Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

"Grundtvigs" tale til Højskolernes årsmøde, 175 års jubilæum


175, det er jo ingen alder!
Men..
Far er stolt
Min unge er blevet voksen, umulig, uregerlig, selvrådende, bumset og basker med frihedens vinger.
Hvad er den vel, den gamle skoleform.
Et opkog af åndens maggiterning.
En suppe på en fælles visk
Hvem faen siger nej til natmad?
Ikke den gamle.
Det at drømme om fejlens fristed, om mulighedernes land. Oplysningen til livet.
Det at skabe en forskellighedens slagmark hvor enhver genopstår i egen ord.
Fred er ej det bedste, men at man noget vil.
Man kunne spørge den moderne højskole om den er i pagt med sig selv.
Om den dagligt vågner og påtager sig livets mulighed, dannelsens væsen og frisindets fejemaskine?
Man bør vågne brat i nord og fatte først som sidst at friheden aldrig kommer af sig selv, men er en stedlig kamp, for folket.
 
Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil
Kan med kærlighed sig føre, og kan mærke hvad de vil.
Sprog er ikke alt at regne, men at føle hjem og vær
Blive knæsat alle vegne, sådan får man landet kær!
At blive mødt som menneske, ja som menneske først!
Kald det rummelighed, integration, inklusion, fælleskab, samvirke, sameksistens – kald det kærlighed
Man nå aldrig længere end man har drømt som ung!
Således har jeg sagt det og det er tydeligt at det stadig er bevæggrund hos ungdommen.
Drømme er både at række ud, at turde længes, men meget sjældent noget vi egentligt skal indfri.
En drøm er ikke en kontrakt med livet, men et pejlemærke.
Når vi taler sårbare unge på dagens årsmøde da tænker den gamle at det ikke kun er samfundet der har målstyret, håndholdt pædagogik, skærmtid og hastværk der gør sårbar. Nutiden unge har glemt at drømme livet større end det er. Glemt at læne sig på historien og glemt at myten, fantasiens mulighed. I stedet for pejler de både mod fejl, men også mod det fejlfri. En modkultur.
Det begyndte med at de spurgte: seriøst?
En stille tvivl
Mener de hvad de siger?
Er der nogle fixpunkter tilbage i de “voksne”?
Og det er de frie skolers opgave at give den tro tilbage
Tilliden til livet, fra livet
Oplive – det har vi ikke talt om i dag.
Oplive før vi oplyser!
Tage menneskelivet alvorligt og ville mennesket.
Højskolen er en tumling der har tigget, bedt og fægtet. 
Stolpet afsted på tykke ben og bedt sig velkommen i et samfunds afkroge. 
Man forstår at der debateres hjemlighed. Det er intet at regne mod hvad den gamle havde tænkt oprindelig. Én lærer til én elev, det var min tanke. At enhver blev mødt i sit. Man kan nok se at statstilskudet ikke rækker til slige sager og hvem gider vel også alle disse højskolelærere der hele tiden blander sig i opdrag og kultur.
Næ, sagen var og blev at højskoleeleven havde dybde med, en egenart af nysggerigt sind. Således opfyldes enhvers tanke af hverandre, lærd, ledig, længselsfuld, fastlåst, frimodig, målrettet, drømmende, digterisk.
Højskolerammen er en kulturbærer der knytter tråd og tale til, hvor samtalen er forstummet. Danmarks eneste egentlige forsamlingshus hvor enhver frit kan komme og gå i holdning og også må finde sig i at blive modsagt. Et mødested for forskelligheden, den egentlige demokratiske dannelse.
Solen er så “Rødding”
Og statstilskudet småt
Hvorfor skære ned nu, når nu skolen er så hot?
Ånden som en fedekalv, på tilskudsofferbord
Da skal man forskel kende, på Loke og på Thor.
Bær over med den gamle, man er noget oprørt over beskæringen af Højskolerne…
Bæredygtighed er ej blot at overleve, at genbruge, forny, forme nye spor. 
Bæredygtighed er, som væredygtighed en naturlig del af det at være menneske.
Der er en særegen form for bæredygtighed som overtrumfer verdensmål: det er et hjertens mål!
 
Slig et mål er højskolens.
Højskole er at man vil være hinanden som man er
Det er at man kan bære hinanden som man er.
 Tillykke du gamle Højskole
Skål og skide være med det, går det galt så gifter vi os!

Mig og mine venner. Børnesang

Jeg har ikke lange arme
jeg har ikke lange ben
jeg kan allerbedst li varme
ikke dem der kaster sten
jeg er barn og jeg er vigtig
jeg er fræk og jeg er glad
jeg er ikke gennemsigtig
jeg er rund og ikke flad

Jeg har tanker som kan vokse
jeg er klog på mange ting
tænker ikke ind i bokse
tinsoldater tingeling
jeg er vild og jeg er stille
jeg er leg og jeg er lær
jeg er cykle jeg er spille
jeg er glad når du er nær

Jeg går hver dag til min skole
med min taske, bog og pen
vipper lidt på klassens stole
taler med min bedste ven
jeg kan li at være sammen
have tid og lære nyt
jeg kan bedst li fryd og gammen
uvenskab er bare yt

Jeg er god til alfabetet
og til data, matematik
tegner ikke på tapetet
og er rar og go og kvik
sådan er enhver i verden
både Hassan, Bo og Per
glem prinsesserne på ærten
vi er mere end I ser

Vi forstår at være venner
hjælpes ad og ville mer’
fremmet eller en du kender
konge, klovn eller barber
det betyder aldrig noget
hvad du kommer fra og vil
venskab er hvad vi har fået
tak fordi at du er til!

//Astrid Søe. Kan synges på “Jorden drejer om sin akse”

Ung Dom

Melodi: Thorvald Aagaard 1922 

Tekst: Astrid Søe 2013

Jeg elsker den brogede ungdom
trods al dens nød og strid;
de bygger ikke kun i Rom
og dannelsen den tar tid.

De snakker om unge der fejler,
om dårskab, griskhed og vold.
Men intet under de stejler,

når vores forventning er kold!

Jeg har grædt, som andre, af smerter,
Når natten raseres af vold, 

Prinsesser har ingen ærter,
Når bælgen er rå og gold.

Var livet en dans på roser,
Hvis vi mon tog bedre imod?
Hvordan får man grønne hoser,
hvis næsen siver med blod?

Fred må der til, skal landet gro,
En mellemfolkelig bro,
et mødested i liv og tro,
Der vidner om folkero!

Og derfor tror jeg på livet
På tro, kultur og på vid;
Vær stolt i det du blev givet,
vær skabelsens ungdomstid!


#til de mange forstødte unge af både dansk og anden etnisk oprindelse. Fred!