Skrevet den af ASTRID SØE

Nyt-Ord er også gentagelse

Ønsker alle et godmodigt nytår.
Et år der vil trænge sig på med flere spørgsmål end svar og et år hvor enhver må stå foran sin gåde og gribe ud, ikke bare efter livet, men efter det fælles.
Et år der må gøre sig umage med mulighederne, med mennesket og mangfoldigheden.
Et valgår hvor end enkeltes holdning holder for.
For faen et ansvar at vade rundt i – både for hin enkelte og hinanden.
Må 2019 nå rundt om det vi længes mod. Om nænsomheden og hengivenheden.
må vi vige fra frygt for det vi ikke kender og se samhørighedens vindue åbne sig, ikke bare på klem eller klemt af politiske strømninger, men på vid gab – for livet, for loven.

Det vi ved, som ikke gælder
det vi kan, som ikke tæller
det vi gør, som ingen ser
det vi skal, som hjælper fler’
det vi flytter, for en anden
det er kærligheds-forstanden!

Godt Nyt-Ord!
/Astrid

Hvis jeg gør mig umage (2015)
p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 12.0px ‘Helvetica Neue’; color: #454545}
Hvis jeg gør mig umage,
går verden rundt og smider
med så lykkelige stumper af tillid
og ryster fjer af pudevår
vasket i hvidt
og hængt ud
på snoren
i klemmer
af nærvær

Hvis jeg gør mig umage
åbner grænserne sine veje
og ind strømmer
ulykkelige
og frelste
en stund
til de ser
den virkelige
ordknappe metode

Hvis jeg gør mig umage
tryller Buster
trolde gennem nattens mørke
til ingenting
og løfter et sovende barn
fra sølet
og urinstanken i lejren

Hvis jeg gør mig umage
kalder min sjæl
på genhør
og fisker en makrel
til eid
og til Eideren

Hvis jeg gør mig umage
kommer ingenting imellem
det der er dig
og det der er mig
for vi løfter i
hver sin ende
af verdens
klogskab

Hvis jeg gør mig umage
falder tårne i grus
Babel bobler
af liv
stiger længes
og læner
på skyer af smog

Hvis jeg gør mig umage
krænger din sjæl sin vrang mod tanken
og blotter sine tænder
som ulven i skoven
med et kuld af liv
i hulens mørke
skjul

Hvis jeg gør mig umage
falder den lille
uden et hul
på knæet
og plaster fra Falck
som hentes i røde kasser
som nødhjælp

Hvis jeg gør mig umage
kalder jeg dig navne
jeg bedst kan li
som summer
af humlebiens vilje
og ukloge vinge
i modvind

Hvis jeg gør mig umage
står tidslerne
mellem mine sten
og blomstrer som værn
mod round up
i skønhed
som ikke kan fældes
af hænder
eller gift

Hvis jeg gør mig umage
tager jeg
dig
på skulderen og løfter
din slægt med dit liv
og byder dig ind
til rødgrød med fløde
og stempler i papirer

Hvis jeg gør mig umage
står solen op endnu denne morgen
og fortvivler ikke
trods skyer
og natten frostbidte kinder

Hvis jeg gør mig umage
bliver jeg en vandrestok
til din færden
gennem ørkner
uden kameler
at sluge
eller fodre på
de drikker ikke vand
nok

Hvis jeg gør mig umage
får du den stol
jeg ikke sidder på
men ensomt
er forladt
i garagen
uden nogen til at læne sig
godmodigt
mod ryggen

Hvis jeg gør mig umage
går dagen din vej
og du træder
ind
i landet
uden at kende mig
og du har lommer i kjolen
til ingenting
andet end håb

Hvis jeg gør mig umage
vågner Holger Danske
og synger for
i en salme
om synd og sagn
og toner rejser mod dine lommer
som bliver fyldte
men musik

Hvis jeg gør mig umage
tænder jeg bål
i samtaler
om din ret
og min
til at findes
gennem tåger
af tillid og sprog

Hvis jeg gør mig umage
går verden ikke sin gang
hvor du sultent rinder ud
forsvinder ned i dit ler
dit sand
din ørken

Hvis jeg gør mig umage
får vi fortællinger
at give videre
til andre
om det vi flyttede
og fandt
i skovene og ved vejene
uden grænser
og midt i storm

Hvis jeg gør mig umage
lærer du mit navn
i snublende stavelser
gennem fremmede munde
og finder et kort
der kender mit hjem

Hvis jeg gør mig umage
er du ikke allerede død.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Et vi. sang

Jeg ser du har fundet en grund hvor du står
og tripper og tænker og tæller
og tvivler på livet og hvad du formår
hvordan slår man fast hvad der gælder?
Du læner din ryg mod en mur der er varm
fra en sol der er brudt gennem skyer
og da kan du mærke at nutidens larm
frimodigt er altings fornyer
Du har i din lomme en tvivl der kan så
en undren der kalder på livet
du rejser dig hastigt for nu må du gå
og lytte på det der er givet
med øjne der flakker og hjertet der slår
har du samlet en hverdag der hviler
samhørigheds skridt når du vakler og går
i mylder af busser og biler
Du har ingen kort der skal lede din vej
du går hvor din fod finder fæste
du har ingen hat med et ja eller nej
og opskrift for liv til din næste
du er uden tvang fyldt af mulighedsånd
der kan bære og briste og blive
for du er den første der rækker sin hånd
og det er det største at give
Du fik gennem tider en muligheds tro
at finde det fælles der samler
at stå ved hinanden, at bygge en bro
da levende sten ikke ramler
du gav uden tanke et ord der står frit
uden pant, eller gæld til hinanden
frimodighed, skrev du på vejen med kridt
og oplyste fællesforstanden
Du vil ikke fæstnes som ord i bog
du vil ikke lænkes og bindes
du bobler og brister som gryder i kog
der står du og tænk at du findes!
Du er ikke gammel, du er ikke ung
du er længsel og latter og altet
du vejes for let og til tider for tung
det vi, vi har fælles forvaltet
Et vi, er at vide at livet er stort
at ingen skal være alene
et vi, er at dele alt det vi har gjort
at lytte og ikke kun mene
et vi er at vælge hinanden på trods
for de ting der kan skille og dele
et vi er at trøste og give et los
et vi er at være et hele

Astrid Søe 2018
Sang til samtiden

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Konfirmationssalme fra den gamle af dage – grundtvig (ish)

Tone: Er lyset for de lærde blot
Er livet sand mangfoldighed
af sjæl og sind og virke
da stråler frit din kjærlighed
når hjertet er din kirke.
Når våbenhusets dør er høj
og ordet skaber verden
fra bondeblomst til stolt levkøj
en frihed i din færden
Sat fri og fyldt med fortids ord
der råder og regerer
ta selv på livets nadverbord
er óg at eksistere!
Et håndtryk fra det himmelblå
en stjerne fyldt med drømme
at tvivle fortsat og forstå
at gå mod tidens strømme
En fortsat fri forundret færd
at hige og at søge
din undren er din hjertenskjær
og ingen sjæleskøge.
Hvor dannelsen er livets ånd
en ledsager for livet
er mulighed, en fremstrakt hånd
og tillid ganske givet
Kom frihed, se nu dagen gry
og ungdom gå i møde
hvor håb og mod blir til på ny
opstanden fra de døde.
At favne livets flygtighed
at finde egne måder
at så sit eget blomsterbed
bliv til i livets gåder
Til ungdommen af 2018 – I al ærbødighed jeres hengivne ven
“N.F.S. Grundtvig”

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Her lukkes en skole

Her lukkes en skole som mange før
hvorfor? fordi vi skal spinke og spare
jovist, det forstås, gør som man jo bør
men et er givet, det bør jeg forklare:
når højskolen skæres
og ånden fortæres
vil demokratiet umuligt ku’ næres
og sygner hen
og sygner hen

Men hvad kan en skole der står så fri
og hejser flaget i storm og i stille?
og knejser i ånd og i friværdi
det’r ganske vist: at lære at ville
at give en chance
for storsindsballance
det muntre køkken af tvivlens fajance
et sted at stå
et sted at stå

At stå når man længes og undres på
hvad livet byder af mulige veje
at famle, at findes og genopstå
at få sig selv og sit frisind i eje
at ku galopere
og stærkt insistere
når dannelsen ligger med strenge veer
og finde form
og finde form

at finde en form der kan tænke nyt
at tro på det der er roden til livet
at opdage fælleskab ej et yt
at skabe der hvor intet er givet
i andre at hente
at gå og at vente
at muligheder er altid i mente
som vækst og værd
som vækst og værd

I lukker en skole som mange før
når krisen kradser og ånden den bæver
men før der står “Lukket” her på min dør
så vid at højskolen bundlinjen hæver
den skaber en måde
et svar på en gåde
en mulighed for folket at råde
og tænke selv
og tænke selv

Melodi: jo jo gøgleri

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret “Se nu stiger solen af natmørkt hav” og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, der kommer igen en muggen kunde, – så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner.
Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Der er!

Der er samtaler der samler,

Der er stilhed der gir rum,
Der er nye ord der famler,
Der er talens rette sum,
Der er holdninger der fødes,
Der er mening der er sat,
Der er diskussion der mødes,
Der er undskyld, alt forladt.
Der er håndtryk man kan mærke,
Der er knus der sætter fri,
Der er bånd der gror sig stærke,
Der er folk man går forbi,
Der er minder der fortætter,
Der er viden man kan nå,
Der er svar man aldrig gætter,
Der er kærlighed at få.
Der er løsninger på gåder,
Der er veje man kan gå,
Der er svar og der er måder,
Der er mange, der er få,
Der er favne der kan rumme,
Der er skuldrene der bær,
Der er lukket eller åben,
Der er tro og der er vær.
Der er valg på alle hylder,
Der er uvished og vid,
Der er mennesker i mylder,
Der er ord med særligt bid,
Der er dem der rydder stene,
Der er dem der bygger op,
Der er dem der er alene,
Der er sjæl og der er krop.
Der er døre der går udad,
Der er låste tyste rum,
Der er sorg og der er grundglad,
Der er fejl og der er sum,
Der er tvivl på mangt og meget,
Der er sikkerhed og net,
Der er noget overvejet,
Der er vågn nu med et sæt.

Der er slebet mange kanter,
Der er fundament så fast,
Der er grundidé der planter,
Der er flagskibe med mast,
Der er dem der går og gemmer,
Der er dem der pakker ud,
Der er alt hvad du fornemmer,
Der er hverdags nye skud.

//Astrid Søe 2013
Kan synges på melodi: Livet er en morgengave.

http://www.astridsoe.dk