Valgkamp – Jobrotation og ansøgninger.

Hver fjerde år er vi vidne til danmarks største jobsøgningskampagne.

Og ansøgerne er som du og jeg, på jagt efter drømmejobbet.

De sender ansøgninger, skriver cv og søger hjælp og støtte hos jobkonsulenter der kan råde dem om deres færd i jobsøgningen.

De bliver sendt gennem hele møllen med tøjstil, udstråling, kompetencer, nedtoning af egne holdninger, kundetække, stemmeføring, etc etc

Der er ingen forskel på fru jensen der står i kø nede på jobcenter vest eller Martin Lidegård, Helle Thorning, Lars Løkke, Johanne Smidt Nielsen.

Udgangspunktet er det samme.

At blive valgt blandt tusind ansøgere til en stilling som folkevalgt.

Og arbejdsgiverne er ikke nemme at løbe om hjørner med, de er forudindtagede, har favorit ansøgere og har også allerede arkiveret en del af ansøgerne lodret fordi de simpelthen er matchgruppe 5 kandidater og den slags inviterer man end ikke til samtale. Eller man kan med det samme, i ansøgningen se at kandidaten ikke er den rette til jobbet fordi de ikke kan give virksomheden der den søger efter.

Danmark har valgt at hyre et ”firma” til at finde de rette kandidater til de udlovede jobs, som enhver stor virksomhed ville hyre Mecuri Urval eller et andet konsulentfirma til at finde de rette til de vigtigste lederjobs. Det firma som danmark har hyret til opgaven består af flere afdeling af såkaldte eksperter på deres felt og de udgør et samlet koppel der alle trækker mod en fælles sejer.

Afdelingerne består af Pressen, sociale medie eksperter, analytikere, kommentatorer og eksterne eksperter der piller selvsamme grupperinger fra hinanden igen.

Kandidaterne til jobbet vægtes og vrages, tales ned og op og vurderes efter selvopfundne kriterier der mangler virkelighedsopfattelse.

Som i enhver jobsøgning forsøger kandidaterne til jobbet at sælge sig selv bedste muligt. De glider langsomt over i en retorik der tilpasser sig konsulentfirmaets krav og ønsker og forhåbentlig i sidste ende også arbejdspladsens krav til den arbejdstagende.

 

Det er en forvirrende og hård udvælgelsesproces, da mange af kandidaterne finder at det ind hyrede konsulentfirma modarbejder hinanden internt.

Pressen beretter om stort og småt og tager sig ligeledes af den sociale profil og personlighedstests.

Eksperterne dissekerer hvert ord der bliver sagt og vægter indhold mod pludder og utopi.

De sociale medieeksperter presser på for at kandidaterne skal være mere selvprovomerende og popsmarte, men samtidig ikke gå over stregen.

Og de eksterne eksperter bruges til at skyde pressen, eksperterne og de sociale medieeksperter i sænk, med kritik af deres arbejde og deres form og deres output.

Med andre ord er det ind hyrede firma af konsulenter i voldsom strid med sig selv og har meget svært ved at pege på den ene eller anden kandidat fordi de modarbejder hinanden og har en intens mobbekultur på tværs af platforme.

 

I den modsatte ende sidder arbejdsgiveren og følger det ind hyrede konsulentfirma meget tæt.

Vanskeligheden for det ind hyrede konsulentfirma er at arbejdsgiveren er yderst kompetent og egentlig allerede for længst har fundet sig den kandidat de ønsker til samtale og evt. ønsker at hyre til de fire års arbejde de har slået op i jobbørsen.

Vi har i bund og grund at gøre med en arbejdsgiver som rummer alle de samlede kompetencer der skal til for at få en arbejdsplads til at fungere.

Arbejdsgiverens virksomhed er gammelt og er gået i arv gennem generationer og har derfor en solid viden og fornemmelse for arbejdsmarkedets vilkår og betingelser.

Der har, som i de fleste virksomheder, være op og nedture, både økonomisk, internationalt og interne stridigheder. Undervejs er der indført en ledelsespolitik, en social firma profil, et værdisæt og en virksomhedsstrategi der følges nogenlunde stringent under skiftende ledelser.

Ejerne af firmaet har for vane at udpege lederne og direktionen, men har i sidste end mandat til at træffe de endelige og vigtigste beslutninger, hvis de finder at ledelsen ikke lever op til firmaets politik og handleplan.

Hvert fjerede år afholdes MUS samtaler med ledelsen og firmaet har den strategi at alle skal genansøge deres jobs efter samtalerne og regnskaberne er gjort op. Den firmapolitik gælder uanset om regnskabet er godt eller skidt, da man fra ejernes side vurderer at ledelsen bedst holdes på tæerne ved at blive fyret og evt. genansat og dermed være tvunget til at præstere og være resultatorienteret.

 

Det er altså hvert fjerde år at virksomhedsejerne hyrer konsulentfirmaet til at gennemgå og dissekere alle de ansatte, i Mus samtaler og siden i ansættelsessamtaler.

 

Det er tradition for virksomheden at hyre de samme til opgaven. Der er en vis tryghed i opgavens kendte landskab og fremgangsmåde.

For kandidaterne er der også en tryghed i proceduren, da de kender konsulentfirmaet og opgaverne, intelligenstest, personlighedstests, krav og retorik og iøvrig ved at konsulenterne bruger det meste af ders tid på at være interne uenig om metoderne og målet.

Virksomhedsejerne består af en andelsforening af 5.659.715 medlemmer.

Som nævnt har virksomheden en lang tradition for sit virke og skrev i 1849 den virksomhedsplan, som i revideret udgave endnu benyttes når der skal ansættes ny ledelse, direktion og medarbejdere.

Ejerne udpeger mulige kandidater blandt dets egne medlemmer i ejerskabet.

Desværre er der en udbredt misforståelse mellem ejerne og de konsulenter og kandidater der søger stillingerne i virksomheden.

Det er faktuelt sådan at virksomhedsejerne er usædvanligt oplyste, belæste og indfødt i en demokratisk virksomhedsprofil og de har alle hver deres professionelle viden om virksomheden og hvordan den holdes i gang. Sammenlignet med mange andre virksomheder består ejerne af ene eksperter på hver sit felt som sammensat udgør så stærk en enhed at vi står med et enestående hold af kompetent mennesker.

Af samme grund kræver det en vis ydmyghed at søge job i denne virksomhed, for uanset hvor meget man har læst, studeret, udviklet på, så vil en kandidat aldrig kunne udfylde skoende på det samlede ejerskab.

 

Der er en tydelig meget uheldig tendens i ansøgerfeltet som ejerne har bemærket gennem mange år.

En tendens til at skrive i ansøgninger at: ”Jeg vil kæmpe for færre indvandrere” eller ”Jeg vil have mindre i skat”, ”Jeg lover bedre vejr”, ”jeg lover flere varme hænder”

Denne uheldige tendens bliver naturligvis ikke overset af virksomhedsejerne der straks gennemskuer ordlyden og forkaster kandidaten på retorikken.

Virksomhedsejerne søger naturligvis kandidater med lydhørhed over for ejernes ønsker. Det vil sige at de kandidater der tør sige: ”Jeg fornemmer at virksomhedsejerne ansætter mig til at –” eller ”Virksomheden peger på at der bør ændres her og der og jeg vil gøre mit for at udføre deres ønske”.

For enhver kandidat er ydmygheden i deres job en reel mulighed for en evt. ansættelse i virksomheden.

Ingen leder skal handle på egen vegne, men står timeligt til ansvar for virksomhedsejerne og deres krav til lederskabet.

Der er ligeledes en uheldig tendens i ansøgerfeltet til at tro at de vide bedre end virksomhedsejerne. Denne tendens følges trop af de ind hyrede konsulenter som skal teste og vurdere ansøgere.

Om virksomhedsejerne ved vi at den slags ikke imponere i ansættelsessamtalerne. Og vi ved om virksomhedsejerne at de vælger ledelse med vid og forstand ved at se på hvem der ærligt og redeligt kan udføre det tillidshverv og implementere ejernes ideer og viden og fælleskab i driften.

 

Virksomheds konklusion

På virksomhedsejernes vegne bedes diverse konsulenter og jobansøgere bemærke at virksomhedsejerne ikke er til at løbe om hjørner med, at de ser lige igennem spin og prognoser, ekspertudsagn, journalistik, ekspertudsagn, eksterne kommunikationseksperter, socialemediemaskiner, kritikere af kritikerne og andre opløb til uanstændig omgang med jobsøgningsprocessen.

Virksomhedsejerne ønsker at kalde alle kandidater til samtale og vil udvælge de egnede til jobbet de næste fire år, efter deres kunnen ud i ”folkevalgt kriteriet, afspejling af ejernes ønsker og værdier og viljen til at bøje egne meninger for ejernes ønske om virksomhedens drift”

Der understregs at det at være folkevalgt er et tillidshverv, hvorom der uden omsvøb, kun kan understreges at det er folket og dermed virksomhedsejerne der handles på vegne af og det er deres ve og vel man forvalter.

 

På virksomhedens vegne

Astrid Søe

Når tulipaner længes

De der januardage, lige efter nytåret hvor det nye år lige er begyndt at folde sig ud, som en nyfødt der bliver målt og vejet lige efter fødslen og på et døgn vokser med flere centimeter.
Det tager tid at strække sig igennem når man har været bøjet sammen i svangertiden.

Året strækker hurtigt hals i dagens aviser og med et valgår inden for rækkevide.
Nytårstalen bliver målt i læselix og folkeskolereformen sukker en smule da opgørelsen viser “letlæseligt lix”. Men det gør ikke noget. Ordene er der, om de er store og forfængelige, oppustede, fremmede eller bare hverdagsgloser.
Punktummer er der mange af.
kortprosa, nærmest punkvis haikudigt.

Og så er der Daisy og ønsket om at vi skal gøre os umage.
Det skal vi selvsagt, umage med at være mennesker – med de menneskelige fejl vi indeholder og som gør mennesker til netop mennesker og ikke mekaniske elektroniske hånddukker i en fjernstyret samfund.

Vigtigst er udsynet. Kikkerten der snublenært kan nedstirre stjernestøv et ubesøgt sted i universet.
De store briller der gnaver sig ned i næseroden og finder fredagspopkorn under sofaen.
Udsynet, mod det vi ikke fatter. det skal vi gøre os umage med.
Dem vi ikke kender så godt, som vi står bag i køen i netto. Dem der dufter af feriekrydderi og ikke så meget af sur mælk blandet med billig deo fra Matas.

Nytårsnat stod jeg ude i en skov. I mørket for at se det spektakulære fyrværkeri over nattehimlen.
Det er ikke let at finde steder hvor der ingenting er. Kun mørke.
Men der stod jeg alligevel og så det gamle år brænde op i atmosfæren mens det nye med rottehaler og hinkesten tog over.
Det var umuligt ikke et øjeblik at føle at man stod på Sinjar bjerget og så verden man kendte eksplodere rundt om en.
Mørke hvor jeg stod og i alle retninger rundt om knaldede lysglimt efter lysglimt himmelen både purpur og krystalfarvet.
Der havde de siddet, på bjerget i 2014 og frygtet og grædt og holdt om hinanden i uvis venten.

Og her stod jeg, i mit lille trygge land og prøvede at fatte smerten og frygten på det bjerg.
Det krøb ligesom sammen om mig midt i festen og glæden og hylene om godt nytår og grin og smil.
Jeg havde vel lige rejst mig fra en fabelagtig middag og champagnen gav et tågeslør på nethinden gennem nattesynet.
Jeg var der jo ikke, men alligevel var Sinjar bjerget kommet til mig.
Medierne havde billigtligt kastet fortællinger om krig af sig gennem hele 2014.
Og jeg fulgte med, lyttede, læste, hørte og alligevel forstod jeg kun lidt.

På hylden i gangen lå morfars medalje efter tro tjeneste for vores land.
Den gik i arv gennem generationerne den medalje – så vi ligesom kunne læne os lidt på den hvis nu man fik fornemmelsen af at gøre for lidt.
En art sovepude som jeg i skoletiden var så uendelig stolt af.
Min morfar var frihedskæmper, bare så I ved det. Sådan mellem leverpostej og spegedrenge og blyantsspidssmulder.
Alligevel, i stoltheden over at have sådan en helt som ane, smager indsatsen lidt af brun sovs på min egen tallerken. Det er jo restemad, det er jo ikke mig der har kogt sovsen.
Min morfar er min vildeste helt. I mine barneøjne bar han danmark ene og alene gennem en krig og siden blev han en sten i muren der lærte mig noget om vores danmarkshistorie.
Alligevel må jeg her midt i de midaldrende år sande at jeg jo har ikke kæmpet en krig.
Det er ligesom lidt utænkeligt og en saga blot at vi løb gennem gaderne i ly af mørket mod frihedskæmpernes nedkastningsplads. kampen mod overmagten og besættelsen.
Den tid er min fortættede fortidsfortælling.
Jeg er stolt, men jeg har ikke selv del i den sejer og den heltegerning.
Jeg har ikke været i krig, kun set den i min morfars øjne i fortællinger. Flugten og frygten i øjnkrogen. Smagen af blod og jern. Flugten, dæknavnene. Under jorden, men dog dansk jord.

Men det fylder i min anabog. Jeg læner på det endnu og synes jeg kan sætte mig åh så meget ind i at være udefra, at måtte flygte. At være besat, i krig. At være uden land, uden hjem, uden familie, uden grund under fødderne.
Måske er det indbildsk at vi tror at kunne sætte os i en flygtnings sted. Det nærved umuliges tilstand. Det rodløse, det fremmede og selv jorden under neglene er forskellig fra den kendte jord.
Men jeg prøver og vil. Vil forstå og kunne sætte mig i det sted. Det er da det mindste vi kan gøre for hinanden.

Jeg får verden gennem et par millimeter glas og når jeg gør mig umage tager jeg briller på. det fordobler mit syn og min nethinde. Men jeg kender stadig ikke til krig. Kun som en arv, en medalje på trofæhylden.

Alligevel var jeg på Sinjar bjerget den nytårsnat vi gik fra 2014 til 2015.
Fordi det bevæger. Fordi det gør ondt at mennesket må slippe det kendte og tilliden og løbe og gå gennem verdener af fremmed jord og fremmede ord.
Lysglimtenene lignede en himmel i krig, en himmel der aldrig ville blive mørk igen. Det beskyttende mørke, det fredsvarslende mørke.

Indenfor sang pigekoret om Gotens hjælm og hjerne der brast og Pless inviterede til gudstjeneste. Hans ryst gennem den åbne dør nåede ud på Sinjar bjerget hvor jeg stod. Vær velkommen herrens år og velkommen herhid.

Så blev der plads i ordene, der blev plads til alle religioner og næsten blev byttet ud igen og igen i forsøg på at omskrive de gamle ane-tekster.
Du skal elske den fremmede som dig selv.
Måske skal du bare elske, uden grænser.
Du kan ikke forstå en flygtning, hvis du selv bor i glashus.

Og nyårsmorgen gryede, som et Grundtvig digt, og den gamle digterpræst og jeg var begge tidligere oppe end fanden.
Festen blev fejet sammen i huset i skoven.
Himlen lysnede i morgengry uden flere hylende raketter eller lysglimt.
Katten der var løbet bort, for helvede, den er jo sin egen og uden fjernstyrede bånd, kom trissende nytårsfed tilbage over markerne med en halvædt mus i mundvigen. Den brækkede sig efterfølgende mere end en teenager til halvbal.
Man skal lære hvornår nok er nok, om man er kat eller menneske.
Imens proppede jeg brændeovnen med serpentiner og kaffen var allerede halvlunken og termometeret efter en udluftning nede på 16 grader.
På Sinjar bjerget havde det været 40 grader varmt og der var ingen vand.
Jeg vaskede gulvet denne nytårsmorgen og før familien stod op var der stille. Kun katten spandt og efterlod det nye år i dvale.

Termometeret steg og der kom liv i de søvndrukne mennesker. Senge blev forladt uredte.
Klokken tikkede, dagene gik.
Tulipanerne fra nyårsfesten blev sat i vinduet.

Det nye år med krysantemumbomber, X-faktor og valgdatoer. Trummerum og det danmark du kender retorik. Det danmark VI kender. Arven.

“Det er egentlig ikke ok at skære tulipaner væk fra løget, dræbe dem og så sætte den i vinduet hvor de står og længes ud” sagde min tweenunge. Ikke henkastet, men i alvor, bebrejdende og lidt anklagende, men overbærende som børn nu er det med deres store udsyn og verdensvidder.

Og de længtes tulipanerne, som han sagde.
Og de lænede sig på det kolde vindusglas mod en verden de mente at kende, som en art genetisk hjemsted, selvom jeg vidste de var drevet frem i et drivhus sikkert et sted i Holland.
Alligevel stod de nu og ville hjem.
Ikke til deres glashus i Holland, men helt hjem til naturen.
Med hovederne trykket mod vinduesglasset som en børnehavebarn der ikke vil eller magter at sige farvel til en forælder, med snottet og gråden drivende i lange spor ned af ruden.
“Sig hurtigt farvel”, siger pædagogen toneløst. “Det er bedst, så snart du er gået bliver lillepigen glad igen. Det skal du tro på”.
Men ingen ved det med sikkerhed – om glæden kommer igen når man længes, stærkt.
Sig hurtigt farvel. Gå. Løb, vink, men se dig ikke tilbage.

På Sinjar bjerget havde de sagt hurtigt farvel, gået, løbet, fægtet med arme og ben og ikke set sig tilbage.
Der var gråd og snot i lange spor ned af bjergsiderne og den næste regn der rammer dig har partikler af denne gråd, båret med vinden, gennem verden, gennem folkeslag og gennem fremmedes gråd over at skilles fra det de kommer af og hvorfra deres verden går.

Tulipaner er ikke i tvivl. De længes, med farverne udenpå og kroner der smukt åbner for lønkammeret i livet.
De arver en længsel efter jorden og efter genopstandelsen.
De skifter ikke sprog eller kulør en nytårsnat på vej ind i et andet år, klippet ved stilken og sat på vågeblus i en slat nøje afmålt vand de kan drikke af.
Tulipaner har samme udsyn som jeg. Gennem glasset ser de verden. Jeg ser mediernes udsyn og de ser naturen udenfor hvorfra de kommer.
Den natur der legende og næsten frillemodigt ægger til gensyn og genkomst.
Men løget mangler. Det løg de kom fra.
Naturen udenfor et blot blændværk, for de er revet fra roden og i roden ligger et hjertesprog, en arv og en fortælling.
Mine nytårstulipaner gør deres arbejde. Den korte tid de lever. Det er mere end jeg kan forlang for 25 kroner. Meget mere end jeg kan forlange af nogen der er i længsel.

De hører jo ikke til, hos mig, men må finde plads og rum i mit, trods længsel.
omplantet i en hypet guld og hvidstribet Kählervase en festaften under bulder og brav.
De længes bare som kun tulipaner kan.
Og som de der er kommet hertil uden at ville. Uden rod, uden jord men med arven og anerne som eneste holdepunkt.

Når nu I har mistet jeres rod kan jeg kun håbe, i ydmyghed at pode jer på min og håbe I kan gro jer livet til. Det må vi gøre, nænsomt og i kærlighed. Og tag arven med, tag fortællingen, hjertesproget og længslen med. Den må vi dele uden glas imellem os.

Tag det sorte kors fra graven, plant en tulipan hvor det stod.

Godt Nyt-Ord!
//Astrid Søe

ParaGiraffer §

Hønsefødder og gulerødder og halsen af giraffen
livet koster altid liv, i formålsparagraffen
Noah samlede arken fuld og resten trådte vel vande
der sku skæres i den bestand, det måtte Gud altså sande

Løvetænder og dyrevenner og zoo der zoomer i bugen
vil du lære om kød og blod, billetter købes i lugen
nogen gyser og skælder ud og andre glor på en indvold
cnn øver 2. bud og dyrepasser’en er iskold

Hængepatter og dybtgonatter og ægsortering og gener
etisk råd og stram moral og pøbelvælde der mener,
når kameler blir slugt på rad og muskelhunden aflivet
minder det grangiveligt om lille Moses i sivet.

Livet er ukrænkeligt og alle arter værdier
aktiv dødshjælp in og most, når døden er en befrier
Marius som var sund og rask, får verden på barrikaden
og vi raser med kød i mund og gnasker så karbonaden.

Zoo er zoo og ej natur, et sted for menneskers øjne
lær om “vilde” dyr og karakterene vil højne.
På Jens Peters bondegård der slagtes orner og tyre
fødekæden er ganske kort, på NOMA spiser man myrer.

Liv er liv, ja tak såmænd og liv er sat på jorden
og giraffer er sgu ikke skabt til liv i norden,
men når vi har valgt at ha, en zoo placeret i staden
må vi indse at livet buler til både gården og gaden.

Genetikker og stattestikker og vilde dyr på savannen
pinsvinbroer og økosoer og ned med kronhjortbestanden
verden bugner af men’skeliv og kræft og krig regulere
kun en smule af vor bestand, vi blir kun flere og flere

Ja, vi skød sgu Marius, det må vi cementere
Han var rask og sund, men der var ikke plads til flere
er det ok eller skidt, det må du selv bestemme
langhalsen fik spalteplads, mens Syrien alle glemme.

//Astrid Søe 2014

Udvisning

når dagens aviser
de viser
udvis
så leder man efter fornuften,

for noget
er gået
i mismods forfald
og lungerne tømmes for luften,

for nogen de elsker
en anden
end
dansk,
men ingen forstår de skal blive,

da udvandrer tillid
for altid
iblandt
et folk der bør rumme og give.

//Astrid Søe 2013

#Hjælp Yen Ngoc og Kenneth Iversen

http://www.tv2oj.dk/artikel/161119:Aarhus–Udvist-paa-grund-af-uddannelse

http://www.washingtonpost.com/blogs/worldviews/wp/2013/03/21/a-fascinating-map-of-countries-color-coded-by-their-openness-to-foreigners/

Offent-lighed for loven..

Min avis og jeg er venner, deler skæbne, skriv og ord
Deles kækt om dem vi kender, sladrer over kaffebord
Trykte billeder fortæller, Alt om bomber, nød og krig
Og på side sytten kan jeg nyde sidste mode skrig
Der er rejs og bog sektioner, der vil friste med kultur
Og hvis livremmen den strammer er der bud på slankekur
Der er meninger der deler, politik, reform og lov
Og på bagsiden får tegnere så lov at lave sjov
Der er nyt om tv fronten og en vejrvært lover regn
Der er gode råd til haven, træ og busk i hæk og hegn
Og så er der jo reklamer og annoncer for et knald
Eller for et foredrag der giver mod og gudekald
Der er klummer om moderne kvindesyn og speltkultur
Der er aktiekursens stigning og en leder der er sur
Der er samfundsrelevante læserbreve der gør op
Med et kassetænkesamfund og om Blachmans syn på krop
Min avis og jeg er venner, deles pænt om dit og dat
Til min hundehvalp skal tisse, så avisen får et skvat
Tak til journalist og trykker, fotograf og redaktør
Næste gang så håber jeg at lufte kræet noget før
Men et lille flag skal rejses for den sø på side ni
Selv en svinehund må ytre sig i et demokrati!
Det er gammel skik og vane at vi alle deler alt
Seng og dyne, ord og planer, hundehvalp og folkevalgt
Jeg vil faengalme vide hvert et ord politisk talt
Ellers er mit åbne gamle folkestyre blevet kvalt!

//Astrid Søe 2013
#offentlighedsloven – Frisind fremmer folkestyret!

Hvad siger du? HVAD siger du? Hvad siger DU? Hvad SIGER du?

Ordet skaber hvad det nævner!

Og hvis vi fandt ud af at SAMTALE i stedet for hele tiden at DEBATERE… så ville vi allerede være et langt stykke videre i vores måde at rumme hinanden og mødes på.
For mig at se er det netop i samtalerummet vi finder mødesteder eller tør være uenige uden at toppes.
(her indskudt Bornholmermødet for nyligt – Herlig fornyelse)
Sprogets korte, hårde form i dag påvirker og misforstås oftere – tænker jeg.
Jeg ser det bestemt præge de nyere slægtled og deres form – også på den politiske scene.
Det er herligt når en skovl kaldes en skovl og en spade en spade – men der er mange sproglige måder at nærme sig “grøftegraveriet” på…
Min fornemmelse er at de politikere der virkeligt vinder respekt (ikke nødvendigvis stemmer – men folkelig respekt ) netop er dem der formår en politisk samtale..
Og her kære medier – kunne I give en hånd med – og give anderledes program satsninger kraft og saft.