Melodi: Hvad var det dog der skete? (Den blå anemone)
Du dejlige november, du gråner gennem ventetid,
på tåspids gennem dagen, langmodigt vinter vid.
Du lukker sommerdøren blid,
og fryser jorden hård og hvid,
og solen leger gemme,
mens alle kan fornemme,
at tiden toner ud.
Du dejlige november, din tone der går ned i mol,
og stemmen hæs med feber, mens marken bliver gold.
Et egern samler nød og agn,
og frygter for det store savn,
![]()
![]()
af fordums frugtbar fylde,
og sommertidens gylle,
er glemt til næste år.
Du dejlige november, med gavekatalogers drøm,
og frakker med reflekser, som værn mod bilers strøm.
Når bilens motor mangler glød,
men vågner af et hjertestød,
når huen kradser panden,
og trykker på forstanden,
og læbens sprukne kys.
Du dejlige november, med sjap og fugt i sko og skov,
en rynke på din pande, novembers egen lov.
Dit ansigt gammelt, gemt og godt,
og sjælen blød, men kødet rådt,
med ånde fuld af tåge,
din tåre den vil love,
at længslen varer ved.
Du dejlige november, med mørke dages indre skær,
og kinder der må gløde – jeg har dig særligt kær.
Du stilner lys og liv og lyd,
og fuglen søger efter syd.
Alligevel du favner,
den brik som alle savner,
– et svar på gådeliv.
Du dejlige november, med tro på det der holdt og stod,
et træ der mister løvet, men stolt har fundet rod.
En gammel myte på din mund,
i knæet gigt og øjets blund.
Din ælde rummer livet,
nu dør hvad vi blev givet.
farvel, opstå påny.
//Tekst: Astrid Søe 2012
Ordet skaber hvad det nævner 