Sommer på Mols

Lyngen er lilla af lethed og liv
Grantræet løfter sin kåbe
Himlen den maler et modigt motiv
Lærken står op for at håbe

Hugormen soler sin kolde figur
Kornet er modnet med måde
Skovmåren ligger nu atter på lur
Jeg samler på sensommernåde

Vejen er trådt til den næste der vil
Nogen skal være den første
Tænk at vi lever, tænk vi er til
Selv nye spor blir’ de største

Maltfabrikken i Ebeltoft

Tone: Vort modersmål er dejligt

På ”Borgen” i en parentes, man så et stykke jord
det freder vi, så ser vi siden hvem og hvad der gror
langt højere bjerge man sikkert har om land
men al idyl det tæller med hos gamle H.C. And

Så fik vi os en park der er så multi-national
at lille tue vælter læs, i Frejsa gamle sal
for parken den skal værne hvert gammelt frønnet bræt
og riget fattes penge og er af krisen træt

I parken står et gammelt hus, med ruder ganske små
Og væggene lidt skæve står da livet gik i stå.
Med fanden MALT på væggen da Syddjurs skranter slemt
beslutter man at huset det skal falde og bli´ glemt

Vort lille land er lykkeligt, det sir´ en statestik
Kun ganske få for meget har og færre intet fik
Vi vælter os i lykke og vedgår arv og gæld
Men pludseligt så dræner vi histori´ens kildevæld

Det sker at vi blir´ mindet om, at noget trækker skævt!
At det vi har, skal værnes om og holdes smukt i hævt.
Historien skal råde og skabe klare syn
da skal man forskel kende, på solskin og på lyn!

Tekst Astrid Søe. Skrevet til Maltfabrikken i Ebeltoft November 2010.

Sang til Nationalpark Mols Bjerge 2009

Tone: Som dybest brønd gir altid klarest vand

Jeg ser et barn der klukker bag en busk
og titter frem med øjne der kan trille.
Her går det tit, i sol og regn og rusk
og lærer om sig selv og det at ville!
Det kravler op til bjergets stejle top
mens bedstefar han puster ved dets side.
Han løfter barnets lille trætte krop
og hvisker: “Der er noget du skal vide”.

Her ser du landet top og tag og bund
Her ser du vejen ende og begynde.
Et landskab som en kindtand der er sund
og skæbnevand der får dig til at nynne
Her ser du livets træ der slår sin rod
i jordens mange lag af forhistorie
En stork der tramper kornet med sin fod
mens Molboen han pudser på sin glorie

Her ser du Danmarks næse stikke ud
og dufte klare tanker spredt for vinden
med snottet løbene ud af sin tud
når vejret puster Jylland koldt på kinden.
Her ser du livet som en grøftekant
som Agris lyng og som Trehøjes stene
hvor hver en spire taler lyst og sandt:
Hvor jorden gror – der er vi ej alene!

En lærke håber mere end den tror
og lover meget mer’ end den kan holde.
Men drømmen gør at livets landskab gror
så sjælens hvedemarker ej bliver golde!
Vi går med livets korte bukser på
og nynner for den tid vi er i live.
Når vejen slynger sig på må og få
blir jeg et barn der råber: Jeg vil blive!

Skrevet til Nationalpark Mols. 13 august 2009
Tekst: Astrid Søe, Femmøller Strand, 8400 Nationalparken. Mols. Danmark