Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.

Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
– Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler… (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid

Landet, blandt andet

Melodi: Leonard – Ta og kys det hele fra mig (københavnervisen)
Tekst: Astrid Søe, September 2011

Det er meget muligt moden sir ”hæle på”,
men her ude er vi tvunget til at gå
rundt i gummistøvler på Lars tyndskids enge,
det er gylle, mudder, skidt i sump og vænge.
En mand med trillebør,
han rygter sine køer,
prøv at hør,
tag og spark det hele fra mig.
De første fugle fløjt,
jeg fatter ik en døjt,
lovligt højt,
tag og knyt din sylte for mig!
Jeg syn’s at byen er uendelig smuk,
pis i en port og bræk fra en der på druk.
alle de men’ske spor,
overdriv, hårde ord,
vild og stor!
Tag og flyt det hele til mig!

Sikkert nok er ”landet” pænt og yndefuldt,
Øko og natur og er også “In” og ”Kult”.
Og der kører busser ud med folk der kigger,
jeg har set det selv i dagens statestikker.
Naturen charme har,
På tur med mor og far,
Høj cigar,
tag og bliv lidt længer hos mig.

Og mon en bybo kan
bo uden spildevand’ ?
Nej for fand’n,
tag og spild en smule for mig!
Du blir’ så mensk’lig, ned’ på jorden og sær.
Når du har mødt en kolort med bare tæer.
Så vil de hurtigt hjem,
stanken er alt for slem,
lidt i klem’,
tag og følg dem hjemad for mig!
Markerne, de store søer, grønne træer
kan vi ikke bygge høje huse der?
Jeg syn’s landet mangler nogle asfalt flader,
H&M og Magasin og brede gader.
grusvejen er så smal
Husene er til salg
Ni en halv,
tag og køb det hele af mig.
det er indflytningsklart
Bymand du får det rart,
ik’ så sart,
og du får et nedslag af mig!
Der er så meget her som du længes mod,
væk fra det travle liv og fabrikkens sod.
Køb nu – sæt alt på spil
Her kommer godtfolk til,
hvis de vil?
tag og kys dem alle fra mig!

Det er meget vigtigt at man ret forstår.
Ikke alt er charme på en bondegård.
Jeg ved godt du synes grisen den er ”nuser”.
Og det ser så hyg’ligt ud med ål i ruser.
Så’n længes vi så tit
du savner det der mit,
og jeg dit,
tag og byt det hele med mig.
Byfolk der flytter ud
Himmel og nær på Gud,
charmeklud?
Hjælp dem alle kærligt fra mig!

Hør, Morten korch er bar’ en film man kan se,
glæde forveklsles med en mand med en le,
jo tak, vi længes ud,
gylle – Bandidos skud,
2 bud,
tag og drøm en smule med mig!

Sangen er skrevet som kommentar til de skel vi selv sætter mellem de slægter der altid har haft hjemegn et sted og så tilflytterne. Jo mere vi måler os selv i “indfødsret” jo mere mister vi i fælleskabet! I bund og grund er der ikke den store forskel på mennesker.