PolEtik

Når du nu går rundt og tænker
politik er smæderænker
danske love, eu enker

grundskyld, moms, erhverv i lænker
borger, bruger, spin og spidser
løftebrud og mange “hvis’er”
retorik, værdidebatter
rådhusduerne der klatter
borgen fyldt med djøf og duften
af en lov, grebet i luften
paragraf og proletarer
folketingets akivarer 
korridorer fyldt med stude
nok en næse til din snude
porten høj og døren vid
liberal og individ
socialist og radikale
og et snapsetingslokale
mediemødding og morale
skønne møer, faens karle
breaking news og gamle flasker 
attaché og Jelveds tasker
frihed, lighed, broderskab 
statsminister med hans stab
dem og deres, dit og mit
hvad er godt og hvad er skidt?
Emma Gad? Nej, brug og skik 
ALT beror på Pol-Etik

Her lukkes en skole

Her lukkes en skole som mange før
hvorfor? fordi vi skal spinke og spare
jovist, det forstås, gør som man jo bør
men et er givet, det bør jeg forklare:
når højskolen skæres
og ånden fortæres
vil demokratiet umuligt ku’ næres
og sygner hen
og sygner hen

Men hvad kan en skole der står så fri
og hejser flaget i storm og i stille?
og knejser i ånd og i friværdi
det’r ganske vist: at lære at ville
at give en chance
for storsindsballance
det muntre køkken af tvivlens fajance
et sted at stå
et sted at stå

At stå når man længes og undres på
hvad livet byder af mulige veje
at famle, at findes og genopstå
at få sig selv og sit frisind i eje
at ku galopere
og stærkt insistere
når dannelsen ligger med strenge veer
og finde form
og finde form

at finde en form der kan tænke nyt
at tro på det der er roden til livet
at opdage fælleskab ej et yt
at skabe der hvor intet er givet
i andre at hente
at gå og at vente
at muligheder er altid i mente
som vækst og værd
som vækst og værd

I lukker en skole som mange før
når krisen kradser og ånden den bæver
men før der står “Lukket” her på min dør
så vid at højskolen bundlinjen hæver
den skaber en måde
et svar på en gåde
en mulighed for folket at råde
og tænke selv
og tænke selv

Melodi: jo jo gøgleri

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret “Se nu stiger solen af natmørkt hav” og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, der kommer igen en muggen kunde, – så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner.
Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html

Heldagsskole børnerim

Nogen sir at jeg skal være på min skole dagen lang
heldagsskole ak det lyder som om dagen bliver trang
men nu går jeg her og tænker, hvorfor mon de ikke tror
at jeg elsker tid til overs, livet med min far og mor
Jeg har brug for tid til livet, til at være, holde af,
uden skema for den hele hulens lange nat og dag
jeg har brug for tid til andre end de skolefolk jeg ser
for mit liv består af mange andre end jeg møder der
Jeg er glad for skolelivet, det er sjovt og gir mig vid
loven er og blir en gåde – og jeg fatter ik en skid
når man tror at tvang og timer gir et bedre børneliv
så nu retter jeg med RØDT, den hulens lov og skoleskriv
//Astrid Søe 2013
#Heldagsskolen

Solen er så rød mor

Solen er så rød mor,
og himlen er så blå,
livet er så smukt mor,
men jeg kan ej forstå,
hvorfor dem i politik,
de slåsser dagen lang?
kan ingen rigtigt sætte skik,
på deres ene gang?

EU er så stor mor
med stjerner på et flag,
hvad tror du de sir, mor
i kampen for en sag,
skændes de på deres sprog
og holder de mon ord?
hvad står i lovens store bog
og hvad tror du de tror?

Hvorfor på jordkuglen,
er nog’n der ikke må,
være med i hulen?
det ka jeg ej forstå,
skulle alle ikke gå,
og glædes samme vej,
værsgo du må min bamse få,
med knus fra mig til dig.

Hvorfor bli’r det svært, mor
med kold og bitter vind ?
Hør en krise kradse
den mjaver og vil ind!
Borgerne er blanket af
har ingen sted at bo.
se, nu stryger de et flag,
men ingen bygger bro…

//Astrid Søe 2013
#EUKRISE

På udkanten af et efterår


Der er nogen der blir stille, når et blad gir slip og dør,
Blot en lille død, men dog er intet ganske ligesom før,
Og mens kroppen stille knæler, i den våde underskov,
Kan man mærke, dybest inde, viljen i naturens lov.

Når dit grønne håbehjerte, stilner hen i rød og gul,
Når den sorte sol er samlet, i en udlandslængsels fugl,
Er der nogen der blir stille for et blad gir slip og dør,
Rives sammen, gennem sjælen, i min rustne trillebør.
//Astrid Søe 2012 – på udkanten af et efterår
melodi: Noget om helte

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.

Astrid Søe 2012 – Grundlovsdag

Man kan vel altid lave en demo…

At tælle til to, at tælle til ti,
at tælle på dansk til et demokrati,
at fægte og finde et sted at stå fast,
med plads for os alle så ingen blir mast,
at tro man kan leve med andres ide,
at rette sin ryg og turde at se,
at vide engang var vi underlagt bud,
som stod i en bog, forfattet om Gud,
nu finder vi frihed i frihed på jord,
og prøver og smager på alle slags ord,
vi byder på loven og prøver på skrømt,
at blive det menneske som vi har drømt,
hvor svært kan det være at elske en ven,
hvis næsten er frihed går troen igen,
foruden en frygt som en dømmende magt,
stå fast og giv plads – ja, så er det sagt!

VIL

Det er ingen skade til
Blot at gøre hvad man vil
Hvis ens “vil” er ud fra normen
Ikke stikker ud af formen
For et “vil” der render vild
Har det med at sætte ild
Og det breder sig i skoven
Gennem politik og loven
Plus’lig er ens “vil” på mode
I avis og rockens node
Så det på med “ville” hatten
Ud og lede efter katten
Katten – den er helt sin egen
Uden “vil” der går i vejen

//Astrid søe