At hele hvad der deler

At hele hvad der deler 
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke 
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes 
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015

Sult

Og så var nogen der lukked en dør
Og slukket for tv og tuden
Og krøb under dynen i mørke og skjul
Gardinerne trukket for ruden
For ude i verden var livet på langs
Og sulten og krigen den brager
Det hjælp jo ingen at lukke en dør
Husk nu – det dig som det rager!

//Astrid Søe 2013

Vand Vid


Vand er vådt og vand er vovet,
vand er vid og underligt
vand er sne og vand er tåget
vand er helt forunderligt

vand er smil og gode lege
vand er fælleskab og nød
vand er vugge, vand er veje
vand er pletter lagt i blød

vand er skæbne, vand er skibe
vand er grænse mellem folk
vand er tåren i en knibe
vand er kysset, vand er tolk

vand er fødsel, vand er livet
vand er frygt og vand er håb
vand er livet vi blev givet
vand fornyer os i dåb

Melodi: Egetræet tungt af alder

//Astrid Søe/Mor’s Menageri

julens kildevæld

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes lykke, findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når hjertevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe 2011