Høstsalme

Høstsalme

melodi: Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt

Nu falder frugten nådigt ned og møder jord igen
et håndtryk fra naturen, opstandelse og ven
og knæet bøjer sig mod jord og løfter livet op
en ring af evig troskab en grænse uden stop

Ved marken læner træet sig mod vestenvind og kuld
og roden blotter livet og letter på sin muld
kastanjen lyser fuld af håb og kalder leg og ly
jeg kravler mellem grene og bliver barn på ny

I alt jeg fik og længtes mod, i høstens gavn og giv
var modet til at råbe, kom ind, min ven og bliv
du gik på vejen mellem ord og ledte efter mig
jeg høstede den lærdom, at jeg i alt er dig

At kende og at høres ved, imellem sprog og ånd
at løfte nogens skæbne og løsne stramme bånd
at give fred og huse liv og gøre dagen stor
at holde om hinanden i fælleskab og ord

Nu takker jeg for alt jeg fik, og længsler der blev mødt
forskellighed og vilje til både blankt og stødt
og når nu hylden kaster i velsignelse sit bær
så kan jeg atter sige; størst kærligheden er.

//Astrid Søe 10. september 2015

Lineært, min kære Watson, Lineært!

Lineært, min kære Watson, Lineært!

Se så, nu begynder vi/ I al sin glans, nu/ for det gælder om at finde den ide, for hvilken du vil leve eller dø/ det var mageløst/ thi lykkens dør går udad, ikke ind/ menneskelivet er underligt, langt mere end vi kan beskrive/ nu skal det åbenbares, at gammel kærlighed/ du har bestemt selv engang set det/ fuldkommenhedens bånd/ langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen/ hvor lærken er glædens læremester/ Kærlighed alt sit udrette/ men det var kun et øjeblik den hørtes/ ved at blive sig selv, overfor det andet menneske/ det er så yndigt at følges ad/ til stor ære og værdighed, men ikke uden efter lang og megen viderværdighed og livets farlighed/ at vove er at tabe fodfæste en kort stund/ det er at vi kan være hinanden som vi er/ jeg vil være noget/ sige du til mig selv/ som kærligheden selv/ – ja det var det utroligste!

f(ax) = af(x) (homogenitet)

Lånelinier af H.C. Andersen, Kierkegaard og Grundtvig.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

Bedstes første sygedag



Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra “what’s eating Gilbert Grabe”. 
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen. 
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative “bedstes første sygedag”. 

Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om – men korpus kan ikke flyttes. 
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker. 
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug. 
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig. 
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle. 
Men kære gamle fedtbjerg. 
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet. 
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig. 
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament. 
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job. 

Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige. 
Se, det ville være fedt!

Mødested

Der er noget i det fælles der kan flytte, fare vild,
der er noget der kan dele, noget andet tænder ild.

Der er skikke der er vandret gennem munden i et ord,
der er levevis der smitter og blir del af der du bor.

Der er måder vi kan mødes, enten kærligt eller slet,
der er brød som vi kan dele, så enhver kan blive mæt,

Der er tanker der må leve, uden sprog og uden mål,
der er mennesker der brænder på et evigt hadets bål.

Der er liv der mister pusten, der er tvang og drab og mord,
der er had til andre måder der er frygt hvor troen gror.

Der er folk der holdes nede, med en kold og kynisk magt,
der børn der bor på gaden, sover ej men holder vagt.

Der er verden fuld af ælde, med et fællessprog der sir,
det at være, er at rumme, ta imod hos den som gir.

Dele ud hvor alting rækker, byde ind med mod og håb,
finde ro med andres gåder, i kulturens fællesdåb.

Der er møder hvor vi favner hvor vi finder dit og mit,
i det favntag fødes livet og vi går det første skridt.

Der er dig og dine måder at gi livet vid og vær,
i det spor du tar, er vejen til et liv hvor fred er nær.

//Astrid Søe 2012
melodi: egetræet tunkt af alder eller jorden drejer om sin akse.

Alt forladt

Melodi: egetræet tungt af alder

Himmelrum og sol og måne,
læner sig på dag og nat,
mens en stjerne lar sig låne,
og du hvisker; Alt forladt.

Ærlighed er det der giver,
rum at samle minder i,
kærligheden alt opliver,
når vi sætter nogen fri.

Frihed er den ånd der råder,
når vi mødes uden bånd,
du og jeg foruden gåder
Når du rækker mig din hånd.

Astrid Søe 2012