Kære Holger Danske

Kære Holger Danske.

– Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.

Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe

Grundlovsnat

Grundlovsnat – og imorgen – faktisk nu – vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene – og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville – med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land – men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande – uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen – som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed – ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig – der er dig – Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.
Godnat og gå nu ikke ud –
//Astrid Søe 2012 – nat mellem 4-5 juni

Der var en bager, på Nørregade

Der var en bager på Nørregade,
han bagte kringle og solgte blade,
han stod op tidligt, så vi ku få,
et friskbagt franskbrød med birkes på.

Nu i hans vindu’, et skilt der hænger,
min biks er lukket, den er ej længer.
Du købte bake-off så tit hos Shell,
at du lokal-bager’n slog ihjel.

//Astrid Søe 2012

Håbets korrekte størrelse




Et håb er vel et håb, for de fleste.
det behøver ikke være svulmende, overstadigt eller prangende – bare det er håb- ?

Vi håber for hinanden, for freden, for kærlighden, for fremtiden.
Den økonomiske krise rider mareridts galop over mennesker, det mistes, der tabes, der tumles med liv og levnet.
Alligevel genopstår de mennesker i et lille overset, ukendt og ukurent håb.
Så småt at det kun kan blive større, kun kan vokse.

Og vi håber for hinanden i hverdagen: Åh jeg håber du må lykkes, jeg håber du får en dejlig dag, jeg håber du bliver rask.

Håbet er en enestående størrelse.
Det er ufravigeligt i mennesket så længe vi lever. det at håbe og bevare håbet.

I mit lille firma er håbet nøjagtigt 1,7 cm langt og lysegrønt.
En heldig og herlig del af mit daglige virke består i at give håb videre – til andre, til dem der mangler det eller har glemt det en lille stund.

Men mit håb er alligevel ufravigeligt 1,7 cm – sådan er det. Så passer det på vægt og gram og ind i konseptet…
Men alligevel passer det slet ikke….fordi det er et håndgribeligt håb, fordi det er bedrag, genhuskehåb, billedsprog.

Jeg er så uheldig at stå med det ½ håb. ikke bare i små mængter, men ca 30 kilo ½ håb på mellem 0,5 og 0,8 cm i længten

Og pludseligt blev jeg milimeterdemokratisk og gal og grædefærdig.
Mit håb passede mig ikke. Mit håb var for småt, mit håb var ude.. HÅBLØST!!!

Til jeg fik øje på det, håbet – at det jo da ikke er størrelsen, men måden vi tager imod det på.
Håb er håb, i små eller store stykker, i alle størrelser og mængter.

Mit nye håb passer ikke ind i min fasttømrede, skematiske, opmålte, fødevareministeriumsgodkendte, påklistrede, indholdsfortegnelseslabelkorekthed…

Hvad gør jeg så??

Begynder håbet forfra.
Genopfinder håbet på ny
Nytænker håbefuldhed.

Nu sidder jeg her, midt i håbet delt ud over 11.000 små stykker bolchehåb.. og genhuske hvad fanden det var jeg ville.
Ikke hænge mig i kasserne, ordtenligheden, samfundsensretningen, vanen..

Bare være med til at være det håb der smitter, uanset størrelse, uanset vægt, uanset vane.

Nu vil jeg lade være med at tude over spilte cm.
Nu vil jeg pakke håbet sammen, byde det ud og håbe… at håbet går an, uanset størrelse, uanset vægt. For håb er nok i sig selv – bare det er er!

Jeg HÅBER du forstår!?