Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
Lattermilde Lazarus
Lattermilde Lazarus, han faldt om og døde
hjertestarter, intet hjalp, de dyppet ham i fløde
rullet ham i levertran, kildet ham på fussen
men han vågnet ikke op, mod paradis gik bussen.
Det var ikke særligt fedt for dem der var tilbage
og han stank i gravens fred, efter kun fire dage
så kom Jesus på visit og lovede at fikse
Lazarus det døde lig, det ville ikke kikse.
Han rulles den store sten, de havde sat for graven
og Jesus råbte, kom kun ud, før de har snuppet arven
og Lazarus stod op fra død og vaklede mod livet
det påstår han Johannes selv, i evangelieskrivet
//Astrid Søe 2014
uddrag af teologi for Teens & Tweens, frit efter Johannesevangeliet
Tro + tro =
Tro + Tro ? Mit bud er 2
Gamle Severin
Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.
//Astrid Søe 2013
Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.
Langfredag
Når frosten tvinger
Når frosten tvinger, dagen gryr,
med liv i himmelsale,
da tågevinger alt fornyr,
og himlens engel tale.
med lys og nye toner,
for dagen den er atter vendt,
mod træets stolte kroner.
Fra roden løber livets vand,
I årer gennem stammen,
og mimers brønd blir klar og sand,
mod fenrisulvens glammen.
Da gjalder Heimdals horn og håb,
i kor med englestemmer,
i vinterfrost er dagens dåb,
opstå, hvad hver fornemmer.
I træets krone gemt og glemt,
forladt, en lærkerede,
Hvor håbets strofe indeklemt,
nu føniks vinger brede,
Hvor sneen faldt og modet steg,
den strenge kulde sendte,
en kærlighed, så frosten veg,
Og juleglæden tændte.
//Astrid Søe 2012 – www.livsoplevelse.dk
Google er Gud
Selv Google kan ikke finde dette svar.
Med tiden er Google blevet Gud.
Før spurgte vi med et religiøst sprog hvordan livet skulle være, hvad er svaret for mennesket.
Vi har gennem flere tusind år råbt, bedt og håbet mod de guder vi satte vores lid til.
Vanerne, Aserne, Den kristne Gud, Jesus, Muhammed, Budda, etc etc..
Gør livet levedygtigt, svar mig på min bøn, min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.. ordene er mange og håbene ligeså.
Nutidigt spørger vi som aldrig før, samme spørgsmål, men med ny modtager.
Livet er hårdt, Google giv mig svar på hvordan jeg løser det.
Livet er mangfoldigt, Google giv mig svar på hvordan jeg vælger.
Livet er smukt, Google giv mig svar på hvordan jeg videreformidler det.
Der findes knabt en lille unge under 2 der ikke kender Google.
Selv babypludren har anelser derhen. googlllle gug guhhh googlul..
Google Guden anno 2011 har den fordel at den er verdensomspændende og at den fortsat er en blingyde.
At vi fremdeles er tvunget til at lede og søge i det levende liv.
Mennesket har endnu ikke magtet at sætte et fællessprog på det religiøse liv vi higer mod. selv anerkisten har, trods forsagelsen, taget stilling til at noget har eller ikke har, en sammenhæng.
Alle, hver som en, har vi en mening om det at tro. Enten på mennesket, på livet, på et sprog der samler, eller på en ophøjet magt.
og fælles er det at vi søger, efter nye veje, nye løsninger, nye svar.
Svar på dig og svar på mig.
Nutidsbønen kunne være:
Ups.. linket virker ikke.. Prøv at søge på….
Et håb om åbninger vi endnu ikke kan besvare og skal gensøge lede og finde i det levende liv, blandt dem vi læner os op af, blandt dem der selv leder efter en mening og et svar.
Grundtvig lærte os at søge i det levende liv og den kultur har vi beholdt og forstået.
Ikke som en forsmåelse, men som et tegn på at livet er noget værd og ikke blot et læskur før paradis.
Når Grundtvig kalder på nu-liv og levende ord, levende spørsmål svarer vi Grundtvig-googelsk.
og det sker, i blindgyden og med ordene Ups.. linket virker ikke, at vi svarer: Fuck Google – Ask me!
Og det gør vi, spørger et menneske, ansigt til ansigt, men vi Googler lige den vi vil spørge, før vi spørger.
Man skal vel være på den sikre side.
Livets håndbagage er en Google-goodie-bag som indeholder en tablet, en mobiltelefon, et modem.
Og livets rygsæk er solgt på eBay.
Travel light!
Nu venter vi blot på at retskrivningsordbogen indfører stave-tvang som: Google med stort G, som Gud.
Påske – Uegnet for mindre børn!
Påske, igen igen og igen samme fortælling og igen samme store runde øjne hos børnene i forfærdelse over påskefortællingens ufattelige grusomhed.
Langfredag…
Begge mine drenge på 6 og 9 år, synes det er en meget tung dag.. meget for meget med vold og drab og tortur.
Men nødvendig når vi fejrer påske, at tage fortællingerne med. Vi tager dem hele vejen rundt, både de nordiske myter, de største verdens religoner og deri også den kristelige fortælling om påsken. Den de hører i skolen.
Tænk hvad man udsætter børn for i kristendommens navn, det er jo værre end warhammer og Counder strike tilsammen. Samt alt det andet voldslegetøj, film og spil man kan få.
Som forælder er jeg temmelig markant med aldersgrænser.
Nej! igen og igen, selvom alle vennerne allerede må se og spille det meste selvom de ofte er langt under aldersgrænsen. Hvorfor? Fordi det giver mening i sidste ende at sætte gode redelige grænser for galskaben.
Men når vi skal genfortælle de gamles sindbilldesprog og religionens bøger kommer enhver forælder til kort.
Børnene gyser når man genfortæller selv en nogenlunde neddroslet udgave at korsfæstelsen. Mere udpenslet vold, en langfredags fortælling, kan man ikke finde.
Et menneske der bliver hængt nøgen til skue for alle og får hamret søm gennem hænder og fødder og lider en lang smertefuld og tørstig død, mens bødlerne gnider eddike i sårene og kvinderne hulker.
Nej, end ikke Harry Potter ville møde en sådan gru.
Der er ikke meget andet end “far til fire” der kan bløde en sådan langfredag op.
Hvorfor gør de sådan mor?
Jo, de mente at Jesus var farlig og ville tage deres magt.
Jamen, var han ikke sådan en rar en?
Jo, da.
Men så er man da ikke farlig?
Jo, for når man er rar så er der mange der lytter til en og derfor trode de der havde magten i landet at han ville blive den nye konge.
Det passer ikke, de lytter da ikke til de søde, de lytter mest til dem der driller, for de tør ikke andet!
Nej, det turde de heller ikke dengang, derfor blev han korsfæstet.
Tænkepause og derefter sagde min 6 årige dreng: Nederen!
Min ældste dreng på 9 år kunne næsten ikke klare fortællingen, men han er heller ikke den store fan af lidelse, vold og død.
Meget tankevækkende at se børns åbenlyse afsky over det de kalder “de ondes” metoder over for Jesus, som han kaldte: En følsom fyr
Han endte meget eftertænksomt i en overvejelse om mobning i skolerne.
Hvis et barn er følsomt, anderledes eller skiller sig ud, bliver det mobbet. Sådan som fortællingen i Biblen om Jesus.
Jesus et mobbeoffer? Tja, måske netop sådan en drejning vi behøver for at genfortælle de gamle kristne myter til nutidens børn.
Filmindustrien og forfatterne ved hvad vi mangler for at forstå hvad der gør mennesket så unikt og helt igennem håbefuldt. Det er sjældent det gængse menneske der bliver hovedrolleindehaver. Pippi, Emil, Gummi Tarzan, Superbror, Sådan træner du din drage, og mange flere.
Vi finder bedst ro hvor vi ser det håbløse skvat få fornyet værdi. Hvor de der er helt uden for det gængse tager livtag med tilværelsen og overvinder den og os alle sammen.
En flok drenge og jeg brugte lidt af påsken på at se en ny stor film.
Bare endnu en Dreamworks film, men denne film har et unikt budskab.
Filmen hedder: Sådan træner du din drage.
Det er fortællingen om vikingetidsdrengen Hikke. Drengen er helt særlig fordi han er billede på den nordiske mytologies kong skjold og den kristne mytes Jesus. Begge er sindbilleder på det barnemilde mod og håb, som vi ender med at forstå verden ud fra.
Drengen er netop en følsom fyr. En dreng der ikke passer ind i plyndringer, vold og drab, en dreng der kan “det” der giver fred. Han kan nemlig knytte bånd mellem det fremmede og det kendte, det onde og det gode(i denne film dragen og mennesket). Altså give håb om at al kamp og al forskellighed kan ophæves hvis vi tør nærme os hinanden og lytte til det egentlige fælles sprog vi alle deler. KÆRLIGHEDEN
filmen er selvsagt et stort billedsprog på den religiøst tanke: du skal elske din næste. Du skal ville din næste. Du skal møde din næste. Du er den næste…
Filmen er værd at se, for både voksne og børn og dem midt imellem.
Synes det er bragende skønt når den store forkromede filmindustri tør give ord til det der er mildt og til dem der bryder ud af flokken, ikke specielt fordi de vil, men fordi de ikke kan andet. Fordi de har en liv der er sammensat udfra andre vigtige parametre end blot at passe ind, at tilpasse sig, at underkuge egne tanker og tro.
Filmen; Sådan træner du din drage giver genlyd og nye ord og billeder på gamle kravetæer.
Filmen giver følsomheden magten. Den milde magt, som påskemorgen også er billedet på.
Jeg ender altid hos Grundtvig påskemorgen og hans bondeblomst, den milde blomst der stædigt gror gennem mulm og mørke for at lyse glæde over påsken.
Grundtvig spørger i salmen: Hvad vil du her? Du hører ikke til, du er ikke en højssang, du er ikke klog og lært, du er ikke magtfuld.
Og så svarer han alligevel at alle slags lysende glæder, uanset hvor de kommer fra, er velkomne i påsken, i den milde sol, i den milde magt.
Jeg elsker det moderne Grundtvigudtryk: langfredags pant.
Hvem ser ikke Grundtvig går til flaskeindleveringen i Netto, den påskegule butik og indlevere tomme flasker med påskebryg, få et par kroner tilbage og føle sig livgivet da der lige er nok penge til endnu en flaske. De gamle flasker begiver sig til flaskecentralen hvor de vaskes, tvættes og genopstår med nyt indhold. En påskemorgens påskebryg. Hvad vi giver tilbage får vi igen. Det er Netto udkommet. Budskabet er at intet er forgæves.
At ønske et udkomme af af vores handlemåder og magtforhold forklares enkelt i både det gamle og nye testamente.
Et gammeltestamenteligt budskab, som siden er blevet brugt politisk: Noget for noget!
I det nye testamente drejer ordene rundt og ender i: Noget for nogen! Det klinger af mild lykke og glæde. Og det at være tilstede for og hos et andet menneske, giver også pant og udbetaling i sidste ende, når regningen gøres op hos livets købmand.
Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar, sagde vi da jeg var barn.
Det gamle ordspil er egentligt i al sin upoetiske barnlighed vidunderlig.
Guitar og kom lær mig noder til, det håbets strengspil..
Jeg ser altid frem mod påskedag, særligt når man skal “fortælle mennesket” (som forfatteren Svend Åge Madsen ville sige)Langfredag er virkelig lang og barsk, men giver ingen mening før vi når til påskedags fortælling.
For det er lige hvad vi skal. Fortælle.
I påsketiden, om alle myter og troesretninger. Fortælle om det gamle der svinder og opstandelsen der er i gang, i natur og menneske og tro.
Religionsfortællinger er barske. Men vi kommer ikke uden om dem, vi kan svært holde en fridag uden at den har et religiøst budskab foran sig. Det giver forældre en del at skulle forklare og godt det samme. Børn er født nysgerrige, de vil mere, vil vide mere og spørger af hjertets lyst, men kan vi svare dem? Kan vi i påsken klare at fortælle dem den kristne udgave af tro? Med det hele, rå løg, ristede, remulade, ketchup, sennep og syltede agurker.. vold, tortur, drab?
Teletubbies sir farvel og ind med korsets gåde.
Billedsproget er langt mere barsk end livet vi lever i dag, sindbillederne er så ganske anderledes og overvældende og nogle gange helt uforståelige for det moderne menneske og det moderne barn.
Alligevel forsøger vi at trække forståelse ud af ordene og giver dem nutidsklædninger på og nye tolkninger.
Jesus og kong Skjold ender i billedesproget denne påske som mobbeofre i skolen. Korsfæstelsen bliver billedet på mobbeofrets ensomhed, døden og opstandelsen bliver til de øjeblikke hvor et menneske finder sin egen værdi og går oprejst ud i livet, forløst fra skolen eller de der drillede.
Og jeg tror at både en gamle og den nye fortælling gør ligeligt ondt, på det gamle og det nye menneske, for hvem kender ikke et barn eller en voksen der har været udenfor, udenfor fælleskabet eller udenfor sig selv.
Og glæden er altid den samme, når man ser det barn eller en voksen komme til sig selv, blive del af et hele og af det der deler.
Påsken er vel netop det, at håbet slår ind og giver en mulighed for at se længere frem end blot der hvor mismod gror, hvor mørke og mulm omgiver natur og menneske.
påske er i den grad en fejring af den milde magt der prikker sig vej ud gemmen den hårde æggeskal og finder egen ben.
God påske.
Wall-e i krybben lå…
Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden som største egenskab.
Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er.
Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.
Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi.
Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder dem, forelskelse er et nu.
Med kærligheden er det helt anderledes.
Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end en gang, at ville gense. At tro på historie sammen og tro på fremtid. Kærligheden samler fortid, nutid og fremtid i et. Kærlighed at er holde til alt.
Vi kan undres når de samme mennesker vågner op på 25 år og siger det samme godmorgen, spiser af det samme spisestel de fik i bryllupsgave, og kysser på den samme kind som alle de forgangne år. Men netop i den gentagelse og det ritual findes kærligheden.
Hver dag bliver et ja til hinanden i gentagelsen. Det samme ja vi siger i ægteskabet, det samme ja vi siger ved fødslen og i dåben.
I 2008 ville videnskaben nok tolke kærligheden som en OCD besættelse, og det er den. Men af den sunde slags.
I julen er vi kun i gentagelsens rum.
Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads. Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke.
Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer.
Og alligevel vågner vi op ved det i stedet for at falde i søvn.
Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Hvor selve motoren der driver os er genbrug.
Hjertet der pumper i livet har samme egenskab. Det virker på samme vis.
Pumper samme blod rundt i kroppen. Møder sig selv igen og igen.
Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv.
Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til.
Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes og har tråd til andre.
At høre til er at blive genkendt og genkende.
I årevis har vi talt om hvor vigtigt det er at kende sig selv.
Men det har ringe kraft i forhold til det at genkende sig selv.
Hvad bliver vi til hvis vi altid kun render efter det nye, det moderne, det uprøvede. Vi bliver til rodløse satellitter på en mørk himmel. Men når vi derimod genkender os selv i en sammenhæng, bliver vi selv til en stjernesol der kan oplyse en decemberhimmel.
I juleevangeliet vil den kristne myte overtyde os om at netop genkendelsen er vores største kærlighedsstempel. Se et lille barn, se det barn som du selv har været, se et liv bliver til, i smerte, i glæde. Se de vise mænd der søger nyt og videnskab, men finder noget helt andet.
De finder guds gen. Ordet GEN betyder frit oversat Guds Evige Nutid. For med det lille barn bliver et kærligheds nu, til et evig tilbagekommende nu.
For mange blev videnskabens granskning af Generne til en tro på at ordet GEN betød: Guds Endelige Nulpunkt.
Men i den tro, mister vi fornemmelsen af at netop genet er historiebærer og bærer af det næste nu og af gentagelsen.
Når vi når til pinsesolens dans vil Grundtvig lade salme ordene i salmen: I al sin glans NU stråler solen, lyde igen. Og der er intet andet en nu, nu, nu i den salme.
Solen er nu, livet er nu. Du er nu og du er nuets bærer i dette øjeblik.
Nuet er en stafet vi giver videre til det næste menneske der fødes.
Det er ikke blot et forelskelses nu uden sans og samling men et nu der elastisk strækker sig fra menneske til menneske.
I julen pakker vi hjertet ud af julekassen. Krøllet og med en hank der er bristet under nøddernes vægt sidste jul. Vi finder karlsons klister og bringer hjertet tilbage i vanlig form.
Julehjertet er som symbol det smukkeste vi har. Tre dele vi skal sammenføje for at finde et hele.
De to hjertekamre flettes som elskendes hænder ind i hinanden. Og vi klipper en hank til at hænge hjertet i. Til at bære og udholde alt.
Julehjerter skal flættes sammen med andre. Vi kommer hver frem til hinanden med en halvdel af et hjerte og for at finde en helhed må vi dele. Vi kan ikke selv stå med kærligheden, den er fælles gods.
I år lavede Disney en ny film der hedder wall-e .
Og endelig er disney kommet helt hjem hvor alt begynder.
Hvad skal vi gøre det øjeblik hvor alt er forbi, hvor vi har misbrugt, hærget, ødelagt og knust enhver drøm, enhver fremtid. Det øjeblik hvor vores forbrug og krige har lagt jorden øde.
Det øjeblik skal alt hvad vi blive til igen i vores billede. I billedet på det lille barn der fødes.
De to robotter wall-e og Eva er fremtidens Adam og Eva.
Gjort af jern, solenergi og genbrugsskrot finder de spiren til det nye liv, til et nyt paradis på jorden. En spire hentet i den gamle jord.
Og hvor beskytter man bedst livskimen og spiren? Det gør Eva i sin robotmave.
Alt er hentet i genkendelsen.
Mennesket, der ellers har forladt jorden for over 700 år siden i et rumskib, tumler som børn tilbage til jorden og rejser sig som Darwins teori igen på fødderne for at genkende menneskelivet.
Wall-e og Eva planter livet om i nye potter og i fællesskabet bliver jorden igen frugtbar. Mennesket begynder at tale sammen igen, at se og gense. Gennemgående i hele filmen er wall-e’s billede af kærlighed. For den lille robot er kærlighedens billede det at flette fingre.
At flette livet sammen som kærlighed gør.
Og til sidst lykkes det. Robotterne kolde og hårde jernfingre mødes og flettes sammen. Historien er bragt igen. Julebarnet er kommet og spirer blandt menneskene. Kærligheden har sejret igen i de hænder der finder hinanden.
Julen er ikke en vinketid.
Vi vinker i dag mere end vi giver faste håndtryk. Kølige hilsner med en løftet hånd i hast på gaden.
Stands op, ræk hånden frem.
Den hånd er julens mødested til en fremmet eller en der genkender dig.
En spire til en evighed.
God jul!