GGGIraffer

GGGIraffer 
SF folk der daffer
to kaskelotter
dagpenge skafotter
dansk pøbelvælde
og NETS skal vi sælge
krisen der skrumper
reformer der dumper
DONG er i sachsen
og kemi i laksen
5:2 er kuren
når du rammer muren
HOLGER, du sover?
Kom nu og tag over!

//Astrid Søe 2014

Hør den som DIGT-i-TAL her: https://soundcloud.com/mors-menageri/gggiraffer

Du danske Holger danske jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig

Se der summer af sol over landet
Og min købmand har grillkul til salg
Der er spor af en ulv her i sandet
Og der gisnes om gravøl og valg
Og mens degnen demonstrerer
Blir der hvisket i magtens korridor
Våren kom, snart med blade på træer
Lille Ole må kloge sig hos mor

Der er masser af snak om forstanden
Der er længsel og viden og vejr
Der er “virus” der smelter på panden
Når man bliver finurligt forårskær
Der er fadøl hist i Nyhavn
Der er fløjlsgræs i haven i Hobro
Der er snak om finanser og afsagn
Konfirmander bekræfter deres tro

Og så trumfes min vår af avisen
Som bekendtgør at Holger skal ud
To en halv million det er prisen
Og jeg tænker at komme med et bud
Holger danske han skal sove
På min pude af ægte edderdun
For jeg værner på tro og på love
At den sovende kæmpe holdes lun

//Astrid Søe 2013
#Holger Danske blues

Kan brummes på melodien: se det summer af sol

Kære Holger Danske

Kære Holger Danske.

– Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.

Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe

Pude vår

Nede under puden ligger gamle krøllede Grundtvig og kluk ler/ uden god grund/ det havde vi ikke talt om længe/det at stå fast/så du lå/ under puden/forpustet/forankret/frimodig og lo/ det blive værre i morgen/sagde du/og landet stod i våde/dit være smuldrede ned i mudderet under moderne sko/trampende sine nye sange og paroler/friheden: kluklo du/ befinder sig vel/uden/
Jeg tvivlede/samfundet funderede i retning af smalle gummistøvler, dem uden reflekser/du bare lo/giv en kop punch til varmen/tag det roligt og tage dig sammen/ her hjælper kun fred/punch og sang/og du sang/selvom jeg lagde hovedpuden over dit hoved/bedrøvede kuldskær gamle mand/med fedt i skægget/ forstand som en forårshoppe der lukkes ud/udenfor i våren/forelsket i græs/kløvermarkens lyksaligehed/frysepunkt henover nat/og blomster i spring/ i vår/puden løftes forsigtigt/hårtjavser kommer til syne/dit gamle indgroede smil der når panden/og dybten/forstanden/ skolen for livet/madpakken af demokrati/oplysning være skal vor lyst/jeg kender et land/hvor puderne ikke har lynlås i siden og tid ej har tand/jeg reder sengen/sirligt/du bliver liggende/gammel og død/tankefuld/jeg finder morgenstunden frem og giver den lys/du sover/savler/bøgerne vælter ud over natbordet/du vågner ikke/som Holger Danske.

Astrid Søe juni. 2012

Politisk pandehår

Hvor kan pludseligt snuble over en længsel mod den klare barnetro man engang fregnet og frejdig bar mod både sit folk og sit land.
Dengang pandehåret var det eneste der glimtvis mestrede at skygge for kærligheden til vores sammensathed, skæbnefælleskab og sarthed.
 
Sugerør, saftevand og samhørighed med det naturlige mulige; bare at være dansk – for det var enkelt og det eneste vi forstod.
Nu vejer Dannebrog med fortællinger og skyggesider vi ikke tør fortælle en aftenstund til de små. Fortællinger om et lille land der deler sig og brydes om så meget mere end det der er væsenligt.
Hvad var det nu du lovede mig dengang Danmark?
Noget med at livet her mod nord var egentligt – var rodfast og frimodigt.
Var arme der åbnede sig og lukkede sig som en tryg og sikker havn.
Sådan husker jeg det – og håber det, mens jeg ser en stigende delthed, fremmedgørelse og jantevandt fremtoning i det danske folk.
Måske man igen skal grave i jorden og strides med den fede danske muld, for at finde den rod der synes så gemt og glemt.
Vi ses! Jeg går på efteruddannelse i danskheden, og tager en batchelor i danskhadet – noget må jeg nemlig have misset undervejs – måske i den måbende samtale med en DF mand der arbejdede med (imod?) integration af flygtninge i Aarhus og hadede alle de fede bande perker svin og deres feje kultur… 

Jeg kan ikke være dansker med alt det had, jeg kan ikke lyse det i æt, jeg kan ikke frasige mig at have lyst til at gro nedad til dengang det var så enkelt og vi alle talte det rummelige barnesprog der ikke har landfaste grænser. Dengang jeg trode at danmarks hjerterum var det samme som rummelighed.
Der skal en del pandehår til for at skygge for de holdninger jeg lagde øre til hos den mand.
Holger Danske – sover du??