Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen.

Da jeg var barn sang vi ofte den gamle traver på vej til stranden: Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud.
Der var noget grundlæggende i den sang og netop det at synge det ind i barnesindet virker.
Vi var aldrig i tvivl om baderådene og hvordan vi skulle forholde os til hestehuller, revler, fyldt mave eller det at bade alene.

Idag er der flere der “drukner” på internettet end i havet.
Vi mangler stadig en sang – en kultur der fortæller enkelt og med forståelige råd og det man kan møde.
Og det er svært at lave fordi vi skal fortælle en historie om mennesker og menneskers dumhed, dårlige sider og overgreb.

Vi slås for friheden, åndsfriheden, debatkulturen, samtalen, kildekritik og opdragelse og samtidig oplever vi på nært hold at voksne og unge – endda børn opfører sig uendeligt underligt det øjeblik de logger på nettet og pludselig skifter fjedderham.

Da jeg var barn var der en mand der ude i byen blev kaldt “Porno-Poulsen” alle vidste hvem han var og alle vidste at han var den landsbytosse som vi skulle leve med, som vi var lidt bange for, men som nok egentlig ikke gjorde nogen rigtigt fortræd.

Porno-poulsen var håndgribelig fordi han var i gadebilledet. Vi kunne se ham og vi kunne forholde os til ham.
Han var en lille tynd mand i gråt jakkesæt, hans overskæg var malet på med sprittusch og han havde en scooter med en vindskærm med blomster på, sådan noge blomster man ellers brugte i bunden af badekarret som skridsikring. På scootren havde han to saddeltasker. Og de tasker indeholdt angiveligt pornoblade, ugens rapport og de grå sider. Alle kendte de tasker og alle kendte indholdet.
Porno-Povelsen havde så vidt vides aldrig gjort egentlig skade på nogen.
Men vi var alligevel bange for ham.

Engang skulle jeg gå fra skolen til busstoppestedet alene. Det var eftermiddag og myldretid og jeg stod pænt ved lysreguleringen uden for skolen. ventede som man skal på det grønne fodgængerlys og gik først over da det skiftede. mens jeg gik hørte jeg lyden af scooteren.
Lyden vi alle sammen kendte og genkendte som Porno-Povelsen.
Jeg løb, med mine rødhårs fletninger daskende i alle retninger og min lille røde skoletaske, som ind i helvede. Nede ved busstoppestedet var der en hæk ved et hus. Der gemte jeg mig.
Scooteren standsede lige ud for hækken. Der lå jeg og tænkte på de saddeltasker som Porno-Poulsen nok om lidt ville åbne og om lidt ville indvi mig i. Så løb jeg, den anden vej – tilbage til skolen. Med alt det mod og alle de gode råd jeg kende fra både skole og hjemme om hvordan man forholder sig når man møder en der gør en utryg.
Porno-Povelsen fulgte ikke efter.

Jeg tror såmænd ikke at Porno-Povelsen havde noget i sinde med mig. Måske havde han slet ikke set mig. Måske standsede han fordi han var punkteret eller skulle rette på sprittusch-overskægget i sidespejlet. Og måske havde han noget i sinde? Jeg får det aldrig at vide, men jeg ved at det betød noget i opdraget at han var håndgribelig. At vi i samtaler om de ting i livet vi skulle passe på, kunne pege på Porno-Povelsen og tale om at det nok ikke lige var han vi skulle indlede en samtale med eller tage med hjem.

Idag flyder det med Porno-Povelsener på nettet og vi forsøger efter bedste evne at fortælle børn og unge om faren ved det usynlige. Ved det de kan støde på og møde ude i cyberspace, men vi har uendelig svært ved at finde et sprog for det. Vi kan gøre meget skade i det sprog, skabe unødig angst, skabe utryghed over for mennesker, for nærhed, for frimodighed.

Vi har en opgave – fortsat – om at synligøre at mennesker er forskellige. At lære børn og unge både ja og nej og at skelne mellem godt og skidt. Og vi har samtidig en opgave der byder os ikke at skabe frygt i børn og unge. Ikke at gøre det fremmede menneske til en fjende.
Vi er næsten kommet dertil hvor vi, i sikkerhedens navn, ikke må snakke med et barn mens vi stå i bussen eller er ved at pakke varer i supermarkedet og der sidder en sfotræt unge i vognen en halv meter fra os.
Vi skal passe umådeligt på tilliden. At vi ikke lærer børn at menneske kontakt og samtale er farlig, så mister vi det umildbare, nysgerrigheden og sameksistensen. Samtidig skal vi lære at være tydelige, være mere præcise i vores råd og fortællingsramme til børn når det kommer til voksne der lokker børn på nettet.

Vi mangler et sprog til samtiden. Vi mangler et sprog der kan synges ind og fortætte og forklare uden at skabe unødig frygt og uden at skabe mistillid til voksne, som dog er barnets vigtigste tillidsgrund.

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen….

Poeten og lillemor anno 2016

Det er lilletirsdag og jeg har taget kjole på,
Sådan halvlang med lidt blomster, ja det kan du nok forstå,
Men han siger at han altså ikke skal ha klinket noget,
For hans computer den er stadig ved at load.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu sidder jeg med “søndag” og har lavet kryds og tværs,
Og jeg mangler bare synonym for “ensom” og “pervers”,
Så jeg kalder ind til manden min, han sidder bag sin skærm,
Men han har ikke tid til til synonym og term.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”

Så nu dækker jeg til kaffe med citronmåne og stads,
Mens min mand han bander højlydt, vist et drew der giver knas,
Jeg kan høre at han chatter med en dame stemme nu,
Og hans stemme bliver underlig og lyder næsten ru.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu går jeg ind og spør’ om vi skal tá et lille put,
Men det vil han ik’, fordi hans download endnu ik’ er slut,
Så nu må jeg gå i seng igen, alene uden ham,
For han skal opgradere noget med nogen ram!
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
//Astrid Søe, med hilsen til samtiden 😉

Google er Gud

Hvem havde troet at livet skulle vise sig som en lang goodie-bag…
og der er flere at hente helt gratis – gå ind på

www.liveterendejliggavehvadmedattageimodistedetforatbrokkedigheletidengribglædenogtafordigafdetderbetydernogetlivetersmuktseatfådetbrugt.com

Og når du så har trykket på linket vil du se at det er en blindgyde.
Selv Google kan ikke finde dette svar.

Livet linker ikke, livet leves!

Med tiden er Google blevet Gud.
Før spurgte vi med et religiøst sprog hvordan livet skulle være, hvad er svaret for mennesket.
Vi har gennem flere tusind år råbt, bedt og håbet mod de guder vi satte vores lid til.
Vanerne, Aserne, Den kristne Gud, Jesus, Muhammed, Budda, etc etc..

Gør livet levedygtigt, svar mig på min bøn, min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.. ordene er mange og håbene ligeså.
Nutidigt spørger vi som aldrig før, samme spørgsmål, men med ny modtager.

Livet er hårdt, Google giv mig svar på hvordan jeg løser det.
Livet er mangfoldigt, Google giv mig svar på hvordan jeg vælger.
Livet er smukt, Google giv mig svar på hvordan jeg videreformidler det.

Der findes knabt en lille unge under 2 der ikke kender Google.
Selv babypludren har anelser derhen. googlllle gug guhhh googlul..

Google Guden anno 2011 har den fordel at den er verdensomspændende og at den fortsat er en blingyde.
At vi fremdeles er tvunget til at lede og søge i det levende liv.
Mennesket har endnu ikke magtet at sætte et fællessprog på det religiøse liv vi higer mod. selv anerkisten har, trods forsagelsen, taget stilling til at noget har eller ikke har, en sammenhæng.

Alle, hver som en, har vi en mening om det at tro. Enten på mennesket, på livet, på et sprog der samler, eller på en ophøjet magt.
og fælles er det at vi søger, efter nye veje, nye løsninger, nye svar.
Svar på dig og svar på mig.

Nutidsbønen kunne være:
Ups.. linket virker ikke.. Prøv at søge på….

Et håb om åbninger vi endnu ikke kan besvare og skal gensøge lede og finde i det levende liv, blandt dem vi læner os op af, blandt dem der selv leder efter en mening og et svar.

Grundtvig lærte os at søge i det levende liv og den kultur har vi beholdt og forstået.
Ikke som en forsmåelse, men som et tegn på at livet er noget værd og ikke blot et læskur før paradis.

Når Grundtvig kalder på nu-liv og levende ord, levende spørsmål svarer vi Grundtvig-googelsk.
og det sker, i blindgyden og med ordene Ups.. linket virker ikke, at vi svarer: Fuck Google – Ask me!

Og det gør vi, spørger et menneske, ansigt til ansigt, men vi Googler lige den vi vil spørge, før vi spørger.
Man skal vel være på den sikre side.

Livets håndbagage er en Google-goodie-bag som indeholder en tablet, en mobiltelefon, et modem.
Og livets rygsæk er solgt på eBay.

Travel light!

Nu venter vi blot på at retskrivningsordbogen indfører stave-tvang som: Google med stort G, som Gud.