SAUDADE

Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.

Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.

Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.

Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.

Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade – hvor altet det rækker.

//Astrid Søe 2012

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, – blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat

Frihed er…

Frihed er at binde op,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,
halsen løst og livet med,
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!

//Astrid Søe 2012
Hilsen til den Gamle Grundtvig…

At digte med børn

 

At digte med børn er at digte om dagen
for børn går oftest lige til sagen
en digter kan sidde i mulm natten lang
og fifle, regere med vers og med sang
men børn går til fadet og råber i kor
et komma, vokaler og her nok et ord
hvad rimer på glæde og kat og forstand?
det ved alle børn, fnis og grin.. Tissemand!
de råber om kap og har ord til enhver
og alting er nemt, for ordene bær
når børn digter løs, utvunget af lyst
opelsker de sprog og finder en ryst
der bærer på livet og glæden især
så digt kun mit barn, når livet er nær.

//Astrid Søe 2012

Du er det billed i spejlet

Melodi: Barndommens gade (Anne Linnet)

Du er det billed i spejlet
der står som det klareste vand
du er en favn hvor jeg fejlet
der henter mig sikkert i land
du lagde havets bølger
til ro når stormen tog til
lysende blikke følger
som fred hvor viljen den vil

Vi sad på kanten af livet
og så hvordan alting det vandt
jeg tog din hånd for givet
og fandt kun at alting var sandt
du ånder så varmt på huden
når sjælene fryser til is
du tørrer duggen af ruden
når sjældne længsler befries

Du er et kærtegn i troen
når tvivlen svimler og gror
du er et råb midt i roen
hvor stilstanden ellers bor
du er en hverdag af sange
jeg skildte ad lag for lag
du er de ord og de klange
der siger: Giv mig din dag
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt

Et ståsted hvor jorden står stille
hvor mennesker tænker som du
for kærlighed er at ville
og blive det eneste nu
du læner din længsel mod livet
og fæstner skyggernes rand
i det nu blev du givet
et hjerte der står i brand
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt

//Astrid Søe 2012

At du er til

At du er til

er ikke et spørgsmål

der bliver stillet med tvivl.

Det ved vi begge to.

Ja. Faktisk bliver spørgsmålet

slet ikke stillet.

Egentligt findes spørgsmølet slet ikke,

i vores bevisthed.

Vi kender ikke ordene

der sammensætter spørgsmålet.

Vi kan måske slet ikke tale?

Vi kan måske slet ikke tale.

Vi kender ikke ord

der kan sammensættes.

I vores bevidsthed

findes sådanne spørgsmål ikke.

Ja. Faktisk stiller vi

aldrig spørgsmålet.

Vi ved begge to

at et sådant spørgsmål

ikke ville have været

stillet med tvivl.

Du er jo til.

//Astrid Søe 1988

Nyt kommer til

Hvert et ord er en rejse i livet,

ikke blot noget du skal ta for givet,

nyt kommer til og gammelt forgår,

lær dig det til, som du ikke forstår.

Vær nænsom i brug men gør sproget dit ejet.

med ret da dit ord blir målt og vejet.
//Astrid Søe 1988

En flig af skaberler

Tone: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.


Astrid Søe.

I hånd og ord: Til min ven og Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. Ved din afsked 3. juni 2012

Bevingede ord

Se, ganske stille, bevingede ord
dybest i hjertet, et menneske svor
jeg skaber fred, hvor kærlighed bor
jeg skaber liv, hvor lysten den gror
jeg finder sted i himmel og jord

Bog stav




Har taget en vanskelig littera-tur
er snublet i to konsonanter
så nu er jeg eftertryksværtelig sur
når sproget går som elefanter

Og her var en linje med ord der var skjult
og der semikolon med mere
et nyt tillægsord der rungede hult
etcetera, gentag med flere

Se der paranteser der tager patent
på det der sku stå helt alene
og ord helt tilsidst der blir gamle og grå
når de nedskrives som nota bene

En overskrift runger så fyldig og fed
at alle kursiverne ryster
og linjerne springer et afsnit ned
mens sidenoten dem trøster

To trætte vokaler er købt og betalt
og flere forkortelser skrumber
mens alfabetet går inderligt galt
og versefoden den humber

copyright Astrid søe 2011