Kast los

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Kast los og kast facaden
tag livet omvendt på
krads lidt i overfladen
for kærlighed at nå

Gå vild og gå i spåner
gå med, gå ned, gå ud
vær styrke som man låner
vær selv det spæde skud

Tag livet, tag tilbage
tag stilling, tag imod
tag styrken, med det svage
og elsk i kød og blod

I stilhed ligger svaret
I kendte tyste ord
oprindeligt bevaret
i den som stadig tror

Et ”Du & Jeg” er svaret
et løfte, liv og ånd
alt pludseligt forklaret
den dag jeg fandt din hånd!

Bryllupssang skrevet til blandet multikultur islamsk/protestant bryllup juni 2020.

Ny bog undervejs

En slags novellesamling/NUvellesamling er ved at være ved vejs ende. Genren anderledes end mine vanlige udgivelser. Bogen tager udgangspunkt i samtiden, særligt set fra de midaldrendes ståsted. Det har været svært, rart og underligt at gå på opdagelse i min egen generation, hvad vi går og trækkes med, glædes ved, hvordan vi elsker og mister. Tak for jeres beretninger og tak for at måtte skele til jeres liv og samliv undervejs.

Læseprøve:

Jeg kan ikke folde et stræklagen

Jeg kan ikke folde et stræklagen. Lægge det i de daglige folder i skabet på række og i bunke. Ingen snorlige ståsteder. Hjørnerne vil alle veje, verdenshjørner med udlængsel og uden blufærdighed. Krøller livsmodet sammen til små bylter af bomuld, elastik og elasticitet. Ingen variabler der er årsagssammenhængende. Ingen årsag, ingen tørresnor der siger et velment undskyld. Ikke engang en overfladisk beklagelse. Ingen syerske der melder sig som samfundets fjende nummer et. Ingen verdensbank der lover bod. Jeg taber. Verdensranglisten dirrer og forkaster. Kompetenceudvikling og tilsidesatte fremdriftsmål. Nu fejler vi, gør vi. Sammen. Uden frygt. Klipper elastikken og hjørnerne af.  Kogevask. Kører en hvidvask af kompetencerne. Krøller en kalender og et cv. Sover med åben mund og savl og mulighed.

Tænder der løsner sit greb og rådner på deres rod. Mundskyld og mageløse muligheder for broer og plak resistente plastikpløkker. Skovhugst og sankekort. Tandlægens dollargrin og en date med Karius og Baktus. På bagsædet af bilen. En kort en lang en trekant en stang. Ingen dessert. Splitregning og bare på beløbet.

Ministerbilen skramler afsted mod ukendte universer. Bødeforlæg. PET og papir. Presenning over brændestablen i haven. Ingen fugt i fundamentet. Stormfloder der går over historiens bred. Bukser der smøges op og bare fødder i parken, Richard Geer style. Bellis og viol. Roser er røde.
Menses er forsinket. Det er samfundets skyld. 1813 er optaget. 114 er optaget. 112 er optaget.
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en fremmet mand. En bandementalitet som siden krydsforhøres og finder sprog. Panderynken og grund til bekymring.

Nogen har raget på mit hipstertagskæg. Min privatsfære. Nabostriden blusser som en jomfrus kind. Imens ligger Beethoven i benlås på Blågårdsplads og hylder som en sirene ved krigstid. Han hører det ikke i de døves land. Krystalgade er spærret. Lukket ned. Omskåret. Kinagrillen har ti franske hottere for en hund og levnedsmiddelkontrollen sender den ene smiley efter den anden med skiftende overbærenhed og smilehuller. Nogen fejer et fortov med en kost, foran egen dør, før andres.

På Borgen sidder statsministeren og tænker på vasketøj. Kogevask og klorblege midaldrende hvide mænd. Dem der gramser på folkestemningen og debatterer tidslommer af had og hud. Dickpics og dagsordner.
Nu triller en hjemløs mod netto og sælger samvittighedsaviser og fraklip der ikke egner sig for ude og hjemme. Momenter af modgang og optur og nedfald og udfald mod det der kan samle.

Langebro længes mod land. Du børster en krumme af dugen og sætter et skilt med til salg på dit liv. Pakker din 3-i-1’er og tilliden. S-toget kører lige før du når frem. 4 toget står stille på herrens mark. En notifikation om at nødsporet er spærret på Holbækmotorvejen. En sms med håb. Kærlighed der pludselig slår sig ned og findes. Nostalgiske noder til vores sang. Renskrevet i regneark. Nådenoder og nato-nedrustning. Flere krav og mere kunst og kogevask. Sjælens udtømmelige sædleder. Arm slides please. Frugtbarheden og frimodige frihandler. Slaver, slag og kolonier af turister der bruger mere sæbe og flere håndklæder end beregnet.

En lige højre-drejning rasler tænderne ud. Gebis og søbemad. Bingo og blowjobs. Betalingsbalancen brummer som koret i Vridsløselille statsfængsel. Ikke et øje er tørt. Et øje for et øje og så vender vi lige den anden kind til. Kysser på fransk og drikker billig papvin fra pantelåneren.

Folketingsvalget lover det hele. Ballontyggegummi. Jenka, Shake. Da går ungdom til dans, på dit bud Sankte Hans og de scorer 12 taller og inhalerer lattergas og coke. Det er hvidt herude. Kyndelmisse og just-eat bude. Nu skinner solen, nådigt og med en vår i vente. Lådne lattermuskler sættes fri, i det fri. De lover en masse og samfundet samler ikke brosten eller hejser faner. Skyd ikke efter benene. Grøn er vårens hæk, Gule veste kastes væk. Fuck, nu er det forår. Det sagde han også i går.

Amnesti

Vi har elsket. Ikke kneppet, ikke knaldet eller bollet. Vi har elsket.

En sms fra Amnesti med nødråb flænser stilheden i lejligheden. Lydløs er slået fra, det er arbejdsdag selvom vi ikke er mødt ind. Vi koger æg og tager tid. 5 minutter og 20. præcis.

Vi er blevet gamle natten over. Har pensioneret os selv på en tirsdag. Skrevet testamente. Valgt en gravsten. Fundet en salme vi fælles kan enes om. En der ikke peger for meget på det uperfekte menneskeliv. En der ikke kysser for meget med paradis og samtidig ikke føles som at blive røvpulet af Paludan. Noget der er neutralt og dermed har ret til at sælge våben men ikke blander sig i krigstid. Vi er ikke forandret, nævneværdigt. Bare døende. Bare lige så døende som vi var den dag vi blev født. Vi ved bare lidt mere om tidsrammen og det endegyldige. Æggene er færdige. Vi sidder på hver sin stol, ved hver sin tallerken, med hver sin kaffekop. Kniven skærer gennem skallen på ægget. Du får æggeblomme på tommelfingeren og sutter det højlydt af. Ingen serviet. Ingen grund til skuespil eller laden som om. Vi var nok mennesker. Vi er måske mennesker. Vi er i grunden et.

Højskolens 175 års fødselsdag. Festsang på 175 vers

Højskolens 175 års fødselsdag

Tone: ”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At lære er at ville”, men to sammentrukne vers.
Tekst: Astrid Søe 2019
1. Engang var intet givet
som brud af sten og sand
og bondefolk oplivet
som før var lyst i band
2. Oplysningen til livet
til lære uden tvang
det øjeblik er givet
foruden stand og rang
3. At værne om sin stemme
og pludslig tælle med
at vide og fornemme
at stå fast på sit sted
4. Oplysningstiden tanker
af folketillids tro
hvor frihed kaster anker
og bygger bro på bro
5. Men kan nu folket råde?
kan pøbelvælde gå?
foruden redningsbåde
og måder at forstå
6. At give magt til alle
at tro at vi kan gro
at styrte og at falde
i alt for store sko
7. Kan tillid gennemtvinges
hvad kræver folkevalg?
at dannelse betinges
at skulle når man skal
8. At kræve er at give
for frihed fordrer vid
og dernæst at oplive
et styre bid for bid
9. I dannelse er ingen
forladt til egen tro
at danne er at ville
at alt og alle gro
10. At intet overlades
til magtelitens mur
at intet skal forflades
og friheden i bur
11. At være med, er løsen
for folkestyrets ånd
forstå igennem tider
at magt er i din hånd
12. At tage del i magten
at skabe lov og land
at turde indgå pagten
er dannelsens forstand
13. Og dannelse fortætter
at al slags liv er stort
og ej kun forudsætter
hvad lærde de har gjort
14. Et liv er mer end bøger
og skoledages flid
et liv har store ører
og hvermands eget vid
15. Et liv er alt der rører
og alt der leves må
for livet blir først større
af flere, ikke få
16. Oplysning tar ved lære
af helhedstankens bud
og dannelse skal nære
at ingen sættes ud
17. At lære nyt og lede
at give mening selv
at højne alt der nede
i folkets karsken bælg
18. At tro at alle evner
at lyse op og ta
den skæbne ordet nævner
et ansvar og en sag
19. Nu skal det åbenbares,
i rent engagement
om dannelse forklares
i frihed eller tvang?
20. Er borgerdyd en gåde?
I frihed eller kald?
Et oplyst frø vi såede
i meningsfulde valg
21. I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
22. Et møde med forstanden
et samfunds delte lid
i vilje til hinanden
og skabe uden splid
23. Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
24. At højskolen vil fægte
forskellighedens sværd
at ingen kan sig nægte
at stå ved eget værd
25. At byde ind og ville
foranderlige ord
forstå kritikkens kilde
stå fast i det du tror
26. At vide; her er frihed
og tvivlen har sin plads
at leve helt i lighed
at kende sit parnas
27. Mit værd er vel det samme
som det du bærer på
og med og uden ramme
et liv som vi skal nå
28. En færd af form og farve
et frisat tonespil
i måder vi skal arve
og nye ting vi vil
29. Med liv skal landet bygges
med lov skal landet stå
og sammen skal det lykkes
for alle, ikke få
30. Et land er alles hjemmel
mangfoldighedens sted
forskellighedens vrimmel
et nu hvor du er med
31. At ville nye egne
at lære nye sprog
at se på andres vegne
et skrift i livets bog
32. At trykke varmt til hjertet
med fædrelandets mod
de folk der før blev smertet
og flygtede til fods
33. At række hånd og hjerte
at byde ind på trods
forstå at der er smerte
at gå fra vi, til os!
34. Forskelligheden rækker
i håb, sin hånd mod din
fra skyggers land den trækker
dig, til du bliver min
35. At virke er at være
i samvær uden frygt
først da kan livet bære
og sjælen være tryg
36. At læne mod hinanden
oplive i den tro
at tillid og forstanden
er skabt i fred og ro
37. Et skråplan er at skræve
henover hul og grov
og sidenhen at kræve
betaling for sit åg
38. Et liv har knast og splinter
det koster livet selv
et liv er også vinter
men dit alligevel
39. At glædes når det dages
for næsten og sig selv
når tømmerflåden stages
på livets kildevæld
40. At vide alt betyder
at intet er til spild
at livets som du nyder
er kraft til alles ild
41. Et liv er alles alvor
et ansvar uden stop
i fællesskab vi opnår
at kærlighed får krop
42. Hvad er vel kærligheden
til det vi sammen vil?
midt i nødvendigheden
at sætte alt på spil
43. At ville og at råde
at alle kan få ord
at tro på liv og nåde
i folket højt mod nord
44. At fæstne al sin vilje
til oplysning og vid
og inden gravens tilje
at sætte al sin lid
45. At samle tankevirke
der ønsker frihedsspor
et våbenhus før kirke
i nordens gamle ord
46. Oplive, det er ordet
at live op på ny
at sidde rundt om bordet
når midsommer den gry
47. At være i det sjældne
at give kærligt los
at lære det at skelne
lidt kantet og på trods
48. At frejdighed forandrer
nysgerrigt byder ind
mens tankerne de vandrer
frimodigt til dit sind
49. Hvad skal vi med hinanden
er kroppen uden navn?
udfordret i forstanden
vi er til folkegavn
50. Hvad er vel folk i grunden?
Hvad er nu folkeværd?
I himlen eller bunden
et folk at være kær
51. At elske alt og alle
at turde ville vej
at snuble og at falde
et vi i dig og mig
52. At være folk er færden
fornuftigt mellem sig
en tillid ud mod verden
at bygge bro og vej
53. At finde tillidstråde
til det du tvivler på
at spørge og at råde
at give og at få
54. Et folk er skabt af dele
vi flytter nænsomt på
som bliver til et hele
en måde at forstå
55. At læne sig med glæde
med undren og mod håb
med Fenrisulvens kæde
er folkedybets dåb
56. At turde møde livet
foragte had og frygt
et folk det blir først givet
når døren åbner trygt
57. At kende sin historie
og lære dens værdi
så rank som en cikorie
der sætter modet fri
58. At kende gamle veje
et landskab af musik
alt liv er fælleseje
i samvær, brug og skik
59. I poesiens gemmer
forankres vores drift
et livstræ fyldt af stemmer
i node og i skrift
60. En nornes tråd til livet
er flettet skæbnevis
i alt hvad du blev givet
fra liv til Fimbulis
61. I verdens midte stander
ask Yggdrasil i tro
og nornerne de vander
så livet altid gro
62. Fra roden ånder asken
som lunge af en gud
i vingefang og basken
må Odins ravne ud
63. Fra asketræets krone
de flyver vingelet
til Valhals store trone
og hvisker ganske tæt
64. I Odins egne ører
fortælles alt på jord
hvad ravnene de hører
at menneskene tror
65. I nord er det at lytte
at ville andres ord
et ståsted for hinanden
for Loke og for Thor
66. Forenes eller mødes
i al uenighed
i samtale der fødes:
at turde blive ved
67. At turde frie former
og ikke kun sig selv
at sprænge alle normer
er livets kildevæld
68. En gammel pagt til livet
forseglet gennem spyt
der giver Kvaser livet
et svar på alting nyt
69. I Kvaser samles videt
og fantasiens mod
og alle sætter lidet
til evnen i hans blod
70. Den klogskab Kvaser rummer
selv Odin undres på
et vid der ej forstummer
det ypperste at nå
71. Men den der rummer viden
blir slagtet for sin dåd
det ser vi ofte siden
hos folk med gode råd
72. Men kvasers blod blir reddet
i tre forgyldte kar
så evnen den er fredet
i blodet hvor den var
73. Nu blir den spærret inde
i bjergets hårde sten
skønt Odin kan det finde
betalt med slibesten
74. Han sluger blod og evne
fantasia og digt
alt det som verden rummer
og bliver til på sigt
75. I fjederham tilbage
nu hviler fred og ro.
bur ikke blodet inde
hvor fantasien bo
76. Vær stolt i dine klange
og lev for lyst og lys
del ud og giv til mange
så blodet det fornyes
77. Erkendt fra gamle runer
fra mytens ord og væld
fra englenes basuner
fortæl fortæl fortæl
78. Fortællingen forener
forgrener sig i tid
fortætter hvad jeg mener
og blir til sidst til vid
79. I sagn og sang fornemmes
i brudstykker et folk
så arven ikke glemmes
men findes frem som tolk
80. Forstå din næstes veje
ved egne spor at få
historie må du eje
så rejs dig nu og gå
81. Og gengrib liv og gerning
forkast dit satte mål
da randt for dig guldterning
i Valborgsnattens bål
82. Et blus af liv, af grøde
et blus af elskovsild
lev før din aftenrøde
vær varm, vær vår, vær vild
83. Vær ikke fyldt af domme
vær rum for den der vil
gør plads, så vil jeg komme
i samvær blir vi til
84. Hvad er vel frygt og bæven
og angst og ikke værd
at slås og slå på tæven
og ikke være nær
85. At kaste alt der tæller
i gravens mørke dyb
hvis kun foragten gælder
er mennesket et kryb
86. Og krybe må vi gøre
før vi kan stå og gå
og række frem og røre
alt det vi ej forstå
87. Men når vi ranker livet
og ser forbløffet op
det foran os er givet;
et menneske, en krop
88. Det sprog som vi skal lære
er verdens hjertesprog
det sprog som alt kan bære
og aldrig er et åg
89. Det vigtige og smukke
i det at høre til
en dør der aldrig lukke
i ord som, Ja, jeg vil
90. At byde ind og vide
at intet blir som før
luk op, det er på tide
luk aldrig hjertets dør
91. Et skyggespil af tanke
et alt for fæstnet liv
imens et hjerte banke
i had der yppes kiv
92. Hvad er vel hadets stemme
neandertalers spil
i mørket man forglemme
ret hvad man egentlig vil
93. Hvis oplysning er livet
er skyggen dødens gab
og det er ganske givet
der er kun mennesketab
94. For døden den kan tie
og tirre og tag fat
i død er alle lige
i evighedens nat
95. Er døden da en fjende?
En ondskabs magt og kraft?
nej, døden fordrer livet
og det som vi har haft
96. Den sætter os i stævne
og kommer når den vil
gir kraft til liv og evne
og sætter os i spil
97. Men skyggen den kan isne
et menneske med magt
og eget værd kan visne
og alting miste agt
98. At skygge for en anden
at slukke altets ild
at rokke ved forstanden
at se dem fare vild
99. At opfordre til mørke
at fængsle sind og sjæl
at skabe sult og tørke
at klippe tå og hæl
100. Lad aldrig hadet råde
vær klog, vær mild, vær dig
vælg kærlighedens gåde
der lyser dig på vej
101. For lys er alles eje
fra fødsel og til grav
foragt for alt det feje
oplysning er din arv!
102. Og blir du spærret inde
i mismod og i had
og Babelstårnet vælter
og intet følges ad
103. Da husk at du vil finde
igen et oplyst mod
i hjertet dybt derinde
har sproget slået rod
104. Et løsen for fornuften
for kærlighed og værd
som solen gennem luften
der skinner her og der
105. Hvad var så folk og frænde?
Et hjertesprog af ånd
at livgi’ bål med brænde
at række frem sin hånd
106. At turde fælles former
at trodse truslens råb
at læ for alt der stormer
at være nye håb
107. Opliv du selv til andre
vær mod hvor der er frygt
stå ved, så kan du vandre
igennem livet trygt
108. Du spør, hvordan du rækker
din hånd mod verdens dyb
og løfter eller trækker
fra hadet tabte kryb
109. I frihed kan vi bære
enhver, endda os selv
oplysning vil os lære
at bryde mur og skel
110. At tilgiv og gi efter
forstå igen og se
at hadet ikke hæfter
forandring holder ved
111. Oplys i midnats mørke
og blund kun lidt iblandt
bær vand hvor der er tørke
Og eftergiv din pant
112. Vær ven af alt der lever
vær livets paraply
skønt det så ofte drypper
på ny, på ny, på ny
113. På livets skole findes:
forklaring, trit og vær
og det igen at mindes
at du er dig, især
114. At stå i eget virke
at vælge livets mod
skønt fundamentet knirke
med aflad og med bod
115. Gentage gamle måder
opgrave gammel gæld
at afslå den der råder
stå op alligevel
116. Men inden i hverandre
der findes svar på alt
alt det der kan forandre
i alt der blir fortalt
117. At dele og at give
at turde andres ord
at være skydeskive
at styre selv sit ror
118. At finde det der passer
på livet hver især
at bryde ud af kasser
at komme tvivlen nær
119. At rejse er at leve
at leve er berejst
at længes gennem breve
at kunne holde gejst
120. At fremme sine lyster
At tænde på en drøm
At vælge det der ryster
At gå op mod en strøm
121. At turde famle modet
at sige fra iblandt
forny hvad er indkodet
at skille løgn og sandt
122. Men kan en gammel tanke
forandre nuets hvælv?
Gå armgang på en planke
med gåsehud og skælv
123. Er ånd af svundne tider
fornuft i nuets folk?
En drøm af individer
med friheden som tolk
124. Kan højskolen forsvinde
i mål og med og magt
hensygne som et minde
i graven evigt lagt?
125. Forladt af nutids røster
formuldet i sin ånd
en amme uden bryster
der ryster på sin hånd
126. En skole der forandrer
et samfund uden tvang
en skole der forankrer
et oprør ud i sang
127. En tone i debatten
et mødested, et nu
et levn, godt gemt til natten
på nadverbordets dug
128. En krumme glemt i sengen
en tvivler der fortrød
og blomsterne på engen
og solen er så rød
129. Et levn fra gamle tider
foragt og frisat tro
en tankestrøm der glider
et andet sted at bo
130. Forladthed og alene
genfinde og tag ind
at kaste gadens stene
en lussing på en kind
131. Et oprør med et samfund
en ung der farer vild
en node i en klangbund
at vågne morgenmild
132. At vælge alt der undrer
at la’ stå til på ny
at vandre på en tundra
med næsen højt i sky
133. Et nutidssprog forsøger
at række vejen rundt
en plads i livets køer
aviser i et bundt
134. En mediestorm i himlen
på jorden og på tværs
og klodens vilde vrimlen
og klimas sidste vers
135. Et ophob af rebeller
en drøm der tager tid
eksamen, karameller
en speltbolle med bid
136. En helt moderne kjole
en genbrugsmatador
en ven, hvorpå man stole
en plads på denne jord
137. Et klima vi skal klinke
en alvor som vi skal nå
fast håndtryk eller vinke?
Debatten der er rå
138. I ord kan vi begraves
i ord kan vi opstå
i ord kan ånden arves
i ord kan alle nå
139. At holde med hinanden
at tage fælles skridt
forsage Gud og fanden
at hinke, gå i trit
140. At vente på hinanden
at opgive sin plan
at gange 2 i anden
med pletter på et lagen
141. At sluge og at sladre
at lyve og få lov
at mejsle kirkens kvadre
at sige pyt og hov
142. Opildne tiders torden
forsvare frit sit ord
et flag i hundelorten
en plads i himlens kor
143. At tro at troskab tæller
at noget holder fast
en evighed der gælder
som return på en tast
144. At undskylde og fejle
at kende egen krop
til kærligheden bejle
bestige bjergets top
145. At ligestille livet
i køn og værd og dag
og ikke ta’ for givet
det går i ro og mag
146. At elske er at opstå
i sjælden mulighed
at elske er at opnå
at hjertet går af led
147. At mærke varmen strømme
i kroppens glemte kød
at elske er at drømme
at blive ganske blød
148. Forstå at alting vækkes
til dåd i den der vil
og verden ikke svækkes
fordi at du er til
149. At opleve det nære
i andres smil til dig
at andre om dig kære
og gerne viser vej
150. At se det fælles række
at rumme uden præk
at hele hvad der brække
er livets skoles træk
151. I øjenhøjde med livet
forstå, forsvar, fordel
kun et det er dig givet:
i andre, blir du til!
152. At vide fred er muligt
og frihed finder sted
at mennesket er dueligt
jeg ved du tar mig med
153. For åndsfriheden findes
se tanken flyder frit
når ånden ikke bindes
går friheden et skridt
154. Og den der færdes fælles
foruden angst og tvang
vil aldrig kunne fældes
men opstår i en sang
155. En sammenhæng der trodser
og løser bånd og bast
en læk hvor håbet fosser
og livet det står fast
156. At tro på små mirakler
som ufortrødent stort
med glæde bære fakler
så ingen går i sort
157. At se et barn der fødes
at dø hen under vår
at vide at vi mødes
om det kun vi formår
158. At få en ven for livet
der aldrig svinder bort
der aldrig tar for givet
og deler godt og hårdt
159. ja, Nordens gamle skole
er liv der går igen
i nuet vil den fole
et samfunds følgesvend
160. Et sprog som mødestedet
utvungent skabe mod
betydning sammenkædet
og stier til din fod
161. Frit valg på alle hylder
og ingen skabelon
et sted hvor alle fylder
en folkets mikrofon
162. Nuvel i nye tider
er spiren stadig grøn
og mellem individer
oplyser Mimers brønd
163. Fra dybet strømmer livet
oplyst til genforstand
det er hvad vi blev givet
til kvinde og til mand
164. Et løfte til hinanden
en ed af folkemod
et sted at læne panden
et sted at blande blod
165. Et opråb gennem tider
et frisind uden svøb
en ånd der atter glider
i alle tidsforløb
166. At være fri i ånden
at fægte med sit ord
at ta’ et barn i hånden
at sige, Ja jeg tror
167. At trodse tid og tvivlen
at løfte livet selv
at være i sit indre
og skabe store skælv
168. Forstand er det at tage
en tanke og gi liv
for stærke og for vage
og ikke yppe kiv
169. Tag samtalen for givet
fortætte ordets saft
for ordet skaber livet
et fælleskab af kraft
170. Hvor mund og mening mødes
i livsoplyste syn.
kan hjerterne opblødes
til solskin ikke lyn
171. Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
172. I lydhørhed er livet
samhørighedens kys!
Som kjærligheden givet
en ild af alle lys
173. Et folk oplyst af tanke
og viden uden bånd
kan holde ryggen ranke
og vide, her er ånd
174. Alt det som ikke gælder
vi gør, som ingen ser
vi kan, som ikke tæller
som hjælper mange fler
175. Vi flytter for hinanden
i virke og i kår
i kærlighedsforstanden
er fælleskabets vår!

Den danske sang er en blond intrige

Den danske sang er en blond intrige
hun går og støder på CBS,
hun må til Lindholm, fra riget vige
og rime sig på Porgy and Bess.
“Den danske klang den skal injusteres,
for intet ord det må komme nær,
og hvert et vers det skal nybarberes
nu er det slut med den blonde mær”.

Al Sangens ynde og ordets vælde,
de tvende klange af før og nu,
skal sangen rumme for at fortælle
om billedsproget der kan og ku.
MEN tider skifter, og ord forbydes,
så krænkelser trænger kunst og kamp,
og i korrekthed bør alt fortrydes,
ud med Kong Christian i røg og damp.
Ak lille Danmark, med omgangssyge,
du er et skvat, ganske farveløs,
hvorledes elsker man alt det nye,
hvis man kan frygte en lyshåret tøs.
Debatten suser sin vilde vise,
og nutidstermer sit højtidskvad,
foundation til fregnede louise,
og slut med Nina der tog sig et bad.
Så syng da Danmark og frygt ej tiden,
for tidens løsen er uden kløgt,
i sangen ligger en gammel viden
og forbud er sgu en smule søgt!
Jo mer vi neutraliserer tiden
des mere ægges forråelsen
i gammel sang ligger fælles viden
som bindeled til forståelsen.
Astrid Søe, SatpåspidsenSang til debatten om forbud af gamle historiske sange.
Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Sangteksten oprindeligt skrevet af Kai Hoffmann i 1924 . Melodien er komponeret af Carl Nielsen i 1926.

Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016

Fødselsdagstale

Man har fødselsdag.
233 år har man langtidshævet fødseldagsbollerne og ventet på at ungdommen ville komme på selve dagen.
Man kunne nok påstå at den gamle blot kunne være her i ånden, men så længe ånden er fri er alting stadig godt.

Man bør vide at ”Ordet skaber hvad det nævner” og dermed betyder de delte ord mellem mennesker noget i den enkelte.
Ungdommens folkemøde er også ordene holdeplads.
Man vil forsøge at genhuske og opdrage til at demokratiet er en stædig samtale mellem mennesker.
Og vigtigst, en samtale er aldrig er færdig.

Hver generation sin nye måde at vælge og være i verden på og sin egen måde at drive samfund og politik.
Fælles for de sidste 200 års generationer er mødet med den ligeværdige samtale
Man kan måske som ung tænke sig uvidende og holde igen med spørgsmål og tanker, men dog ved vi at netop det at spørge ud og turde blande sig i hverdagens ord, er demokratiets rede.

Vi er vel nået langt siden jeg sad på studerekammeret og sukkede efter friheden til ordet.
Siden blev det danske folk ad åre både oplyst, oplivet og opelsket til åndsfrihed.
At tanken og samtalen er fri er dog livets fylde.
Nok kan man fylde sin dag med ord der ikke har betydning eller man kan modsat forsøge at gøre sig umage.
Om man skulle citere ”folkeklubben” må man ikke være en fedterøv med ordene.
Ordet mellem mennesker er også ungdommens folkemødes grundlag.
At tage debatten, samtalen og gå oplyste herfra.
Ikke oplysning fra skoler, fra organisationer, fra politikere, men oplysningen mellem ungdommen og det etablerede virke.

De ord I selv bruger og siger i dag, er morgendagen lovforslag, morgendagens opdrag.
Man kan fristes til at blive derhjemme og sidde bag sin skærm og følge debatterne og putte med ordene.
Måske smide et like eller snapchatte en stump virkelighed til en ven.
Men det er ikke nok i en verden af mennesker.
Der skal ord og kød og gensidighed til.
Derfor dette folkemøde og derfor dette at mødes i kød og blod.
Gerne så tæt at man fornemme om der er god eller dårlig ånde.

På denne dag har den gamle Grundtvig taget fødselsdagsgaver med.
Måske det giver visse lignelser til tandplejen, men det er skam en endnu mere alvorlig sag.
Man husker nok tilbage i begyndelsen af dansk reklame på tv hvor stimorol havde en reklame for tyggegummi.
Man så selveste Gud tone frem på skærmen med langt hvidt skæg og hvide gevanter, stående på en sky i himmelen.
Gud var igang med skabelsen af mennesket, men havde visse vanskeligheder.
Gud blæser liv i de løjerligste skabninger
Først Dame Edna, dernæst Hitler.
Det går op for Gud af han har dårlig ånde og og det går ikke, selv for Gud.
Heldigvis kommer der en engel baskende ned med en pakke tyggegummi.
Gud har genoprettet mundhygiejnen og blæser nu liv i Adam.
Ikke den helt bibelrette udgave, men en Adam med figenblad og elguitar.
Man kan skildre gud med dårlig ånde, det var den åndsfrihed vi kæmpede for for 200 år siden, men en nøgen Adam, den går ikke, i tv reklamers censur.
At skildre Gud med dårlig ånde er åndsfrihed.
Det at vi i religionen ikke frygter og ikke behøver censurere er åndsfrihed.
Det at vi må tale hverdagen med i en prædiken og skildre det guddommelige i hjertesprog.

Vores frisind er præget af den 200 årige historie hvor vi gradvis har lempet på ordet og taget også troesspørgsmålet i ed som en skildring af mennesker for mennesker.
Menneske først, hævdede jeg for længe siden og kristen så.
Man må have anelser om menneskelivet for at forstå hvad Gudsordet vil.
Således har oplysningstankerne og friheden opelsket også vores religiøse sprog.
Taler man frit fra hjerte, taler man tilliden frem.
Det være sig overalt hvor mennesker færdes, iblandt.

Taler vi livet og mennesket ned, bliver vi små og mister vores grundfæste i os selv og hinanden.
Man hører ofte om både ja og nej hatte.
Den gamle her er nok mere til frihedshatten.
Den rummer dog måde ja, nej, tvivl, tillid og kærlighedens væsen.

Måske er vores tid blevet for brat?
Måske er vores stålsatte, målbare måde at leve sammen blevet en fløjkrig af ja’er og nej’er.
Måske er skolens og gymnasiets pensum blevet så fast en borg et de store spørgsmål ikke længere har plads at stilles?
Måske er tidens mantra sikkerhed. At være så ganske sikker i sin sag at man kan bøje et argument i neon?
Skråsikkerhedens tidsalder?

Alligevel tales der om en ungdom der kommer tvivlen i hu.
At vi må famle og fornemme, spørge og lede og søge.
Hvor finder vi da svaret?
Jo: Ask Grundtvig, not google!
I frihedens ånd. I den levende samtale mellem mennesker.
Deraf fødselsdagsgaven i dag.
En tandbørste der kan bortmane den dårlige vrede debat og genindføre den stædige samtale.
Dårlig ånde giver dårlige samtaler.
Tandplejen ville have sagt at man bør huske karius og baktus: Vi vil ha wienerbrød, vi vil ha wienerbrød.
Hvad karius og baktus mente, vil Pastoren her holde på, var at de råbte: Vi vil ha vin og brød
Nadveren, selvsagt.
Det at man deler noget i fælleskab, som vi kender det fra det nye evangelium.
Evangeliet er blot ord, myter der er gået fra menneske til menneske.
Evangeliet er dermed levende og bøjeligt. En samtale man tager i fællesskab.
Vi debatterer i denne tid hvorvidt ånden er under pres. Ikke flaskens ånd og men folkeånden.
”Folk hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig?” dette spørger jeg fortsat om, og særligt det det unge opdrag.
Man svarede selv på spørgsmålet tilbage i 1848: til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil!
Nu slås de politiske partier om ordlyden, men den gamle er ikke i tvivl om eget tryk.
At være et menneske i et fællesskab som et folk kræver åndsfrihed.
Fællesskaber er kun sande om de være ganske frie og dermed tanken fri, mennesket frit og troen fri.

Man kender det fra skolen. Nok er man tvungen til at være i en klasse, men dog fornemmes glæden først det øjeblik man selv vælger sig frit og frimodigt ind i sammenhængen.
Om man sidder med ved bordet er ikke elevens valg, dog er dette at åbne munden dog elevens eget valg.
Der kræves frisind for at vælge sig ind i et fællesskab.

Frisind er en løjerlig størrelse. Det betyder at være åben for nye tanker og sammenhænge, også selvom man ikke nødvendigvis er enig.
Er dansken frimodig og frisindet – spørges der iblandt?
Ser man på ungdommen tænker man nok at frisindet lever, men hvad er dog frisindet i grunden.
Kontrasterne i samtiden er ganske store.
Man forstår at samtiden unge er ganske optagede af den enkelte og den enkeltes mening.
Alligevel vil enhver lille dreng helst være, ikke brandmand, men youtuber.
Hvorfor spørger man sig selv, jo.. det er vel ganske indlysende. Man ønsker at give en stemme til fællesskabet der rækker ud, helst ud over det danske og ud i verdens vrimmel af mennesker.
Ikke blot herhjemme sidder poderne foran lyskassen og drømmer sig ind i frisindet, men også rundt i selv de mest trængte lande hvor frisindet ikke har samme kår.
Måske har vi glemt vores arv og er begyndt at tage den for givet.
Det med friheden som vi gennem flere hundrede år har kæmpet for.
Ej blot friheden til selv at mene, men også friheden til at andre mener noget vi måske ikke bryder os om.

Vi mundhugges i det menneskelige rum, som vel nutiden kalder de sociale medier.
Vi skælder på mindretallet og glemmer at vi selv til tider er i mindretal.
Ved middagsbordet, i familien, i skolen, blandt vennerne.
I samfundet er vi dagligt i mindetal.
Vi har mange grupper der føler sig forladte og små.
Mange troesretninger der føler et tryk af tiden åg.
Dansken er et foreningsland.
Vi melder os ind i fælleskaber og finder rod og mod.
Alligevel taler vi hos ungdommen om en ensomhed der stærkt går igen i hverdagen.
Det kræver mod at mødes med det andet menneske, særligt hvis man ikke er som normen. 
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
Vores åndsfrihed er netop et møde med også mindretallet. Det at kunne vælge sig ind i et folk, uagtet hvad eller hvor man kommer fra, hvad man tjener, hvilken uddannelse man har, hvilken troesretning, holdning, figur eller form.
Friheden i et folk er rummelig og på den bygger vi land og samfund.
I dag i søndermarken vil ungdommens folkemøde genlyde af åndsfrihed. 
Ånden fri, men hånden bundet! Af friheden til at færdes som menneske, men holdninger og meninger som ingen, slet ingen har ret til at holde under pres.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når ingen tier eller siger for lidt.
Den gamle ønsker ungdommen et godt åndsfrit folkemøde!

Undskyld jeg siger et folk’ligt ord

melodi: i dit korte liv (p.h.)

Undskyld jeg siger et folk’ligt ord
i en tid hvor alvor fylder nok
kulturen oplever folkemord
overalt er nu hejs nej og stop
midt i denne tid hvor tvivlen gror
skæres det vi kendes for på jorden
selvom vi ved det gir vid og bid
og er modsvar til fortumlet tid

I et menn’skeliv er der tvivl og tro
der er famlende besvær
og spørgsmål skal svares og grænser ha’ bro’er
mulighedsland – levende ord

I et dannet folk, der er frihed tolk
der er ånd og vid og værd
man binder ikke ånd
den løser samfundsbånd
med fælleskabets hånd

Vel har vi været i mange år
og skabt mulighed for mange liv
løftet og båret og ændret kår
kom nu med, stå selv, gå ud og giv
det at møde andre og gi lov
det at mærke menneske behov
fælles at møde et ukendt grund
gå fra kantet til at være rund

I et dannet folk, bliver ånden fri
skaber uden hiraki
forskelligheds mod og fælleskabs god
lyst til at se, mod på ide

Vær i ånden stærk
som et samfunds værk
som et barn du knuger ømt.
på livets skole vil
du blive sat i spil
og nå hvad du har drømt

 //Astrid Søe – Hilsen til Højskolerne

Her lukkes en skole

Her lukkes en skole som mange før
hvorfor? fordi vi skal spinke og spare
jovist, det forstås, gør som man jo bør
men et er givet, det bør jeg forklare:
når højskolen skæres
og ånden fortæres
vil demokratiet umuligt ku’ næres
og sygner hen
og sygner hen

Men hvad kan en skole der står så fri
og hejser flaget i storm og i stille?
og knejser i ånd og i friværdi
det’r ganske vist: at lære at ville
at give en chance
for storsindsballance
det muntre køkken af tvivlens fajance
et sted at stå
et sted at stå

At stå når man længes og undres på
hvad livet byder af mulige veje
at famle, at findes og genopstå
at få sig selv og sit frisind i eje
at ku galopere
og stærkt insistere
når dannelsen ligger med strenge veer
og finde form
og finde form

at finde en form der kan tænke nyt
at tro på det der er roden til livet
at opdage fælleskab ej et yt
at skabe der hvor intet er givet
i andre at hente
at gå og at vente
at muligheder er altid i mente
som vækst og værd
som vækst og værd

I lukker en skole som mange før
når krisen kradser og ånden den bæver
men før der står “Lukket” her på min dør
så vid at højskolen bundlinjen hæver
den skaber en måde
et svar på en gåde
en mulighed for folket at råde
og tænke selv
og tænke selv

Melodi: jo jo gøgleri

Der er to sprog i verden. Sang.

Der er to sprog i verden, 
der bestandig krydser mit spor. 
Den ene er hadets færden 
det andet er frie ord. 
Det ene løfter sin hånd til slag, 
der rammer sjæl og kød. 
Det anden taler min hjertesag, 
og bortmaner frygt og død. 
Det ene tvinger og skaber strid,
og næres af martyrens dåd. 
Det andet beror på ét individ, 
dog er de i samme båd. 
De sprog er spor i verden,
og dør om dør de bor.
Det ene klemt mod det andet,
for Loke, såvel som Thor.

Hvert menneske er grundlag for,
et sprog, i pen og mund.
I tillidsord der føder vår,
har hadet ingen grund.

Vær håb i det der skiller folk,
vær ord af hjertesprog.
For du og jeg skal være tolk,
gør kloden rund og klog.

Tekst: Astrid Søe 2015, frit efter Tove Ditlevsen 1942
Melodi: De evige tre. Anne Linnet (Fra albummet “barndommens gade” 1986.)

Min hakke, min skovl og din spæde ånd

Når vinteren rinder må jeg grave som en besat, med min hakke, min skovl og min spade, efter folkeånden, i jorden, mellem kulturlagene, mellem bjerges rødder og knogler og sten. Flinteøkser og fiskeånde og fuglespyt, grundvandsfossen der springer læk, mens sand og atter sand, og malm og mose ligger blank og befriet i overfladen – men ingen folkeånd begravet.
Jeg retter min ryg og spadens bøjede flade og hvæsser på stenen den rustende æg, mens jeg lytter til Vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade og der, i reden, i ægget en udruget, fuldendt, frimodig folkeånd, ganske opstanden, som ryggen der ranker i solen fra somren ifjord.
Jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf, en strofe fra lærken der ruger et håb af noget så stille som jord.
#HilsenTilJohanSkjoldborg

KUNSTEN

Kunsten kan frisætte, ændre og forme,
størkne, forandre, stilne og storme,
ryste, regere og ruske til ro
og midt i kunsten der udspringer tro.

kunsten kan virke og være og vandre,
spille et puds og alting forandre,
kaste en skygge og stjæle en tid,
ændre en verden og skabe dit vid.

Kunsten går solo og oplyst omkring,
ilden forandres i evighedsring,
i fordumssproget i forfærdre mund,
løfter kun kunsten historiens stund.

Kunsten forfatter i ånd og i sprog,
øjebliksbilled af skabelsens bog,
her er din rod og herfra din vej,
kunsten er ja og aldrig et nej.

//Astrid søe 2014