Drømme kommer altid først

Der er store folk der tænker
Stort om stor og større, størst
Fart er ikke no’et man sænker
Det er om at komme først
Selv den dybeste tallerken
Var engang en tanke blot
Ikke enten eller hverken
Smed mens tanken den er hot

Det skal sættes ind i skema
Et budget og revision 
Koge ned og finde tema
Møde plan på diktafon 
Overslag, prospekt og planer
Bankforbindelser og pris
Overvejelser der baner
Vej til både ros og ris
Så de store tænker stort
Hjernen den har vokseværk 
Jeg er blot en lille lort
Hverken kæmpe eller stærk
Det er svært at tænke større
Tænker jeg og går min vej
Jeg vil meget hel’re gøre
Tankerne til større leg
Men alligevel så er jeg 
Større end de store folk
Det er mig der skaber vejen
Jeg er barnedrømmens tolk
For de store drømte større
Dengang de var ganske små
Hængte tankerne til tørre
Siden bygge ovenpå
Når man er en halvlang fister
Blot et barn og fuld af sjov
Så slår store drømme gnister
Slip nu tøjlen og giv lov
Der er bitte små der tænker
Stort om stor og større, størst
Fantasi har ingen lænker
Drømme kommer altid først

//Astrid Søe 2013

Hyldest til børns tankemåde og banebrydende ideer

Menneskeværd

Det stædige stålsatte menneskeværd
Er det der skal lede og bære
For den der er kommet mennesket nær
Har viden om hvad vi skal lære

I menneskeliv er forstandighed form
Der vægtes og elskes og æres
Og den der har set primaternes storm
Har set når klogskab fortæres

Befriet er den der måler i mod
Hvor tillid er ord vi tør råbe
At kærlighed er et menneskes rod
Og alting kan gro hvor vi håbe

//Astrid Søe 2013

http://www.livsoplevelse.dk

Fartsynder

Hvorfor må jeg ikke tænke,
det som jeg er mester i?
Hvorfor skal min hjerne sænke
farten under 110?
Hvem har bildt jer ind at livet
har det bedst hvor alt er ens,
kan jeg gøre for min læring,
er ustyrlig let til bens.
Jeg vil ha abstrakte tanker
jeg vil være som jeg er
er der ingen bi hos blomsten
kan den ikke sætte bær!

//Astrid Søe 2012