Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

Dansk folkeOPLØSNINGS samråd?

Mens vi har rasende travlt med at gruppere os og inddele os efter farve, form, norm, tro, kultur, alder, køn og interesse, går mennesket helt fint i spænd med sig selv og hinanden når vi ophæver de grænser vi sætter for os selv.

Det er blevet noget der fylder, måske mere end rimeligt. Det med at inddele os og gruppere.

Der er intet nyt i det og enhver kender fornemmelsen – og det er på ingen måde unaturligt at finde sammen i fællesskaber med folk der ligner os selv lidt, eller byder ind med noget vi genkender.

Når vi taler om tidens mangel på mangfoldige mødesteder bliver det tydeligt at vi trænger til at stoppe op et øjeblik og se på hvad der deler os og hvorfor vi lærer mest ved at indgå i fællesskaber der består af forskellighed. Eller gør vi?

I forenings Danmark har vi gennem mange, mange årtier været dem der gik forrest med at samle os om en sag. Noget vi vil noget med. At danne fælles front og forene os med andre der har samme glæde eller kamp.

Det giver god mening og traditionen er forbilledlig.
Vi kan en del mere sammen, når vi står mange samlet om at ville noget.
Samtidig bliver vi ikke så udfordret af andre, når vi sidder i foreninger og mener det samme og kæmper for det samme. Det svækker den demokratiske dannelse, samtidig med at det at gå sammen styrker den. Et dilemma og paradoks vi kæmper med til stadighed.

Det er både besværligt og hårdt at vælge sig uenighed til. At tage debatterne på tværs og tro på at den uenighed ikke skal føre til en senere enighed, men være stærk og tillidsfuld nok til at vide at det er godt nok at have forskellige holdninger.

I folkeoplysningskredse ved vi det udmærket godt. At vi forener os med folk af samme slags og dermed misser en masse uvurderlig uenighed og meningsbrydelse der giver nye kanter og nye horisonter.

Jeg er flintrende ligeglad med din hudfarve – jeg orienterer mig efter din partifarve!
Debatten lige nu handler om manglende mangfoldighed og frygten for at de unge ikke vil forene sig fremover.
Tendensen har været synlig længe.
Jeg har fulgt den så nogenlunde og fornemmet det de sidste 15-20 år.

Man kan begynde med elevforeninger. Efterskolerne eller højskolerne.
Der hvor vi holder for med at mindes og følge hinanden og de skoler hvor vi har delt fodsved og forventning. De årlige årsskrifter, skiftende elevhold og forstandere. Men de unge har ikke helt samme behov for at følge med. Der er en form for ”det var det” og så skal vi jo også videre.
I begyndelsen syntes jeg det var en form for utroskab. At den arv og det livsindtryk ikke satte sig stærkere end at vi kunne vinke i indkørslen og gå videre. Ikke umærket, men med en form for lukkede kapitler uden æselører. Ikke fordi vi skal hænge os i fortiden, men jeg har og havde meget svært ved at forstå flygtigheden.

I samme tidsrum er de sociale medier kommet med en flygtighed som vi stadig undres over. Vi og vi – vi halvgamle. Og grundskolen har nedskaleret historieundervisningen.
Ud af det mudderpløre er det svært at råbe på at de unge skal have samme historieblik som alle vi der får et kick ud af at kigge tilbage.
Og måske er det svaret på den manglende tilslutning. At tiden er flygtig, et nu og den gammeldags dvælen i minder og forgangne steder er fortid.

Jeg håber det ikke. Hvorfor kære sig om det? Fordi jeg tror vores historie er meget vigtigere end alt muligt andet. Det er fundamentet for livet, det der har formet os og taget os i ed undervejs.

Jeg tror faktisk (selvom jeg savner en historisk respekt) ikke at det er svaret.
Jeg tror vi står med en hulens fabelagtig klog ungdom som er træt af den manglende mangfoldighed i foreningslivet.
Og min tese er enkel. De generationer der lige nu er unge, orienterer sig mangfoldigt. De er vokset op med globale syn, med internet der forbinder os med hele verden og med folk på kryds og tværs mener, tænker, taler og handler forskelligt.

På folkemødet i år sagde jeg (eller sagde jeg i klædning af Grundtvig) at ”frihed til forskellighed” nu er ude, i 2021 hedder det: Frihed ER forskellighed!

Et frihedsbegreb jeg har tilegnet mig hos netop de unge.
Og de mener det, hele vejen og hvis vi ikke i folkeoplysningsregi tager det på os, så taber vi ikke bare sutten, men muligheden for at virke og være sammen med de unge generationer.

Vi kan begynde med at se og prøve at forstå hvorfor unge har travlt med at definere sig selv og omdefiner igen og igen og igen.
Er det et svaghedstegn? Nej, det er et opråb til samtiden.
Når det viser sig i 2021 at være nødvendigt er det fordi vi har gjort noget der ikke er godt nok.

Ingen skal generalisere mig, jeg finder mig ikke hjemme i kasser, Excel ark eller med en label i panden hvor der står ”Midaldrende hvid dame” og jeg ville glæde mig ustyrligt hvis vi heller ikke generaliserede ungdommen.

De er lige så forskellige, med lige så mange holdninger, retninger og meninger som alle andre. De er mangfoldige og dermed frie. På 2021 måden.

Det samme glæder den anden vej. Nej, vi er ikke boomere eller bare gamle idioter – vi er mennesker i mange aldre med mange erfaringer som du kan låne af eller lade være. Du slipper ikke for os for vi er her her på lige vilkår med dig. Det kunne måske tænkes at vi kunne hjælpes ad?

Hvis du spørger mig hvad mit Pronouns er, så er svaret: Menneske/Menneske først/du først
– Og det er det ikke for at provokere, men for at sætte mennesket frit igen.

Jeg savner at mangfoldigheden er så naturlig at vi ikke længere behøver definere os selv herfra til helvede. At et menneske er godt nok som det. At det at møde et andet menneske er en tillidserklæring i sig selv, især fordi vi ikke er ens eller mener det samme eller ser ens ud.

Jeg er flintrende ligeglad med hvilket køn du er, hvilken farve du er, hvilken forening du er medlem i. Jeg er derimod flintrende glad for at du er dig og at jeg er mig og vi dermed er så forskellige at vi er nødt til at mødes og tale sammen.

Jeg er så flov over at have været med til at forme en samtid hvor det viser sig nødvendigt at definere sig selv hele tiden fordi der hersker en tvivl om man bliver set rigtigt og mødt rigtigt. Giv mig mennesket tilbage!

MANGFOLKELIGHED
Kan man være mangfoldige og samtidig være et folk?
Kan man lave folkeoplysning til mangfoldighed?

Ja og det er det vi skal for at sikre den demokratiske dannelse på tværs af køn, alder, kultur og struktur. Og vi må lave nye måder at samles om forskellighed. Nye måder at fremhæve rigdommen i ikke at være ens.

At være et folk er jo at lære at læne sig på hinanden og vide at man må bøje sig og at de må det samme. Det at være fælles om samfundet gør os til et folk. Det er sagerne vi tager på os der giver samliv og fælles forstand og dermed er kit til folkeligheden.

Jeg holdt foredrag på en efterskole i denne uge og der talte jeg med en elev bagefter. Han sagde noget meget centralt og virkeligt vigtigt til samtiden:
”Før havde jeg den samme mening hver dag, men efter jeg er begyndt på efterskole, har en jeg en ny mening hver dag”. Jeg kom næsten til at tude på vej hjem i bil. Af lutter lykke over det at møde en elev der havde fundet tvivlen og turde italesætte den og gøre den til en frihedsforståelse i tilværelsen. Og det at eleven havde fundet det på en efterskole, med et i øvrigt meget diverst sammensat elevhold sagde meget om hvad fællesskaber også kan.

De kan være det frirum hvor tvivlen er lovlig. Hvor skråsikkerheden svinder og vi får lov at fornemme os frem og dermed blive fremkaldt som mere hele mennesker.

Tvivlen kan noget godt, særligt i samtalen og debatten. Den slår ikke igen, den gør ikke skade på andre og den er sjældent hård i ordene. Den er spørgende og prøvende og imødekommende.

Det er aldrig særligt lærerigt at høre en debat hvor deltagerne i staccato leverer sin holdning med skyklapper og ikke lytter sig frem og imødekommer. Og en af de grunde til at den politiske debat lige nu er blevet så hård og umulig er jo også fordi skråsikkerhed møder skråsikkerhed. Og det er der vi har tabt den demokratiske dannelse. Det handler stadig ikke om enighed, men om at lytte sig de andre standpunkter til og turde rumme dem og ville dem i al deres forskellighed og i øvrigt vide at ens egne synspunkter bliver mødt med samme rummelighed.

Samtiden har brug for et meget stærkt ”Dansk mangfolkeligheds samråd” hvis de unge skal vælge foreningslivet til.
Det kræver også en læring i ”det øjeblikkelige” en hurtighed som det at danne en forening ikke mestrer lige nu grundet love og forordninger.

Øjebliks-ideer og pop-up aktivisme er et sprog og en handlemåde der på mange måder er meget elskelig. Det at stimle sammen øjeblikkeligt, hjulpet på vej af de nye sociale medier hvor vi kan kommunikere med hast og handle i nuet.

Vi står med en hele fantastiks ny generation der i den grad har fanget ideen med aktivisme.

Og aktivisme er for mig at blive et aktiv for samfundet. Et menneske der tager aktiv del.

Og min fornemmelse ar stadig at det at være aktivistisk nu er noget helt andet end før. Det er enkeltsager og det organisatoriske efterslæb er ude.

Tradition og fornyelse

Jeg kender en del yngre med handikap og de siger meget samstemmende: Næ, jeg gider ikke være en del af en handikaporganisation, jeg er ikke mit handikap, jeg er mig og jeg identificerer mig ikke som handikappet! Det er svært at modsige og i øvrigt jo da en god indgang til livet. Samtidig er det tydeligt at mange sager har brug for en stærk og tydelig organisation for at blive set og hørt. Folkeoplysningen har også brug for at kunne stimle sammen og kæmpe deres sager.

Men vi må lære noget først. Lige tage en times betænkningstid, gerne på sofaen, og fatte først som sidst at det digitale har ændret vores foreningsenevælde. At foreninger er mange ting og det at forenes har nye former og frirum.

Mest af alt kan den nye form samle på tværs som vi aldrig har set det før. Det kan noget. Det pludselige. Det at man ikke behøver binde sig ”ægteskabeligt” til en forening, men kan stille sig på slotspladsen eller møde op en tirsdag i Brovst med eller mod en sag. At støtte op om noget fordi det er nødvendigt og af hjertet uden at behøve at tvangsgifte sig med en forenings andre mærkesager.

Jeg er medlem af over 10 foreninger. Det er dyrt (!) og det er spændende. Jeg holder meget af dem alle sammen. De flytter mine holdninger og er samskabende for de ting jeg går op i.

Jeg er også menneske og flytbar og fri. Jeg holder meget af at tage en sag på mig der ligger uden for regi, det pludselige. Noget der opstår af nød eller af glæde.

Jeg vil ikke undvære noget af det.

Men mest af alt vil jeg ikke undvære de mange aldre. At vi mødes på tværs og laver det her samfund til et samarbejde og gør os umage med hinanden på sigt og i nuet.

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Demokrati er hengivenhedens dannelse

“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”

Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.

https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati

Højskolen er bedst når den er i strid med sig selv.

Hver eneste gang jeg har været til højskoledebat, læst højskolebladet, været til årsmøde eller dannelseskonference er jeg nød til at ryge en hel karton sundhedsskadelige smøger på vejen hjem i bilen, i frygten for at der skulle opstå en skønsom enighed om hvad højskole og dannelse er. Nå, tænker jeg altid og overhaler en lastbil med bred last: Kæmp for alt hvad du har kært (og lært), dø om så det gælder… Rygning og fællessang er som bekendt stærkt vanedannende, det er debatten om det fælles bedste også og der findes heldigvis ingen afvænningskurser der afhjælper det og nej tak Kulturministerie, det behøver I ikke sætte ind med som hjælpepakke.

Dørene er knapt åbnet for dette efterårs elever på de danske folkehøjskoler. Coronaepidemien rusker stadig i tilkendegivelser, fællesskaber og håndtryk.
Foråret der blev sat på porten og hjemsendte fællesskaber der blev forsøgt nærværsgivende og meningsfulde online. Måske uden det store held, men til alt held blev det forsøgt og efterlader noget varigt, nemlig en viden om hvad højskolen er for en størrelse – At den har krop. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Foråret var vitterligt hårdt for højskolerne, for os alle, for samfund og menneske. Og det er ikke overstået endnu. Det vi frygter.

Hvis man slår ned i de Nordiske myters landskab møder vi myten om Fenrisulven. Fenris er et sindbillede på ondskaben og frygten som vi forsøger at tøjre. Men selv guderne er i tvivl, ikke bare om man mon kan udvikle en vaccine eller måske kan klare sig med masseimmunitet, men om man i det hele taget kan tøjre det onde. Det der truer os på livet og det der splitter fællesskaber. Frygten i mennesket, tvivlen, uvisheden. Vores mest kendte værn mod frygt er tillid. Tilliden til at vi klarer os igennem hvis vi opretholder troen på at vi er bedre og mere robuste end vi måske er. Tilliden til at fællesskabet griber os hvis vi udsættes for fare.

Fenrisulven vokser fra en nuttet lille logrende hvalp, til at voksent ustyrligt væsen der tvinger Guderne i Asgård til at se indad og udad. Der er en del læring at hente, også om samfunds relevante kriser, når vi ser på Gudernes handlemåder i den gamle myte. Og de er der alle sammen. Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Magnus Heunicke (samt en del unavngivne jætter) . Og der debatteres livligt i Valhalla. Hvis ikke Fenris bringes under kontrol, mister vi dueligheden og hinanden. Hvis det onde, det der truer får overtaget, vil panikken lamme os som både guder og mennesker for ikke at tale om hamstring af lokumspapir og værnemidler.

Forsøgende er mange og helhjertede. Fenrisulven får det ene halsbånd på efter det andet, støbt at de stærkeste materialer, love og forhandlinger vi kan komme på. Men alligevel sprænger Fenris sine halsbånd, sine lænker. Til sidst må Guderne gå til opositionen, til folket, til fællesskabet, til omverdenen, det ukendte samlende, for at finde en måde at tøjre det onde. Og metoden er lige til og hentes uden formler og evidens. Dværgene i bjergene er leveringsdygtige. De mystiske folk der har forstand på det uforklarlige. Det vi ikke kan måle og veje. Ånd.

Dværgene i bjergene støber en lænke af bjerges rødder, fiskeånde, fuglespyt. Fornemmelse, forståelse, samfundssind, ånd, tillid. Og denne gang lykkes det at tøjre Fenris. At fastholde truslen og gøre den konkret og bevidst for Guderne og mennesker. Med den bløde lænke om halsen på Fenris, skabt af livets muligheder, genopstår der en tilstand af tillid. For i sidste ende kræver en samfundskrise, en terrorhandling, en konflikt, at vi genhusker styrken i det fælles. Det vi hver især bringer i spil, bringer ind i kampen og de små brikker i livets puslespil vi selv er. Vi er hinanden muligheder og det har vi myter om fra gammel tid og nye myter om fra nuet. Den enkeltes gerning er væsentlig for et hele, for en samfund og for en verden i strid med sig selv. Den enkelte er fri i samhørigheden med næsten.

Når jeg gentager den gamle myte er det for dels at tage det historisk, poetiske sindelag med. En væsenlig arv vi forpligter os på at tage videre til de næste i rækken efter os og dels fordi vi allerede fra gammel tid har haft et sprog til krisehåndtering – uden solnedgangsklausul. Og dels fordi myten understreger en vilje til samarbejde og hinanden som vi kommer af.

Og hvis vi har klaret os nogenlunde fornuftigt gennem Coronatiden med ikke alt for høje smittetal indtil videre, er det ikke udelukkende håndsprit men åndsprit der er formlen. En gammel viden, indgroet og mosbegroet der stadig fortæller os at hvis vi skal klare noget svært kræver det vilje til hinanden, på tværs af interesser, på tværs af konceptionelle fælleskabsbegreber. Fællesskabet som begreb synes noget slidt og nogle gange gør det lidt panodilondt når man igen drager ud som fællesskabsforkæmper og man tør næsten ikke tage det i munden længere. Det er nemmere at sige medborger, samfundssind og andre arv arter af det fælles der ikke lyder så fodformede. Og fællesskabet som sådan er også en delt størrelse, men en størrelse der virkelig kommer til sin ret når krisen krasser. Når Højskolen til stadighed taler om “det fælles bedste” som en samlende værdi, er det igen gamle ord for det at turde tilliden til sit medmenneske. At vi støber Fenrislænker og ligeværd i viljen til hinandens skæbne og skrøbelighed.
Det samfundssind vi taler om i nuet er det billede på det fælles bedste. En gerning der rækker ud over os selv, skærmer andre og dermed også det der er vores eget udgangspunkt.

I højskolebevægelsen diskuteres lige nu (igen og som altid i den lange højskolehistorie) hvad skolen skal med sig selv. Hvad er det fælles bedste? Hvad må den mene? Må den bevæge? Må den definere? Må den sætte grænser for friheden? Må den pisse i alle hjørner og i så fald, hvem tørrer op og er det mon FFDs opgave at sætte ord på højskoleverden, eller er hver enkelt skole sin egen lykke smed?

Ordet skaber hvad det nævner, mente Grundtvig. Og det manifesterer sig også i højskolebevægelsens strid med sig selv. I debatten i Højskolebladet foregår der lige nu noget så herligt som en meningsudveksling om retten til at definere højskolen og hvilke ord eller begreber der er støbeform for skoleformen og det er skønt at være vidne til.
Nuvel, det er altid hårdt når mor og far skændes og særligt hvis de skændes om en selv, men højskolen vokser i den samtale. (De frie skoler har såmænd dannet en debatform (Frirummet) hvor uenighed er kærkomment, ja nærmeste et vilkår og samtidig skal tonen være tålelig og tillidsvækkende).
For mig er der ingen tvivl. Og var jeg stadig ansat i højskolen ville jeg bruge dette efterår til at give eleverne et indblik i den højskoledebat der foregår. Læse alle de forskellige synspunkter op på morgensamlinger og lade samtalen være fri.
Og Hvorfor udstille højskolebevægelsens strid til højskolebevægelsens levebrød, eleverne? Fordi den bekræfter netop det fælles bedste, den bekræfter friheden, den bekræfter tvivlen og især tilliden. En oplagt mulighed for at minde eleverne om at højskolen netop ikke er færdigbagt, forudindtaget, fastlagt, skematisk eller klippefast. Højskolen er en flydende konstruktion i sin samtid, til evig debat og foranderlighed. Fri til og i tvivl, ånd og form. Højskolen eksistensgrundlag er samtalen, ikke enighed. Forskelligheden ikke ensheden. Derfor er striden forbilledlig frisættende.

For mig er der kun en eneste defenation som kan bruges (og den er besværlig), men tillidsklog; Elevernes.
Højskoletanken var oprindeligt at eleverne “definere”, former skolen, det vil sige at de elever der træder ind af dørene ER selve indholdet, mulighedsmassen, Fenris lænke. Og jo mere vi forsøger at definerer en bevægelse, jo stærkere tøjret står den og slider i lænken. Den elev, Birthe fra Brovst eller Chang fra Shanghai, der kommer med åbne øjne gennem døren til efterårets højskoleophold er svaret i sig selv. Med deres liv, deres erfaring, drømme, længsler, tillid og frygt. De er brikken til det fælles bedste og højskolens opgave er vel stadig ikke at svare, men at spørge. Det fælles bedste er et åbent spørgsmål, en drøftelse vi må tage hver dag med eleverne, men vores medmennesker, vores samfund, omverden og især med os selv.


Dannelsen er ikke et fast opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.

Det er ikke i strid med liniefag, udbud, ideer og forhåbninger, værdiformål, målsætninger og andet tankegods som enhver højskole reklamerer med at turde den enkelte elevs mulighed. Og ve den der har en fasttømret opskrift på livets gåde, det ville kræve mindst 2 kartoner smøger og det orker jeg ærligt talt ikke.

Jeg fik engang en fortælling, som forfølger mig i min højskolekærlighed. Fortællingen var min fars og hans oplevelse og når nogen spørger mig om det der højskole noget er noget værd, så plejer jeg at fortælle hans historie som svar.
Tilbage i 70’erne tog de ansatte på Uldum Højskole imod nye elever. Min far tog imod en ung kvindelig elev og hjalp med at bære kufferten til værelset og så er det jo svært at finde på noget at snakke om, så han spurgte hende: Hvorfor er du så taget på højskole?
Hun svarede: For at finde mig selv og blive et bedre menneske.
Hvortil min far svarede hende: Kunne du overveje at begynde med at finde dig selv og så se om ikke du er god nok i forvejen?

Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

/Astrid Søe

læs også: https://astridsoe.blog/2016/05/19/livet-er-en-mesterlaere-vi-ikke-ma-miste/

og se youtube: https://www.youtube.com/watch?v=W7wFJvqw5ys

Højskolesangbogen sammenskrevet af 131 sangtitler i 18 udgave.

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige

Den danske sang den har guld i munden
og lige om lidt så er kaffen klar
og lysets engel i østen stiger
og sir’ godmorgen du lille land
op, al den ting – morgens muligheder
et jævnt og muntert og virksomt og liv
med store undrende øjne går jeg
det er så yndigt at følges ad

Som dybest brønd, natten er så stille
jeg drømte mig en drøm i nat
der stod tre skalke og atten svaner
hist hvor vejen den slår en bugt
skyer gråne og løvet falder
hvor du sætter din (verse) fod
så være lidt varsom denne morgen
for nu er dagen fuld af sang

Ja, danmark dejligst i vang og vænge
en yndig og frydefuld sommertid
du gav os blomster der lyste mod os
hvor smiler fager den danske kyst
og frisk går blæsten på Limfjords vande
og venner ser på danmarks kort
et jylland mellem tvende have
fred hviler over land og by

Hvergang en sommer, i østen stiger
du gav mig herre, et yndigt land
april jeg vælger – septembers himmel
for jeg er havren, jeg kender et land
og livet det er en morgengave
i danmark blunder den lyse nat
se nu det summer af sol på engen
så vær velkommen lærkelil

Fast som en klippe og bred som stranden
et samfund kan være fyldt med sten
vi har kun en sol – vi valgte regnen
så skærm jeres hus med planke og grav
og vasketøj vejer vådt i vinden
det haver nyligen regnet ned
det lysner lidt over agres felter
den mindste klump, lille våde land

I need sombody, kom maj du søde
oh, frihed flyver, et yndigt land
midsommerteltet, de lyse nætter
du danske sommer jeg elsker dig
velkommen ind i de grønne lunde
nu lyser løv, grøn er våres hæk
i al sin glans, se nu stråler solen
en lysfyldt morgen, til marven kold

Kom nu veninde, for sol er oppe
du kom med alt det der nu var dig
sorrig og glæde, du hulde engel
Linedanser, fra barndommens land
og hvem kan sejle foruden vinden
skuld gammel venskab da rejn forgo?
ja hvad er det nu med min Marie
den milde dag er jo lys og lang

Oh Hjerte løft nu, din glædes vinger
tilgi’ jeg sir er letsindigt ord
begik du livet? kringsatt av fiender
snart dagens det brødre, det lysner i øst
en lærke letted, og tusind fulgte
med kåde smil, O, vidunder tro
og fordum var der skam fred på gaden
så stille, hjerte, sol går ned

Og folkeligt, det skal alt nu være
hvad solskin er for det sorte muld
og egetræet er tungt af alder
skønt frihed det er det bedste guld
at lære er ganske vist at ville
den trænger ud, vores sol er kold
den sorte fugl – om lidt blir’ her stille
i billeder af brand og mord

Nu falmer skoven, en mark er mejet
langt højere bjerge så vidt på jord
kom hid I piger, rejs jer fordømte
hvad synger du om så højt i “den blå”?
den milde dag går igennem mørket
og alt hvad som fuglevinger fik
for mig er sproget en sang om Larsen
at gribe efter de blanke ting

En lørdag aften, sig månen hæver
i skovens dybe og stille ro
og lige nu skal det åbenbares
om lyset er for de lærde blot?
en dansker findes i fler modeller
og Ole sad på en knold og sang
mens jorden drejer rundt om sin akse
her rejses en skole som mange før

Med smil jeg bærer min tunge byrde
så bedstefar, tag nu tænder på
påskeblomst, våren er i luften
jeg gik mig ud en sommerdag
og ja, jeg elsker en broget verden
jeg ejer mark, eng og dansk natur
i danmark der er jeg født, er hjemme
i ord der kun går i savn og i sang

Og sat her midt i forundringstiden
undrer mig hvad jeg får at se
men ingen har dog guldtårer fældet
og menneskelivet er underligt
for tænk at livet, det koster livet
sig nærmer tiden da jeg må væk
så tag det sorte kors fra graven
og go’ nu nat og gå lige hjem

/Astrid Søe, sammendrag hvis du ikke når de 12,5 timers samsang i den blå højskolesangbog sendt på DR2 12/01-2020

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi – og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.
Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry – kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst – og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra “selfie” til “Bellfie”.

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
       Hvem ringer klokkerne for
       de ringer for dig.”

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. “alle dem der hopper, mister jordforbindelsen” råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested – også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden