Den gamle Grundtvig er trådt til med juleprædiken 2020 da kirkerne holder lukket.
Link til juleprædiken
Den gamle Grundtvig er trådt til med juleprædiken 2020 da kirkerne holder lukket.
Link til juleprædiken
Melody: Right next to the right one (Tim Christensen)
Lyrics: Astrid Søe
Christmas came, remembering it’s old winter tales
in the dark, the spoken word was life
child-belifes that understands that love never fails
certainty, humanity, and everything but strife
“Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I’ll be the one
to reach out and remember.
I’ll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I’ll be the one
to hope through this December”
Knowing now, and knowing then, that humans despair
left alone with thoughts to overcome
woken and belittled in the wall that we tear
when life is meant for EVERYONE and NEVER just for some!
“Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I’ll be the one
to reach out and remember.
I’ll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I’ll be the one
to hope through this December”
No one said, that life is something easy to grasp
no one promised, no one reassured.
Life is precious, fragile and as short as a gasp
but through the dark, in cluttered dreams, humanity endured
“Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I’ll be the one
to reach out and remember.
I’ll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I’ll be the one
to hope through this December”
When we wake and understand the path of our hate
when we meet our fellow future friend
peace will be the only key, to open the gate
hope is born, and we will see that: This is not the end!
“Cause I have given you my word
I will protect, and never hurt
I’ll be the one
to reach out and remember.
I’ll hold your hand and reassure
against the evil, there’s a cure
I’ll be the one
to hope through this December”
Written to support the victims of the Berlin attack 19. December 2016 #Peace #coexistence
Link til noder: https://tabs.ultimate-guitar.com/t/tim_christensen/right_next_to_the_right_one_crd.htm
På stjerntæpper himmelblå
Kan synges på: Er lyset for de lærde blot
Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.
//Astrid Søe 2013
Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.
Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes fred, der findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.
se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver
for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går så springer grene ud som vår når julevarmen kommer En lille pige holder hånd decembermåned gør så glad velkommen jul, velkommen liv //Astrid Søe |
Grøden er kogt og smørklat der i, sukker og godt med kaneler,
Men Eu har skrevet et nyt direktiv, så nu må jeg sluge kameler!
//Astrid Grødhoved Søe 2013
Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes lykke, findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.
se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver
for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når hjertevarmen kommer
En lille pige holder hånd og gode mennesker knytter bånd og skriver julebreve jeg ønsker dig en glædelig jul at frihed flyver som en fugl og lander som din gave decembermåned gør så glad velkommen jul, velkommen liv //Astrid Søe 2011 |
Tekst: Astrid Søe, 2011
Melodi: Det er hvidt herude, Thomas Laub, 1914
Det er jul herinde,
i det grå der kan man finde
dansk december jule vejr.
Der er ingen sne, der falder,
ingen fugl der sultent kalder,
sol og milde vinterklær.
Det er vildt herude,
stormen skrige, vinden tude,
træer blir hevet op med rod.
hegnet vælter, broen lukker
julelys på vejen slukker,
tagsten falde for din fod.
Roserne udspringe
hvad vil milde vintre bringe
mig af høje himle grå?.
vinter sol og gråvejrsdage
I det grå jeg finder
mange år og gamle minder,
om en vinter højt mod nord.
Kom, og se de milde jule
Kærlighed er gentagelse
Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden. Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er. Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse. Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi. Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder den, fordi forelskelse er et nu. Med kærligheden forholder det sig helt anderledes. Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end blot nuet. Kærlighed er at ville gense. At tro på historie og tro på fremtid. Kærligheden kan bære alt og holde til alt, igen og igen. I julen er vi kun i gentagelsens rum. Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads.
Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke. Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer. Og alligevel vågner vi op ved det, i stedet for at falde i søvn. Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv. Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til. Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes i kærlighed og bliver os selv og andre bekendt.
Med ønsket om et godt nyt-ord.
Astrid Søe, Mor’s Menageri ©