Gå ud

Gå ud og gør ved livet
Hvad livet ikke gav til dig
Og omform skæbneskrivet
Og skab en anden vej
Gå vild, gå fri, gå helt i frø
Vær gartneren der frøet strø
Om omplant livets gåde
Lad ikke tvivlen råde
For arv er også ånd

Befri i sind og tanke
Den sten der kantet sidder fast
Vær selv din egen anke
For liv er ej en last
Befri et hjertes gemte håb
Bryd ud, begræd, gå bort og råb
Af dine lungers fylde
Du har din egen hylde
Og binder nye bånd

Du står nu fri og famler
I nøgne spor mod nye år
Mens liv omkring dig samler
Den stedsegrønne vår
Og altings rasen visner bort
På hånden har du nye kort
Et dna af alle
Der griber når du falde
I stærke vingefang

//Astrid Søe

Skrevet til den politiske debat om “den sociale arv” og “ensomheds debatten” der har raset i den seneste tid.
Og hermed en opfordring til at gå ind i frivilligt arbejde og være med til at sikre at enhver kommer helskindet gennem livet og dagen. Der er altid en der kan bruge en hånd, en tanke, en ånd og en fremmeds vilje. Og det er alles ansvarsarv, et samfunds dna.
God Pinse til alle.

Roulade retorik.

Hjemmestrikket politisk analyse af en almen dannet roulade.

Ok så, det blev ugen hvor weekendavisen kaldte sådan nogle som mig for pøbel – tak for det week-end-avisen.
En laverestående intelligens der uden blusel blander sig i dette og hint i det politiske, selvom vi/jeg ikke har den fornødne viden eller kasket til at udtale os om noget som helst i den retning.

Hvad har vi så, vi der tramper træskoen ned i mudder og spænder pandelampen, med billige baterier fra Aldi, på panden, fordi der er så djævelsk uoplyst hernede hvor vi lever…

Jo vi har godt nok noget, vi har mundtøjet, det kan godt være det ikke er kalvin clein eller gucci, det tøj, men det åbner og lukker efter behov.
tandsættet er det samme.

Og noget der igen og igen slår mig (mig: den lavtstående pøbel) og understreges igen og igen i medierne og analyserne er at mit problem er at jeg FØLER noget for de holdninger jeg har.
Altså slår jeg totalt enhver form for intelligent styring, målsætning, økonomisk, bæredygtig, fremadrettet, spindoktor retorik fra og slår over på autopiloten, mine signalstoffer i hjernen, følelserne.

Ok, godt så.
jeg føler noget, for det der samfundshalløj.
for det der de utrolig begavede politikere vil gennemtvinge på mine vegne, jeg gav dem jo da mandatet til det, det er mit lod og så må jeg holde kæft, trit og retning, til næste valg.
Det er jeg klar over, det er opskriften.

Men alligevel blander jeg mig, med min mindre oplyste viden og mine følelser der bare sidder så meget uden på, at det er kvalmt, at det er pøbelvælde, at det er pinligt, at de store internationale aviser må skrive om det på forsiden, “danmark føler noget”.
ja, de ligefrem blander sig og tror at de kan flytte politiske beslutninger bare ved at feje samtalen sammen i en skiden bunke midt på de bonede gulve og så skrive under hist og pist.

Det batter ikke, det ved vi egentligt godt her nede i det mørke ingentingsland.
Men vi gør det alligevel.
hvorfor?
Fordi det er en overleveret kultur som ingen endnu har fået slået ihjel.
Engang hed det folkelighed. definitionen på noget vi var stolte af, at vi turde ytre os, at vi ville noget, høj, lav, lærd og ulærd.
i 1839 sad Grundtvig og skrev:

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.


Dengang blev der lys og den tradition har vi ublu taget med.
Men er den ære endelig forbi nu?
Når pøplen rejser sig og råber op er det Grundtvigs skyld og når en rød regering sidder ved truet, vil pøblen, med alle de forkromede følelser uden på tøjet, altid, pr. tradition blande sig.
Må man politisk føle noget overhoved, i det her “verdens lykkeligste land”?
Og de der fødder, de har blandt andet træsko på og vader rundt i mudder og spiser DanCake roulade om eftermiddagen og snakker, gør de sgu også, også om det der eviggyldige “at finde sammen”
Gærkrisen, det er den vi ser igen.

den er malket ind med modermælken.

er det slut med troen på enhver, troen på at mening og holdning er lige god, uanset stand, uddannelse, dannelse, pengepung….
På sin har det politiske system de sidste ti år, under skriftende regeringer undergravet den folketro vi har lever i og levet med gennem et par hundrede år.
Med en snoppen efter højeste ydeevne, højeste karakter, test af enhver tænkelig art med henblik på mere ydeevne. Mål der hedder: bedst uddannede generation, bedst i test, bedst af alle.
De der vælger erhvervsuddannelser og skruer med en skruetrækker er i den politiske optik, lige så lidt værd som den der trækker og “screw’er” på flisen.

Arbejderbevægelsen bevæger sig stadig i Grundtvigs svære, hvor ord som lige gyldighed, lige ret og oplysning er gyldige.
Hvor det er reel glæde at give lyd. uden 12 års universitetsuddannelse i kommunikation.

Nej og ja.
Politik er stadig en KUNSTart i at regere et samfund.
Et samfund betyder at finde sammen.
Et velfærdssamfund betyder at finde sammen på lige fod.


Tendensen ser ud til at være at vi mere og mere deler os i A og B hold.
A holdet er dem der har “ret” til at mene noget og B holdet er den hvis ord betragtes som roulade retorik og dermed i enhver debat er dømt ude på forhånd.

Sådan er lande flest og sådan var vi selv for 200 år siden – skal vi den vej igen?
Nej tak, ellers tak. Ikke efter min ringe mørke uoplyste mening.

I 1848 skrev Grundtvig

Til et folk de alle høre, 
som sig regne selv dertil, 
har for modersmålet øre, 
har for fædrelandet ild; 
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.

Ild er oplysning, ild er at tage et samfund på sig og bære det varsom på armen. Ild er dannelse i alle lag, i alle kulturlag fra mudderhul til magister.

Vi har brug for det daglige dannede brød, brødet der kan deles, brækkes, brydes og brødet der er for alle.
Men gæren mangler, for folkeligt gær er troen og tilliden til alle. ingen nævnt, ingen glemt.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden, men man an sgu heller ikke bage uden gær.

Gær er den folkemening der danner samfundet, sammenhængen og udviklingen.
Gær er levende, det kan vokse, det kan formere sig, det kan boble over og det kan tørre ud.

Det handler ikke så meget om salg af DONG, NETS, aflytninger, samråd, afhoppere, partiskift, regeringsslankekur.
Det handler om grundlaget, det handler om at vi mener noget, helhjertet, om vores samfund. at vi vil bevare den demokratiske ret til at blande os, til at føøøøøøøøle noget for vores land og folk og samfund.

For det øjeblik vi holder op med at føle for vores samfund og dets drejninger, det øjeblik lyser vi os selv ud af æt.

.. sagde konen i muddergrøften

Gru & Gro

Viljen til at stå ved ord,
offentligheds offerbord,
kaste holdning ud i kamp,
modet højt, for fulde damp,
ville mere, turde alt,
det er endnu livets salt,
rejse sig det faldne mod,
koste liv og sjæl og blod,
vare ved med villighed,
sværge læberne af led,
mundliggøre gru og gro,
skabe, dræbe, bygge bro,
finde sjældne nye mål,
ildsjæl med et indre bål,
at bevæge klodens drej
Tak fordi at du er dig!
//Astrid Søe 2013
Til mine inspiratorer

Hold din Mælkebøtte!

Viljefaste folk går rundt
og tar selv af livet
vælger bredt og vælger sundt
alt hvad de er givet

Det der ikke dumper ned
i en turbans skygge
trækkes ind som mulighed
man kan gennemtygge

Intet overladt som spild
alt må gribes, bruges
alle veje bringer ild
viljens vej udruges

Viljen er et fundament
formet, støbt af læring
hvem er du og hvad er hændt?
det er viljens næring.

Vilje gror så vild og tæt
som en mælkebøtte
uden sikkerhed og net
gør den altet nytte

Fri og helt utæmmelig
vågen, klar og dannet
så uendelig som Phi
viljen er blandt andet….

Tag en bid af livets lår
voks og gå mod strømmen
vær en kam til eget hår
gå og indfri drømmen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe – til folkemødet på Bornholm 2012

VIL

Det er ingen skade til
Blot at gøre hvad man vil
Hvis ens “vil” er ud fra normen
Ikke stikker ud af formen
For et “vil” der render vild
Har det med at sætte ild
Og det breder sig i skoven
Gennem politik og loven
Plus’lig er ens “vil” på mode
I avis og rockens node
Så det på med “ville” hatten
Ud og lede efter katten
Katten – den er helt sin egen
Uden “vil” der går i vejen

//Astrid søe

LIGEVÆRDSMINISTERIET – MILLIMETERDEMOKRATI

Mor’s Menageri holder af at finde på håndgribeliggørelse af ord vi bruger i hverdagen.
Når vi folkeligt snakker om millimeterdemokrati, fortætter vi det at ALT skal gå lige op.
Vi har en samfundsdrejning nu hvor vi taler meget om at stå lige. at være ens.

I Mor’s Menageris lille hverdagsværkste arbejders der ikke mod enshed eller ligestilling – men modsat mod LIGEVÆRD.
At vi hver især, men egne særpræg og eget køn er værdifulde i et fælleskab.

Vi skal og kan ikke det samme, vi skal elske de forskelligheder vi har og forskellige måder vi ser, tænker og handler på.

Derfor denne lille på påminder om at livet ikke skal leves med millimeterdemokrati, men leves ligeværdigt og ikke altid behøver gå lige op.

Pose med målebånd til udmåling af millimeterdemokrati.. og til gavegivere der ønsker en stadig diskution om ligestilling kontra ligeværd.

Første målebånd naturligvis sendt til Ligestillingsminister Manu Sareen

God diskutionslyst!!!http://livsoplevelse.dk/product.asp?product=539