Min hakke, min skovl og din spæde ånd

Når vinteren rinder må jeg grave som en besat, med min hakke, min skovl og min spade, efter folkeånden, i jorden, mellem kulturlagene, mellem bjerges rødder og knogler og sten. Flinteøkser og fiskeånde og fuglespyt, grundvandsfossen der springer læk, mens sand og atter sand, og malm og mose ligger blank og befriet i overfladen – men ingen folkeånd begravet.
Jeg retter min ryg og spadens bøjede flade og hvæsser på stenen den rustende æg, mens jeg lytter til Vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade og der, i reden, i ægget en udruget, fuldendt, frimodig folkeånd, ganske opstanden, som ryggen der ranker i solen fra somren ifjord.
Jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf, en strofe fra lærken der ruger et håb af noget så stille som jord.
#HilsenTilJohanSkjoldborg

Felix – flyv aldrig højere end helium bær…

Når et menneske vil trodse lyd og rum i frie fald,
Når et menneske vil flyve og fornuften er til salg,
Er det netop nu jeg hører kloden kalde ” bliv og lær”,
Det på jorden fast at stå – det er også livet værd!

//Astrid Søe 2012 – #Felix – flyv aldrig højere end helium bær…

Efterårsnat i August

Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012

sommerregn

Se hvor grøderegnen falder
vasker sol og sommer væk
efter dråberne du kalder
lille gemte vintergæk.
Under lag af jord og ælde
er dit sommerbo så tyst
før du vokser i frem med vælde
gennem frost i vinterlyst.
Endnu hyldeblomsten dufter
endnu favner solens lys
endnu sommerlunt det lufter
grøderegnens sommergys

//Astrid Søe 2012 – midt i den smukkeste regn

I jorden.

En dag bliver jeg ene


Uden mål


Uden jord eller grus til at begrave mine fødder i forårsblødheden


Uden ståsted




En dag bliver jeg den sidste


Og den første


Til at stoppe med åndedraget


Den sidste gamle




En dag kaster jeg andre op


Med jorden ved siden af hullet


Gamle knogler ser dagens lys – igen


Jeg må vente på opløsning


Før oplysning