligt spyt og galde skaber de en skjald (Kvaser) som er så klog at selv google ikke kan oploade et svar med samme præcition eller hurtighed.
Tanken er at det vi skaber sammen ved at give noget af os selv, er al visdoms vugge.
Vi kommer ingen vegne med at stå på hvert vores, men udvikler i fællesskab et sprog for freden. her en digterskjald med fantasiens og livets mulighed løbende i blodet.
Livets mulighed som begreb i den gamle myte er selve eksistensen af det at være et frit menneske, en del af noget det kittes sammen og en afløber af fredelig sameksistens. Hvad indrammer demokratiets navn bedre end det? Og er ikke statsborgerskabet netop en livets mulighed. En blåstempling af noget vi skaber i fællesskab? Et sted at høre hjemme og hvorfra verden går.
Der er ikke så lange fra Kvaser til Gummitarzan. Langspyt i skolegården og et dybt kys.
Håndtrykket handler på egen vis også om at gige noget af sig selv til en anden. Om at bryde privatsværen og afvæbne og skabe fred. Forsikre om at man ikke trækker sværet, men holder hånden åben for den anden.

Jeg har lært mine børn at give hånd og ikke spytte.
Spytteri fornemmes som udtryk for foragt, men er helt modsat fra gammel tid et udsagn om at indgå aftaler der skal holde. Det glæder for spyt, som for håndtryk at begge parter frivilligt skal række frem og møde den anden.
Vi har lovgivningsmæssigt besluttet en ramme for hvad der kræves for at være dansk statsborger.
den står ved magt og bliver omrokeret og filet til som tiden går.
Om man forpligter sig til at give hånd som vidnesbyrd på deltagelse i det danske samfund er vi ikke færdige med at tale om. Der er for og imod og en masse kulturgivne og historiske svar der vil bringe debatten trindt om.
Jeg er ikke så sikker på at spytteri igen kommer på mode eller vil blive brugt i forbindelse med statsborgerskabsindgåelse. Men sikkert er det at vi skal gøre os umage med at huske det aller vigtigste. At alle mennesker dagligt, uanset herkomst, står i et mødested med andre mennesker. at kultur og skikke er svært at flytte under tvang.
Men jeg spørger igen og igen mig selv. Hvor sidder den, danskheden? Er det en splint i røven eller et sindelag. En maggiterning af mange tusinders sammenføjninger af folkeslag og forandringer eller et stempel i passet.
jeg ved at jeg hvis jeg var kvindelig præst og ikke fik et håndtryk ville jeg fare i flint.
Jeg ved også at jeg gerne ville have færre måder at ensforme mennesket. At vi var større end det.

Og et ved jeg med sikkerhed: Da jeg den anden dag kastede mig om halsen på vores unge vvs’er i et velkomstknus fordi han kom uanmeldt og gulvvarmen lækkede nede i kælderen, så er det fordi det er min sjællandske kultur. Min Nordjyske mand derimod havde nok holdt sig til et venligt anerkendende nik og en svag nordisk mandig brummen. Det er nok også mere passende i disse #meto tider.

Det er uendeligt svært at værdisætte samfundsnormerne.
Det almene.
Det vi alle måler vores almindelighed fra.

Jeg overvejer at gøre Vorbasse marked til forbillede og både spytte i næven og give hånd efterfølgende. Så har vi cementeret blandingskulturen. Gamle skikke der flytter ind i nye. Mødesteder og arv. Det fylder nu lidt mere end det bare at vinke. Som dronningen gør mest.

Det fornemmes som om vi har mistet retning i detalje orienterede tankegange. En næsten diagnostiseret lovgivning om meget små ting.
Det nye folketingsår må gerne rumme det store – de store linjer – værdierne, og helst grundværdierne, dem man kan bygge samfund på og dem man kan agere indenfor.
Loven må aldrig spærre frimodigheden inde. Så mister vi det danske særpræg.
Og hvad er så det særpræg? eller det præg vi ønsker udadtil at fremsætte.
Jeg håber det fortsat er tilliden. Den der rummer alt og sætter menneske først.
Den vi læner på for at være et demokratisk samfund.

Det smukke ved tillid er at vi ikke behøver lovgive om håndtryk eller hætter.
Tilliden holder døren åben for forskelligheden og tilliden tror på at mennesket vil mennesket det godt. Slet og ret. Uden flere unødvendige udpenslinger og særlove.

Nu går jeg ud og spytter lidt i alle retninger. Skik følge land fly?

HåndtryK – håndtryG

Hvad mennesker sammen har dannet

Kan spredes som ringe i vandet 
Hvor fred holder hånd
Er dannelsesånd
Et pludseligt håb
Og fremtidens dåb
Og ingen kan hindre at kærlighed er
Den eneste sammenhængs kraft der bær
Hvor livet får stemme
I hændernes gemme
I håndtryk af ære
Kan mennesket være
I frihed og tro
Forskellighed gro