Højskolen er bedst når den er i strid med sig selv.

Hver eneste gang jeg har været til højskoledebat, læst højskolebladet, været til årsmøde eller dannelseskonference er jeg nød til at ryge en hel karton sundhedsskadelige smøger på vejen hjem i bilen, i frygten for at der skulle opstå en skønsom enighed om hvad højskole og dannelse er. Nå, tænker jeg altid og overhaler en lastbil med bred last: Kæmp for alt hvad du har kært (og lært), dø om så det gælder… Rygning og fællessang er som bekendt stærkt vanedannende, det er debatten om det fælles bedste også og der findes heldigvis ingen afvænningskurser der afhjælper det og nej tak Kulturministerie, det behøver I ikke sætte ind med som hjælpepakke.

Dørene er knapt åbnet for dette efterårs elever på de danske folkehøjskoler. Coronaepidemien rusker stadig i tilkendegivelser, fællesskaber og håndtryk.
Foråret der blev sat på porten og hjemsendte fællesskaber der blev forsøgt nærværsgivende og meningsfulde online. Måske uden det store held, men til alt held blev det forsøgt og efterlader noget varigt, nemlig en viden om hvad højskolen er for en størrelse – At den har krop. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Foråret var vitterligt hårdt for højskolerne, for os alle, for samfund og menneske. Og det er ikke overstået endnu. Det vi frygter.

Hvis man slår ned i de Nordiske myters landskab møder vi myten om Fenrisulven. Fenris er et sindbillede på ondskaben og frygten som vi forsøger at tøjre. Men selv guderne er i tvivl, ikke bare om man mon kan udvikle en vaccine eller måske kan klare sig med masseimmunitet, men om man i det hele taget kan tøjre det onde. Det der truer os på livet og det der splitter fællesskaber. Frygten i mennesket, tvivlen, uvisheden. Vores mest kendte værn mod frygt er tillid. Tilliden til at vi klarer os igennem hvis vi opretholder troen på at vi er bedre og mere robuste end vi måske er. Tilliden til at fællesskabet griber os hvis vi udsættes for fare.

Fenrisulven vokser fra en nuttet lille logrende hvalp, til at voksent ustyrligt væsen der tvinger Guderne i Asgård til at se indad og udad. Der er en del læring at hente, også om samfunds relevante kriser, når vi ser på Gudernes handlemåder i den gamle myte. Og de er der alle sammen. Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Magnus Heunicke (samt en del unavngivne jætter) . Og der debatteres livligt i Valhalla. Hvis ikke Fenris bringes under kontrol, mister vi dueligheden og hinanden. Hvis det onde, det der truer får overtaget, vil panikken lamme os som både guder og mennesker for ikke at tale om hamstring af lokumspapir og værnemidler.

Forsøgende er mange og helhjertede. Fenrisulven får det ene halsbånd på efter det andet, støbt at de stærkeste materialer, love og forhandlinger vi kan komme på. Men alligevel sprænger Fenris sine halsbånd, sine lænker. Til sidst må Guderne gå til opositionen, til folket, til fællesskabet, til omverdenen, det ukendte samlende, for at finde en måde at tøjre det onde. Og metoden er lige til og hentes uden formler og evidens. Dværgene i bjergene er leveringsdygtige. De mystiske folk der har forstand på det uforklarlige. Det vi ikke kan måle og veje. Ånd.

Dværgene i bjergene støber en lænke af bjerges rødder, fiskeånde, fuglespyt. Fornemmelse, forståelse, samfundssind, ånd, tillid. Og denne gang lykkes det at tøjre Fenris. At fastholde truslen og gøre den konkret og bevidst for Guderne og mennesker. Med den bløde lænke om halsen på Fenris, skabt af livets muligheder, genopstår der en tilstand af tillid. For i sidste ende kræver en samfundskrise, en terrorhandling, en konflikt, at vi genhusker styrken i det fælles. Det vi hver især bringer i spil, bringer ind i kampen og de små brikker i livets puslespil vi selv er. Vi er hinanden muligheder og det har vi myter om fra gammel tid og nye myter om fra nuet. Den enkeltes gerning er væsentlig for et hele, for en samfund og for en verden i strid med sig selv. Den enkelte er fri i samhørigheden med næsten.

Når jeg gentager den gamle myte er det for dels at tage det historisk, poetiske sindelag med. En væsenlig arv vi forpligter os på at tage videre til de næste i rækken efter os og dels fordi vi allerede fra gammel tid har haft et sprog til krisehåndtering – uden solnedgangsklausul. Og dels fordi myten understreger en vilje til samarbejde og hinanden som vi kommer af.

Og hvis vi har klaret os nogenlunde fornuftigt gennem Coronatiden med ikke alt for høje smittetal indtil videre, er det ikke udelukkende håndsprit men åndsprit der er formlen. En gammel viden, indgroet og mosbegroet der stadig fortæller os at hvis vi skal klare noget svært kræver det vilje til hinanden, på tværs af interesser, på tværs af konceptionelle fælleskabsbegreber. Fællesskabet som begreb synes noget slidt og nogle gange gør det lidt panodilondt når man igen drager ud som fællesskabsforkæmper og man tør næsten ikke tage det i munden længere. Det er nemmere at sige medborger, samfundssind og andre arv arter af det fælles der ikke lyder så fodformede. Og fællesskabet som sådan er også en delt størrelse, men en størrelse der virkelig kommer til sin ret når krisen krasser. Når Højskolen til stadighed taler om “det fælles bedste” som en samlende værdi, er det igen gamle ord for det at turde tilliden til sit medmenneske. At vi støber Fenrislænker og ligeværd i viljen til hinandens skæbne og skrøbelighed.
Det samfundssind vi taler om i nuet er det billede på det fælles bedste. En gerning der rækker ud over os selv, skærmer andre og dermed også det der er vores eget udgangspunkt.

I højskolebevægelsen diskuteres lige nu (igen og som altid i den lange højskolehistorie) hvad skolen skal med sig selv. Hvad er det fælles bedste? Hvad må den mene? Må den bevæge? Må den definere? Må den sætte grænser for friheden? Må den pisse i alle hjørner og i så fald, hvem tørrer op og er det mon FFDs opgave at sætte ord på højskoleverden, eller er hver enkelt skole sin egen lykke smed?

Ordet skaber hvad det nævner, mente Grundtvig. Og det manifesterer sig også i højskolebevægelsens strid med sig selv. I debatten i Højskolebladet foregår der lige nu noget så herligt som en meningsudveksling om retten til at definere højskolen og hvilke ord eller begreber der er støbeform for skoleformen og det er skønt at være vidne til.
Nuvel, det er altid hårdt når mor og far skændes og særligt hvis de skændes om en selv, men højskolen vokser i den samtale. (De frie skoler har såmænd dannet en debatform (Frirummet) hvor uenighed er kærkomment, ja nærmeste et vilkår og samtidig skal tonen være tålelig og tillidsvækkende).
For mig er der ingen tvivl. Og var jeg stadig ansat i højskolen ville jeg bruge dette efterår til at give eleverne et indblik i den højskoledebat der foregår. Læse alle de forskellige synspunkter op på morgensamlinger og lade samtalen være fri.
Og Hvorfor udstille højskolebevægelsens strid til højskolebevægelsens levebrød, eleverne? Fordi den bekræfter netop det fælles bedste, den bekræfter friheden, den bekræfter tvivlen og især tilliden. En oplagt mulighed for at minde eleverne om at højskolen netop ikke er færdigbagt, forudindtaget, fastlagt, skematisk eller klippefast. Højskolen er en flydende konstruktion i sin samtid, til evig debat og foranderlighed. Fri til og i tvivl, ånd og form. Højskolen eksistensgrundlag er samtalen, ikke enighed. Forskelligheden ikke ensheden. Derfor er striden forbilledlig frisættende.

For mig er der kun en eneste defenation som kan bruges (og den er besværlig), men tillidsklog; Elevernes.
Højskoletanken var oprindeligt at eleverne “definere”, former skolen, det vil sige at de elever der træder ind af dørene ER selve indholdet, mulighedsmassen, Fenris lænke. Og jo mere vi forsøger at definerer en bevægelse, jo stærkere tøjret står den og slider i lænken. Den elev, Birthe fra Brovst eller Chang fra Shanghai, der kommer med åbne øjne gennem døren til efterårets højskoleophold er svaret i sig selv. Med deres liv, deres erfaring, drømme, længsler, tillid og frygt. De er brikken til det fælles bedste og højskolens opgave er vel stadig ikke at svare, men at spørge. Det fælles bedste er et åbent spørgsmål, en drøftelse vi må tage hver dag med eleverne, men vores medmennesker, vores samfund, omverden og især med os selv.


Dannelsen er ikke et fast opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.

Det er ikke i strid med liniefag, udbud, ideer og forhåbninger, værdiformål, målsætninger og andet tankegods som enhver højskole reklamerer med at turde den enkelte elevs mulighed. Og ve den der har en fasttømret opskrift på livets gåde, det ville kræve mindst 2 kartoner smøger og det orker jeg ærligt talt ikke.

Jeg fik engang en fortælling, som forfølger mig i min højskolekærlighed. Fortællingen var min fars og hans oplevelse og når nogen spørger mig om det der højskole noget er noget værd, så plejer jeg at fortælle hans historie som svar.
Tilbage i 70’erne tog de ansatte på Uldum Højskole imod nye elever. Min far tog imod en ung kvindelig elev og hjalp med at bære kufferten til værelset og så er det jo svært at finde på noget at snakke om, så han spurgte hende: Hvorfor er du så taget på højskole?
Hun svarede: For at finde mig selv og blive et bedre menneske.
Hvortil min far svarede hende: Kunne du overveje at begynde med at finde dig selv og så se om ikke du er god nok i forvejen?

Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

/Astrid Søe

læs også: https://astridsoe.blog/2016/05/19/livet-er-en-mesterlaere-vi-ikke-ma-miste/

og se youtube: https://www.youtube.com/watch?v=W7wFJvqw5ys

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Lige før min mormor døde af alderdom sad hun på plejehjemmet sammen med min yngste halvlange og blev tålmodigt undervist i at uploade videoer på YouTube og i at bruge en smartphone. Gav det mening? Nej, måske ikke, men det gav fælleskab.
Min mormor kunne så at sige gå i graven som en ældste YouTuber nogensinde og med en læringskurve, trods demens, der ville få enhver CBS ‘er til at hænge med mulen.
Livet har det med at finde sted, overalt, hvor vi ikke lige forventer det eller finde muligheder for nysgerrighed vi end ikke anede var til. Der er altid, i kærlighed mellem to, mellem slægtled, mellem folkeslag, en stedsegrøn fornemmelse for sameksistens, det øjeblik vi giver slip på formaliteten, på selvfedheden, skråsikkerheden, vores forstillen sig. Det øjeblik vi overgiver os til hinanden i noget nyt, i noget genfundet, noget frisættende og noget udviklende. Livslang læring, både en formelle og uformelle er det sprog og det fælleskab der rummer en formel til mødesteder der er frimodige nok til at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Det kræver meget mod for de fleste, i denne paratvidenstid, at sige det højt: “Tja, det ved jeg ikke lige noget om, men det kan jeg vel lære” af samme grund kan det være umådeligt svært for en folkevalgt at få sagt at det ikke lige er så nemt at svare på alt. Og det er grundløst at være af den overbevisning af skråsikkerhed og snakudenom svar virker mere tillidsvækkende end det modsatte. Tværtimod ligger tilliden og tripper i tvivlen og hvor den får lov at stille sig til skue. Man kan aldrig bebrejde et menneske den manglende viden, men man kan bebrejde et samfund hvis vi ikke giver viden frie kår. Og det er nogenlunde der, i mødet mellem mormor og den halvlange, at den utvungne læring møder sin skaber. Læring foregår uanset om vi systematiserer eller ej. Det er så meget en hverdagsgerning, som morgenkys og indkøbssedler, at vi helt har glemt hvor meget den fylder. Den vildeste, smukkeste gave, foruden livet, at læring ikke kender til alder, til kultur, til stand, til holdning. Læring er på alle måder grænseoverskridende adfærd. 
“Det har jeg aldrig prøvet før. så det klarer jeg helt sikkert” /Pippi
De sidste år har jeg fået mig et såkaldt nyt kompetencesæt. Ikke et der lige lå i kortene for en midaldrende kælling som mig, der ellers sidder bag skrivebordet og nusser, men en opgave som langsom krøb ind i min side af sengen. Jeg har været i onlinelære som vvs ‘er, elektriker, lært at mure, lægge rør til fjernvarme, tømre, være arkitekt, malermester, taglægger, betonstøber, -klima, -energi og -genbrugsnørd. Om det var det jeg ville? Det ved jeg stadig ikke, men nødvendighedens læring er en uimodsigelig drivkraft. I dag står der som resultat et hus. Og det hus er ikke mit eget, selvom købskontrakten måske siger noget andet. Det hus er ejet af alle de mennesker som har lagt deres viden ud, kvit og frit, til afbenyttelse og læring. Det er et ægte e-medborgerhus og det er de mest enestående bofæller jeg har haft nogensinde. Med få klik på YouTube eller google kan man lære, ganske uden brugerbetaling, at svinge en hammer, mure en væg, bygge i bindingsværk. Et livsbibliotek i lommen. Og tilgængeligheden er 24/7. Biblioteket, læringen, folkeoplysningen, livets skole lukker aldrig og der er altid en eller anden der har gjort sig umage, ikke for egen vindings skyld, men fordi viden er noget man øser af hvis man har den. 
Jeg kan nogenlunde regne ud af jeg skulle have brugt ca. 30 år i efter og ny uddannelse på at lære de samme ting hvis jeg skulle have haft et bevis i hånden for mine nye kompetencer. Det skal jeg heldigvis ikke, for det gode ved at lære er at det ikke altid behøver have et stempel eller en karakter. Ude i livets skole kan man trygt hive en sømpistol op af lommen uden at blive udråbt som læringsterrorist og der er ingen der føler sig truede af e-mesterlærekompetencer. Læring er noget vi giver hinanden, et nødvendighedens fælleskab, en deling af duelighed.
Man kan ind imellem grunde over hvor medmenneskeligt det er at agere vidensdeler og ikke bare holde kortene ind til kroppen og fagligheden i skak. Vores uddannelsessystem er på mange måder sat stævne af civilsamfundets ageren i læringsrummet. Den frie tilgængelige undervisning uden skema og betaling, kontra den formelle uddannelsesform. For mig at se foregår der et langsomt skred i retning af læring på tværs og inden de formelle uddannelser rister mig over sagte ild på en Weber grill, vil jeg tilføje at det er sundt med lidt konkurrence. Læring er alles målsætning, samfundets målsætning, en drivkraft i skolesystemet, en drivkraft i læreren og eleven. Vi kommer aldrig til at nedlægge de formelle uddannelser til fordel for civillæring, og det er slet ikke målet, men jeg fornemmer at den formelle undervisningsform i Danmark kommer til kort i sine krav.
Ser man lidt ud over puslingelandet der hygger sig i smug, er der røre i læringsrummet. Det kan godt være at lille palle ikke fik et snit på 5 i Danmark, men til gengæld læser han en minimaster på Harvard via edx. Studere historie på Kahn Academy eller sidder til naturvidenskabelige forelæsninger på Brilliant.com. opslugt af Greatcoursesplus.com. Måske er lille palle 8 år gammel, måske er han 85. Måske har han småbørn, måske er han topleder, brolægger, arbejdsløs, skoleelev, terminal patient, hjemmegående, fængslet, politiker, deprimeret. Og det er ikke for sjov jeg sætter en fed finger på de udenlandske uddannelser der deler ud, kvit og frit eller mod betaling hvis man vil have papir og lakstempel. Hvis man laver en lille rundrejse i de mange udbydere, genrejses en tillid til at det hele handler om at oplyse mennesket, ikke om at kapre kunder, men måske alligevel inspirere nogen til at studere forfra eller igen… Sådan helt ind til benet – reel lyst til at danne og uddanne folk på tværs. Lidt som civilsamfundets delingsglæde. Det rør mig, nej det bevæger mig ligefrem. Det samler sig til en læringsbevægelse om det vi ville. Det oplyste folk der deler fælleskab, fælles bedste og fælles tillid til at oplysning skaber myndige medborgere og demokratiske ståsteder. Og det, som også Grundtvig kæmpede for, skal være uden skelen til ens baggrund, til skel, holdning, tilhørsforhold, tro, stand (eller karakter).
”Et oplyst folk kan aldrig holdes nede”, det sagde jeg for nogle år siden i en tale på ungdommens folkemøde. Oplysning til livet for livet er åndsfrihedens spejl. Pilen peger i den retning. Den peger på en ungdom der er vokset op i en (lidt for vild) delekultur. Den kultur hvor alt er delt, fra den første rokketand til drukturen. Det bremser heldigvis langsomt op igen, det er en læring der unge har taget til sig. I stedet deler de viden. De hjælper hinanden færdig med projekter, med opgaver, med ideer. De deler uden egennyttighed eller selvfedhed. Fænomenet hedder open source – og breder sig verden over. Og hvorfor ikke dele viden i stedet for at spærre den inde i bjerget, som jætterne gjorde det med kvasers blod. Livets mulighed og fantasiens evne er til for at blive brugt blandt mennesker, ikke til at blive buret inde.

Du ringer bare hvis du skal have lagt nogle rør ind… Eller noget.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} @font-face {font-family:Times; panose-1:2 0 5 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:””; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,serif; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:595.0pt 842.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

“Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige”.
Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 
Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 
Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted –
Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.
Ingen kan erstattes.
Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.
Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.
Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel “udelukkelse” fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.
Det fælles vi har skabt sammen.
At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.
At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 
Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.
Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.
At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.
Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.
Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.
Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint – om de så holder vand er en helt anden sag.
men et er sikker – nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.
De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 
Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.
Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.
Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed – også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det – hver dag – hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.
Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.
Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.
Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 
Det er mere end bare tilfældigheder. 
Det er større end bare os selv.
Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen “in the building”

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017

Grundlovstale 2017 – Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30
Vi er hinandens mulighed.
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!
Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.
Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.
Samfund betyder at finde sammen.
Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.
Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.
Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.
At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.
Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.
Det er på sin vis u festligt.
Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.
Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.
Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?
Friheden kan man ikke skalte og valte med.
Den er uløseligt bundet med ansvaret.
Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.
Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.
Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.
Historien kender vi forfra og bagfra.
Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.
Er vi oplyste nok til at styre et samfund?
Er folket virkelig bedste regent?
Kan man overlade magten til ”pøblen”?
Medbestemmelse er krævende.
Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.
Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.
Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.
Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.
Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.
Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.

Med grundloven satte vi oplysning først.
Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.
Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.
Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.
Oplysning være skal vor lyst
Og det så kun om sivet
Men først og sidst med folkeryst
Oplysningen om livet!
Grundtvig
Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.
Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.
Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.
I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.
Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.
Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.
Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.
Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.
Og særligt i denne tid er samtalen under pres.
Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.
Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.
Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.
Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.
Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.
Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.
Uden bånd og i egentlig tillid.
Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.
Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.
Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.
Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:
I’ll take your part, oh, when darkness comes

And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down

Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.
En trædesten af tillid.
Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.
Det kan den stadig ikke.
Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.
Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.
Terror på London Bridge er tillidskrig.
Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.
Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.
Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.
Samfundet er bygget af gensidig tillid.
Det er tillidens eneste fundament.
Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.
Mennesket muliggør hinanden.
Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,
Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!
Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.
Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.
Man kan ikke vælge grundlaget fra.
Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.
”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”
Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!
God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.

Tak for tilliden.

Sidelæns ind i samtiden

Statsministeren mener at vi skal “forlæns ind i fremtiden”
Der er ganske vist kun en vej mellem vugge og grav – fremad. Men ligefrem forlæns?
Hvordan vi bevæger og og hvor regelret vi går er en helt anden sag.
Retorisk siger Statsministeren vel at vi skal blive ved med at målstyre, gå den lige vej, fremad for enhver pris og helst ikke have for mange svinkeærinder undervejs.
Vi har de sidste 10-20 år forsøgt at gøre netop det. Gå målstyret til fremtidsfadet og forsøgt at spise op hvad der blev serveret.
Det virker ikke, du gode hr. Rasmussen.
Det er nemlig stik modsat hvad fremtiden vil os, eller hvad vi gisner om at fremtiden vil os.

For fremtiden skal vi sikkert hinke, springe over, slingre, hoppe, valse og gå de omveje der sætter fremtiden mennesker på spil i livet.
Vi skal være dygtige til at slippe og tage fat igen. Vi skal uddanne os til at improvisere, gentænke, forandre, fritænke.
Fremtiden er ikke noget man kommer forudbestemt forlæns ind i. Fremtiden er vel noget vi skaber – sammen – i forpligtende fællesskaber!
Fremtiden er fuldstændig åben, den har ingen fastlagt døre eller regelrette gader med snorlige fortorve hvor vi er forudbestemt til at gå i lange rækker eller stå pænt i kø.

“Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe andre dyr, og siden sig selv til verdens ende” sagde grundtvig for alt for længe siden tilbage i fortiden.
Vi kan selvsagt ikke lægge planer for fremtiden der bygger på kortsigtet politik eller et menneskesyn der tager afsæt i det stedlige alene.
Mennesket er fortsat en ret vidunderlig blanding af fortid, samtid og fremtid.

Det sker (ja, jeg kan naturligvis kun tale for mig) at man kan finde sig selv, faldet i staver, over at se på et barn eller en ung og forsøge at se livet forme sig fremtidigt.
I morges talte jeg med min egen dreng om det kommende lovforslag om studier og den kommende mulighedslukning for dem der har brug for en anden uddannelse end den de har taget.
Jeg kunne skrive ti A4 ark om hans ansigtsudtryk alene og de tårer der stod op i hans øjne. Han går godt nok kun i grundskole, men det er hans fremtid der er tale om.
Han er et par år for ung til at tilhøre generation Z. Men det ved han ikke, så han agerer som de gør med en demokratisk selvstændig tilgang til samfundsordnen.

– Men Mor, når jeg er færdig som programmør om 10 år – så ved jeg jo godt at det ikke er fremtiden.
– Hvad mener du? Hvorfor er det ikke fremtiden?
– programmører er forældede om 25 år. Så programerer programmerne selv. og vi skal kun bruge 10 mennesker til at styre det på verdensplan. Og hvad skal jeg så lave hva, hva mor?
– Så skal du nok være politiker og lave lovene om. Ligesom de andre 2,4 million (Overdrivelse fremme forståelsen) mennesker i danmark som heller ikke må omskole sig til en fremtidssikret tilværelse. Altså hvis danmark findes til dem tid…
– Fuck, helt ærligt. 2,4 millioner i folketinget – shit. Nu skal vi demonstrere, ik mor?
– Jo jo, det kan vi da godt. Det fikser du lige. Kan du ikke lige snakke med din klasse om det?
– Jeg tager den lige på twitter… Nå men hej, ses mor. Jeg hacker lige din hjemmeside og bruger den som platform for det, ok? Nå men hey mom – se y’r later.
– …
Jamen farvel så.. vi ses. Du lader lige min hjemmeside være ik? jeg kan ikke selv finde ud af at genoprette den.
– Altså SERIØST mor!!! … (suk) (spurt999)

Samtaler med nutidsunge foregår altid sidelæns i samtiden, forankret i fremtiden.
Jeg er temmelig tryg ved de unge. Mere tryg end ved vi andre gamle æggehoveder.
Der er noget særligt fint ved driften mod livet, oprøret, følelsernes vold, og fornuften/ufornuften.
Jeg er dybt taknemlig over venligheden. De helt naturlige dannede vaner (Tænk at det findes i 2016) og manerer i uimodståelig samklang med frimodigheden og tilliden.
Jo, de er trængte de unge. Ikke fordi livet egentligt byder dem imod, men fordi vores levevis byder deres frimodighed og demokratiske sindelag imod.
På den ene side forsøger vi at fremtidssikre dem ved at indgyde innovation, fri bevægelighed, sameksistens, frimodighed, fantasi og fælleskabsforståelse.
Samtidig opdrager vi samfundsmæssigt til målstyring, fremdrift, indfrielse af forventninger, karakterræs, karriere kontrol og den lige vej i uddannelserne.
Det giver ingen mening for fremtiden verdensborgere.

Det ene ophæver ikke det andet. Man kan sagtens forene uddannelse og skaberkraft. Samhørighed og karriere. Fri bevægelighed og troskab.
Men målstyring og virkelyst snaver sjældent med hinanden og da slet ikke med tungen.

Vi andre står gang på gang tilbage i vores vakuumpakkede tankegang og må bøje os for seriøsiteten og den verdensvendte muligheds akkumulator der foregår på teenageværelset.
Verden går fra Hundige til Honolulu i et nanosek og opdraget er uden grænse.
Når vi drøfter europakrise, Usa og Rusland og verdens krige tager vi ud fra verdensbilleder af meget grænsesatte forståelser. Teenungen har forlængst ophævet de grænser. De er slet ikke med i verdensbilledet. Jeg prøver ihærdigt at lukke øjnene og forestille mig verden set gennem de briller. uden begrænsninger for mennesker. Heller ikke kontinente eller broderskabsmedlemskaber som EU, United States of America, Great Briten mv.
Sprog der flyder sammen, men alligevel i alle de meget runde tilstande og tankemåder en historiefornemmelse og en kløgt på hvad der var, hvad vi har og hvad der kommer, eller de unge tror der kommer med deres verdensbilleder.
Verdens udvidelse er standset midt i samtiden, i vores tid, men hos teenynglen er der et andet overset blik som ikke skelner, men skaber mulighed.

Fremtidsforskerne er enige:
http://futurenavigator.dk/wp-content/uploads/2016/10/Inklusion05102016NiEgenskaberBilleder.pdf

Man kan ikke komme uden om at det at være et folk er et forpligtende fællesskab.
Og det at være et menneske, forpligter ikke bare sit eget folk, men alle folk.
Samtiden forpligter sig på fremtiden fællesskaber.
Det gør vi i måden vi danner og uddanner de nye medborgere.
Måden vi taler udadtil, fører indenrigs og udenrigspolitik.
Måden vi forvalter vores viden og siden lovgiver derfra.

Hver eneste gang vi skal lovgive ind i fremtiden skal vi spørge sidelæns ind i samtiden.
Fratager vi fremtiden medborgere at være netop det – Medborgerer og ikke modborgere?
Modborgerskabet dannes af manglende mod på et samfund. ikke i de unge der kæmper imod, kritiserer, siger fra, men i de unge der giver op, lader stå til, mister grebet om samfundsengagementet.
Modborgerskabet avles af uforpligtende “fælleskaber”. Der hvor kun ene egen målstyrede verden tæller og det er alle mod alle i kampen om ilden.

Tilbage hos generation Z er der rod i den (med)borgerlige.
Der er både lydigheden i forhold til krav og regler, samtidig med at ungdommens ukuelige mod sætter fremtidmennesket stævne og giver baghjul til nutidssamfundets stedlige spilleregler.
Jeg tror ikke generation Z kan love hr. Rasmussen at gå forlæns ind i fremtiden.
Det forekommer mig at den generation er temmelig kloge på fortiden og forudseende på deres egen kommende tid.

Det særlige ved fremtiden er at den hele tiden flytter sig og dermed ikke kan blive et stilbillede på en politisk valgplakat.
Fremtiden er lige så usikker som for hundrede år siden, selvom vi måske fornemmer en verdensorden der flytter på sig som en jordskorpeplade i undergrunden.
Vi ved endnu ikke hvad fremtiden bringer eller hvordan vores samfund former sig. Vi ved kun noget om hvordan vi opelsker vores yngre generationer og hvad vi giver med i barselsgave.

Kære Statsminister – Kære hr. Rasmussen – Hey Lars: Man kan ikke gå forlæns ind i fremtiden uden at gå sidelæns ind i samtiden.
Og samtiden ligger hverken på den lade side eller på solsiden.
Den ligger som vi har redt og lagnet er krøllet og plettet.
Fremtiden tager hele tiden samtiden på sengekanten og det betyder at vi halvgamle kluddermikler må stå for en ordentlig sengeredning og ryste dynen for fremtidens himmelsenge. For bla. generation Zzzzzz

“Vi skal blive et rigere samfund” Jo tak, men rigere på hvad? Rigdom er stadig, for mennesket, vigtigst når rigdom måles i værdighed, i mulighed og i mødesteder.
Du ved, de der forpligtende fælleskaber og det daglige brød.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at du, trekløverregeringen, opositionen og alle vi andre vil det godt – men vi kogevasker og krymper fremtiden med et tiltag som lovforslag L 96    http://www.ft.dk/RIpdf/samling/20161/lovforslag/L69/20161_L69_som_fremsat.pdf
Et tiltag til lovgivning der tager om sig hvis jeg kender det poitiske system nogenlunde. snart gælder det flere uddannelser og flere menneskers skæbne. Det vil forme en ny strømning og målsætning som er helt igennem fremtidsstridig. Ikke bare i danmark, men på verdensplan.

– Men vi har jo ikke råd til at lade folk tage to uddannelser – Hov, hov – det ved vi faktisk ikke noget om endnu, men vi ved at vi ikke har “råd” til at fastfryse fremtidsmennesket.
At investere i dem der tager nye valg er ikke spild af penge i forhold til at fastholde en rolle man har udspillet.

– Og det er ikke det eneste vi skal skændes videre om, men det er dagens budskab.
Vi kan jo snakkes ved ud i fremtiden ik?
– Seriøst?! (spurt999)

——
Man kan jo begynde med at skrive under her:
https://www.wechange.dk/indsamling/uddannelsesloft-99/

Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.

Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
– Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler… (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid

Livet er en mesterlære vi ikke må miste.

Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.

Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.
Dannelse er det der sker uagtet “lærings-regimer”, målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.

Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt – vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.
Nuvel, den går i andre klædninger end “præstekjole og knækflip.”
Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.
Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.
Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som “dannelse” ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?

Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under “Helvede”, så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)

Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.

Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod

og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.
Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.
I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.
De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.
Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.
Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.
Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.
Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.
Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.
Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.
Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.
Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.
Grundtvig kysser kun med tungen
I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det – bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.
Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.
Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!
I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.
vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.
fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.
Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være “Hin enkelte” “ego-famlen” “egen forståelse” “selv-realisering”.
Og hvordan har vi klaret det?
Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.

Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.
Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden – alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.

I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra  indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye “overhoveder”.
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.

Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt “ligegyldigt” (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter..  (sådan sat på spidsen) 
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs. 
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.

Flok og skæbnefællesskab
Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.

Vi taler om det i skoleregi – klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan “det der”
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og “Går foran” i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.
Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.
Det er ikke vendes skyld.
Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.
For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?
Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?

Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på “læring via levet liv” og “Livets skole”
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at…<>Mormor siger…<Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<

Nærved og næstenFamilie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.

Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer “familielivet” fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede “eksperter” strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.

Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.

Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.

I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.
Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.
Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.
 
For tiden vælter vi os i phd’er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie. 
Vi har mistet fællesskabsfølelsen.
Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.
Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.

Samtidens tiltale

Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige? 
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem – som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve – glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer? 
Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre. 
Det er ikke godt nok. 
Hvis vi ser en “ego”, “nå” eller “stand.by” kultur, er det et spejlbillede af os selv.
– Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to’eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc’en, tv, og vente – i stilheden – til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<>Hvad længstes du mod? <<

Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.

Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.

At lære er at ville
Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers. 
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt – så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud – for altid.
 
Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af – ikke hjælpe de voksne.
vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.
Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.
Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige! 
Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig. 
 
Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. Ikke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden – men være fyrtårn for sine nærmeste. 
Værdien er den enkeltes liv, der “måles” ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker. 
Det vi giver til et fælles bedste. 

Ro, Regelmæssighed, reform og revolution
Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os – men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.
Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig – og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.
Livet kræver hårdt arbejde – bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.
 
“Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge…” – nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne. 
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden – også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.

Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl – som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.

Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to’eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet. 
Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder – det tar tid – god tid – lang tid – livstid!
Børne(b)ordet
Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et “olddingebord” i stedet for et børnebord – Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved “oldingebordet” (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de “vigtige” andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker.. 
 
Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt. 
Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.  
Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke. 
Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge – når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget? 
 
Børn er børn og skal have lov til at være det – hvis vi altså husker hvad børn er.. 
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet. 
De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål. 
 
Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, “at fortælle mennesket”, som Svend Åge Madsen ville sige det. 
Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske. 
Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang – gang på gang.
Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.
At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften – for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske. 
Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod – dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være. 
 
Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?
Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad. 
 
Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens. 
Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring.
Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.
Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?
Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.
At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.
Højskolen er skabt for at være “de frie samtalers fristed”.
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.
At dannes
Vi fødes over en åben grav – og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.
Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.

Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.
Det er værd at samtale om – sæt igang.
/Astrid Søe

Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html

og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html

PolEtik

Når du nu går rundt og tænker
politik er smæderænker
danske love, eu enker

grundskyld, moms, erhverv i lænker
borger, bruger, spin og spidser
løftebrud og mange “hvis’er”
retorik, værdidebatter
rådhusduerne der klatter
borgen fyldt med djøf og duften
af en lov, grebet i luften
paragraf og proletarer
folketingets akivarer 
korridorer fyldt med stude
nok en næse til din snude
porten høj og døren vid
liberal og individ
socialist og radikale
og et snapsetingslokale
mediemødding og morale
skønne møer, faens karle
breaking news og gamle flasker 
attaché og Jelveds tasker
frihed, lighed, broderskab 
statsminister med hans stab
dem og deres, dit og mit
hvad er godt og hvad er skidt?
Emma Gad? Nej, brug og skik 
ALT beror på Pol-Etik