Nøjsomt forårsskriv

Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk

Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed

Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed –
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm

Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord

Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som “varsomt” og “spædt men kraftfuldt”

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

Ventevår

Under sneen skjult fra solen
Ligger livet lunt på lur
Og i skabet sommerkjolen
Venter stadig på sin tur

Isen knuger bugt og have
Frosten favner mark og jord
Under sneen som en gave
Forårsspinkle spirer gror

Jævndøgn kom og vendte kloden
Til et grønt kalender år
Selvom sneen slår mod ruden
Lover solen snarlig vår

//Astrid Søe 2013

En søndag

En søndag har rystet sin pude
og hængt sit vasketøj ud
vasket en forårsbleg rude
luget om nyeste skud

En søndag har kastet en skygge
på muren hvor solen var lun
for der sad fuglen i lykkke
og pudsede på sine dun

En søndag har rustet en cykel
og malet en mund på en sten
så stenens flade ku smile
til den som fandt sådan en

En søndag har valgt sine stunder
til den som vil tænke og se
når fuglen og mennesket runder
den tanke: Jeg vil være til.

//Astrid Søe 2012