Stalking – Et tabu der gør at vi alle taber

Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.

Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.

Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil.

Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.

Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, med personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.

Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mig arv og gæld.

Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.

Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.

Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.

Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.

Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.

Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!

Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.

Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.

Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.

Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.

Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.

Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.

Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.

I al hengivenhed

Astrid

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

En for alle og alle for en!

Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.

Jeg er sgu ikke helt sikker længere.

Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.

Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.

Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.

Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.

-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?

-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.

-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.

Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.

Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.

En Trump-mur til at holde alle andre ude.

Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.

-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.

Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.

Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.

Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.

Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.

Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.

Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.

At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.

Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.

Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?

Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.

Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.

De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.

I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.

Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.

Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.

Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.

Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.

Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.

Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.

Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.

Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.

Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.

Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.

Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.

I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar.  Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.

Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!

Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..

Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.

Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.

Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.

Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Højskolen er bedst når den er i strid med sig selv.

Hver eneste gang jeg har været til højskoledebat, læst højskolebladet, været til årsmøde eller dannelseskonference er jeg nød til at ryge en hel karton sundhedsskadelige smøger på vejen hjem i bilen, i frygten for at der skulle opstå en skønsom enighed om hvad højskole og dannelse er. Nå, tænker jeg altid og overhaler en lastbil med bred last: Kæmp for alt hvad du har kært (og lært), dø om så det gælder… Rygning og fællessang er som bekendt stærkt vanedannende, det er debatten om det fælles bedste også og der findes heldigvis ingen afvænningskurser der afhjælper det og nej tak Kulturministerie, det behøver I ikke sætte ind med som hjælpepakke.

Dørene er knapt åbnet for dette efterårs elever på de danske folkehøjskoler. Coronaepidemien rusker stadig i tilkendegivelser, fællesskaber og håndtryk.
Foråret der blev sat på porten og hjemsendte fællesskaber der blev forsøgt nærværsgivende og meningsfulde online. Måske uden det store held, men til alt held blev det forsøgt og efterlader noget varigt, nemlig en viden om hvad højskolen er for en størrelse – At den har krop. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Foråret var vitterligt hårdt for højskolerne, for os alle, for samfund og menneske. Og det er ikke overstået endnu. Det vi frygter.

Hvis man slår ned i de Nordiske myters landskab møder vi myten om Fenrisulven. Fenris er et sindbillede på ondskaben og frygten som vi forsøger at tøjre. Men selv guderne er i tvivl, ikke bare om man mon kan udvikle en vaccine eller måske kan klare sig med masseimmunitet, men om man i det hele taget kan tøjre det onde. Det der truer os på livet og det der splitter fællesskaber. Frygten i mennesket, tvivlen, uvisheden. Vores mest kendte værn mod frygt er tillid. Tilliden til at vi klarer os igennem hvis vi opretholder troen på at vi er bedre og mere robuste end vi måske er. Tilliden til at fællesskabet griber os hvis vi udsættes for fare.

Fenrisulven vokser fra en nuttet lille logrende hvalp, til at voksent ustyrligt væsen der tvinger Guderne i Asgård til at se indad og udad. Der er en del læring at hente, også om samfunds relevante kriser, når vi ser på Gudernes handlemåder i den gamle myte. Og de er der alle sammen. Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Magnus Heunicke (samt en del unavngivne jætter) . Og der debatteres livligt i Valhalla. Hvis ikke Fenris bringes under kontrol, mister vi dueligheden og hinanden. Hvis det onde, det der truer får overtaget, vil panikken lamme os som både guder og mennesker for ikke at tale om hamstring af lokumspapir og værnemidler.

Forsøgende er mange og helhjertede. Fenrisulven får det ene halsbånd på efter det andet, støbt at de stærkeste materialer, love og forhandlinger vi kan komme på. Men alligevel sprænger Fenris sine halsbånd, sine lænker. Til sidst må Guderne gå til opositionen, til folket, til fællesskabet, til omverdenen, det ukendte samlende, for at finde en måde at tøjre det onde. Og metoden er lige til og hentes uden formler og evidens. Dværgene i bjergene er leveringsdygtige. De mystiske folk der har forstand på det uforklarlige. Det vi ikke kan måle og veje. Ånd.

Dværgene i bjergene støber en lænke af bjerges rødder, fiskeånde, fuglespyt. Fornemmelse, forståelse, samfundssind, ånd, tillid. Og denne gang lykkes det at tøjre Fenris. At fastholde truslen og gøre den konkret og bevidst for Guderne og mennesker. Med den bløde lænke om halsen på Fenris, skabt af livets muligheder, genopstår der en tilstand af tillid. For i sidste ende kræver en samfundskrise, en terrorhandling, en konflikt, at vi genhusker styrken i det fælles. Det vi hver især bringer i spil, bringer ind i kampen og de små brikker i livets puslespil vi selv er. Vi er hinanden muligheder og det har vi myter om fra gammel tid og nye myter om fra nuet. Den enkeltes gerning er væsentlig for et hele, for en samfund og for en verden i strid med sig selv. Den enkelte er fri i samhørigheden med næsten.

Når jeg gentager den gamle myte er det for dels at tage det historisk, poetiske sindelag med. En væsenlig arv vi forpligter os på at tage videre til de næste i rækken efter os og dels fordi vi allerede fra gammel tid har haft et sprog til krisehåndtering – uden solnedgangsklausul. Og dels fordi myten understreger en vilje til samarbejde og hinanden som vi kommer af.

Og hvis vi har klaret os nogenlunde fornuftigt gennem Coronatiden med ikke alt for høje smittetal indtil videre, er det ikke udelukkende håndsprit men åndsprit der er formlen. En gammel viden, indgroet og mosbegroet der stadig fortæller os at hvis vi skal klare noget svært kræver det vilje til hinanden, på tværs af interesser, på tværs af konceptionelle fælleskabsbegreber. Fællesskabet som begreb synes noget slidt og nogle gange gør det lidt panodilondt når man igen drager ud som fællesskabsforkæmper og man tør næsten ikke tage det i munden længere. Det er nemmere at sige medborger, samfundssind og andre arv arter af det fælles der ikke lyder så fodformede. Og fællesskabet som sådan er også en delt størrelse, men en størrelse der virkelig kommer til sin ret når krisen krasser. Når Højskolen til stadighed taler om “det fælles bedste” som en samlende værdi, er det igen gamle ord for det at turde tilliden til sit medmenneske. At vi støber Fenrislænker og ligeværd i viljen til hinandens skæbne og skrøbelighed.
Det samfundssind vi taler om i nuet er det billede på det fælles bedste. En gerning der rækker ud over os selv, skærmer andre og dermed også det der er vores eget udgangspunkt.

I højskolebevægelsen diskuteres lige nu (igen og som altid i den lange højskolehistorie) hvad skolen skal med sig selv. Hvad er det fælles bedste? Hvad må den mene? Må den bevæge? Må den definere? Må den sætte grænser for friheden? Må den pisse i alle hjørner og i så fald, hvem tørrer op og er det mon FFDs opgave at sætte ord på højskoleverden, eller er hver enkelt skole sin egen lykke smed?

Ordet skaber hvad det nævner, mente Grundtvig. Og det manifesterer sig også i højskolebevægelsens strid med sig selv. I debatten i Højskolebladet foregår der lige nu noget så herligt som en meningsudveksling om retten til at definere højskolen og hvilke ord eller begreber der er støbeform for skoleformen og det er skønt at være vidne til.
Nuvel, det er altid hårdt når mor og far skændes og særligt hvis de skændes om en selv, men højskolen vokser i den samtale. (De frie skoler har såmænd dannet en debatform (Frirummet) hvor uenighed er kærkomment, ja nærmeste et vilkår og samtidig skal tonen være tålelig og tillidsvækkende).
For mig er der ingen tvivl. Og var jeg stadig ansat i højskolen ville jeg bruge dette efterår til at give eleverne et indblik i den højskoledebat der foregår. Læse alle de forskellige synspunkter op på morgensamlinger og lade samtalen være fri.
Og Hvorfor udstille højskolebevægelsens strid til højskolebevægelsens levebrød, eleverne? Fordi den bekræfter netop det fælles bedste, den bekræfter friheden, den bekræfter tvivlen og især tilliden. En oplagt mulighed for at minde eleverne om at højskolen netop ikke er færdigbagt, forudindtaget, fastlagt, skematisk eller klippefast. Højskolen er en flydende konstruktion i sin samtid, til evig debat og foranderlighed. Fri til og i tvivl, ånd og form. Højskolen eksistensgrundlag er samtalen, ikke enighed. Forskelligheden ikke ensheden. Derfor er striden forbilledlig frisættende.

For mig er der kun en eneste defenation som kan bruges (og den er besværlig), men tillidsklog; Elevernes.
Højskoletanken var oprindeligt at eleverne “definere”, former skolen, det vil sige at de elever der træder ind af dørene ER selve indholdet, mulighedsmassen, Fenris lænke. Og jo mere vi forsøger at definerer en bevægelse, jo stærkere tøjret står den og slider i lænken. Den elev, Birthe fra Brovst eller Chang fra Shanghai, der kommer med åbne øjne gennem døren til efterårets højskoleophold er svaret i sig selv. Med deres liv, deres erfaring, drømme, længsler, tillid og frygt. De er brikken til det fælles bedste og højskolens opgave er vel stadig ikke at svare, men at spørge. Det fælles bedste er et åbent spørgsmål, en drøftelse vi må tage hver dag med eleverne, men vores medmennesker, vores samfund, omverden og især med os selv.


Dannelsen er ikke et fast opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.

Det er ikke i strid med liniefag, udbud, ideer og forhåbninger, værdiformål, målsætninger og andet tankegods som enhver højskole reklamerer med at turde den enkelte elevs mulighed. Og ve den der har en fasttømret opskrift på livets gåde, det ville kræve mindst 2 kartoner smøger og det orker jeg ærligt talt ikke.

Jeg fik engang en fortælling, som forfølger mig i min højskolekærlighed. Fortællingen var min fars og hans oplevelse og når nogen spørger mig om det der højskole noget er noget værd, så plejer jeg at fortælle hans historie som svar.
Tilbage i 70’erne tog de ansatte på Uldum Højskole imod nye elever. Min far tog imod en ung kvindelig elev og hjalp med at bære kufferten til værelset og så er det jo svært at finde på noget at snakke om, så han spurgte hende: Hvorfor er du så taget på højskole?
Hun svarede: For at finde mig selv og blive et bedre menneske.
Hvortil min far svarede hende: Kunne du overveje at begynde med at finde dig selv og så se om ikke du er god nok i forvejen?

Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

/Astrid Søe

læs også: https://astridsoe.blog/2016/05/19/livet-er-en-mesterlaere-vi-ikke-ma-miste/

og se youtube: https://www.youtube.com/watch?v=W7wFJvqw5ys

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Et oplyst folk kan aldrig holdes nede.

Lige før min mormor døde af alderdom sad hun på plejehjemmet sammen med min yngste halvlange og blev tålmodigt undervist i at uploade videoer på YouTube og i at bruge en smartphone. Gav det mening? Nej, måske ikke, men det gav fælleskab.
Min mormor kunne så at sige gå i graven som en ældste YouTuber nogensinde og med en læringskurve, trods demens, der ville få enhver CBS ‘er til at hænge med mulen.
Livet har det med at finde sted, overalt, hvor vi ikke lige forventer det eller finde muligheder for nysgerrighed vi end ikke anede var til. Der er altid, i kærlighed mellem to, mellem slægtled, mellem folkeslag, en stedsegrøn fornemmelse for sameksistens, det øjeblik vi giver slip på formaliteten, på selvfedheden, skråsikkerheden, vores forstillen sig. Det øjeblik vi overgiver os til hinanden i noget nyt, i noget genfundet, noget frisættende og noget udviklende. Livslang læring, både en formelle og uformelle er det sprog og det fælleskab der rummer en formel til mødesteder der er frimodige nok til at vi kan rumme hinandens forskelligheder. Det kræver meget mod for de fleste, i denne paratvidenstid, at sige det højt: “Tja, det ved jeg ikke lige noget om, men det kan jeg vel lære” af samme grund kan det være umådeligt svært for en folkevalgt at få sagt at det ikke lige er så nemt at svare på alt. Og det er grundløst at være af den overbevisning af skråsikkerhed og snakudenom svar virker mere tillidsvækkende end det modsatte. Tværtimod ligger tilliden og tripper i tvivlen og hvor den får lov at stille sig til skue. Man kan aldrig bebrejde et menneske den manglende viden, men man kan bebrejde et samfund hvis vi ikke giver viden frie kår. Og det er nogenlunde der, i mødet mellem mormor og den halvlange, at den utvungne læring møder sin skaber. Læring foregår uanset om vi systematiserer eller ej. Det er så meget en hverdagsgerning, som morgenkys og indkøbssedler, at vi helt har glemt hvor meget den fylder. Den vildeste, smukkeste gave, foruden livet, at læring ikke kender til alder, til kultur, til stand, til holdning. Læring er på alle måder grænseoverskridende adfærd. 
“Det har jeg aldrig prøvet før. så det klarer jeg helt sikkert” /Pippi
De sidste år har jeg fået mig et såkaldt nyt kompetencesæt. Ikke et der lige lå i kortene for en midaldrende kælling som mig, der ellers sidder bag skrivebordet og nusser, men en opgave som langsom krøb ind i min side af sengen. Jeg har været i onlinelære som vvs ‘er, elektriker, lært at mure, lægge rør til fjernvarme, tømre, være arkitekt, malermester, taglægger, betonstøber, -klima, -energi og -genbrugsnørd. Om det var det jeg ville? Det ved jeg stadig ikke, men nødvendighedens læring er en uimodsigelig drivkraft. I dag står der som resultat et hus. Og det hus er ikke mit eget, selvom købskontrakten måske siger noget andet. Det hus er ejet af alle de mennesker som har lagt deres viden ud, kvit og frit, til afbenyttelse og læring. Det er et ægte e-medborgerhus og det er de mest enestående bofæller jeg har haft nogensinde. Med få klik på YouTube eller google kan man lære, ganske uden brugerbetaling, at svinge en hammer, mure en væg, bygge i bindingsværk. Et livsbibliotek i lommen. Og tilgængeligheden er 24/7. Biblioteket, læringen, folkeoplysningen, livets skole lukker aldrig og der er altid en eller anden der har gjort sig umage, ikke for egen vindings skyld, men fordi viden er noget man øser af hvis man har den. 
Jeg kan nogenlunde regne ud af jeg skulle have brugt ca. 30 år i efter og ny uddannelse på at lære de samme ting hvis jeg skulle have haft et bevis i hånden for mine nye kompetencer. Det skal jeg heldigvis ikke, for det gode ved at lære er at det ikke altid behøver have et stempel eller en karakter. Ude i livets skole kan man trygt hive en sømpistol op af lommen uden at blive udråbt som læringsterrorist og der er ingen der føler sig truede af e-mesterlærekompetencer. Læring er noget vi giver hinanden, et nødvendighedens fælleskab, en deling af duelighed.
Man kan ind imellem grunde over hvor medmenneskeligt det er at agere vidensdeler og ikke bare holde kortene ind til kroppen og fagligheden i skak. Vores uddannelsessystem er på mange måder sat stævne af civilsamfundets ageren i læringsrummet. Den frie tilgængelige undervisning uden skema og betaling, kontra den formelle uddannelsesform. For mig at se foregår der et langsomt skred i retning af læring på tværs og inden de formelle uddannelser rister mig over sagte ild på en Weber grill, vil jeg tilføje at det er sundt med lidt konkurrence. Læring er alles målsætning, samfundets målsætning, en drivkraft i skolesystemet, en drivkraft i læreren og eleven. Vi kommer aldrig til at nedlægge de formelle uddannelser til fordel for civillæring, og det er slet ikke målet, men jeg fornemmer at den formelle undervisningsform i Danmark kommer til kort i sine krav.
Ser man lidt ud over puslingelandet der hygger sig i smug, er der røre i læringsrummet. Det kan godt være at lille palle ikke fik et snit på 5 i Danmark, men til gengæld læser han en minimaster på Harvard via edx. Studere historie på Kahn Academy eller sidder til naturvidenskabelige forelæsninger på Brilliant.com. opslugt af Greatcoursesplus.com. Måske er lille palle 8 år gammel, måske er han 85. Måske har han småbørn, måske er han topleder, brolægger, arbejdsløs, skoleelev, terminal patient, hjemmegående, fængslet, politiker, deprimeret. Og det er ikke for sjov jeg sætter en fed finger på de udenlandske uddannelser der deler ud, kvit og frit eller mod betaling hvis man vil have papir og lakstempel. Hvis man laver en lille rundrejse i de mange udbydere, genrejses en tillid til at det hele handler om at oplyse mennesket, ikke om at kapre kunder, men måske alligevel inspirere nogen til at studere forfra eller igen… Sådan helt ind til benet – reel lyst til at danne og uddanne folk på tværs. Lidt som civilsamfundets delingsglæde. Det rør mig, nej det bevæger mig ligefrem. Det samler sig til en læringsbevægelse om det vi ville. Det oplyste folk der deler fælleskab, fælles bedste og fælles tillid til at oplysning skaber myndige medborgere og demokratiske ståsteder. Og det, som også Grundtvig kæmpede for, skal være uden skelen til ens baggrund, til skel, holdning, tilhørsforhold, tro, stand (eller karakter).
”Et oplyst folk kan aldrig holdes nede”, det sagde jeg for nogle år siden i en tale på ungdommens folkemøde. Oplysning til livet for livet er åndsfrihedens spejl. Pilen peger i den retning. Den peger på en ungdom der er vokset op i en (lidt for vild) delekultur. Den kultur hvor alt er delt, fra den første rokketand til drukturen. Det bremser heldigvis langsomt op igen, det er en læring der unge har taget til sig. I stedet deler de viden. De hjælper hinanden færdig med projekter, med opgaver, med ideer. De deler uden egennyttighed eller selvfedhed. Fænomenet hedder open source – og breder sig verden over. Og hvorfor ikke dele viden i stedet for at spærre den inde i bjerget, som jætterne gjorde det med kvasers blod. Livets mulighed og fantasiens evne er til for at blive brugt blandt mennesker, ikke til at blive buret inde.

Du ringer bare hvis du skal have lagt nogle rør ind… Eller noget.

<!– /* Font Definitions */ @font-face {font-family:”Cambria Math”; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;} @font-face {font-family:Times; panose-1:2 0 5 0 0 0 0 0 0 0; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:auto; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1342185562 0 0 415 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:””; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:”Times New Roman”,serif; mso-fareast-font-family:”Times New Roman”;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:”Calibri”,sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} @page WordSection1 {size:595.0pt 842.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Folketingets åbning. "Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige"

“Ingen er uundværlig, men alle er uerstattelige”.
Det skrev filosoffen Peter Kemp der døde 4. august 2018. 
Hvad han mener med de vigtige ord, er at alle kan undværes, selvsagt. Så hvis et menneske forsvinder fra en skole, skifter job eller noget lignende, så kommer der bare et andet menneske og overtaget jobbet eller pladsen i skolen. 
Vi er ikke uundværlige. Der kommer et nyt menneske i vores sted –
Men det nye menneske erstatter ikke det menneske der var der før.
Ingen kan erstattes.
Ingen er ens og derfor er netop det særlige du rummer som menneske, i enhver sammenhæng vigtigt og uerstatteligt.
Alle har den store og særlige værdi at de er uerstattelige.
Hvis et eneste menneske i et fælleskab vælger at bryde det fælles besluttede og dermed udsætter sig selv for en eventuel “udelukkelse” fra samfundet, da udsætter mennesket et helt fælleskab for at miste det allervigtigste der findes.
Det fælles vi har skabt sammen.
At vælge sig det til, at være en del af et fælleskab er at give en flig af sin skæbne til hinanden.
At være skoleelev, kollega, efterlønner, nabo, efterskoleelev, pensionist, højskoleelev, studerende, jobfritaget, jobsøgende, vred, gal, skæv, glad, ja bare slet og ret at være borger i danmark, så er det, det samme fælleskab vi taler om. 
Idag åbner folketinget. Det er demokratiets festdag. En dag hvor vi alle skal huske på at er dybt afhængige af hinanden. Vi er et skæbnefælleskab, på godt og ondt.
Det ene menneskes valg påvirker de andre, om vi vil vedkende os det eller ej.
At være i samfund betyder at vi bøjer os for hinanden og finder mødesteder. Læner på hinanden i tillid til at mennesket vil mennesket det godt.
Det koster noget i tilliden at vælge at bryde fælleskabet. Den tillid kan genoprettes og vi er så heldige at tilgivelse findes mellem mennesker.
Men vi har et ansvar der hver dag går hånd i  hånd med tilliden. Det håndtryk kan ingen fornægte.

Med det nyt folketingsår kommer valget.
Det glæder jeg mig til da et altid flyder med gode løfter om dette og hint – om de så holder vand er en helt anden sag.
men et er sikker – nogle vil erstattes af andre politikere og noget politisk vil blive erstattet med ny politik. Vi skal vinke farvel til nogle af de siddende folkevalgte og byde nye velkommen på Tinge.
De nye erstatte de gamle, men de gamles aftryk vil sidde endnu, deres særkende og særegne holdning. 
Tak for kampen til dem der skal gå nye veje og tak for tiden og tilliden.
Det skal aldrig underkendes hvilket slid det er at være folkevalgt. Hvor meget og hvor svært det er at skulle forvalte folkets tillid.
Tilliden må og skal være ukrænkelig og ubrydelig og vi skal på denne festdag genhuske den tillid og ydmyghed – også som folk også som medborgere.

Tænk godt over det – hver dag – hvordan du vælger at agere og leve. Det er ikke bare egoistvalg du tager, men dine valg er fælles valg. Også selvom du måske tænker at det ikke påvirker de andre. Der tager du fejl.
Vi er hinandens muligheder, sagde Grundtvig.
Og det at være hinandens mulighed forpligter livet ud.
Pas på det fælles vi har skabt, det er skrøbeligt og smukt. 
Det er mere end bare tilfældigheder. 
Det er større end bare os selv.
Det er faens besværligt at være fælles, men endnu mere umuligt at gå enegang.

Tillykke, de folkevalgte er igen “in the building”

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden

det er kærligheds-forstanden!

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017

Grundlovstale 2017 – Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30
Vi er hinandens mulighed.
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!
Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.
Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.
Samfund betyder at finde sammen.
Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.
Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.
Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.
At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.
Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.
Det er på sin vis u festligt.
Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.
Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.
Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?
Friheden kan man ikke skalte og valte med.
Den er uløseligt bundet med ansvaret.
Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.
Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.
Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.
Historien kender vi forfra og bagfra.
Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.
Er vi oplyste nok til at styre et samfund?
Er folket virkelig bedste regent?
Kan man overlade magten til ”pøblen”?
Medbestemmelse er krævende.
Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.
Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.
Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.
Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.
Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.
Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.

Med grundloven satte vi oplysning først.
Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.
Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.
Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.
Oplysning være skal vor lyst
Og det så kun om sivet
Men først og sidst med folkeryst
Oplysningen om livet!
Grundtvig
Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.
Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.
Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.
I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.
Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.
Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.
Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.
Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.
Og særligt i denne tid er samtalen under pres.
Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.
Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.
Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.
Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.
Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.
Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.
Uden bånd og i egentlig tillid.
Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.
Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.
Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.
Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:
I’ll take your part, oh, when darkness comes

And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down

Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.
En trædesten af tillid.
Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.
Det kan den stadig ikke.
Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.
Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.
Terror på London Bridge er tillidskrig.
Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.
Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.
Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.
Samfundet er bygget af gensidig tillid.
Det er tillidens eneste fundament.
Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.
Mennesket muliggør hinanden.
Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,
Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!
Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.
Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.
Man kan ikke vælge grundlaget fra.
Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.
”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”
Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!
God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.

Tak for tilliden.