Grundtvigs tale til Hendes majestæt Dronning Margrethe II af Danmark
Jeg kender et land
Hvor håret ej gråner og tid ej har tand.
Således beskrives landet efter livet.
At være menneske først er ej blot at hige efter efterliv, men at være i det stedlige liv.
Jeg kender et land
Hvor folket ej håner og tillid er sand.
Dette rige er rigest når det fælles favner med hjerte og vid.
Det er vor arv og vor armé – en fælles front af frihed og folk, hvor de deres majestæt er den stedlige tolk.
At oversætte og fremtyde et folk er at regere til tiden i tiden. At mestre det at gå forest uden at løbe fra eller snuble.
De mestrer meningen med sindsro og ret ryg.
Ordet skaber hvad det nævner og således har hendes majestæt dronningen taget et folk i ed. I mund og i mageløse ord der rimer på ånd, danelse og dette at turde være.
Et mundlæder af lykke. Et livstykke af vævet vilje.
Også krabasken har man mødt og hvem husker ikke: Små dumsmarte bemærkninger, det kan vi ikke være bekendt, om man så må sige…
”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Guds hjælp er den tillid og tro der rækker næsten en nærværende næve. At bede om hjælp er alle mands færd. Vi vil aldrig kunne leve uden hjælp fra hinanden. Nå dette ikke rækker og vi rækker længere i bøn eller bod er det i forvisningen om at gud vil det nu vi lever. At det at være menneske først er en tillidserklæring og en ed om fejl, tvivl, tillid og tro.
Folkets kærlighed. At elske og blive fri sat i den kærlighed. Kærligheden er størst af alt, fordi den rummer både i ny og næ. Den finder græsgange hvor håbet gumles som græs, hvor kløvermarken står ikke bare i flor, men i ord. Ord der deles og dages i vores fornemmelse for en samler, en sammensat og bred pensel af dag og dåd. Kærlighed kan briste og kærlighed kan bygge bro. Hendes majestæt står i erindringen som brolægger. Sten for sten, ord for ord, sjæl og sind. Kunst, kærlighed og krone. Thi end lever den gamle af dage – de vor dronning får lutter kærlighed tilbage!
Danmarks styrke er på det jævne, det enkle og men nogen sædvane et vadested af styrke. Når åen går over sine, breder og dannevangen stander i våde er det den enkeltes øse der ændrer vandstanden. Man bliver stærk i det at stå fælles. At øse, age og ane sin mulighed. Danmarks styrke er muligheden og den ligger velbevaret i den frihed vi giver hinanden i det at være danske, i det at være hinandens skæbne, hinandens trolovede. Uden formkrav og i ligeret og lige sind. Styrke er også at være tvivlende og i det turde tro.
Når man ikke er valgt af folket, men arv til folket er skæbnen skåret med brætte bogstaver.
At dannes som daner kjære Daisy – er dåd.
Ordet skaber hvad det nævner 