Skrevet den af ASTRID SØE

Til det Arabiske forår

En tekst, en tanke, tvivl og tro
og andre spirerier
kan mellemfolkeligt bygge bro
og give liv hvor intet gro
til evigheden frier

En eviggold forfrossen slet og dunkel fordumskilde
gir plads til frihedsfrugters fald, når du er ganske stille
men hvergang du gir sprog og ånd
og ord til det du møder
så går det glemte ud igen og folkeånden gløder.

At være til i livets ord
mens dagen tillidsvækkes
og dækker årets forårsbord
mens frygt og udåd stækkes

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

julens kildevæld

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes lykke, findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når hjertevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe 2011

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Om at slå til!

“MOAR”, lyder det fra børneværelset.
“Der er en elefant-myg her inde, kom og hent den”!

Kom og hent den? Ja det er sku nemmere sagt end gjort.

Det er efterår og alle kender den korrekte størrelse på myg på denne tid af året, de er, uden et barns fantasi, nogenlunde og helt korrekt på størrelse med cirkus Benneweiz gamle elefant og jeg er tilkaldt som domptør.

Det tar lidt tid før jeg får øje på den, susende som en krigsmaskine gennem luften ovre ved reolen med rene underbukser. Hov, der ligger da lige et par som ikke hører til, dem kan jeg da lige sortere fra, inden jeg “henter myggen”.

Imens summer Kræet henne ved skrivebordet.

Myggen sidder fed og doven på computeren og skider sin sidste modige klat på et unaturligt Apple, som eller anden designer har taget en nådig bid af, før det blev klasket på som logo.

Jeg klasker ellers aldrig, hverken dyr eller mennesker. Faktisk har jeg i snart fyrre år gået rundt og levet i Ghandi rolig viden om at end ikke en skallet myg har mistet livet under mine hænder, eller vildfarne katte fanget i lygternes lys. Jeg når altid, til fare for andre trafikanter, at bremse op eller slingre uden om.

Men den her myg, den skal hentes, det er missionen.

Min dreng har stik over hele kroppen og jeg ved at den sidder der fuldfed af mit eget kød og blod.

Nu går jeg i krig, bevæbnet med et Basserne blad. Jeg overvejer lige at fortælle min dreng om den fantastiske kampagne: Tæl til ti..før du slår, men jeg når slet ikke til 10 før jeg springer som en rasende oprører efter myggen der nu er lettet fra computeren.

BAM. jeg rammer, men misser myggen, mens legomodellen fra sidste jul smadres mod gulvet.

Jeg vender mig mod min dreng, der med store øjne ser sin Lego by styrte i grus. Tiden står stille – vi ser på hinanden og jeg fornemmer at vi er helt enige. Denne mission må koste hvad den vil.

Jeg drejer rundt i luften, i et spring fra fodenden af sengen.

Min dreng jubler nede fra dynens dyb, og råber opmundrende krigshyl, der for kampen til at minde om Afganisten, Libyen, Irak og jeg ser alle de store diktatorer rulle forbi mit indre blik. Chautjesko der tumler angst ud af et militærkøretøj en jul, Bin Laden ligger i en blodpøl, Gadaffi der skubbes rundt af skrigende mænd der jubler mens døden indtræffer… og myggen der suger blodet af min dreng.

Det her er et hævntogt.
Fra fodenden lander jeg sikkert på benene og strækker min arm så langt jeg kan, og er pludseligt Harry Potter i en quiddich-kamp. Det gyldne lyn er lige ved at være mit. Hvis jeg fanger det har vi vundet, mit hold, min dreng og jeg, over al ondskab. Mine fingre strejfer den og jeg kan mærke angstens sved, fra både myggen og jeg.

“Lammer”, skriger jeg med besværgelsen fra Hary Potter.

Min dreng griner. “Nå mor, er den død?”

“Næ, bare lammet, du ved, jeg sætter den lige uden for ik?”

Jeg kan ikke få det sagt, at jeg har dræbt den. Jeg skraber den op på bassebladet, blodet på loftet fortæller tydeligt at den er stendød, under jubelråb og krigsskrig.

Mygge-liget klistrer sig til sgt. Bulder, der i Basser tegneserien er ved at smadre Jens Fup, som altid.

På badeværelset tørrer jeg blodet af bladet, vasker hænder og går ind for at læse godnathistorie, men ikke Bassebladet, som er ulæseligt udtværet af blodbadet på børneværelset.

I aften læser jeg Cykelmyggen Egon.
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Myten om Freja og Brysing

Melodi: Det løvfald som vi kom så alt for nær
Tekst: Astrid Søe 2003

Så smuk at hun er kærlighedens glød
er Freja der er Gud for liv og død
i folkevang hun lukker ingen ind
hvis ej de ejer kærlighed i sind

En dag hun så et smykke blive skabt
og i det øjeblik var hun fortabt
jeg eje må det smykke på min hals
og i de ord var hendes dyd til salgs

Jeg har et hjerte selv med gyldent skin
og hvis du tør at elske dig derind
så skænk mig Brysing, hudens ungersvend
tre nætter vil jeg elske dig min ven

Og Freja gav dem al sin elskovskunst
betalte Brysing med sin egen gunst
men Loke han fik nys om hendes hor
og vendte sig til Odin med de ord.

Og Odin skreg: det smykke vil jeg ha
tvang Loke til at klare denne sag
men ingen trænger ind i folkevang
medmindre man er budt, og går med sang

Så Loke blev til flue tryllet om
og endelig til Frejas seng han kom
han stjal det smykke, Frejas sjældne skat
og Odin fik det, endnu denne nat.

Den kvinde der kan binde vores tro
til kærlighed, hvor intet før ku’ gro
hun vågner uden smykke næste dag
og ved at det er Odin der står bag

Til Valhal går hun hen med vrede skridt
”jeg kræver smykket Brysing, der er mit”
men Odin svarer: ”det du aldrig få”!
”jeg tilgir’ ikke du med dværge lå”.

Men hvis du magter dette, er vi kvit
og da skal smykket Brysing blive dit.
Få konger to, med tyve under sig
til evigt at slå ind på krigens vej

når kampen så har slået dem ihjel
så skal de ikke drage ned til Hell
men vågne op og kriges der på ny
til evighed i hvert et morgengry.

Og Freja fandt de konger der vil dø
og genopstå for kærlighedens mø
om hendes hals er guldet atter lagt
og krigen evigt til, ved denne pagt.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

En spire fra det klemte håb

En spire fra det klemte håb

Tone: Er lyset for de lærde blot.
Eller: den trænger ud til hvert et sted.
Astrid Søe. 11 September 2002.
Skrevet til foredrag i Højskoleforeningen 8520 og omegns folkemøde.
På et års dagen for world Trade terror i USA

Er dagens gæld et stoppested
hvor håbets konto skranter?
Vil rystelser i mennesket
i hadet trække renter?
Er ikke verden ny igen?
Har livet mistet gløden?
Går folket nu med solen ned
og blir i aftenrøden?

Hvor troen bliver dødelig
forgår vor frihedstanke.
Da overtar’ alt kødeligt
og magtens hænder sanke –
– de brudstykker af frygt og had
som driver os fra livet
og døber os i glemslens bad
hvor bruddet tag’s for givet.

Men mødes vi med næstens tarv
og spejler egne slægter
da står vi med det liv, den arv
som magterne fornægter.
I tal og skrift og gamle ord
Vi kender vores stamme!
Så næsten ud af hjertet gror
Historiens gamle amme.

Hvad magtens tanke ikke så
var folkets tillids vilje.
At mellem mange stene lå
et frø fra gravens lilje.
En spire fra det klemte håb
der føder liv af døden
så folket udelt genopstå
og gense morgenrøden.

I kludetæppets kraft og ild
vi svøber barnets lemmer
så tillid ikke farer vild
men kærlighed fornemmer.
Vi kysser med et verdenssprog
opelsker smedens gerning
og ser i vores billedbog:
Da randt for os guldterning!

http://www.astridsoe.dk