Konfirmations salme 2017. Til ungdommen

Melodi: Livet er en morgengave – noget om helte.
Kan også synges på: “Jorden drejer om sin akse”, “Noget om helte” og på “Nu går våren gennem Nyhavn.”

Tekst: Astrid Søe 2017

 

Der er sjældent store løfter
garanti og sikkerhed
der er afgrund, dyb og grøfter
der er løvfald i dit bed.
-Det er der du løfter modet
ser at dagen gryr og gror
det er der du mærker blodet
og blir til i delte Ord

Når du deler skam og skylden
når du rækker ud af dig
vil du inderst mærke fylden
du er broer, du er vej.
-Du kan tage, du kan give
du kan tie, du kan dø
men med nadverbrødets skive
er du aldrig blot en ø.

Du har ingen hast i livet
du har tid og rum og klang
heller ikke ta for givet
du er både ret og vrang.
Hvad er opskriften til livet?
Hvad skal vælges til og fra?
du er set og mødt og givet:
Helligånd og himmelfar

Du skal gå og du skal løbe
skævt og lige som du vil
du er ikke en amøbe
undervejs så blir du til.
Du skal ikke ballancere
livet det er ingen snor
for dit værd er meget mere
du fik plads på denne jord.

Byg af kærligheden broer
der kan bære fællesskab  
glem nu alt om metaforer  
overflade, egotab.
Sammenhænge avler livet
værn om håbet, lad det gro   
håb og kærlighed er givet
du er favnet i din tro.

Konfirmationssalme

Salme til konfirmation 2017 over serien SKAM

Melodi: Forårsdag af Anne Linnet
Tekst: Astrid Søe 2017 – Salme til konfirmanden, skrevet over serien SKAM.
Der går du, mellem ord af pligt og ære
Der går du gennem viden, tro og lag
Jeg spør’ dig kan du elske, overbære?
Og skelne mulm og nat, fra dag?
Jeg ved at dagen bærer lys og længsel
Jeg ved at mørket sænker ånd og lyst
Jeg ved man siger sjælen er et fængsel
der sættes fri på livets kyst
Men ser du, der er ingen sikker måde?
Forstår du kærlighedens store håb?
Kan du begribe evighedens gåde?
Og høre tvivl og sorgens råb?
Jeg ved at tro er ånd af liv og længsel
jeg ser at mennesket er mulighed
jeg ved at ungdom søger og skal finde
jeg ved, dit indre ved besked
Men når jeg fejler, når jeg mærker skammen?
Og når jeg ærgrer, raser og gir op?
Og når jeg falder ud og knuser rammen?
Og livet visner i min krop?
Da vil jeg hviske, alt er dig tilgivet
at fejle er at lære nu og her
korsfæstet og opstanden – ind i livet
tilgivelse er tillid værd
Du siger jeg kan læne mig mod livet?
Du siger jeg må bruge store ord?
At jeg er fuldbragt, elsket og tilgivet?
Drive-in på livets nadverbord?
Jeg sir at du er dagen der begynder
et håb der gror af altet og bliver ved
forladt er vores skyld og alt vi synder
blot vær mit påskeliljebed