Gorm den gamle – orkan

Gorm den gamle – orkan
Mens vi venter på Gorm
Der sku blive enorm
Vil jeg surre mig fast til min grundform
Jeg vil sidde og vente
Med livet in mente
Og kysse farvel til det kendte
Jeg vil købe et lager
Tændstikker og kager
Og andre beskyttelsesrums sager
Chatte med DMI
Høre vejrværters skrig
Og se Breaking som var vi i krig
Så vil Gorm banke på
For “den gamle” er rå
Han vil ruske og rive og flå
Hvis du selv blæser væk
Med dit tag og din hæk
Og moralen for længst har sagt knæk
Må vi husker påny
Jorden er blevet syg
Klimakrisen har næsen i sky
Husk det batter at kære
Sig om sine nære
Og jorden vi sammen skal bære
Mens vi venter på Gorm
Opgraderet fra storm
Blir orkaner mod nord nærmest norm
//Astrid Søe #orkan #gorm #dmi 

Blæs



Der er noget helt essentielt ved den usynlige blæst der fejer gulvet rent, henter liv, tegner død, flytter rundt på det vandte, knuger og spærrer inde. Og skønt du er skjult, ser vi dine fingre stryge gennem håret og gråne landskaber. Dine hænder ryster et hus, løfter et tag, dræber, løfter roden fra livets træ. Og dagen derpå, underligt stille, ikke engang sådan rigtigt lykkeligt, selvom alle Kyllinger er i live og ræven ikke havde bidt dybere end end knapt til knoglebenet. Og alligevel vemodigt i fornemmelsen og erkendelsen af at livet er så småt og tilfældigt. At vi puster os op og alligevel mister pusten blot naturen et øjeblik får trang til at minde os om hvor små vi er. Jeg kan tage dig, når og hvor som helst, jeg kan knuse dit kranie i min næve, eller brænde dig til glemsel. Det er godt, det er fint, det er vilkåret. Og derfor med blæstens gave, igen et gennemsigtigt landskab. En hvirvelvind af blade der trække gennem luften og væk. Grene der nøgent og blottet står tilbage. Som tilværelsen når den finder sit nu. Fugle der lander som lys og liv og læner sig forsigtigt mod en stamme, dagen derpå. I hel og gennemrislende eksistens. Dødens vilkår virker igen naturgivent og gennemtænkt. Selvom det er pludseligt og skarpt som en blåmusling der trædes under bare tæer. Og rynkerne der var der længe før du så dem. Samler vi op, hvad du tabte, gennem livet, i blæsten, i vinden, i vilkåret. Og du fik ret. Din kost fik fejet efteråret bort og vinteren imøde. Længslen efterlod du, som flydende ark ved næste bølge. Eller det aftryk af viden den knækkede gren bar i barken tidligt i morgenlyset. Vi er så latterligt små trods storhedsvanviddet . Tak for det. Sådan er det bedst. Sådan er vi bedst. I blæst.

…eller noget

Ja, pyt

Det blæser og stormer

Af lykke og liv
Det filer og former
Et efterårsskriv
Et blad falder om
Udgået for liv
Og jorden sir kom
Tilbage og bliv
Til muld og mage
For liget påny
Om hundrede dage
Vil vårspirer gry
Som sole i jord
Der lyser af nyt
Opstanden i ord
Det stormer, ja pyt.
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

December grå, på må og få.

Tekst: Astrid Søe, 2011
Melodi: Det er hvidt herude,  Thomas Laub, 1914

Det er gråt herude,
ser december, bag min rude
overmåde vand og vind,
gråt forneden, gråt foroven,
mudret er hver sti i skoven
blæsten nynner i mit sind.

Det er jul herinde,
i det grå der kan man finde
dansk december jule vejr.
Der er ingen sne, der falder,
ingen fugl der sultent kalder,
sol og milde vinterklær.

Det er vildt herude,
stormen skrige, vinden tude,
træer blir hevet op med rod.
hegnet vælter, broen lukker
julelys på vejen slukker,
tagsten falde for din fod.

Roserne udspringe
hvad vil milde vintre bringe
mig af høje himle grå?.
vinter sol og gråvejrsdage

det er julens kendte dage –
sneen er en drøm for få.

I det grå jeg finder
mange år og gamle minder,
om en vinter højt mod nord.
Kom, og se de milde jule

på den nordlige halvkugle,
kom og se den grønne jord!