Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
Alting lyser i dit sind, mildt som sol og sange,
som en sommerdag du bær, nætterne så lange,
rundt om dig er frugt af det, du har sat i verden,
du er den der holder fast, midt i andres færden.
Du kan holde hånden fast, der hvor andres falde,
du kan høre hviskeord, uden nogen kalde,
det er hjertets rette sprog, det at kunne lytte,
du er den der hører til, intet kan det bytte
Du er født til solens lys, alle dine dage.
under bål og brand i glød, livet er din mage,
Når du rejser dig og ser, verden fuld af vrimmel,
bliver hjertet let fordi, du er en stump himmel
////Astrid Søe 2012
..
I midsommernattens stille
lys, der gnistrer gennem nat
får vi lov at møde livet
som en stille hengemt skat
ingen hast og ingen vilje
tvinger tungt en arv af ord
midt i ilden gror en lilje
fyldt med sommer blomsterflor.
I et frugtbart nu der gløde
mellem tid og dag og år
hyldeblomsterne er grøde
fra et kys da det var vår
Smuk som bølgerne i kornet
ruller kærligheden blidt
nådeslys fra månehornet
du er livet, dit og mit.
//Astrid Søe 2012
Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet
En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke
En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften
Astrid Søe 2012
Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.
Ordet skaber hvad det nævner 