Kære indbrudstyv. Ses vi snart igen?

Kære indbrudstyv.

Jeg har tænkt meget på dig den sidste tid.
Faktisk siden forrige lørdag, men det ved du nok godt allerede.
Du ved også at det var en særlig fin og rørende dag for mig.
Da jeg vågnede, med nogen forventning på dagens komme og sjælelighed, kom jeg ned af trappen og fandt min hoveddør stå åben. Ikke bare åben, men meget Kierkegaardsk lykkeligt, verdensvendt med udadvendt mulighed. Derude sov det meste af Christianshavn og dem der ikke sov, dinglede hjem med en fredagsbrannert i baglommen. En enkelt turist med kameralinsen som et ekstra fremstrakt potent lem, tøffede morgenen i møde med håb om nye motiver at idiotsikre hukommelsen med.
Ude på gaden ventede ingen, kun morgenduggen og klokkespillet fra Grundtvigs gamle kirke.
Langsomt vågnede min familie af søvn og savl og lidt P.H.’sk stof, som kun drømme gøres af.
Tænk, sagde jeg tænk, denne morgen er vågnet med samme tillid som et barns. Og ved I hvad, hoveddøren stod åben… Og vi sov med København gennem stuen, som en Ingemanns engel, uden at noget er sket. 
… Er du der stadig indbrudstyv? Ja dig.. Godt, tak. Det regnede jeg også med at du var.
Det betød noget. At verden gik vores dør forbi med tillid. At intet bibelsk drengebarn skulle lide døden eller at hunden med øjne så store som Rundetårn kunne bære prinsessen ind og ud uden at hofdamen satte kryds på døren.
Det var en smuk dag. 
Søndag vågnede jeg til en lukket hoveddør. Låst og bundet og bastet. Smækket og med slåen for.
Det så jeg fordi det var den morgen jeg opdagede at du havde været her.
Bevares, jeg skulle selvsagt have fornemmet det allerede lørdag morgen, men det gjorde jeg ikke lige den lørdag morgen. Du ved jo selv hvorfor.
Nu sidder du med min computer foran dig og læser med.
Ja, jeg har set hvad du læser med i.
Du skal være aldeles velkommen.
Men du er ikke velkommen til at bryde tilliden og lykkens dør der åbner udad.
Derfor har jeg en ide til en manual for dig:
Hvis du åbner det dokument der hedder “Hvor faen har jeg lagt min dybde?” Det ligger i mappen der hedder “Astrid – noget om nok” så kan du læse noget om det med tillid. Du ved, ikke den tillid man køber på recept i et partiprogram eller som damebladsvitaminpille, men den tillid vi er dannet til, gennem rod og arv.
Der er også en del i mappen “Grundtvig” og der skal du bruge en adgangskode. Den er ret nem. Bare læs versene til digtet “nu skal det åbenbares” (den ucensurede udgave) og ring så til enten Sune Auken eller Jes Fabrisius på Grundtvig Centeret og spørg dem om noget med en struds.
…Er du med endnu indbrudstyv? Herligt, tak.
Når du nu har læst en del om tilliden og måske har fundet en stigende undren og måske en smule glæde og, tør man håbe, lidt respekt, så går du ned på biblioteket og låner Svend Åge Madsens roman “Finder sted”. Når du har læst den, låner du derefter samme af forfatter “At fortælle menneskene”.
Og nu går du så tilbage til min computer og åbner mappen på skrivebordet hvor det står “Nærmere og nært”. I den mappe ligger der en del breve. Og de breve har jeg ikke gemt noget sted.
Når du har læst dem, (læs dem nu grundigt, tak) så ved du at de breve er vigtige for mig og hvorfor.
Faktisk skulle jeg have sendt dem inden få dage.
Kan du sende dem for mig? Kontakter står i mailprogrammet.
Bagefter sender du mig en besked på mail, brev (jeg returnerer frimærket) Fb, Twitter eller også kommer du bare forbi. Du ved jo hvor jeg bor.
Jeg ved du er kommet til det tidspunkt hvor du af egen vilje vil aflevere min computer til mig.
Og du har frit lejde. Du er faktisk ganske velkommen.
Kunne vi ikke begynde forfra vi to. Måske skal vi noget sammen i fremtiden?
Vi kunne begynde med at åbne nogle døre. Udad, mod verden og samhørtigheden.
Vi kunne samtale om noget du grubler over. Noget med livet eller samfundet. Vi kunne hjælpes ad med at finde dig et nyt job? 
Livet er fyldt med muligheder for alle, ikke bare de fleste. Alle.
Det ville glæde mig umådeligt at lære dig at kende. vi ses

Kærlig hilsen Astrid
Det orange hus
Den grønne dør
Christianshavn 
København 

Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord
i spørgetidens normer
og efterladte ord
i angst og bævens ånd og ar
en skæbnesvanger februar
et glimt at ukendt vilje
for evigt som en tilje
urokkelig og gold
Et nu, der nærer mørke
med øjne der kan bære lyn
usikker ukendt tørke
og skimmelgænger syn
et øjebliks umættet magt
en maskemagers sidste akt
så stilhed gennem landet
indhyllet tidevandet
har spor af dåd og dag
Opstået håb og hele
og tætte tanker hvor I faldt
taknemligt må vi dele
et brød og livets salt
så blomster på den frosne sti
i tillid viger død og krig
I mødte dødens komme
men livet er ej omme
når I, i os er til
Befri det mod vi kender
lad kærligheden stå som vagt
og ræk mig dine hænder
gør ordet til vor pagt
vær værn mod håbløshed og frygt
vær mødested for noget trygt
vær hjerte og vær viden
i nuet, eftertiden
i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)

Udflytnings tvangssang :-)

Venner, ser på Danmarks kort
Tekst: Chr. Richardt, 1889 / Astrid Søe 2015
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906
Venner, ser på Danmarks kort
ser, så I det aldrig glemmer,
Der skal fiskes efter stemmer,
Djøfferne syns det er hårdt!
Arbejdspladser de skal flytte,
Før vort regneark gir nytte!
Målt i stemmer er det stort,
Statens flag i udkantslort!

Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
Selvom ansatte de skrige,
Må på valsen de nu gå,
Morten Korch og Dannevirke,
Under laksko de nu knirke
Akademisk teft og tro

Hist på vejen står en ko.

Danmark, mellem hav og hav
Kæmper med at integrere,
Hvem skal jer nu reperere?
Uden starbucks, stad og chow.
Kan man tænke ud af boksen
Uden Gun britts føn og voxen?
Blir man multinational
Af en landlig hanes gal?

Venner, se på Jobindex,
se, så aldrig I det glemmer!
Når finansloven den klemmer,
Og din kurve blir konveks!
til I ender med at bede:
skærm, O stat, vor gamle rede,
skænke os et arbejdsliv,
Uden landligt direktiv!

HåndtryK – håndtryG

Hvad mennesker sammen har dannet

Kan spredes som ringe i vandet 
Hvor fred holder hånd
Er dannelsesånd
Et pludseligt håb
Og fremtidens dåb
Og ingen kan hindre at kærlighed er
Den eneste sammenhængs kraft der bær
Hvor livet får stemme
I hændernes gemme
I håndtryk af ære
Kan mennesket være
I frihed og tro
Forskellighed gro 

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

“Gift dig”, siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
– “men du vil fortryde det”
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
– “gift dig ikke”
– du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol

Hot-Dog med sjæl

Skrevet 1. juni 2011

Nå ja, det er vel ikke så tit man kan hidse sig sjæleligt op over at høre ordet Hot-Dog.
Men alligevel –
I går fik jeg et ganske særligt opkald fra Kongens Nytorvs pølsevogn.
Et opkald jeg også modtog for tre år og tre måneder siden.
Dengang fra min euforisk glade, milde far, ved midnatstide der stod og åd en “MORFAR” en hot-dog med remulade og rå løg.
Hans særlige hot-dog favorit. Og det er da værd at ringe hjem om.
Hej – gæt hvad jeg laver??? Spurgte han barnligt, midt om natten, og glad helt ned i storetåen.
Jeg står ved VORES pølsevogn på Kongens Nytorv og æder Hot-Dog.
Vi har det herligt (Vi- Min mor og han – der igen igen var taget på kærestetur efter over 40 års ægteskab)
Der er rå løg nok! Skynd dig at komme – vi savner dig – vi hygger!
Og dertil følger en dejlig opremsning af alle de dejlige mindesteder de har tråde såler i i dagen løb, som han allerede har fortalt om i mange opkald i løbet af dagen, men lige skal gentage igen igen i sin glæde.
og så, vi ses, knus.. vi ses… elsker jer alle tre (Børnene og jeg) ses, hej hej, huttelighut, nå godnat og vi skal snart hjem og mor er så sød, nå godnat, hej hej…
Og så vappede de to gamle hjemad mod Valby i fodformede Jacoformsko og så døde han. midt i kærsteriet, midt i Hot-dog, minder, København, Kongens Nytorv, lige efter vores pjattede samtale i natten.
Han vidste det måske, for hvem ringer til sin datter ved midnat for en Hot-dogs skyld?
I går ringede min ældste søn hjem fra selvsamme pølsevogn. Mor – jeg står og får mig en “MORFAR” – kær 10 årig kærlighedsstemt opdagelsesrejsende med let grødet stemme, men fuld af morfar-minder, liv og nybegynderpølsevognsglæde.
Det er ikke fordi jeg ikke tror livet begynder alle vegne på kloden, hele tiden, hver dag, men jeg tror for vores slægt at der er en gangske sjælelig groglæde ved at hænge på kanten af den mobile pølsevogn og gro fast. Den halvlunkne cocio og ketchup på ærmet.
De mange forbipasserene der ser op, ud og hjem mod nye oplevelser, skuffelser, skabelser.
Alt det ukendte i øjnhøjde – med tillid – fordi den hjemlige hot-dog logrer genkendeligt.
Der skal gåes mange skridt i min søns liv før han en dag ringer til sin datter og pjattet byder livet farvel i højstemt glæde.
Men traditionen er på plads – livet begynder ved pølsevognen på Kongens Nytorv.
Der står sjælene i kø for at fortælle om kærlighed, livsglæde og rå løg.