Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.
//Astrid Søe 2012
I mellem mand og kvinde er der sjældent det blir sagt//det som kærligheden vagt//denne nytteløse måde der blev hvisket; du og jeg//vi skal gå og finde vej//fuld af forår viser vejen//ingen steder man kan gå//for i denne tid at nå// i det mindste gror det største//inderligt med rod og regn//du blir hullerne i vejen//fuld af intet der kan bære//dette svære//dette nære//som en glans af evigheden//i et spring mod fastetiden//fuldblods menneske og hjerte//uden fortegn eller varsel//stod du ved og stod du op//som et genfærd af en krop//lys af liv og uden mage//ganske stille alle dage//mens syrener satte blomst//blev du liv og farven kom//ikke set og ikke tom//som en rejse gennem blodet//som en svimmelhed i hovedet//ny og næ og nattetimer//fuld af fryd og stjålen tid//kloge kærtegn//engleblid//forefinder frit forstanden//hold nu kæft og kys hinanden.
Astrid Søe 2012
Himmelrum og sol og måne,
læner sig på dag og nat,
mens en stjerne lar sig låne,
og du hvisker; Alt forladt.
Ærlighed er det der giver,
rum at samle minder i,
kærligheden alt opliver,
når vi sætter nogen fri.
Frihed er den ånd der råder,
når vi mødes uden bånd,
du og jeg foruden gåder
Når du rækker mig din hånd.
Astrid Søe 2012
Se nu falder blomsterfloret,
Æbletræets dræ i maj,
Og i lommen, gemt i foret,
Er et kærstebrev fra dig.
Se mit hår har slået rødder,
Se min kind er æblerød,
Midt i sneen, mine fødder
Træder sart som ånd og brød
Lille barn, du sjældne gave,
Som et kys af kærlighed,
Tænk at livet i min mave,
Finder sted og varer ved.
Det at være mor er noget,
Mageløst der varer ved,
Kærlighedens kim er sået,
I et hverdags blomsterbed.
Moar, se en dreng som springer,
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,
Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk
Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro
Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.
Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,
Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer
Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.
Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.
Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.
Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.
Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.
Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.
Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?
//Astrid Søe http://www.livsoplevelse.dk
…
Det vi ved, som ikke gælder
det vi kan, som ikke tæller
det vi gør, som ingen ser
det vi skal, som hjælper fler’
det vi flytter, for en anden
det er kærligheds-forstanden!
/Astrid Søe
Mandag i Norge – mandag i verden – mandag i historien – mandag med fortsatte drab og menneskemangel på samvittighed og omtanke – mandag med verdenstvivl og mandag med et fortsat håb mod et mellemfolkeligt, mellemreligiøst og mellemmenneskeligt spor af forstand mod en verden der tør imødegå den godhed der gror i enhver, den indgroede styrke vi dybest set har og den foranderlighed vi ved kan komme.
Kald det kærlighed, kald det liv, kald det tro – kald det i dit navn og din nabos…
Det at holde dine hænder
som en stille forårsdag
det at kærligheden kender
og den ikke bærer nag.
Det at sige nu er tiden
det at være et farvel
det at vide at du lever
som et minde i mig selv
//Astrid Søe
Ordet skaber hvad det nævner 