En for alle og alle for en!

Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.

Jeg er sgu ikke helt sikker længere.

Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.

Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.

Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.

Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.

-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?

-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.

-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.

Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.

Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.

En Trump-mur til at holde alle andre ude.

Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.

-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.

Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.

Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.

Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.

Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.

Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.

Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.

At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.

Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.

Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?

Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.

Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.

De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.

I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.

Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.

Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.

Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.

Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.

Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.

Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.

Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.

Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.

Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.

Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.

Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.

I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar.  Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.

Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!

Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..

Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.

Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.

Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.

Skæbnefællesskabet – Breaking the (2nd) waves

John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.
Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab – og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
– Hvem ringer klokkerne for
– de ringer for dig.”

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.

Kast los

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Kast los og kast facaden
tag livet omvendt på
krads lidt i overfladen
for kærlighed at nå

Gå vild og gå i spåner
gå med, gå ned, gå ud
vær styrke som man låner
vær selv det spæde skud

Tag livet, tag tilbage
tag stilling, tag imod
tag styrken, med det svage
og elsk i kød og blod

I stilhed ligger svaret
I kendte tyste ord
oprindeligt bevaret
i den som stadig tror

Et ”Du & Jeg” er svaret
et løfte, liv og ånd
alt pludseligt forklaret
den dag jeg fandt din hånd!

Bryllupssang skrevet til blandet multikultur islamsk/protestant bryllup juni 2020.

Afsked på afstand

Tone: At lære er at ville

Afsked på afstand

Du elskede – du mærker
jeg er jo lige her
og alle himlens lærker
den tone til dig bær!
Jeg magter ej at savne 
din krop så tæt, dit værd
men hjertet må nu favne 
trods afstand står vi nær! 

Min kærlighed kan række
usynligt efter dig
og gennem sjælen trække
din krop helt ind til mig!
Jeg trykker dine hænder
jeg kysser på din kind
jeg er her til det ender
til lyset når dit sind!

I tanken må jeg tage
vor afsked, sidste kys
som alle andre dage
vi tænder fælles lys!
I afskeden med livet
der ånder ud og dør
samhørighed er givet
trods intet er som før!

Farvel, du farer ikke
vild på den sidste vej
i tanken ved din side
vi følges, du og jeg!
Vi fandt liv i hinanden
i venskab, kys og leg
mærkbart ind i forstanden
mærk mig, jeg er i dig!

Fornemmer mens du svinder
din hånd, i min, på trods –
af afstand, sjælen binder
så stærkt er vi ét os!
Gå til den anden side
gå over himmelens bro
for du og jeg vi vide
afstand forgår af tro!

Astrid Søe. 2020. Salme til afskeden hvor vi ikke må sige farvel til en døende, da vi som mennesker ikke under coronavirus epidemien ikke må være tætte, men skal holde afstand. Sjælesorg er også at fornemme at man kan være ganske nær en anden, i tanken, i sindet og vide at det menneske ved at man er tilstede, trods afstand.

Frihed er at elske forskellighed

Forskellighed kan samle eller dele.

Samtaler og debatter handler altid om det samme, forskellige syn på en sag, på en drejning, på livet, på grundværdien.
Vi ser forskelligt på det, men det skal ikke skille os ad, siger vi – og surmuler alligevel som en morgentræt teenager, der op ad dagen alligevel opdager at der var brug for andre synspunkter.
Kærligheden er også den forskellighed. Mødet med andre normer og opfattelser end vores egne. Andre skikke og traditioner, selvom det bare er i det små og andre gange store grundlæggende oplevelser. Opfattelser af op eller nedslået wc bræt, julepyntedage, samværsformer, udadrettethed eller hvilken side af sengen man helst vil ligge i. Kærligheden ligger i midten af sengen og snorker højere end tilladt. Den savler kælent og uden æstetik eller forsøg på at ligne et instagramopslag. Kærligheden er ikke ræd for dette eller hint, men stirrer med åbne øjne mod det ukendt og mod de mødesteder der findes i mennesker. Forskellighed handler ikke om modsætninger. Til forskel for modsætninger er forskelligheden lærenem og den er klar over at trods forskellighed er vi rundet af noget fælles, kærligheden til hinanden og det at være mennesker. Den sidder med den spidse blyant på første række på Uni og tager noter i livets bog. Forskelligheden prøver heller ikke med magt at lave om på andre. Den samler kærligt stumper og krummer sammen til noget der rimer på kærlighed uden grænse.
Et samfund er denne forskellighed. Det at ligge i midten af sengen og savle med åben mund. At hengive sig tillidsfuldt til de mennesker der omgiver os og som vi danner samfund med.
I mit liv, som for de fleste andre, er det det jeg brydes mest med og som jeg holder mest af. Det at knytte tillid til mine modstandere, dem der mener noget andet, dem der vil noget andet. Den politiske tillid er for nedadgående og vores samtaleform er holdt op med at savle med åben mund.
Vi forsøger at genskabe noget vi har glemt i polerede forsøg med iscenesatte samtaler, talks, paneldebatter, tvangstale i velarrangerede opdrag hvor vi bliver budt ind til mad og snak, læring i samtale, øvelse i debat og mod. Kan man have noget imod det? næppe! Men kan man fornemme tristheden i et folk der har glemt samtalen. Bestemt!
I 175 år har vi samlet på forskellighed og på forankring i fælleskabet på de danske folkehøjskoler. Den 7. november 2019 er en festdag ud i vilje til forskellighed. Den dag hvor Rødding Højskole åbnede sluserne for 175 års tidevand. En bevægelse der i sin skiftende samtid altid holder på det menneskenære, på det levende ord, på forskelligheden. Højskolen sidder stadig med den spidse blyant og læner sig frem i samtiden for at høre hvert enkelt menneske om deres opdrag og opfattelse og siden savle kælent i det at opelske til det fælles bedste. Det er højskolens sure pligt at forme sig om igen og igen så den rammer de mennesker der lever i dag og være lydhør uden at miste sit fælleskabssærkende.
Højskolen har en arv der kan lyde vældig gammel og grov, men som alligevel samler forskelligheden. Nemlig ord som, historisk poetisk. Det historisk poetiske er ikke en nem størrelse at sælge i et glitter katalog. Højskolerne skriver det sjældent som hashtag eller motto, men kryber til dannelsesbegrebet.
Og dannelse er også netop historisk poetisk. Dannelse er også at høre til, samhørighed med menneskeslægten.
I går sad jeg i bilen på vej til København og hørte den nye radio4. Her sad en skøn ung gut og påstod at samfundet var ungdommens, nærmest som var ungdommen historieløs. og Palle alene i verden. Der er ikke noget at sige til det. Det er altid ungdommens lod at oprør og revolution skal lugte af afstand til de tidligere generationer. Denne løsrevenhed og vrede går igen og igen, den er også en arv, en genetisk-biologisk størrelse og selvom ungdommen tror at vi gamle idioter altid har været satte og tænkt mest på ukrudt i fortovet og pensionsopsparing, så må vi skuffe jer. Vi har også været der. Der hvor vi stor på randen af livmoren og så solen gry – kun for os.
Vi var ligeså skide indignerede over vores forgængere og deres politiske opdrag og beslutninger. Den kolde krig, gifttromler i skoven, atomkraft, menneskerettigheder, aktiv dødshjælp, aids, hungersnød, olieforurening, syreregn. vi havde også kampråb og kampgejst – og det har vi stadig, selvom kampen er pakket ind i ansvar for vores afkom, økonomisk skrækslagenhed, Rittersport og levet liv.
Det er så tydeligt for mig og sikkert for de fleste andre at vi aldrig har gavn af at stå i hver sin grøft og bruge tiden på at råbe ad hinanden og holde op med at være lærenemme.
Et samfund og en verden står altid på skuldrene af dem der kom før os. Nogle dele af arven er smukke, er forbilledlige, brugbare og andre er rædsler, forbrydelser, forkerte beslutninger. Historien lærer vi af, men alligevel gentager vi fejlene, selvom vi er nok så oplyste. En af de største gentagede fejl er at tro at hver generation er en særskilt hær der for alt i verden skal bekrige de andre og særlig de foregående. Vi en nogle gamle idioter der ikke lige har tænkt sig at dø endnu, vi vil også gerne understøtte jer og betale mere i su, lytte og forsøge at forstå hurtigheden og handlemåden, lave suppe til jer eller hente hostesaft på nutidens app-otek. Være en del af den stedlige samtale, den upolerede, den der også råber og rager, den der opfordrer til civil ulydighed og modige måder at ligge midt i sengen og savle ufortrødent. Det jeg ikke gider, under noget vilkår er at hver generation smider den forrige ud med badevandet. Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud. Den voksne I kalder på, er faktisk tilstede hvis ikke det var fordi alle parter lå nedgravet så dybt i sit ler, at ingen dem ser. Jeg taler ikke om belærende voksne, deres tid er forbi. Jeg taler om den lærenemme samtaletone slægter imellem. Den historisk poetiske størrelse der imødekommer uden at behøve at være modsætninger. Vel er der forskellighed og nye spor i hver generation, men mennesket er ikke modsatrettet. Forskelligheden er den læremester der netop knytter os sammen.
Som skrevet og sagt uendelig mange gange så er jeg umådelig stolt af ungdommen i dag. Ikke kampen i sig selv, for den er helt naturlig i unge og måtte komme og den kamp deler i med mange af os gamle idioter, om I vil det eller ej. Det jeg er stolt af, er at se en fælleskabs- og delekultur der spirer og gror. den hviler nede i de ret unge, ikke dem der råber højest lige nu, men dem der er undervejs. Uegennyttighed, en gammel velkendt størrelse der er på vej tilbage. Den minder mig om noget jeg kender, noget der danner et grundlag for samvær og frihed igen. Fra “selfie” til “Bellfie”.

John Donne skrev:

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
       Hvem ringer klokkerne for
       de ringer for dig.”

Fornemmelsen for fællesskab er som tidevandet, som bevægelsen på kloden. Vores alles store bekymring med klimaet, både det menneskelige og jordnære. “alle dem der hopper, mister jordforbindelsen” råder jeg hver gang en demonstration opfordrer til fællesleg som meningsopstopper. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, skrev Grundtvig i 1820. Det er så nutidigt og genbrugeligt, for det berammer netop tidens løsen, at vi skal blive i jordhøjde. tage hinanden alvorligt, uanset hvor på rangstigen vi står. Hive hinanden ned på jorden og tage den alvorlige upolerede samtale forfra. Den i øjenhøjde, den der ikke tvinger sit eget igennem, men den der er et mødested – også mellem generationer. Vil vi noget, skal der være et vi. Æggebakkeretorikken hvor hvert slægtled sidder behageligt i sit dertil skabte papbeskyttelsesrum og har det som blommen i et æg er ude. I morgen på Højskolernes 175 års dag står den på æggekage. En historisk poetisk en af slagsen. En af dem der er lidt brændt i bunden og lidt for flydende i toppen. Men et eller andet sted i midten er den lige tilpas for de fleste. I morgen kan man ikke være bekendt at skrabe det flydende af eller vælge det brændte fra. I morgen må man tage det med man ikke først ville vælge, fordi det brændte, er et stykke historie vi deler i fællesskab og det flydende er det fremtidige vi ikke kender substansen på endnu. Det er i dette nu, som før, højskolens opgave at smide æggebakken ud og være det mødested hvor enhver i frihed, uanset alder, status, køn, krav, tro eller tanke kan mødes og genopstå i egen holdninger og finde den lærenemme forskellighed frem, så meget at vi har noget at savle over der langt overgår pornhob og Paradise, men som fortætter noget fælles. En vilje til hinanden og til den frihed der er en arv af tidligere levede liv.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:3 0 0 0 1 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

https://www.dr.dk/nyheder/viden/11000-forskere-advarer-klimakrisen-truer-menneskeheden

Der hvor vi er tavse. sang

Der hvor vi er tavse
i en stjålen tid
alting sat på pause
mellem hid og did.
Der står du og søger
nye ord om håb
skrift i lånte bøger
åndedrag og råb
”Når jeg glemmer min plads i verden og tiden bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor natten mørkner
er et lys på vej
inden blodet størkner
er du ja i mig.
Der står du og smiler
helt på må og få
og en tillid hviler
ufortrøden på
”Når jeg glemmer min plads i verden og natten bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor altings gemmer
har en plads til dig
der hvor jeg fornemmer
stærkt at jeg er mig.
Der står du og samler
det som ingen ser
livet når det ramler
rynker når jeg ler
”Når jeg glemmer min plads i verden og jeg bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor det du tænder
lyser i mit selv
der er mere gensyn
end der er farvel.
Der står du og bærer
uden pligt og kald
pludselig kan jeg være
sikker i mit valg
”Når jeg glemmer min plads i verden og vejen bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor livet sætter
foden uden trods
der hvor dagen mætter
er der plads til os.
Der står du og famler
ved den låste dør
du og jeg vi samler
åbenhed som før
”Når jeg husker min plads i verden og nysgerrigt famler mig fri
Så hvisker jeg ligeså stille – jeg elsker dig jo, fordi”
 

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

Konfirmationssalme fra den gamle af dage – grundtvig (ish)

Tone: Er lyset for de lærde blot
Er livet sand mangfoldighed
af sjæl og sind og virke
da stråler frit din kjærlighed
når hjertet er din kirke.
Når våbenhusets dør er høj
og ordet skaber verden
fra bondeblomst til stolt levkøj
en frihed i din færden
Sat fri og fyldt med fortids ord
der råder og regerer
ta selv på livets nadverbord
er óg at eksistere!
Et håndtryk fra det himmelblå
en stjerne fyldt med drømme
at tvivle fortsat og forstå
at gå mod tidens strømme
En fortsat fri forundret færd
at hige og at søge
din undren er din hjertenskjær
og ingen sjæleskøge.
Hvor dannelsen er livets ånd
en ledsager for livet
er mulighed, en fremstrakt hånd
og tillid ganske givet
Kom frihed, se nu dagen gry
og ungdom gå i møde
hvor håb og mod blir til på ny
opstanden fra de døde.
At favne livets flygtighed
at finde egne måder
at så sit eget blomsterbed
bliv til i livets gåder
Til ungdommen af 2018 – I al ærbødighed jeres hengivne ven
“N.F.S. Grundtvig”

Grundtvigs nytårstale 2016-2017

Vær velkommen herrens år
og velkommen 2017
Hvad var vel årets mening for mennesket, hvor var vel kjærlighedens væsen og mulighedens magelighed?
Den gamle strakte alle lemmer og gik frejdigt fra dør til dør og søgte den fortrolige samtale i den fælleskabsgivende forsamling.
Hvad var vel mennesket uden samtalen.
den der strækker sig, den der læner sig på det andet menneske.
Ordet skaber hvad det nævner og har grangiveligt skabt sig gennem 2016.
Danmark, du puslingeland der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Har du bemærket om vrælingerne skryder når skyggen står ligest?
Verden havde i bagklogskabens lys en foranderlig fjederham på.
Man fornemmede nok udgårdsloke kampe og midgårds måben.
Hugin og munin, Odins ravne, som timeligt kaldes internettet, fortætte vores syn på omverdenen og mangt et ukendt ord blev almindeligheder.
populisme, nationalisme, danskhed, shitstorm – og vi stemte om danmarkskanonen og eksporterede hygge og harme.
Og hvorledes mødte vi vor egen frihed, da den gjaldt, da den skulle gå forrest i færden for frænder?
Vi må huske det åg af ansvar der ligger på frihedens spinkle skuldre.
Den tyngde som vi måler vort fædreland og forfatning, fromgivne fornemmelse og forventning i.
Frihed først og sidst for ånden, 
hvor den virker uden arm, 
frihed derhos og for hånden, 
som gør gavn og ingen harm!
2016 blev mødestedet for arv, ånd og hånd.
Vi måtte genfinde vort hjertes inderste, vi måtte fremtidssikre åndsfriheden og opildne til oplysning. ej blot for folket, men om folket, fra folket og med folket.
Hvad jeg fandt i hjertegrunden 
lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden 
udtryk for med liv og ild:
Fred og frihed, lys og læmpe, 
det er tidens sande tarv, 
men den må sig selv tilkæmpe, 
hvad ej til den gik i arv.
Hvad vi tilkæmper for vore næste, om de rimer på halal eller flæsk er dette, at:
Vil man ene frihed nyde, 
nøjes man med sin idé; 
vil man sig ved lyset fryde, 
sky man ej sig selv at se.
2017 bør pudse sine briller og gense sine egne gamle spor. den historie vi bærer med og deri en erindret fælles viden om verdens mødesteder.
Vi ved allerede hvad vej vi kan vandre, af hvilke stier vi træder sikrest og samstemmigt.
Vi kender tonen og melodien.
blot mangler vi at synge fælleskabet i hus.
Man kunne tilstræbe at 2017 er oplysningens år, at ordet i folkemunde er solskin for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde.
Hvorfor fremelske oplysning i en tid af tvivl, vil man spørge den gamle af dage – og det er enkelt at finde et værn-bårent ord der dækker for det.
Man bør være det mødested hvor mennesket giver stadig mening til hverandre.
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
Og livet er det vi giver mening i os selv og i hinanden.
det der bærer samfund og verdens søjler, det der vander livets træ og gøder mark og mulighed.
Den gamle ønsker hele verdens befolkning et 2017 der tager varsomt fat på de nyeste skud, værner freden og friheden, ånder ondskaben i nakken og hilser hjertesproget på gensyn.
Tak for alle ord undervejs, mødesteder, muligheder og umålelige længsler.
Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!
Godt nytår!
Se og hør Grundtvigs nytårstale på Youtube: https://youtu.be/gDB4vfq7pUY
http://www.astridsoe.dk

At fejle er at leve.

Der er nye statistikker der har opregnet at unge der tager et år ud af uddannelseskalenderen klarer sig bedre end dem der tager den lige vej.
Det kan umuligt undre nogen, efter flere hundrede års oplysningstid og livsoplysningstone.

Og hvad har vi i det politiske landskab lært af det?
Af dannelsen, af reflektionen, af tvivlens nådegave?
Vi har indført fremdriftsreformer, flere krav, mere af mere og mest af alt “noget for noget”.

Imens et sted i Danmark, ude på de brolagt gader og på markstierne, sidder der tre brødre.
De har grebet livet helt forskelligt an.

Den ældst kan hele det latinske leksikon og byens avis, for de sidste tre år, udenad.
Den mellemste bror kan alle lavsartiklerne udenad, og det både forfra og bagfra. Og hvad hver Oldermand ville vide. Brodere seler kunne han også. Han var fin og fingernem. (datid for semi blød mand)

Den yngste bror holdt fjumreår. Han havde fået dannelsen ind i tilværelsen ved at træde “udenfor”.
Når man træder “udenfor”, må man først vide med sig selv hvad “indenfor” er for en størrelse.

Indenfor og udenfor samfundet?
Indenfor og udenfor fremdrift?
Indenfor og udenfor sig selv?

Det er blevet umådeligt umoderne at kalde de pauser som mange unge tager mellem uddannelserne, eller undervejs, for fjumreår.
De hedder sabbatår, refleksiontår, pauseår.. fortsæt selv.
Alt sammen noget der indikerer eftertanke. Men unge har ikke den erfaring med livet der giver et naturlig eftertankerum. De skal lige til at igang med det og det kræver ikke eftertanke eller pause. det kræver livslyst og fremtidsvilje. Det kræver af den unge at de mildest talt “springer i med begge ben” på 70 tusind favne vand.

Fjumreår, synes mange klinger skidt fordi det har tydningen ” At gøre noget på en usikker eller forvirret måde”
En kende for meget “slinger i valsen” for nymodens retorik.
Men jeg kan ikke holde op med at holde af begrebet “Fjumreår”. (ja ja, det er rigtigt nok. Jeg ejer fjumreår.dk og læg vel mærke til at domænet IKKE er i brug. Det er fordi fjumren ikke har en opskrift og heller ikke skal have en fast form forfattet af os andre)

Hvad skal vi da, foruden slinger? Hvad er vi vel hvis vi ikke må agere usikkert? Hvis vi ikke må tvivle eller føle os forvirrede?

Skråsikkerhed er næsten det værste jeg ved.
Der er noget tillidsvækkende ved et menneske, en politiker, hvem som helst, der tør “stille sin tvivl” synligt til stede.

Kunne vi snart få lov at genindført glæden ved netop at forvirres, at tvivle, at undres, at gå vild og gå af omveje. Glæden og netop virkningen af at have taget fejl. at lære af det. At vokse i den fejlslagne vej og deraf gå videre af nye stier.

Find fem Fejl
Vi har gennem nogle år, debatteret karakterer og stress og elever der mister grebet, ikke bare om uddannelsen, men om sig selv.
Det bekymrer selvsagt i alle dele af samfundet.
Og hvad skyldes det så? spørger vi fra tid til anden.
Er det krav, karakterer, dovenskab, curlingsyndrom, hastighed, ensomhed, eller er det måske den samfundsgennemgribende perfektionisme?

Det er umuligt ikke at tage den betragtning med… og hov, der kom lige endnu en bus med tilbud om fedtsugning… og næ se, der endnu en bog om selvudvikling og et kursus i at blive lavet om til ukendelighed.
Fejlfrihedens fængsel er for livstid, med mindre vi øver os i netop at være os selv.
(ja ja, jeg har da også  i den grad som barn løbet rundt om en ønskebrønd for at komme af med mine fregner og mit røde hår – (den slags ville nok ikke have talt med som bevægelse tid i folkeskolereformen,) Det hjalp iøvrigt ikke og viste sig siden ikke at være en fejl, men ligefrem en fordel – ifølge min kæreste).

Men vi higer stadig efter det “perfekte”.
12 taller på karakterbladet, den lige næse, dygtige børn, perfekte hjem etc.

Grundtvig ville vrid-grine og huske os på den gamle viden: Kærlighed er at være i hinandens fejl. At elske netop det der ikke er perfekt. At vide at den perfekte findes ikke, (Og hvem kunne også selv leve op til det krav? næ vel?)
Jeg tror de fleste kender det. Man drømmer om ridderen på den hvide hest og når man så har fundet ham, så viser det sig at han, som alle andre tisser på brættet og smider vasketøjet på gulvet.
Heldigvis gør han det, det er i de fejl vi alle har, at kærligheden bliver stærk og bliver til noget varigt.
En udholdenhed i menneske først og kærlighedens væsen.
Til mere end den fremdriftslignende forelskelse der er blind som en uddannelsesreform. Kærligheden har god tid og træsko på. Kærligheden skal ikke bevise noget, som forelskelsen skal.

Livet er på samme vis som kærligheden.
En livstidsdom i gentagelser, fejlen, fjumren, stædighed, vilje, nye begyndelser og nye måder at gribe fat i det udenpå og det indeni.
Vi fejlretter undervejs, “opdaterer software”, men i bund og grund er vi som vi er. Et sammensurium af levninger af levet liv. Af gentagelser og overkomne bjerge.
Vi går aldrig tilbage til “fabriksindstillingerne” Det ville på alle måder slette vores fejl – og det i dem vi bliver stærke og duelige og finder den sunde spørgende tvivl.

Min bedste historie om det er ikke min, den er min fars og den betyder meget for opfattelsen af livet.
Da han var forstander på Uldum Højskole, var det en gængse skik at forstander og lærere modtog eleverne på deres første dag og viste dem vej til deres værelser.

Min far tog imod en ung kvinde og hankede op i hendes kuffert og gik mod hendes bosted de næste fire måneder på Højskolen.
Og hvad siger man så til sådan en ny elev?

Han spurgte hende hvorfor hun var taget på Højskole?
Jo, svarede hun, for at finde mig selv og blive et bedre menneske!
Det grundede min far lidt over og spurgte så:
Hvad med at du finder dig selv og så måske opdager at du er god nok i forvejen?

Det er et råd der er værd at tage med, også for de unge der lige nu står og skuer ud over livet og finder det ubegribeligt i den form der er tilrettelagt og tilsagt af vores fremdriftsreform.

Man kan tænke sig at de fleste der brugte en tid “udenfor” fik fornemmelsen af at få bedre greb om hvad der er “Indenfor”

“Pludder”
Det vidunderligste ved unge er at de drømmer sig ud, at de er (eller tror de er) uovervindelige, udødelige, Det er vigtigt og det er medfødt.
Der sker noget i den unges hjerne der flytter lidt af kakkelbordsrealismen og rouladeretorikken.
Den fanden i voldske vilje og det altomsiggribende mod, er nødvendigt og rigtigt mens hjernen langsomt kæmper sig på plads, iøvrigt med megen forskellig hast i den enkelte unge.
Rent hjerneforskningsmæssigt kunne man forfalde til at spørge hvorfor vi som samfund har så svært ved at greje hvorfor de unge i dag går ned med flaget.
Det fornemmes egentligt ret håndgribeligt.
Der mangler noget i vores forståelse af unge og fremdrift. Ikke bare tid, ikke bare nærvær, ikke bare fællesskab, men en reel mulighed for at prøve den uskolede hjerne af ude i livet, ude i det samfund de gennem alle barneårene har set langt efter og ude der hvor verden ender.
En medfødt drift til at tvivle og søge og hige og afprøve. Siden driften efter at falde til ro, stifte familie, skabe rammer og rolighed.
Hver ting nøje indplementeret biologisk og evolutionært i hjernen.
Det kunne også fornemmes derhen at fremdrift (Smag ordet frem-drift – en indbygget biologisk drift? ikke efter sex, men efter at komme først? at komme frem? til hvad? for hvem?) altså, livshast gør noget i vores unge der ikke er af det gode.

Den yngste bror, i den beskrevne familie fra begyndelsen, har ikke fået købt Nike løbesko. Han er nok heller ikke til Maratonløb. Han går kun i træsko.
Det gør han, billedligt, ikke bare fordi han måske er fra landet, men fordi det er umuligt (har prøvet) at haste i træsko.
Man forsinkes i hvert skridt man tager undervejs.
Det kan først forekomme en at være tungt at gå i træsko, når nu eventyrfortællerne også sender syvmilestøvler med Zolando. Men træsko gør noget ved levemåderne.
Det bedste ved træsko er at de kan samle “Pludder”.
At de utvungent kan rumme en opskrift på dannelsen og på livets mødested mellem “Indenfor” og “Udenfor”.

Den gode Søren Kierkegaard siger så skønt:
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? (Fra Enten-Eller)

Gramsespektrum. 
Alle vi halvgamle fjolser sidder i det hver dag. Deadlines, togtider, bilsyn, årsopgørelser, møder, tider.
Vi drømmer da også om at tage en uge eller et år hvor kalenderen blev kastet til småt brændbart, men når man har børn eller unge i husstanden kører man dobbelt tidsregnskab og dobbelte kalendere.
– Jeg har ikke nogen ide om at modvirke mine unges fjumreår.
Jeg kan ikke få øje på hvad det er de skal nå, som er vigtigere end at gramse lystigt på livet som helhed.

Når det hele går i ged
Da min nevø var lille, blev han bedt om at komme til bordet og spise sin aftensmad.
Han sad midt i at tegne sin største passion. Mangategninger.
Kom nu, sagde hans far, du skal have noget mad så du kan blive stor og stærk!
Min nevø svarede: Jeg vil ikke være stor og stærk, jeg vil bare gerne være god til at tegne.

Det med at tegne blev han aldrig rigtigt god til, men han bevarede sit blik for kreativitet og fotokunst.
Det var en vilje hos ham, som så mange andre børn der har passion og virkelyst. oprigtig drift og oprigtig interesse.

Når vi taler om fjumreår er det også tit en mulighed for at genhuske de passioner, de drifter, de interesser og de indlevede livsdannede lyster vi har haft undervejs. De drømme om livets veje vi rummer og den smukke tvivl og udenretningsorientering der råder hos børn og unge.
MEN, det er i langt højere grad en tid hvor man netop skal snuble i snørebåndet. Afprøve, famle, fjumre, forundres, forankres. Tvivle og turde.

Det er ingen hemmelighed at jeg er ganske læringsbetaget. Holder umådeligt af vores uddannelser, skoler, læringsrum.
Men at de er svaret på livets gåde? – det kommer jeg aldrig til at tro på.

Der er for lidt “pludder” og for meget fremdrift.

Det kan jeg lide! Sagde kongedatteren. Og du kan tale og dig vil jeg have til mand!
Og de levede dannet hele det fjumreår i stor kærlighed til hinanden og hinanden fejl.
(Uden tvivl med gedebukken i fodenden.)

De to ældste brødre har det også godt. De har fast arbejde og fed løn og et årsabonnement på M, for kongedatteren fik de ikke.

Så er den ged barberet.

/Astrid Søe

Link til artikel om “Fjumreår” pr. statestik: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE3222361/efter-huen-flere-sabbataar-hitter-igen/

Læs evt. også følgende under samme emner:

Livet er en mesterlære vi ikke må miste

Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.
Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.
At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.
     Der er i ord vi samler
et ukendt sprog om alt
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.
Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.
Melodi: Jeg ved en lærkerede