Congobajer uden tud tak.

>>Coffee to go, og en baby tudekop tak<<, jeg er nemlig et travlt menneske, der end ikke orker at tale danske med mine hverdage, som eller min salig far lærte mig.

Og jeg skolder helt sikkert tungen i bilen, fordi diverse tankstationer har fået nymodens bryggerimaskiner der både kværner og pisser min kaffe ned i koppen i små strint-sikre stråler. Men det er kogende og det er jo fint, fornyende og noget andet end truckerkolber der har stået på en lun kogeplade de sidste 5 timer og overvejer om sort nu også er det nyeste sort.

Men jeg kan sgu ikke finde ud af dem, brygmaskinerne.
Først bruger jeg utallige minutter på at lede efter koppen. den er væk, som sunket i jorden.
– Undskyld, men hvor står kopperne, de der brug og smid væk paptynde sataner man med sikkerhed brænder fingrene på, af nogle beholdere?
De står ved kassen nu, du skal betale før du får en kop!
Hvorfor?
Fordi eller er der mange der tager kaffe uden at betale.
Ok, ikke noget at indvende mod det, andet end følelsen af at det næsten er en forbrydelse at mangle tillid til kaffedrikkere.
Det er jo samlingspunktet, det er jo de tomme løfter om “skal vi ses til en kop kaffe snart”, det er dating-menneskers gyldige 5 minutter på en cafe, det er mødernes stille øjeblikke hvor man drikker af sin kop for at få et øjebliks købetid til overvejelse, det er en kultur og nu er den buret inde af kassemedarbejdere der sidder på kopperne.
Kaffen er ligesom noget kulturelt vi ikke kommer uden om, et møde med en tid vi ikke skal præstere af helvede til. det er pusterummet, det var pusterummet.
Og nu er det forpustende bare at få en kop.
Helt ærligt, er der så lidt tillid tilbage at en stabel papkrus skal gemmes bag disken sammen med panodilerne og herpescremen?
Er tilliden ikke gemt i den papkop med tudelåg?
Er det ikke nærmste sidste bastion af frihed der nu står stakket bag lås og slå?

Ja gu er det et tidsbillede, et billede på den vidtstragte fortælling vi medvirker i og lever efter umærkeligt og mere og mere.
Der brykkes gør der, nye fortællinger om kulturen og verden og medmenneskerne. de bor også i papkoppen med tudelåg. alle de andre vi omgiver os med. alle de andre der heller ikke er tillidsfulde nok til at få hverken papnæse eller papkrus.

Det kræver en længergående universitetsuddannelse at trykke på den rigtige knapper på brygmaskinerne. Kaffen hedder alt muligt der ikke har med kaffe at gøre. Vi er ude i en sociologisk eksperimenterende brygopgave der ganske overser det kulturskred vi er midt i. Macchiato, americano, Cortato, Café Mocha, og bla bla bla… Det er fint nok, det er udvikling. også når man egentlig skal tisse helt vildt i køen til restepladsens brygmaskine. Og de fumler gør de, dem i køen og sveder og bander og trykker og brygger den ene fejlblanding efter den anden.
Men vi lærer det nok, bare vi tager den rette længeregående. det er jo godt med uddannelse, også på landevejen.
Jeg skal bare tisse hver gang også selvom jeg ikke skulle inden og sådan en midaldrende kvindeblære der har født nogle gange og indrømmet ikke knebet nok, den skal man have respekt for. den holder sig ikke evigt, det er helt sikker. på et tidspunkt flyder den over, i køen til café latte og Macchiato. Almindelig højskolekaffe, det kan jeg jo ikke få. det lugter jo af den lille blå, ikke at forveksle med den lille rød. Eller Irmapigen.

Jeg vil egentlig gerne bare have en kop almindelig kaffe, med lidt KOLD mælk i, ikke noget med mini eller skumme eller endelig ikke skummet mælk varmet med et selvbetagende smil.
Du ved bare kaffe med mælk, sød hvis du har, ikke fløde. endelig ikke fløde.
Kaffe med fløde smager af den gamle nabokone i Uldum, som gav vi børn kaffe, i mangel på nymodens forståelse af børns vaner og skikke.
Fløde i kaffen, hvor vi sad med nederdelen lige under knæet i den alt for høje sofa og balancerede den kunstfærdige kop på underkoppen og passede på ikke at slubre eller at der kom lange løbende dråber ned af porcelænet.
Kaffe med fløde, det går ikke, det er til procelæn og ikke pap med tud.

Vi kan ikke lave kaffe med kold mælk, desværre.
du kan tage en pulverrulle og drysse i.
– Jeg dresser fire i, ikke at det køler særligt meget det pulver.
Kaffen er hed, som ekspedientens kinder, da jeg spørger efter noget at røre med.
En lille pind, af træ. en splint af kristi kors som jeg rører rundt med, til pulver og kaffe udgør et skønmaleri af beige bæ farve. sådan lidt ud i tyndskidspaletten.
Låget på, tuden til de travle folk på landevejen. Os der ikke har tid til at fordybe os over avisen med alsidige panderynker over nutidsstrømmen af 12 taller og dannelse der tror den skal vækste og videre, men egentligt bare er en hverdagsting.
Nu er dannelsen blevet en tudekop for småbørn.
Vi suger kaffen ind i småsjatter og orker end ikke at drikke af rigtige kopper, dem med underkop og klirrelyd.

Jo mere travle vi er jo mere ligner vi smårollinger udstyret med sikkerhedssele, tudekop, telefonnumre indkodet hvis vi bliver væk, gps der finder vej for os som en god spejderleder, pletafvisende tøj så vi kan spilde ned af os uden at det gør noget, spærringsaftale på tablet, mobil og bank så vi ikke kommer til at bruge for mange penge, skema i kalenderen så vi passer vores “timer. Det er næsten umuligt at se nogenlunde voksen ud med en tudekop i munden. Det er sgu svært at indgyde respekt med småsjatter af kaffe der lejrer sig i låget. Det er næsten lidt komisk. nærmest vuggestue agtigt.
Men hold nu kæft det er smart, jeg når ligesom det hele, men koffeinen i mundvigen og gpsen som ledestjerne. De er effektive de tudekopper, fra vuggestue, til voksenliv, til plejehjemmet hvor de sidste rester af saftevand sippes i tudekoppens beskyttende lys.

Næ, jeg tror sgu bare jeg tager en Congobajer, med en helt umuligt flaskemunding der ikke passer på andre mennesker end Kim Larsens flab. Jeg spilder hver gang, det løber ned af mig.
Der er en del tillid i sådan en Congobajer. den er ligesom ikke tilpasset virkeligheden eller samfundet eller det travle. Den kan ikke drikkes i trafikken uden at der er fare for andre ve og vel og en politirazzia med 3 klip i Congokortet.
Skål.

Seriøst?

“Seriøst” er nutidsdansk for “Helt ærligt – Mener du det der, eller er det bare det sædvanlige pladder?”
Hvorfor? Fordi børn og unge er kommet i tvivl om hvad der gælder.
Det er ikke noget de har fra tidsånden, det er en nedarvet tendens der står i lys lue.

Seriøst er latin og betyder alvorlig.
Og alvor er noget vi er blevet bange for. Det stinker af råddenskab og død.
Gennem 90’erne og 0’erne opfandt vi “kunstig seriøsitet” vi tæskede rundt i skovene, med sikkerhedsliner på og lod som om vi var i fare for at dø, men vi kravlede med sikkerhedsko og sikkerhedsnet på de nærved og næsten stejle bakkeskråninger i Mols bjerge. Vi kvalte kaniner, opdratter til samme og vi spiste græs – hvilket var enormt grænseoverskridende. I dag er det en michelinstjerne værd hos Noma.
Men vi klappede hinanden på skuldrene og heppede når lille Louise tog svævebanen hen over en halvanden meter bred og 12 cm dyb bæk. Det var så fantastisk at prøve grænser med døden.
Ja, vi var selvsagt ikke rigtigt i fare, vi lod som om. Vi var vilde vikinger, vi teambuildede, vi tiltede i seng efter lejerbålet og brændt brød og drømte om hvor modige vi var, hvor fasttømrede vi var i livet og at vi havde snydt døden dagen igennem.
Imens gik de ansvarlige rundt i ly af mulm og mørke og tjekkede sikkerheden i liner, klatrevægge, bakterier i vandet, salmonella i ægget, sikkerhedsafstand på boksebolden og fanden og hans forjættede pumpestok med metalspids.

Og hvad sker der med alvoren? Med at mene noget, med at livet koster livet og det kræver en hel del alvor og ansvar.

Demokratisk dannelse

At lære om demokrati via x-faktor og Robinson.
Vi stemmer gør vi, hele tiden, sms stemmer om dette og hint. Stemmer “Maren fra Kæret” hjem så kneppe Kurt og Patte Pia kan fortsætte deres leg med lagnerne i bedste sendetid.

Man må pisse i grundvandet for at forstå alvoren hos de nyeste slægtled.
For vi er blevet så forsigtige at vi kun kan træde forkert. Vi har ikke en chance for at sejre.
Oprøret ulmer og det er både grimt og klumpet.
Det er noget med at sige bandeord til sin lærer eller nægte at spise ærterne op, det er noget med at skeje ud af røvfirkanten og lave en selfie hængende fra et kirkespir 300 meter over jorden uden line og sikkerhedsnet.
Det er noget med at drikke sig stinkende fuld eller udfordre andre til at springe i havnen, med CULT som igangsætter. for ja da, reklamebranchen er med hele vejen og guider oprøret med sikker hånd. næsten som var det en manual.
Vi hujer at grin når en lille 2 årig, godt instrueret siger “Fuck Egelund” bare fordi vi ikke selv tør, men godt gad sige det. højt og med munden fuld af morgenmad.
Et mediestøttet oprør, godt med fuck og frankering undervejs.

Vi har nemlig brug for at blive sat igang, fattigt, men det ser sådan ud.
Vi higer efter nogen der som Felix Baumgartner, iværksat af Red bull, kaster sig ud i tomrummet og vi holder vejret mens vi kværner en energidrik, og dør lidt for hvert spin han tager, denne spindokter ud i kunstig befrugtning af vovemod. Fedt, så er vi fri for at spise græs og hænge med ti år + svangerdellerne ud over sikkerhedsudstyret på en svagt hældende bakke på mols. det ser også så grimt ud med de der deller, ikke til en selfie eller noget. Næ Felix kan fikse det for os.
Vi deler den ene vilde video efter den anden og youtube mæsker sig i vores længsel efter det dybe vand.
Fra sjove hjemmevideoer hvor bedstemor snubler i gulvtæppet, eller lilleputte falder i søvn i suppen i ulvetimen, til vildskab hvor man tæver en tilfældig i metroen eller flår en levende kat for rullende kameraer.

Imens sidder vi midaldrende og deler hahaha opdateringer på Facebook om blyanter der kan spole et kasettebånd og ægte hudafskrabninger på knæene, for det var så meget bedre dengang i de gode gamle dage. og hvem får de opdateringer? Det gør de midaldrende selv, for de bliver delt til hinanden, de unge er for længst skredet over til snapchat og noget hurtigtfix fotoforstand med filter og S/H seriøsitet.
Her deler de seneste tattoo og trender vi andre er hægtet af fra for længst.

Generation finanskrise.

Så er der de yngste, dem med “seriøøøøst” som erstatning for Javel og skal ske.
Hvorfor det skifte?
Måske i savnet efter noget seriøst!

>>Skat, der skal dækkes bord<<
>>Seriøst?<<
>>Nej nej, vi spiser af bordpladen og tørrer mund i dugen skat<<
>>Seriøst!<<
>>Ja da, hvad ellers?<<
>>Ej, seriøst mor?<<
>>Dæk bordet!<<
>> …..Jeg er seriøst lige ved at nakke en fjende i borderlands 2<<
>>Jeg er seriøst, som i alvorligt talt, som i NU<<
>>Det er seriøst nederen<<

slask slask slask *Indsæt selv lyden af tweenie fødder der slæber sig gennem lokalet*
Og det er seriøst nederen at måtte gå fra en fjende der truer en, så man næsten tror man selv er helten på den blåskimlede krikke fra Klampenborg. For spillene udgør samme drift som 90’ernes og 0’ernes selvudviklings kaninkværkende, kend din pik, faldskærmsudsprings kurser.
Det er nederen at opdage at hverdagen “overruler” selv den værst tænkelige fjende i ens spilfantasi.
Mor og far er sgu seriøse nok for en hel hær.
Som slask slask slask lyden bliver til småsnak og hverdagspludder tager livet over. Det er det der med ansvaret, ikke det kunstige for “teamet” eller “spilfiguren” men for sig selv og familien. For noget man gør ved at flytte sig, fysisk og gøre en pligt. Lille men anselig i forhold til at spise af bordpladen og tørre mund i dugen.

Seriøst?

I et åbent forhold med danmark.

Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

– Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig – men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig –
Din Astrid

Visdommen har korte ben

Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.

//Astrid Søe 2012