Midt i en klunketid – af vid?

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.

Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.

Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredie led.

Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.

For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?

Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!

Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar


Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.

Note. vers 2, linie 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.





Verdensmåls sang

Nu vækker vi håbet for verdens vid,
nu grønnes modet og viljen forgrener
for verdensmål de er på høje tid
når bæredygtige svar de forener.
At turde det svære,
hinanden at bære,
at spørge, at lytte, at svare, at lære
//: Som fælles tarv. ://

At fællesskabstarv er at vælge til,
det fælles bedste der former og famler,
at opelske det som vi sammen vil
oplyst, oplive de måder der samler!
For skolen for livet
den er ganske givet,
et sindrigt aftryk i skæbnemotivet,
//: Opliv til lyst. ://

Oplive til lysten er åndens tro,
som trodser tvivlen og samelsker modet,
at stå ved hinanden, gi plads og gro,
at vide, vi dog er fælles om rodet.
Trods det, vi må lære,
det fælles at bære
i kærlig tillid til fremmet og nære,
//: i ord og skrift. ://

I ordet og skriften er livet ”os”
et mødested, der kan flytte og favne,
at lytte og lære og give los,
at kaste anker i fremmede havne.
Derfor er vi fælles
fra ung, til vi ældes
og bærer hinanden i det der fortælles
//: Som fælles arv. ://

Og fælles er arven vi efterlod,
en jord der sukker og alvor der knuger,
og da må vi kæmpe med fælles mod,
og være dem der håber udruger.
Når håbet det tvinger,
en lærke på vinger
og bliver et løfte, som ring på din finger
//: Af kærlighed. ://

Så værn om vor tillid, og frygt kun ej:
du er mit løfte til livet og færden,
den mulighedsmage som viser vej
hvor du bliver fri – Er frihedens verden!
Du står aldrig ene,
ved bautaens stene,
din samtid er ”os” og at turde at mene.
//: Opliv af lyst. ://

Melodi: Jo jo, gøjleri er en nobel kunst

Skrevet til Efterskolernes fællesforandringsfestival 2021

Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.

Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
– Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler… (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid

Vi snubler i ordet

Vi snubler i ordet

Og deler et folk
For ordet på bordet
Det kom uden tolk
Fornuften låst inde
Og viden lagt bort
I kamp om at vinde
Kun hårdt mod hårdt
Engang var det danske
At samtale frit
Og ikke forvanske 
Et frisind som kit
Vi skabte forenet
En tale-kultur
Der skar ind til benet 
Og skiftes på tur 
Hvad hjælper det folket
At skænde og gå?
Hvis ryggen er dolket
Og tonen er rå?
Skøn på hvad der menes
Det samler igen
Skønt vi ikke enes
Så er du min ven
At enes er ikke 
Et mål i sig selv 
Til det må vi nikke 
I arv og i gæld
Men kunsten at lytte
Og lære og se
I borg og i hytte
Er der vi blir til
//Astrid Søe 2015

Kvasers blod – debattens søgsmål

“Min far har en bil der er større end din fars”,
“Men min far har en bus der er større end din fars bil”,
“Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik”
“Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!”

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

– Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.

I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med “Harry Potter”.
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed “Riddikulus”.
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. “bare…”
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme – det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: “Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig.”

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

– Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst – Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku’ benytte det frit
det gjalded’ fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed’ for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

Ytringsfrihed

– Ytringsfriheden, holder den aldrig kæft?
Ytringsfriheden kan være svær at gabe over. Hverdagsværkstedet Mor’s Menageri har skabt “hold kæft” bolchet med indskriften YTRINGSFRIHED. Tyg lidt på den.
Ordet skaber hvad det nævner, så hver gang vi kalder hinanden tudefjæs, mother fucker eller idiot, forfladiger vi hinandens egentlige indhold og bliver til det ordene nævner.

Mor’s Menageri har skabt det store politiske “HOLD KÆFT” bolche YTRINGSFRIHED som et indslag i debatten om ytringsfriheden.
Hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?
Prøv selv at få mening ud mellem tænderne mens du sutter på ytringsfriheden.
Frihed fylder, nogle gange mere end vi aner.
Frihed er først rigtig fri, når den står selv og ikke bruges som lokkemad eller logo.
Hvert menneske, sin frihed – også når det kommer til at ytre sig, så længe vi ikke kvæler andre i ordene.

For at fornemme hvordan det ville være at leve et sted hvor man ikke hylder ytringsfriheden, kan du tage “hold kæft” bolchet i munden og derefter se hvor svært det er at tale frit, med en stopklods i halsen.
Kommer der ord over læberne alligevel, vil de tage smag af bolchets sødme. Sødme er dejligt, men enhver må fra gang til gang finde deres eget ståsted, også hvis det har en bitter eftersmag.
Ytringsfriheden er så fri, at man må være villig til at gå mod strømmen.
I modstrømmen møder man frihedens dejlige brud – hun hedder ansvar.
Hvert menneske har pligt til at tage ansvar for ordene. Og når vi taler pligt, lyder friheden pludselig så indespærrende. Frihed har sin pris. Og prisen er altid den samme, at vi betaler med ansvarlighed.
Frihed under ansvar. Jo tak, med det er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.

Man kunne også bruge bolchet som en husker, når man møder et andet menneske. Samtale er ikke kun at holde på egen ord, men samtalen lever bedst hvor ordet er et mødested.
Hvor man, trods friheden til bramfrit at kaste andres holdninger i grus, har fornemmelsen for det andet menneske med sig i inderlommen.
Ingen har vundet eller er vokset i en samtale hvor man skilles uden at have imødekommet den andens ord. 

– Første pose er naturligvis sendt til Jyllands Posten…

– I 2010 modtog alle folketingsmedlemmer dette bolche og tekst om samfund til grundlovsdag.

http://livsoplevelse.dk/product.asp?product=18