I et åbent forhold med danmark.

Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

– Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig – men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig –
Din Astrid

Bog stav




Har taget en vanskelig littera-tur
er snublet i to konsonanter
så nu er jeg eftertryksværtelig sur
når sproget går som elefanter

Og her var en linje med ord der var skjult
og der semikolon med mere
et nyt tillægsord der rungede hult
etcetera, gentag med flere

Se der paranteser der tager patent
på det der sku stå helt alene
og ord helt tilsidst der blir gamle og grå
når de nedskrives som nota bene

En overskrift runger så fyldig og fed
at alle kursiverne ryster
og linjerne springer et afsnit ned
mens sidenoten dem trøster

To trætte vokaler er købt og betalt
og flere forkortelser skrumber
mens alfabetet går inderligt galt
og versefoden den humber

copyright Astrid søe 2011

Din sang er altets tone


Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr’s tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage

Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet

En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde

Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde

I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.

Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde

Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone

Livets stikkelsbær, i egen saft.

Livets stikkelsbær, i egen saft

Lønne Højskole 40.000 deltagere 2. maj 2003

Tone: Ud af landevejen
Tekst: Astrid Søe. 2003

Hvad kan drømme bli’? uden at tro
på det talte ord, der evigt gro.
Vil man vælge livet til, sæt så alt på spil!
Vaklende vi går de første skridt
drømme blir’ så let til mareridt
men med spirehåb i sind, kom glæden ind .
Vi gror i det man siger, er dødt
én skjald fra gudernes spyt.
I ordets frie munde, kan vi bunde
der er modet velmødt!
Spræng den låste dør, værn om den tro
at det frie ord, kan bygge bro
frihed som et fælles kår, kan hele sår.

Gennem gamle spor, går vi som ny
med forundring smil dagene gry
livet syntes kort, men se: drømmen groede te’.
Asken springer ud med glædes råb
Livet det slog til hvor der var håb.
Gennem mange der var med, så vi fandt sted!
For dem, der kom, og gik og blev ved
vi drejer hovedet af led.
Her tør vi tro på glæde, de tilstede
tynger trængslerne ned.
I forskellighed, kampens fik kraft
livets stikkelsbær, i egen saft
for skal planten sætte bær: Stå fast og vær!

Hjertesproget på Speakers Corner


Hjertesproget

Hjertesproget er det sprog der taler fra hjertet og ikke fra hjernen. Hjertesproget kan ikke tillæres som kulturtilbud, men er det sprog vi har fået med fra fødslen. Alle mennesker går rundt med et hjertesprog de er vokset op med, uanset hvor de er fra og hvilket sprog de bruger i hverdagen.

Hjertesproget er det der fortæller om de inderste længsler, følelser og fornemmelser. Vi bliver hele mennesker på vores hjertesprog. Vi udtrykker os sandt og dybt når vi henter indgroet fornemmelse frem på vores modersmål, på barndommens sprog.

Hjertesproget er uoversætteligt, som vi kender det fra det danske udtryk ”hygge”, eller fra den børnesang vi forsøger at hente nynnende med til et andet land, på ukendt grund. Når vi løfter et barn op i favnen, nynner vi det altid til ro med de ord og sagne vi selv fandt ro i, i vores barneliv.

Vi kan ikke oversætte det usagte i hjertssproget der ligger mellem linierne. Vi forsøger at værne og vugge den smukke sammenhæng vi har mellem sprog og spæd livsforståelse. Hver vidunderlig sprogkultur, sit eget hjertesprog. Det betyder også at vi arver et vældigt ansvar for de der må leve og tale på vores hjertesprog. Vi må hjælpe andre mennesker til at være til stede i deres særpræg og sprogudtryk, med kærlighed og i dagligdag. Vi kan rejse verden rundt og stadig nynne hjertsproget ind i et postkort fra fremmede egne. Vi formidler vores liv når vi ser og oplever og taler fra hjertet.

Ytringsfrihed

Vi taler så ofte om frihed under ansvar, men glemmer at sige hvem og hvad vi påtager os ansvar for. Ytringsfriheden er en grundlovsgiven ret. Og den holder i hånd med ansvaret over for ethvert andet menneske og deres frie holdninger.

Ytringsfrihed giver os personlig frihed, råderum, mening og holdning, men også en lærdom om samhørighed. Når vi bygger vores samfund omkring frihed og velfærdstankerne, vælger vi hinanden og ansvaret for hinandens frihed.

Velfærdssamfund betyder helt enkelt: At finde sammen om lykken på lige fod. Det fordrer at vi samtaler, giver hinanden fri til at ytre os og finder os i at blive sagt imod.

Den enkeltes ansvar er at gøre op med sig selv, hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?

Femmøller Strand – Danmarke hjerte

Arkitekt Egil Fischer tegnene og tænkte hele Femmøller Strand som et af de første mødesteder mellem en lille levende by og et ferieparadis på dansk jord, her skulle både feriefolket og de fastboende finde et mødested og leve sammen i til gensidigt glæde. Foruden de mange smukke tanker omkring stedet, havde Egil Fischer det helt store målebånd ude på bordet og opmålte danmark og fandt at Danmarke hjerte var netop her på Femmøller Strand. Netop her er danmarks geografiske midte. Og derfor må dette smukke poetiske stykke land være hjemsted og værn for hjertesproget.

Frihed for Loke, såvel som for Thor

I Danmark har vi tradition for at værne det frie sprog, det sprog der er ubundet og frejdigt, levende og livgivende. Vi laver lov og orden ud fra frihedstanken og giver ordet frit i alle aldre. Det kræver særligt ansvar i et samfund at ville det frie ubundne ord, det skærper ansvaret for det andet menneske vi står over for og ytrer os til. Grundtanken er frihed til forskellighed!

Folkelig talerstol.

I Danmarks hjerte skal hjertesproge lyde mod alle hjørner af landet og verden. Her kan det frie ord bruges og bæres videre. ”speakers corner” som vi kender det fra London, har også hjemsted i Danmark, hvor vi går og står. Traditionen med det levende mundbårne ord lever i dagligliget over hækken og hegnet, ved køledisken hos købmanden, i læserbreve, bussen, baren, banken, foreningen…

Brug mund!

Et folk og en tanke er kun så stort som de kan udtryke det. Digteren Benny Holst skriver: Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen. Det gamle sprog er hjertesproget, et mundtligt sprog der ikke kender til frygt eller forstand, sproget der umildbart lever og åbner nye øjne.

Sproget der ikke føjer sig for grænser, frygt, stand, politik, tro.

Sproget der sprænger enhver logik og går mod hjertet, ubundet mod håb, liv, vilje og vej.

Ordet skaber hvad det nævner!

Astrid Søe ©, Mor’s Menageri – www.livsoplevelse.dk


 

Maltfabrikken i Ebeltoft

Tone: Vort modersmål er dejligt

På ”Borgen” i en parentes, man så et stykke jord
det freder vi, så ser vi siden hvem og hvad der gror
langt højere bjerge man sikkert har om land
men al idyl det tæller med hos gamle H.C. And

Så fik vi os en park der er så multi-national
at lille tue vælter læs, i Frejsa gamle sal
for parken den skal værne hvert gammelt frønnet bræt
og riget fattes penge og er af krisen træt

I parken står et gammelt hus, med ruder ganske små
Og væggene lidt skæve står da livet gik i stå.
Med fanden MALT på væggen da Syddjurs skranter slemt
beslutter man at huset det skal falde og bli´ glemt

Vort lille land er lykkeligt, det sir´ en statestik
Kun ganske få for meget har og færre intet fik
Vi vælter os i lykke og vedgår arv og gæld
Men pludseligt så dræner vi histori´ens kildevæld

Det sker at vi blir´ mindet om, at noget trækker skævt!
At det vi har, skal værnes om og holdes smukt i hævt.
Historien skal råde og skabe klare syn
da skal man forskel kende, på solskin og på lyn!

Tekst Astrid Søe. Skrevet til Maltfabrikken i Ebeltoft November 2010.