Valentinsdag / årsdag for terror i København

Forladte friheds former

og eftergivent mod i fjord
i spørgetidens normer
og efterladte ord
i angst og bævens ånd og ar
en skæbnesvanger februar
et glimt at ukendt vilje
for evigt som en tilje
urokkelig og gold
Et nu, der nærer mørke
med øjne der kan bære lyn
usikker ukendt tørke
og skimmelgænger syn
et øjebliks umættet magt
en maskemagers sidste akt
så stilhed gennem landet
indhyllet tidevandet
har spor af dåd og dag
Opstået håb og hele
og tætte tanker hvor I faldt
taknemligt må vi dele
et brød og livets salt
så blomster på den frosne sti
i tillid viger død og krig
I mødte dødens komme
men livet er ej omme
når I, i os er til
Befri det mod vi kender
lad kærligheden stå som vagt
og ræk mig dine hænder
gør ordet til vor pagt
vær værn mod håbløshed og frygt
vær mødested for noget trygt
vær hjerte og vær viden
i nuet, eftertiden
i sjæl og sind og ånd

//Astrid Søe 14/2 2016

(Kan synges på melodi: den blå anemone)

Jeg kender en mand der græder i dag

I hukommelse af.

Jeg kender så mange der græder i smug,
men tårer så skjulte som sindet,
de tror det er sådan i skik og i brug,
man handler i sorgen og mindet,

Jeg kender et folk der passerer forbi,
en anden der står midt i døden,
et folk der for sorgen hellere er fri,
og frygter før alt, aftenrøden.

Jeg kender et land, hvor en gråden er guld,
hvor sorgen er åbent tilstede,
i landet hvor døden os skaber til muld,
er åbenhed mindernes kæde.
 
Gå over en gade og kryds hver en vej,
gå menneskesorgen imøde,
for hvergang det smerter i andre end dig,
vil alle menneske bløde.

 Jeg kender en mand der græder idag,
en mand der har tårer for livet,
en mand der blir stærk og slet ikke svag,
for kærlighedssorgen er givet.

//Astrid Søe 2012

Det at savne er at se

Det at savne er at se
den der ikke mer er til
med et særligt mindesyn
der slår ned som klare lyn
Den der kender til at savne
ved at savn har mange navne
selv i sorg og eftertanke
smil og øjne der blir blanke
Det at længes er at finde
kærligheden dybt derinde
lad den mærkes, lev og giv
savn kan også give liv
Det at huske er at tro
at en sjæl kan evigt gro
som et minde i din tanke
i det hjerte som kan banke
Det at have elsket vildt
holdt omkring og smilet mildt
det at vide du er med
mens jeg lever, finder sted
Du kan fylde, du kan forme
du kan mildne livets storme
som et spor på livets vej
går du foran og er dig
Det at savne er at le
da jeg ser at du er til
i de kroppe ladt tilbage
ingen ender deres dage

//Astrid Søe 2011