Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Der hvor vi er tavse. sang

Der hvor vi er tavse
i en stjålen tid
alting sat på pause
mellem hid og did.
Der står du og søger
nye ord om håb
skrift i lånte bøger
åndedrag og råb
”Når jeg glemmer min plads i verden og tiden bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor natten mørkner
er et lys på vej
inden blodet størkner
er du ja i mig.
Der står du og smiler
helt på må og få
og en tillid hviler
ufortrøden på
”Når jeg glemmer min plads i verden og natten bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor altings gemmer
har en plads til dig
der hvor jeg fornemmer
stærkt at jeg er mig.
Der står du og samler
det som ingen ser
livet når det ramler
rynker når jeg ler
”Når jeg glemmer min plads i verden og jeg bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor det du tænder
lyser i mit selv
der er mere gensyn
end der er farvel.
Der står du og bærer
uden pligt og kald
pludselig kan jeg være
sikker i mit valg
”Når jeg glemmer min plads i verden og vejen bliver kold og bleg
Så hvisker jeg ligeså stille – Jeg elsker faktisk dig”
 
 
Der hvor livet sætter
foden uden trods
der hvor dagen mætter
er der plads til os.
Der står du og famler
ved den låste dør
du og jeg vi samler
åbenhed som før
”Når jeg husker min plads i verden og nysgerrigt famler mig fri
Så hvisker jeg ligeså stille – jeg elsker dig jo, fordi”
 

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

Konfirmations sang. til ungdommens mod

Der er dage der kan fylde
Livet ud med syn og sang
Og en plads på livets hylde
Du skal fylde ud engang
Endnu går du ud i dagen
Med dit eget unge vid
Holdningsmod og stillingtagen
Barneliv og teenagetid
Der kan være svære dage
Der har fyldt og fundet sted
Der er ting der ”går i kage”
Pis og lort og nak og æd!
Men alligevel er dele
Af det sorte man får se
Også noget der gir’ et hele
I det store: At bli’ til
Du har fyldt og du har levet
tænkt og tumlet og er klar
Du er efterhånden blevet
Færre spørgsmål, flere svar
Du kan tænke dybe tanker
Filosofisk mål og med
Eksistens, etik som anker
Går nu ud og find dit sted
Der er måder man kan være
Der er veje man kan gå
Og af dig der kan vi lære
Man kan være ”rå som få”
Du har skilt dig ud fra massen
Du har trådt dit eget spor
Givet livet en på kassen
og opstå til i livets ord!
Der er tid og der er måder
Der er håb og drøm og tro
Der er mange store gåder
Der er dem der bygger bro
Der er tillid der bør mindes
Der er sådan nogn’ som dig
Gudskelov for at du findes
Du er lige noget for mig!

Melodi: Noget om helte
Tekst: Astrid Søe 2016

Der er!

Der er samtaler der samler,

Der er stilhed der gir rum,
Der er nye ord der famler,
Der er talens rette sum,
Der er holdninger der fødes,
Der er mening der er sat,
Der er diskussion der mødes,
Der er undskyld, alt forladt.
Der er håndtryk man kan mærke,
Der er knus der sætter fri,
Der er bånd der gror sig stærke,
Der er folk man går forbi,
Der er minder der fortætter,
Der er viden man kan nå,
Der er svar man aldrig gætter,
Der er kærlighed at få.
Der er løsninger på gåder,
Der er veje man kan gå,
Der er svar og der er måder,
Der er mange, der er få,
Der er favne der kan rumme,
Der er skuldrene der bær,
Der er lukket eller åben,
Der er tro og der er vær.
Der er valg på alle hylder,
Der er uvished og vid,
Der er mennesker i mylder,
Der er ord med særligt bid,
Der er dem der rydder stene,
Der er dem der bygger op,
Der er dem der er alene,
Der er sjæl og der er krop.
Der er døre der går udad,
Der er låste tyste rum,
Der er sorg og der er grundglad,
Der er fejl og der er sum,
Der er tvivl på mangt og meget,
Der er sikkerhed og net,
Der er noget overvejet,
Der er vågn nu med et sæt.

Der er slebet mange kanter,
Der er fundament så fast,
Der er grundidé der planter,
Der er flagskibe med mast,
Der er dem der går og gemmer,
Der er dem der pakker ud,
Der er alt hvad du fornemmer,
Der er hverdags nye skud.

//Astrid Søe 2013
Kan synges på melodi: Livet er en morgengave.

Hold din Mælkebøtte!

Viljefaste folk går rundt
og tar selv af livet
vælger bredt og vælger sundt
alt hvad de er givet

Det der ikke dumper ned
i en turbans skygge
trækkes ind som mulighed
man kan gennemtygge

Intet overladt som spild
alt må gribes, bruges
alle veje bringer ild
viljens vej udruges

Viljen er et fundament
formet, støbt af læring
hvem er du og hvad er hændt?
det er viljens næring.

Vilje gror så vild og tæt
som en mælkebøtte
uden sikkerhed og net
gør den altet nytte

Fri og helt utæmmelig
vågen, klar og dannet
så uendelig som Phi
viljen er blandt andet….

Tag en bid af livets lår
voks og gå mod strømmen
vær en kam til eget hår
gå og indfri drømmen.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Din sang er altets tone



Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr’s tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage

Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet

En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde

Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde

I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.

Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde

Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone

Hvem har tisset på min sukkermad?

Der er nogen der har taget
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad

der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor

jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ

Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med

det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!

Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk