Dommen over den der tog..

‎21 år for at være en borger der tænker ud fra en øde Ø’s synsvinkel. Et lille punktum for retssystemet, men et stort punktum for menneskeheden!

Må vi andre nu stå sammen om hinanden, på tværs af religion, på tværs af politik, på tværs af kultur – som et modsvar på Breiviks metode mod demokrati og menneske. Et modsvar der rungende lader klokkerne ringe for menneskeligheden.
Lad os tro på at vi sammen, trods forskellighed, er en helhed som udmåles i vores gode omgang med hverandre.

Vi skal aldrig blive som Breivik og andre terrorister
– golde isolerede tankemæssige enegængere –
men vi skal være fællesgængere for en fremtid af virke og værdi i og med hinanden.
Sørg hvor døden truer, smil hvor glæden gror. Forvar had og fjentligt enegængeri.

——————————​——–
 Ingen er en Ø.

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
 Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
 Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-Hvem ringer klokkerne for
-de ringer for dig.”
 (John Donne 1573-1631)

Til Norge, dagen før et års dagen

Der er så stille her i dag, i dagens sidste lys
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!

Til Norge – dagen før 1 års dagen for massakren.
//Astrid Søe 2012