Skrevet den af ASTRID SØE

Poeten og lillemor anno 2016

Det er lilletirsdag og jeg har taget kjole på,
Sådan halvlang med lidt blomster, ja det kan du nok forstå,
Men han siger at han altså ikke skal ha klinket noget,
For hans computer den er stadig ved at load.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu sidder jeg med “søndag” og har lavet kryds og tværs,
Og jeg mangler bare synonym for “ensom” og “pervers”,
Så jeg kalder ind til manden min, han sidder bag sin skærm,
Men han har ikke tid til til synonym og term.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”

Så nu dækker jeg til kaffe med citronmåne og stads,
Mens min mand han bander højlydt, vist et drew der giver knas,
Jeg kan høre at han chatter med en dame stemme nu,
Og hans stemme bliver underlig og lyder næsten ru.
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
Så nu går jeg ind og spør’ om vi skal tá et lille put,
Men det vil han ik’, fordi hans download endnu ik’ er slut,
Så nu må jeg gå i seng igen, alene uden ham,
For han skal opgradere noget med nogen ram!
“Så hvis I møder min mand der ude i cyberspace,
Så vær sød at sig’ at lillemor har lavet bøf bernaise,
Der er både bløde løg, kartofler og ja; sovs,
Og han kan få det lige efter sit behovs!”
//Astrid Søe, med hilsen til samtiden 😉

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Nøjsomt forårsskriv

Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk

Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed

Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed –
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm

Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord

Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som “varsomt” og “spædt men kraftfuldt”

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Congobajer uden tud tak.

>>Coffee to go, og en baby tudekop tak<<, jeg er nemlig et travlt menneske, der end ikke orker at tale danske med mine hverdage, som eller min salig far lærte mig.

Og jeg skolder helt sikkert tungen i bilen, fordi diverse tankstationer har fået nymodens bryggerimaskiner der både kværner og pisser min kaffe ned i koppen i små strint-sikre stråler. Men det er kogende og det er jo fint, fornyende og noget andet end truckerkolber der har stået på en lun kogeplade de sidste 5 timer og overvejer om sort nu også er det nyeste sort.

Men jeg kan sgu ikke finde ud af dem, brygmaskinerne.
Først bruger jeg utallige minutter på at lede efter koppen. den er væk, som sunket i jorden.
– Undskyld, men hvor står kopperne, de der brug og smid væk paptynde sataner man med sikkerhed brænder fingrene på, af nogle beholdere?
De står ved kassen nu, du skal betale før du får en kop!
Hvorfor?
Fordi eller er der mange der tager kaffe uden at betale.
Ok, ikke noget at indvende mod det, andet end følelsen af at det næsten er en forbrydelse at mangle tillid til kaffedrikkere.
Det er jo samlingspunktet, det er jo de tomme løfter om “skal vi ses til en kop kaffe snart”, det er dating-menneskers gyldige 5 minutter på en cafe, det er mødernes stille øjeblikke hvor man drikker af sin kop for at få et øjebliks købetid til overvejelse, det er en kultur og nu er den buret inde af kassemedarbejdere der sidder på kopperne.
Kaffen er ligesom noget kulturelt vi ikke kommer uden om, et møde med en tid vi ikke skal præstere af helvede til. det er pusterummet, det var pusterummet.
Og nu er det forpustende bare at få en kop.
Helt ærligt, er der så lidt tillid tilbage at en stabel papkrus skal gemmes bag disken sammen med panodilerne og herpescremen?
Er tilliden ikke gemt i den papkop med tudelåg?
Er det ikke nærmste sidste bastion af frihed der nu står stakket bag lås og slå?

Ja gu er det et tidsbillede, et billede på den vidtstragte fortælling vi medvirker i og lever efter umærkeligt og mere og mere.
Der brykkes gør der, nye fortællinger om kulturen og verden og medmenneskerne. de bor også i papkoppen med tudelåg. alle de andre vi omgiver os med. alle de andre der heller ikke er tillidsfulde nok til at få hverken papnæse eller papkrus.

Det kræver en længergående universitetsuddannelse at trykke på den rigtige knapper på brygmaskinerne. Kaffen hedder alt muligt der ikke har med kaffe at gøre. Vi er ude i en sociologisk eksperimenterende brygopgave der ganske overser det kulturskred vi er midt i. Macchiato, americano, Cortato, Café Mocha, og bla bla bla… Det er fint nok, det er udvikling. også når man egentlig skal tisse helt vildt i køen til restepladsens brygmaskine. Og de fumler gør de, dem i køen og sveder og bander og trykker og brygger den ene fejlblanding efter den anden.
Men vi lærer det nok, bare vi tager den rette længeregående. det er jo godt med uddannelse, også på landevejen.
Jeg skal bare tisse hver gang også selvom jeg ikke skulle inden og sådan en midaldrende kvindeblære der har født nogle gange og indrømmet ikke knebet nok, den skal man have respekt for. den holder sig ikke evigt, det er helt sikker. på et tidspunkt flyder den over, i køen til café latte og Macchiato. Almindelig højskolekaffe, det kan jeg jo ikke få. det lugter jo af den lille blå, ikke at forveksle med den lille rød. Eller Irmapigen.

Jeg vil egentlig gerne bare have en kop almindelig kaffe, med lidt KOLD mælk i, ikke noget med mini eller skumme eller endelig ikke skummet mælk varmet med et selvbetagende smil.
Du ved bare kaffe med mælk, sød hvis du har, ikke fløde. endelig ikke fløde.
Kaffe med fløde smager af den gamle nabokone i Uldum, som gav vi børn kaffe, i mangel på nymodens forståelse af børns vaner og skikke.
Fløde i kaffen, hvor vi sad med nederdelen lige under knæet i den alt for høje sofa og balancerede den kunstfærdige kop på underkoppen og passede på ikke at slubre eller at der kom lange løbende dråber ned af porcelænet.
Kaffe med fløde, det går ikke, det er til procelæn og ikke pap med tud.

Vi kan ikke lave kaffe med kold mælk, desværre.
du kan tage en pulverrulle og drysse i.
– Jeg dresser fire i, ikke at det køler særligt meget det pulver.
Kaffen er hed, som ekspedientens kinder, da jeg spørger efter noget at røre med.
En lille pind, af træ. en splint af kristi kors som jeg rører rundt med, til pulver og kaffe udgør et skønmaleri af beige bæ farve. sådan lidt ud i tyndskidspaletten.
Låget på, tuden til de travle folk på landevejen. Os der ikke har tid til at fordybe os over avisen med alsidige panderynker over nutidsstrømmen af 12 taller og dannelse der tror den skal vækste og videre, men egentligt bare er en hverdagsting.
Nu er dannelsen blevet en tudekop for småbørn.
Vi suger kaffen ind i småsjatter og orker end ikke at drikke af rigtige kopper, dem med underkop og klirrelyd.

Jo mere travle vi er jo mere ligner vi smårollinger udstyret med sikkerhedssele, tudekop, telefonnumre indkodet hvis vi bliver væk, gps der finder vej for os som en god spejderleder, pletafvisende tøj så vi kan spilde ned af os uden at det gør noget, spærringsaftale på tablet, mobil og bank så vi ikke kommer til at bruge for mange penge, skema i kalenderen så vi passer vores “timer. Det er næsten umuligt at se nogenlunde voksen ud med en tudekop i munden. Det er sgu svært at indgyde respekt med småsjatter af kaffe der lejrer sig i låget. Det er næsten lidt komisk. nærmest vuggestue agtigt.
Men hold nu kæft det er smart, jeg når ligesom det hele, men koffeinen i mundvigen og gpsen som ledestjerne. De er effektive de tudekopper, fra vuggestue, til voksenliv, til plejehjemmet hvor de sidste rester af saftevand sippes i tudekoppens beskyttende lys.

Næ, jeg tror sgu bare jeg tager en Congobajer, med en helt umuligt flaskemunding der ikke passer på andre mennesker end Kim Larsens flab. Jeg spilder hver gang, det løber ned af mig.
Der er en del tillid i sådan en Congobajer. den er ligesom ikke tilpasset virkeligheden eller samfundet eller det travle. Den kan ikke drikkes i trafikken uden at der er fare for andre ve og vel og en politirazzia med 3 klip i Congokortet.
Skål.

–

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Snublende jublende nær

Jeg mødte dig uden uden for nummer
i køen til livet såmænd
du blev hvad kun Phi ene rummer
en evighed atter igen

Jeg kysset din mund og din hage
jeg spiste dit ord og din frugt
du blev til min paradishave
og paradis bør blive brugt

Du satte et træ der slog rødder
du plantet erindring og vær
og du var mit smør på min krydder
så snublende jublende nær

Du skænker i kopper af ælde
og kanter der har fået skår
for alt der er brugt kan fortælle
at nuet blev født af i går

For tiden har flyttet forstanden
og rynker har mildnet dit sind
jeg ved vi er skabt for hinanden
spring over i køen, kom ind!
//Astrid Søe 2014

Melodien kommer snart på en kanal nær dig 🙂

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hverdagsengle!

Har været udgivet på magasinet NOVA 2008

Hverdagsengle.

En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.

Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.

En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.

Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.

Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!

Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, men nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.

Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.

Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?

Moar, hvad er en hverdagsengel?

Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.

Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.

Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.

Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?

Ingen steder. Ikke i dag.  I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.

Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.

Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.

Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.

Nyde befrielsen ved ikke at stå klar, ikke at bruge ord på at undskylde det helt naturlige rod en nærværende hverdag bringer.

At stå ved det hele. Ikke det halve, ikke de andre. Men stå ved en fremmet hverdagsengel der går op af havegangen, ind af døren og tør slå sig ned, i det inderste af brun sove og liv, helst en i hvide bukser, så der kommer et afslørende aftryk af ugen der gik. Og jeg vil stå tilbage og se det menneske gå igen, op af havegangen med sovsepletten på røven, der går op og ned, som livet.
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hverdag, hver dag.

Livet skal helst være en lang fest.
Men hvis ikke hverdagen er der får vi aldrig øje på når livet byder os et stort og festligt øjeblik.
At holde af hverdagen kan være svært.
Trædemøllen, som den også bliver kaldt.
Men der er et menneske der har hyldet hverdagens berusende glæder.
Det er af Dan Turéll, der i digtet, HYLDEST TIL HVERDAGEN,
fra pladen, pas på pengene, lavet i samarbejde med Halfdan E. 1993

Gensynet med dagligdagens glæder er tilbagevendende hos turell.
Eller hans trang til at leve i nuet.
At lægge sig i hvilens og hverdagens seng,
Til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.

Hver dag er ny, Også for turell.
Hver dag skal han vågne til de samme mennesker de samme lyde og udsigten…
men med ny erindring.

Han får lysten til at finde sted i sin hverdag.
Den samme lyst som Benny Andersen har i digtet Svantes lykkelige dag
Benny Andersen har forstand på livets små øjeblikke.

Bennys Digt minder mig mest om en salme.
Den er skrevet på kærlighedssprog og kærlighedssprog gør altid en salme.

Benny Andersen venter ikke gæster i dette dig, men er selv en pludselig uventet gæst midt i hans egen hverdag.
Han får øje på at livet ikke er det værste vi har når hverdagens kaffe er ved at være klar.

Han holder af sin ostemad og fuglene der flyver i flok, hvis de er mange nok.
Ninas rituelle morgenbad gør livet rigt fordi det er et bad i hverdagens vand.
Benny Andersen døber dagen glad fordi den er genkommen.

Enhver kan høre at den er skrevet på tillidssprog.
Tillid betyder tro.
Og digtet er fyldt med tro og tillid til livet selv.
Der er en barnlig glæde mellem linierne
Og netop af barnligheden springer tillid.
Også Grundtvig digtet oftest i et barnligt sprog.
Med barneøjne.
For Grundtvig er barndommen den klogeste tid vi lever.
Et barn uden sprog har viden om alt der hører hjertet til.
Om længsel, mod, håb kærlighed og tro.
Langsomt ændres vores syn på tilværelsen.
Skattetryk, pensioner, hormoner og svigt kalder andre ord og et andet sprog frem i en.
Men barnet vidner kun om tillidens sprog.

Min søn Svante sad, som lille pludre sprogs baby på knabt et år, i sin stol til et måltid i spisesalen på vores højskole i Lønne og hans morfar kom over til ham.
Svante kikkede op på han og sagde vov vov, og nu lignede morfar bestemt også en mellerstor buldog med bløde folder i ansigtet, så vov vov fungerede fint, men den lille gut kikkede igen ned, smilede og pegede så igen på morfar og sagde GUD!
Det er hjertesprog.
Den man har tillid til kan man tro på.
Og barnligheden gør selv en morfar guddommelig.
Det er sku ikke så lidt man bliver af at få børnebørn.

Siden fandt den lille gut dog et andet navn til morfar, han havde opsnuset fra en vorsensamtale, han skiftede fra at kalde morfar Gud til bob Dole. (Og der er dog nogen vej imellem)

Tillidssproget træder til når vi leder efter vores religiøsitet.
Benny Andersens hverdag fyldes med tro og håb fordi den er enkel.
For barnet er livet en enkel størrelse og også hos dan turell er livet enkelt når bare hverdagen er der.
Det enkle kan være svært at holde af fordi vi er tilbøjelige til at prise fest og blafaldera.
Men hverdagen byder på mere mener dan turell.
Den byder på gentagelse.

I kærligheden er det den samme længsel der driver os.
Kærlighed er denne gentagelse.
At få øje på det man kender.
Det er sært nok at sige ja til det samme menneske hver dag året rundt, men hele livet igennem er endnu sværere.
Svært når der kommer hverdag ind i kærlighedsforholdet.
Når frikadellerne skal steges og lokummet gøres rent bag ved brættet.

I forelskelsen er alting stort.
Uendeligt og evigt.
Man kan nu i det moderne samfund købe den uendelige himmelske gave til ens elskede,
nemlig det at få ord sendt ud i verdensrummet og dermed ud i evigheden.
Ordene flyder ud i atmosfæren og ligger ude i rummet og runger hult.
Det er den mest moderne morgengave man kan give ens elskede på bryllupsdagen.

Den mest håndgribelige morgengave man kan give er vel en gravsten med fælles navne på.
Mon ikke ideen om til døden jer skiller så fiser ind på lystavlen?
Og så kan man jo altid aflevere den i skildsmisseadvokatens baghave, hvis døden kommer før forventet og trænger kærligheden væk.
Men det er vist ikke moderne med gravsten i morgengave endnu.

Et er sikkert, og det er at døden kommer en dag. Døden er med i hverdagen, hver dag.
Den underlige sikre viden.
Vi øver os og lærer at leve med det, at døden en dag tager over.
Vi prøver at leve hver dag som var det den sidste.
Igen er kærligheden til hverdagen, en opliver mod det kommende, mod døden.

kærligheden er netop en hverdagsstørrelse, modsat forelskelsen der er brus på en nyopknappet cola..
Kærligheden kan trives og leve i de små ting.
Kærlighedens verden er ikke stor hver dag.
Men stor i hverdagen.
I de fælles kontoudtog der fortæller om bleer fra Bilka, brandalarm fra et byggemarked, og boller fra brugsen.
Og hvis man er rigtig heldig: fra Daglig Brugsen!

Dagligdagen eller hverdagen er ikke vanen.
Den er genkendelsen.

Men der er da mange forhold i livet hvor hverdagen bliver ulidelig.
Man kender godt de ægteskaber hvor de kun kan tale sammen når de er ude.
De sidder hver dag og glor på hinanden uden at sige et muk, men så snart de kommer ud af den daglige trummerum liver’ de op og får øje på hinanden.

Der er også dem der i årevis snakker om at tage på rejse..
De glæder sig og planlægger og når de så kommer af sted så keder de sig.
Så skal de til at tale med hinanden, og det er sgu ikke nemt.
Næ, når Bengt Buer kører lykkehjulet i baggrunden og kaffemaskinen snurrer, så er man til!
Og så vi er hjemme hos Benny Andersen og turell.

Kaffesproget forstås af enhver.

På højskoler er det jo heller ikke meningen at det de medvirkende står og siger er det egentlige indhold.
De ord der tales over kaffen er dem der giver fylde i højskoledagene.

Hvem ka? kaf-ka!

I de gamle kopper drikkes hverdagens kaffe.
Det fine stel kommer kun frem hvis vi er ude over hverdagen.
Det står året rundt låst inde i et skab og samler støv.
Men hverdagens kaffekop med skår i kanten og krakelerede indersider lever vi med hver dag.
Der er historie og liv i den slags kopper.

Tone: Den milde dag er lys og lang.
Carl Nielsen 1921
Tekst: Astrid Søe, November 2001

Novembers stille morgenkamp,
hvor sol og jord står op i damp.
Og frosne knæ der knirker lidt
i tøflens læderfedt
En dag med vintertømmermænd,
der værker nede i min lænd.
En søndags stille morgengry
når dagen be’r sig ny.

Og formiddagens vasketøj
bør vaskes rent og frit for møg,
mens solens øjne kikker ind
på edderkoppespind.
Mit hus er fyldt med rod og skidt,
men pyt for det er bare mit.
Jeg går så glad og alene her
med skidtet mellem tæer

Min gamle badekåbe ser
at jeg er nøgen, så den ler
og kaster sig omkring min krop
i glad frotté galop.
Hvor er det skønt at la’ stå til
når man nu meget hellere vil
novembers stille morgenkamp
og sol og jord i damp.

Åh, nej! Det ringer på min dør;
jeg ser mig om, som lige før
men alt er stadig rodet der
og tøflens bare tæer.
Nu ringer det så gu igen
i døren står min gamle ven
kom ind, det roder lidt, men kom.
Hun står og ser sig om.

Novembers stille morgenkamp
blir’ væk i syner af en svamp
der skulle stryge vindueskarm
min kind bliver’ rød og varm.
Hun står og ser så vasket ud
med strøget bluse, cremet hud.
Hun slår sig ned på en køkkenstol
midt i novembers sol.

Du har det godt? Jo tak, såmænd.
Jeg går til køkkenbordet hen.
Nu knurrer kaffens sidste vand;
jeg reder mig i land.
For over kaffens varmesky
Der blir’ jeg født til liv på ny.
Ved hverdagskoppens slidte stel
Jeg kommer til mig selv.

Nu tar’ vi os en kaffetår
og taler lidt om vinter, vår.
Om hendes nye hofteskål
og minus indlægssål.
Hun kvidrer op om lav pension
om hendes telefonspion
der sladrer om hvem der ringer der
når ikke hun er nær.

Hun sir farvel og går igen
Gad vide hvor hun nu skal hen?
Jeg hænger i min vindueskarm
og blir’ en smule harm.
Nu sladrer hun med postens viv
Udbreder hun mit rodeliv?
Jeg føler mig så fortumlet stå
Med tøflen om min tå.

Så kommer jeg i tanke om
engang jeg selv så plus’lig kom
og gjorde hende et visit
hun stod der i sit skidt!
En gæst der kommer af sig selv
ser livet i sin karskenbælg
med køkkenkaffens hverdagskop
Går livet lige op.

http://www.astridsoe.dk