Der er mange måder at tilgå tilværelsen. Nogle af dem er ikke frivillige, selvvalgte.
Og en fremstormende diagnose i samtiden er socialfobi – En uden tvivl voldsom måde at måtte være i verden på. Det siges at 10-15% af alle danskere vil have perioder af livet hvor de er ramt af social fobi. Det er en vigtig fobi at tale om, som samfund. Den stækker et menneske og gør hverdagen, for nogle, meget ufremkommelig. Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i hvordan et menneske kan være angst for andre, for det sociale liv.
Der har under covid-19 nedlukningen været talt meget om hvor meget bedre mennesker med socialfobi har haft det – dels fordi de ikke var tvunget til at være i det sociale rum og dels fordi de fornemmede at andre endelig kunne se hvordan det er at være “spærret inde” i frygt for sociale sammenhænge, mødet med andre mennesker, det fysiske. Og der er ingen tvivl om at vi har lært meget. For nogle af os er det en lettelse igen at kunne gå ud, møde andre, stå i et tætpakket lokale, gå gennem strøget og over slotspladsen, langebro og smile til dem der cykler forbi, råbe hej og god dag til en banansælger, småsnakke med en fremmet i bussen, for andre er genåbningen en påmindelse om at de sociale kan være svært.

Der er en anden tendens som ligner, men ikke er det samme alligevel. Og nej, det er endnu ikke en anerkendt diagnose, men som tiden former sig kunne man frygte at det kunne blive det. jeg kalder det “social forbi” Når det sociale er truet af sig selv, af os alle, af tonen i tiden og af den voldsomme udvikling der er kommet med at vogte på hinanden. Når vi bevist og selvvalgt vælger sociale sammenhænge fra fordi de giver knubs, minder os om vores egen fejl og mangler og gør os usikre på hinanden.

Vogterkulturen
Vi taler meget om overvågning, internetgiganter der kigger med på de sociale medier, dyneløfteri hos forsikringen og i socialforvaltningen. Men vi snakker måske for lidt om vores indbrydes overvågning og i den en udtalt krænkelsesparathed. Kulturen hvor vi hele tiden føler os krænket betyder også at vi holder op med at høre hvad andre siger fordi vi har så travlt med at vogte hvert ord for at kunne sige: det ord, den ytring, den er krænkende og dermed er dine udsagn ugyldige. Det er meget farligt når vi leder efter et nedslag i hinanden istedet for åbent at lytte, overveje, sige til og fra – til holdningerne, ikke kun til formen eller til et enkelt ord der snager lidt bedaget eller kan virke utilpasset. Det er en tydelig fornemmelse at vi afvæbner hinanden i samtaler, med en forkerthed. med noget vi kan blive krænkede over. eller hvis den anden har en anden alder, hudfarve, kultur, stand, religion – så det er det nemt at pege på det, istedet for holdningen i ordene. Vi taler også om privilegieblindhed – men efterhånden er jeg mere bange for sammenhængsblindhed. Vi taber sammenhængen fordi vi vægter en enkelt fejl, ytring, handlemåde, istedet for at huske den sammenhæng vi sidder i – hos hinanden, som hinandens skæbne og mulighed.
Når man åbner et fødevareprodukt man har købt og finder et fremmetlegeme, måske et stykke plast, så er første reaktion ikke lige at gribe telefonen og ringe til firmaet og sige: Hej med jer, der er vist sket en fejl, måske skal i lige tjekke op på det. god dag til jer. I stedet skrives der lange epistler på internettet og stjernerne rasler ned på trustpilot. Fordi et firma, et menneske i produktionen var kommet til at lave en enkelt fejl.
Firmaet mødes af shitstorm og vi ender med i deadline og besserwisser at debatere hvordan de håndterer deres lille stykke plast – sat lidt på spidsen. En zoo fodrer løverne med giraffer og heste, en firma laver en vase der bliver en mangelvare fordi den er populær og dermed til vrede.

Og et er firmaer som vi som forbrugere møder dagligt, uden at møde dem i virkeligheden, noget andet er den måde vi vogter på hinanden. Stavefejl i et opslag på facebook, et foto der tydeligvis ikke er redigeret godt nok, eller netop redigeret for meget, en holdning der har ændret sig, flyttet sig på ti år, bliver slagtet med henvisning til dengang. Et feriebillede på instagram der pisser folk af fordi der er udledt co2 grundet flyrejsen og man bør tage toget, ikke fly. Et unge menneske der afprøver din demokratiske holdning i offentligheden og sables ned fordi der mangler erfaring og levet liv bag ordene. En folkevalgt der drikker en øl i varmen og derefter er til grin fordi det nok er iscenesat og opstyltet og folkeligt bedrag. En midaldrende mand der kommer til at skrive noget om barsel, kvindekvoter, metoo, og ovenikøbet er han hvid, cis og på topskat.

En kvinde der blotter sine bryster på forsiden af et magasin og en kandidat mandlig til kommunalvalget der gør det samme på sin valgplakat bliver møde på hver sin måde. Med hver sin gyldighed. En udsendelse i tv om kunstakademiet hvor alle vogter på alle og holder øje med om der er lige mange brune og hvide, gule og røde til stede. Og hvor man melder sig ud af det fælles fordi man hele tiden synes man er i mindretal og dermed udsat og dårligt mødt.
Der filmes med mobiltelefoner i det offentlige rum og i det skjulte for at dokumentere overtrædelser, handlinger eller ord der er på tværs og der filmes i det private rum for at fange ens nærmeste og holde dem ud i strakt arm og kunne sige at du sagde sådan og sådan og det har jeg på dig. et slagsmål på gaden bliver ikke forsøgt stoppet, men filmet istedet og lagt ud på sociale medier.

I den politiske debat spoler vi frem og tilbage og leder efter modsigelser. En opdatering på facebook eller et “forkert” like fælder os som medborgere og internettet glemmer aldrig.

Vi leder simpelt hen efter andres fejltagelser, for selv at fremstå bedre eller i det skjulte prøve at komme overens med at når de andre er så latterlige og fejlagtige, så er vores fejl måske ikke helt så slemme, bare ingen ser dem. Ja, bare ingen opdager os som vi er.

Da skal man forskel kende på solskin og på lyn
Det er vigtigt at vi skiller tingende ad. Alvoren. der hvor et menneske virkelig har forbrudt sig mod en anden eller mod samfundet. Der hvor lynet slår ned og rammer rigtigt og fælder et menneske der er på den forkerte side af rigtighed og ret. En vigtig deltagende tråd i samtiden er de mange der må give efter for metoo og krænkelser. det kommer vi langsomt til livs, og det er på tide. Lyssky affærer og magtmisbrug afdækkes og afskeder menesker i mage samfund lige nu. Vi vender bøtten og prøver at afgrænse dem der tilraner sig magt. Og udviklingen er god og giver en fornemmelse af ligeværd og retssamfund.

Samtidig har den mellemmenneskelige rettergang og vogterkultur skabt en voldsom “angst” for at fejl og træde ved siden af. Frimodigheden er under fode og vi vægter vores ord og handlinger som aldrig før.
Det umildbare menneske svinder ind og vi bliver kontrolerede og polerede som aldrig før.

Når vi taler om demokratisk deltagelse hos de yngre generationer er det ikke så sært at de synes formen er svær at være i. De er vokset op i en tid hvor man ikke må træde ved siden af. Hvor fejl er fatale, selv de små. hvor blot det at være hvid eller brun er et statement og ikke bare en hudfarve. hvor hvert hårstrås retning er en eksakt fortælling om en selv.. Når en politisk debat ikke længere en en samtale mellem mennesker, med forskellige holdninger og måder at ville indrette samfundet, men er blevet en kampplads hvor det handler om at lægge hinanden ned, personligt eller med fejlsøgning.
En tid hvor vi dokumenterer hvert et skridt vi tager og hvert et ord og hvor vi ikke kun bruger det som historiefortælling, men som en måde at fastholde enten os selv eller hinanden.

Der var engang et ord vi brugte en del: Sobert. Det var noget med at huske at der stod et andet menneske foran en og at det menneske også havde ret til sin holdning og kunne være et fint menneske, trods det at vi er uenige og forskellige.
Det er svært ikke at se den stigende angst og usikkerhed hos de yngre generationer som en direkte afstikker af vogtersamfundet. bevares, vi vil måske ikke være ved det, men vi vogter nu alligevel på hinanden og venter på det øjeblik hvor vi selv kan komme til i samtalen eller kan påpege andres fejl og mangler eller grænseoverskridende adfærd. Og grænsen er snæver og bliver mere indsnævret dag for dag.

Det næste der sker er en modhandling. At vi melder os ud af sammenhængen og forsøger at finde tilbage til et naturligt leje. Der hvor man kan begå sig blandt andre uden at være bange for at det strakt har en fatal konsekvens. Vi trækker os fra sociale medier, fra sammenhænge hvor vi før luftede vores holdninger og afprøvede vore ståsteder. Vi mister lige så langsom lysten til at indgå i nye ukendt sammenhænge hvor vi kan komme på glatis og så vælger vi istedet ind i sammenhænge hvor vi er sikre på ikke at stikke ud og hvor vi er i et safe space af samdrægtighed. mere ens, mere af det samme og ikke så udsatte for holdningsbrydninger.
Vi muter og unfriender dem vi synes går på tværs af vores eget univers og forsøger selv at gå under raderen med neutralitet og sukkermadder. Vi holder op med at tale med en fremmet i bussen, dem i opgangen, vi lurepasser i skolen af frygt for ikke at komme til at sige noget der enten støder eller virker naivt, udannet, forkert, fejlbefængt, ikke evident og ikke målbart.

Der er altid to sider. Den afdækkende, gennemsigtigheden og den vi også har brug for. at dem der virkelig alvorligt bryder lov eller liv skal findes, afdækkes og graves frem og fortælles offentligt. det er mediernes og politiets rolle og en vigtig samfundsmæssig spiller. Men hvis vi fortsat er hinandens vogtere og ikke længere medborgere, mennesker der vil hinanden det bedste, så taber vi ganske snart det naturlig i at at være sociale væsner der har mod til at gå ud og ind af hinandens liv med en vigtig viden. at andre vil os det godt. At vi er godtaget, selvom vi alle laver fejl, afprøver holdninger, livet og leder efter mening i os selv og hinanden.

Tilbage til de yngre generationer. dem der står med en livshastighed og en virkelighed 24/7 hvor delekulturen og gennemsigtigheden er reel. Hvor man skal hoppe fra sten til sten for ikke at falde i vandet og fejle. For dem er hele usikkerhedsfornemmelsen en hverdagsbegivenhed. Og den kryber opad i generationerne. Breder sig som en steppebrand og giver en misstemning mellem os, på tværs og på sigt. En splittelse der rammer som social forbi, at det sociale liv, som en naturlighed, er forbi.
Det sociale rum, det fysiske er præget af omgangsformen på sociale medier. Vi får sværere og sværere ved at sondre mellem vores måde at udtrykke os skriftligt, med smiley og likes og vores fysiske tilgang.
Jeg holdt for kort tid siden et oplæg for de ansatte på højskolernes hus og tænkte at det her måtte jeg afprøve. det akavede, sproget, tonen. Så jeg valgte at lægge fyndord og frontalfrimodighed ind hist og her og selvom netop det rum, de mennesker der arbejder og ånder for åndsfrihed og menneske først, er et af de steder hvor min tro på rummelighed er størst, så var det tydeligt at blikkende sænkede sig og der opstod en akavet stemning undervejs. Og vi afprøver det fra tid til anden, også når det ikke er planlagt. Det med at få sagt noget på en måde der gribes af andre og forstås helt anderledes end det var tiltænkt.
Når ord bliver lidt for frimodige eller malplacerede, ude af sammenhæng eller bare helt ved siden af. jeg holder meget af det at vi kan bevare det frie i sproget, at det ikke tynger eller tager form af korrekthedskulturen – samtidig med at sproget skal vægtes efter hvem vi er sammen med og at det ikke gør skade i andre. Det er et ansvar vi har eller havde som en naturlig del af det at dannes og vokse op og blive til voksne mennesker. det almene hensyn og et tåleligt og rart miljø.
Vi ved at det at stå over for et menneske fysisk, normalt gør at vi filtrerer vores sprog og handlinger mere. At vi passer mere på hinanden når vi har set hinanden i øjnene, men som tiden går skrider også den filtrering en smule og især vores politiske debatter er præget af en voldsomhed og angrebsparathed der er uklædelig og ikke hører hjemme i det politiske rum eller noget rum, ejheller på de digitale medier.

Akavet. det er nok her, i det ord, brydningen står. at vi bliver akavede af at tilgå hinanden med samtidens vogtersyndrom. Naturligheden svinder og truer vores sameksistens på sigt.
Så når vi spørger hvorfor mange trækker sig fra debatter, fra hinanden, hvorfor vi ikke længere går så meget på tværs, men sigter efter safe space og enshed er det os selv der ligger inde med svaret. at vi ikke længere tør være mennesker blandt mennesker. at vi ikke kan leve op til nulfejlsforordninger og perfekthedskultur.
Vi har talt om det i snart 15 år eller mere, nu er konsekvensen her. Nu er de yngre der er vokset op i den kultur formet af en mistillid til det at være menneske.
Vi har en kæmpe opgave med at skulle aflære den virkelighed. aflære perfekthed, det fejlfri, det vogtende, det usikre. Det bliver samfundet, menneskets største udfordring fremover. at genvinde tilliden til at vil hinanden og kan kan bære hinanden som vi er.

Generation “Målt og vejet”
De unge svarer igen med angst og usikkerhed. Og jeg forstår dem godt, hele vejen. Det kryber nemlig ind i os alle. Vi vægter vores ord, holder igen, passer på, polerer og udglatter. En tendens jeg har fulgt en tid er tendensen med at tage forbehold for fejl. Der her en tid været en tendens hos de yngre til at vægte evt. diagnoser, svagheder, ulykkelighed, fejl som et kendemærke, som en måde at være i verden. en forsikring for at hvis nu de trådte forkert, så har de noget at have det i. en plausibel forklaring. en svaghed, en udsathed, en sygdom, en sindsmæssig fejl, en “undskyldning” for den givne opførsel. Det er svært at tro at så mange unge skulle være så udsatte og “svage” som statistikken viser, som de giver udtryk for. Måske er det et dække? Måske er det deres svar til samtiden? Hellere være forsikret, tale sig selv ud af evt. fejl ved at undskylde det med noget i sindet, end gribe samtiden og samfundet og sige den ret imod med et: Jeg er menneske, jeg fejler, jeg prøver, jeg er. Måske er det ligefrem et tegn på noget oprindeligt, på det menneskelige. autensitet. Måske er det de yngre generationers måde at fremhæve at de fejler og vil tages for gode nok, fordi og netop i bekræftigelse af fejl, svagheder, skælven, tvivl?

Jeg vil ikke forlange af de unge at de fra den ene dag til den anden kan stå selv, men jeg vil modsat forlange af os alle at vi giver plads til at enhver med sin måde og mulighed har et sted at stå. En fast grund under fødderne hvor de har lov at være sig selv. De yngre har i deres opvækst i et fejlfri-fikseret samfund på mange måder fået skabt denne tilstand af tvivl på mennesket og sammenhængen. Det kræver at vi alle, alle generationer sadler om, husker medmennesket og det at gå og så på tværs. At turde driste sig til at godtage at vi er fejlbare og at det at være sammen og dele samfund og liv ikke er en udsathed, men en sikkerhed – fordi vi har hinanden at stole på, at regne med, at turde være i tillid til at blive godtaget.

På tålt ophold i tilværelsen
Jeg vil begynde med at sige at alle er gode nok som de er, og jeg vil sige det meget højt og måske sige det på en lidt akavet og frimodig måde, sådan en måde man ville sige var lidt skæv og ved siden af. Og jeg vil håbe på at blive godtaget selv og ikke blive dømt for de fejl jeg selv laver. Ingen af os, ikke de unge og ikke de gamle eller dem midt imellem kan holde til at være på tålt ophold i tilværelsen. Vi er kun mulige hvis vi er i fælles tillid til tilværelsen.