Fastelavns finanskrise

Finanskrise – we love you so!

Kriser er altid sunde – på den vis at de udvikler mennesker og giver opdrag til nye måder at sætte til og fra. Samtidig sætter de debat og levevis under lup og æder sig ind under huden på selv whiskybæltets beboere.
Tendensen er klar. Når der er krise gør det ondt på den der kun har lidt i forvejen, dem der mister noget eller meget. Og så er der hele den anden og største del af befolkningen. Den del hvis største afsagn er nogle “chokkerende” overskrifter i dagens avis om slankepiller og medina. For krisen trækker overskrifter og sætter dagens optik og hver dag skal og må vi forholde os til de mennesker og den verden der er omstyrtet af krisen. Det er ikke til at holde ud eller holde af, at alle aviser graver i gravhøjde. Hvad blev der af god gammeldags bladsmørreri om succes og storhed? Dermed bliver krisen en allemands samtale, uanset om den fylder eller ej i hverdagsøkonomien.

Værste tendens er fastelavns maskeraden hos de mellemklasserige koner i midtfyrrene (Altså mig selv agtigt: av den sved hva). Dem der gik “all in” med Alt for damerne i start 90’erne og agerede “happy chick” da moden og bladene dikterede det, og de der spiste spelt til de bækkede sig gennem 0’erne bare fordi det ligesom var sådan den skulle vinkles. og var så fucking flinke fordi moden/medierne besluttede at vi skulle være dannede.

Nu leger vi igen, noget nyt, med nyt kostume og nye folder i ansigtet – helt uden rynkecreme og you’re worth it, tags.
Nu “leger” de nøjsomme – ikke af nødvendighed, men fordi det nu er nyeste sort og in at gå i genbrugsen og gå i hundene..
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen penge har, så går Nørregades bageri konkurs og det er jo rent af helvede til, for har du penge så kan du få, men har ingen så må du gå!

Jeg elsker jer/os som I/vi er, men hey, behøver vi alle gå rundt og lade som om vi er midt i noget vi ikke er, hvis vi ikke er det? Som om en kunstig nøjsomhed en en reel hjælp til nogen som helst. Jeg vil da hellere se dig bruge dine kroner på noget der gør dig glad eller på dine medmennesker – gi en skærv eller noget.
At du kunstigt bremser op og ligefrem “leger” fattig og nøjsom er en direkte hån.
Så Ja, jeg mener det: ta nu bare på champagnebar – den skulle jo nødig nå at gå konkurs før moden igen skifter og forbrug igen bliver en almindelig størrelse.
For det er umoderne at forbuge lige nu, modsat for få år tilbage. overforbruget var ækelt, for meget for usundt og forkert, men det vi nu står i er lige så forkert og kunstigt.

Og det er ugleset at købe rejer i lage, når 150 på frost er billigere. Mølken til 4,75 fra bur-koen er mere in end økolet til 12.95 – til trods for at de der har råd til den økologiske mælk, i årevis har prædiket at alle dem der ikke købt øko var nogle dyremishandlere. Men når der er krise og nøjsomheden bliver moderne, så koster det for koen.

Jeg har det egentlig både roligt og afballanceret med at mine medmennesker er og tjener forskelligt. Måske synes jeg netop det er det der gør en dagligdag spændende. At kende både rige, middel og reelt fattige, der alle får der bedste ud af deres vilkår og gør deres for at enten ændre det eller vedligeholde det. Jeg får på ingen måde noget mordene kick ud af at se dem der har mere end nok lege nøjsomme – gider I ikke bare lade være! Det er så uklædeligt at se dejlige voksne mennesker lege fastelavns fattig og mådeholden bare fordi moden dikterer det…Be om… Nå men, jeg må også heller smutte nu, skal lige i genbrugsen og købe mælk..

Den Danske Bank

Den danske Bank
Melodi: Carl Nielsen, 1926 (Den danske sang)
Den danske Bank den er uden lige
den går og tømmer det danske hus,
den er et barn af de fordum rige
hvor indkomst var et champagnebrus.
Den danske Bank når din mønt den klinger,
har klang af klokke, gebyr og sold.
I mod os cruiser på brede vinger
en saga tone fra skat og told.

Al indkomst ynde og låne vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal banken rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og kriser kradser,
men lån og løn kræver stadig stål,
nu syr vi lønnen ind i madresser
og spytter ned i en offerskål.

Så skrig da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er rentefrit,
og lære kan vi af bankskandale,
I sparker kun jeres eget skridt.
gebyr på løn og på aldershvile,
pånær de folk der har mer end nok,
Du danske bank, du mod afgrund ile
nu kunder melde sig ud ad hoc.

//Astrid Søe 2013 – www.livsoplevelse.dk
#Danske Bank #Drilleri #Gebyr

Krisen er skredet…

Jeg ser i avisen
at nu skrider krisen
og aktien går op
over grafernes top
og bankmanden ler
og låner til fler
fru hansen får fregner
revisoren regner
bageren bager en kage med skum
men hvad nu med dem der endte i slum?

Jeg ser i avisen
at nu slagtes grisen
forbruget skal hæves
og skatten skal tæves
for tænder de koster
og nyren til moster
og skole og park
tourist og monark
og nogen er sure på røde og blå
du redte selv sengen, det må du forstå!

//Astrid Søe 2013

Piv mindre – Prøv mere!

Kan snart slet ikke se vores samfund for bare revsere… Måske er det tid til at genhuske, for alvor, hvad det er vi vil med hinanden som folk. Krise, økonomi, afmatning mv.. det er intet at regne mod den krise og afmatning der kommer at at glemme hvad det er at være et folk, at være skæbneforbundet.
Måske huskede vi ikke i dag at vågne og gnide søvnen ud af øjnene med det ene formål: at sige til os selv i spejlet at vi også i dag VIL vælge os TIL som borgere og folk i danmark.
Jo mere vi revser, brokker og brydes, jo længere er der til samling og selvtro.
Jeg har nu engang tænkt mig, ganske naivt, at tro på vores folk og formåen. og samtidig nære tillid til verdens global-borgere. Hvad kan vi andet, vi er kun mennesker og har kun en vej – det er frem og det er fremtid.
Må du og dine få en aldeles forrygene dag hvor vi husker at smile og le, tro og se. Og bliver det nødvendigt at falde i et hul, så lad det blive smilehullet, for der ligger nøglen til et helt lands fremtid begravet.
Når glæden kommer, kommer troen på samfundet og løsningerne på det hele.
Vi klarer ikke et 2012 med surmuler og slatne løsninger.
Vi klarer ikke hinanden og os selv uden viljen til a give Jante et gevaldigt spark i røven og genopfinde troen på mennesket. Det enkelte menneske. værdipolitik med menneskeværdi og menneskemetode. Fint nok med skældud og revsere, men hold jer lidt på måtten og kom igen når I har fundet lidt tillid til jeres medborgere og til mennesket som grundlæggende godt.
Piv mindre – Prøv mere!

Håbets korrekte størrelse




Et håb er vel et håb, for de fleste.
det behøver ikke være svulmende, overstadigt eller prangende – bare det er håb- ?

Vi håber for hinanden, for freden, for kærlighden, for fremtiden.
Den økonomiske krise rider mareridts galop over mennesker, det mistes, der tabes, der tumles med liv og levnet.
Alligevel genopstår de mennesker i et lille overset, ukendt og ukurent håb.
Så småt at det kun kan blive større, kun kan vokse.

Og vi håber for hinanden i hverdagen: Åh jeg håber du må lykkes, jeg håber du får en dejlig dag, jeg håber du bliver rask.

Håbet er en enestående størrelse.
Det er ufravigeligt i mennesket så længe vi lever. det at håbe og bevare håbet.

I mit lille firma er håbet nøjagtigt 1,7 cm langt og lysegrønt.
En heldig og herlig del af mit daglige virke består i at give håb videre – til andre, til dem der mangler det eller har glemt det en lille stund.

Men mit håb er alligevel ufravigeligt 1,7 cm – sådan er det. Så passer det på vægt og gram og ind i konseptet…
Men alligevel passer det slet ikke….fordi det er et håndgribeligt håb, fordi det er bedrag, genhuskehåb, billedsprog.

Jeg er så uheldig at stå med det ½ håb. ikke bare i små mængter, men ca 30 kilo ½ håb på mellem 0,5 og 0,8 cm i længten

Og pludseligt blev jeg milimeterdemokratisk og gal og grædefærdig.
Mit håb passede mig ikke. Mit håb var for småt, mit håb var ude.. HÅBLØST!!!

Til jeg fik øje på det, håbet – at det jo da ikke er størrelsen, men måden vi tager imod det på.
Håb er håb, i små eller store stykker, i alle størrelser og mængter.

Mit nye håb passer ikke ind i min fasttømrede, skematiske, opmålte, fødevareministeriumsgodkendte, påklistrede, indholdsfortegnelseslabelkorekthed…

Hvad gør jeg så??

Begynder håbet forfra.
Genopfinder håbet på ny
Nytænker håbefuldhed.

Nu sidder jeg her, midt i håbet delt ud over 11.000 små stykker bolchehåb.. og genhuske hvad fanden det var jeg ville.
Ikke hænge mig i kasserne, ordtenligheden, samfundsensretningen, vanen..

Bare være med til at være det håb der smitter, uanset størrelse, uanset vægt, uanset vane.

Nu vil jeg lade være med at tude over spilte cm.
Nu vil jeg pakke håbet sammen, byde det ud og håbe… at håbet går an, uanset størrelse, uanset vægt. For håb er nok i sig selv – bare det er er!

Jeg HÅBER du forstår!?