Kærlighed er gentagelse
Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden. Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er. Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse. Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi. Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder den, fordi forelskelse er et nu. Med kærligheden forholder det sig helt anderledes. Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end blot nuet. Kærlighed er at ville gense. At tro på historie og tro på fremtid. Kærligheden kan bære alt og holde til alt, igen og igen. I julen er vi kun i gentagelsens rum. Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads.
Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke. Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer. Og alligevel vågner vi op ved det, i stedet for at falde i søvn. Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv. Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til. Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes i kærlighed og bliver os selv og andre bekendt.

Med ønsket om et godt nyt-ord.
Astrid Søe, Mor’s Menageri ©