2 brev til mit Syriske barn

Til Mit Syriske barn.

Det er tre år og tre måneder siden at jeg lovede at hente dig.
Jeg skrev at jeg jo var den voksne. At jeg vidste at du var mit ansvar.

Jeg har ikke holdt hvad jeg lovede og jeg ved at du aldrig vil tilgive mig for det.

Jeg har gennem flere århundreder vokset i min egenforståelse. Jeg har udviklet mit demokratiske håndelag og delt ud af min viden om både dette og hint.
Jeg har kæmpet for kvinders rettigheder, jeg har sloges for arbejdernes vilkår, jeg har forfinet skolegang for børn. Jeg prædiker velfærd, ligestilling, rummelighed og sameksistens og skrevet mangt en lov om menneskers rettigheder og vores udgangspunkt – derfra min verden går – videre til dig.

Jeg har forædlet min egentro på min fortræffelighed, min politik, min humane tilgang til min omverden. Min sociale færden er verdenskendt. Jeg leger stadig med de store og besøger den omgivende verden, hvor vi taler om sådan nogle som dig.

Du ligger mig stadig meget på sinde, måske mere end nogensinde.

Jeg siger at jeg er afmægtig. At jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Det siger vi alle sammen, alle os der sidder med demokratiet i baglommen og barnetroen i forlommen.

Så bærer jeg blus, ikke for glæden, men for sorgen over at have svigtet dig.
At ordene ikke nåede frem, at min hånd ikke nåede din.

Jeg ved stadig ikke hvordan jeg løser det for dig.
Du sidder måske et sted i mørket og tænker på mig?
Hvisker mit navn og spørger stille hvorfor jeg har forladt dig?
Hvorfor jeg taler om menneskerettigheder og retfærdighed? Om mit sindelag, mit storsind, min omtanke, min ildhu, min vilje til at ville – Dig og dine.

Vi har selv været der, som jeg skrev til dig – afmægtige og nøgne.
Midt i forladthed, midt i mørke og sorg.
Til nogen rakte os befrielse og fred.

Vi ved ikke længere hvad vi gør mod den magt der råder og regerer mod mennesket. Mod det der samler og holder ud.

– Jeg beder ikke om tilgivelse, den er ikke mulig.
Jeg beder heller ikke alle de andre krigshærgede lande om tilgivelse.

Jeg er en brik i et brætspil, ligesom du, lille barn.

Lad julesorgen slukkes!

Første brev til mit Syriske barn: http://astridsoe.blogspot.dk/2013/09/brev-til-mit-syriske-barn.html

02 BUD

Den flaskehalsen peger på
er oftest kun dig selv
for det er ganske svært at få
forstand på arv og gæld

For hvad er godt og hvad er skidt
og hvad er helt i skoven
er 02 blevet gennesnit
for skriftens ord i loven?

Erhverv og vækst og ligeværd
og dumpekarakterer
at tvinges til at stå på tæer
og leve med manerer

At reformere sav og saks
så tekst og tal er guder
du duer ikke, skrid, det straks
en dommedagsbebuder

Vor lige mulighed for vid
(og vid er alt vi rummer)
får først hos unge særligt bid
foruden tal og nummer!

Det er sgu synd for Per og Ann
der ikke magter skolen
der er så meget som de kan
men tabes i parolen.

Hvorfor skal nogen smides ud
med badevandets bundfald?
skift 02 ud med 2 bud
og det er sidste udkald!

//Astrid Søe 2014
erhvervsreformen

Altså… hallo radioavis med din morgengrimme og halv lodne ånde.. Så siger du at de unge skal have mindst 2 for at komme ind på en erhvervsuddannelse… jamen kæreste lille folketing dog, hvad er det I overset her? Jeg tænker (Ja, pøbelvældet taler/skriver/tænker, undskyld på forhånd selvsagt) at I har en sær tro på straks-vaks begrebet. 
Først reform i folkeskolen der skal sætte hver fugl på øverste pind, hvor de så kan klatte nedad, eller pille fjer.
Dernæst laver i en erhvervsuddannelses reform der indfører et 2 tal som bundlinie.
Altså, en forkeskolereform som den I tror på (Jeg skrev I ikke jeg) det tager jo selvsagt 10 år at opleve en virkning af den reform (de skal jo lige gå fra 0-10 kl med reformationen i ånd)… så de unge der triller ud af 9-10 nu, de har ikke fået jeres brystløft og kan dermed ikke smides ind i en mindstekravspulje på 2. (fat det dog)

For det andet er det noget vrøvl… Ja, det er da utroligt rart og tilmed særdeles brugbart at kunne bruge sine bogstaver og tal og endda omsætte dem til mening, men det er ikke hele livets fylde.
Vi har, som der igen og igen er bevist gennem tusind år, en ret stor mængde mennesker der ikke kan lære at læse eller skrive eller er talblinde eller simpelhen ikke lærer som I tænker de skal (de lærer, men på en anden måde end den I har systematiseret og sat grafer og karakterer efter). og igen, med et brag, sætter i dem uden for døren.
Jeg savner den gamle mesterlære ordning, hvor enhver var god i deres og lærde af hinanden, nedarvede færdigheder, fandt sted og fandt mening.

Jeg kender til sindsygt begavede mundtlige/håndgribelige mennesker, der kunne spidde enhver i en samtale, men hvis vid ikke værdsættes fordi det er munden der bærer, ikke hånden, pennen eller regneblokken.
Hvad taber vi så – igen – vejret, værdet og værdien.
Og pis mig i øret om ikke der om få, ganske få år vil komme mundtlige skoler, skoler hvor samtalen og fortællingen igen har værdi. og hvor, fordi mange der er ord eller talblinde, hukommelsen og omstillingsparatheden vil blive det nye sort.. og overhale enhver form for taste-terpen.
Fremtiden vil da i den grad være ligeglad med hvor dygtig du er til at skrive, vi dikterer i fremtiden vores ord og arbejde og har da selvsagt datamatiske sekretærer til at omsætte det til tekst, hvis det er nødvendigt. vi har billeder og ord, vi har lyd og vi har maskiner der måler og udregner.
Det vi skal satse på er medmenneskelighed, se det er en uddannelse der rykker i den grad. en uddannelse/dannelse af det hele menneske.

Hvad er det nu vi mangler her i verdens lykkeligste land og iøvrigt globalt? Det er varme hænder, det er troen på hinanden, det er tilliden, det er fredelig sameksistens, det er bevægelighed og det er muligheden for frie valg for frie mennesker.
Det skal vi lære vores unge. (Og halløj højskoler, det er blandt andet jeres opgave) men allerede i grundskolen skal vi sætte det bæredygtige menneske på dagsordnen og ikke kun hænge os i tal og bogstaver og akademisk kontra håndværksmæssig kunnen.

Kære iværksættere: Så er det i dag, ikke i morgen, i dag, du sprinter ud og laver en uddannelse der er for alle dem der ikke kan læse, regne, skrive, sidde på en stol eller andet. Det er enkelt, det er menneskenært, det er at tage alle i ed i den fremtid der kommer. skab en virksomhed der beror på tale, på digitaliseret manpower og på de evner, der iøvrigt ofte meget kreative evner, de unge der ikke er skoleglade har. vi kan ikke reformere os ud af den gruppe der ikke kan lære “tegn/tal til tekst”. de vil altid være her og har altid været her.
Uddan dem til ambassadører for bæredygtighed. så har vi, så har de, et afsæt der er fremtidsvendt og brugbart.

nå men undskyld, pøbelvældet skal lige ud og købe en roulade og en lottoseddel, tænk hvis man vandt – respekten for menneskets duelighed!

Spar(K)

Der skal spares på de svage,
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt

Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed

Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men

//Astrid Søe 2013
#handicapdebat