November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul

November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød

November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det der var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil

November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker – Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd

Astrid Søe 2011