”Vi afbryder udsendelsen med en melding fra Trafikstyrelsen om kø på Køge Bugt Motervejen og på Lolland, Falster, Bornholm samt de østjyske, nordjyske, vestjyske, sjællandske, sønderjyske, midtjyske, fynske og fandenivoldske motorveje. Det skyldes ikke Distortion, Roskilde Festival, regentjubilæum – det skyldes det fælles bedste. Vi forventer voldsom trafik hele dagen, læn dem ikke ud.”
Læs essay om og med Grundtvig i Højskolebladet her
Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse
Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/
I nyere tid har vi fået en ny fjende, en ny kold strømning i vores sameksistens. Kilden til oplysning, vores søgning efter viden og læring og tilgang til digitale søgemaskiner der både byder på sandt og falsk og hvor det kan være umådeligt svært at skelne. Kampen om Kilden er vores tids kamp om ilden. Når vi har udråbt deep-fake til at være blandt de største trusler i samtiden, foruden terror og klima – er det givet i den dalende tillid mellem os og dermed en svækkelse af det demokratisk samfunds mulighed.
Læs hele blogindlæget på Epale https://epale.ec.europa.eu/da/blog/kampen-om-ilden-vs-kampen-om-kilden
Der er mange måder at tilgå tilværelsen. Nogle af dem er ikke frivillige, selvvalgte.
Og en fremstormende diagnose i samtiden er socialfobi – En uden tvivl voldsom måde at måtte være i verden på. Det siges at 10-15% af alle danskere vil have perioder af livet hvor de er ramt af social fobi. Det er en vigtig fobi at tale om, som samfund. Den stækker et menneske og gør hverdagen, for nogle, meget ufremkommelig. Det kan være vanskeligt at sætte sig ind i hvordan et menneske kan være angst for andre, for det sociale liv.
Der har under covid-19 nedlukningen været talt meget om hvor meget bedre mennesker med socialfobi har haft det – dels fordi de ikke var tvunget til at være i det sociale rum og dels fordi de fornemmede at andre endelig kunne se hvordan det er at være “spærret inde” i frygt for sociale sammenhænge, mødet med andre mennesker, det fysiske. Og der er ingen tvivl om at vi har lært meget. For nogle af os er det en lettelse igen at kunne gå ud, møde andre, stå i et tætpakket lokale, gå gennem strøget og over slotspladsen, langebro og smile til dem der cykler forbi, råbe hej og god dag til en banansælger, småsnakke med en fremmet i bussen, for andre er genåbningen en påmindelse om at de sociale kan være svært.
Der er en anden tendens som ligner, men ikke er det samme alligevel. Og nej, det er endnu ikke en anerkendt diagnose, men som tiden former sig kunne man frygte at det kunne blive det. jeg kalder det “social forbi” Når det sociale er truet af sig selv, af os alle, af tonen i tiden og af den voldsomme udvikling der er kommet med at vogte på hinanden. Når vi bevist og selvvalgt vælger sociale sammenhænge fra fordi de giver knubs, minder os om vores egen fejl og mangler og gør os usikre på hinanden.
Vogterkulturen
Vi taler meget om overvågning, internetgiganter der kigger med på de sociale medier, dyneløfteri hos forsikringen og i socialforvaltningen. Men vi snakker måske for lidt om vores indbrydes overvågning og i den en udtalt krænkelsesparathed. Kulturen hvor vi hele tiden føler os krænket betyder også at vi holder op med at høre hvad andre siger fordi vi har så travlt med at vogte hvert ord for at kunne sige: det ord, den ytring, den er krænkende og dermed er dine udsagn ugyldige. Det er meget farligt når vi leder efter et nedslag i hinanden istedet for åbent at lytte, overveje, sige til og fra – til holdningerne, ikke kun til formen eller til et enkelt ord der snager lidt bedaget eller kan virke utilpasset. Det er en tydelig fornemmelse at vi afvæbner hinanden i samtaler, med en forkerthed. med noget vi kan blive krænkede over. eller hvis den anden har en anden alder, hudfarve, kultur, stand, religion – så det er det nemt at pege på det, istedet for holdningen i ordene. Vi taler også om privilegieblindhed – men efterhånden er jeg mere bange for sammenhængsblindhed. Vi taber sammenhængen fordi vi vægter en enkelt fejl, ytring, handlemåde, istedet for at huske den sammenhæng vi sidder i – hos hinanden, som hinandens skæbne og mulighed.
Når man åbner et fødevareprodukt man har købt og finder et fremmetlegeme, måske et stykke plast, så er første reaktion ikke lige at gribe telefonen og ringe til firmaet og sige: Hej med jer, der er vist sket en fejl, måske skal i lige tjekke op på det. god dag til jer. I stedet skrives der lange epistler på internettet og stjernerne rasler ned på trustpilot. Fordi et firma, et menneske i produktionen var kommet til at lave en enkelt fejl.
Firmaet mødes af shitstorm og vi ender med i deadline og besserwisser at debatere hvordan de håndterer deres lille stykke plast – sat lidt på spidsen. En zoo fodrer løverne med giraffer og heste, en firma laver en vase der bliver en mangelvare fordi den er populær og dermed til vrede.
Og et er firmaer som vi som forbrugere møder dagligt, uden at møde dem i virkeligheden, noget andet er den måde vi vogter på hinanden. Stavefejl i et opslag på facebook, et foto der tydeligvis ikke er redigeret godt nok, eller netop redigeret for meget, en holdning der har ændret sig, flyttet sig på ti år, bliver slagtet med henvisning til dengang. Et feriebillede på instagram der pisser folk af fordi der er udledt co2 grundet flyrejsen og man bør tage toget, ikke fly. Et unge menneske der afprøver din demokratiske holdning i offentligheden og sables ned fordi der mangler erfaring og levet liv bag ordene. En folkevalgt der drikker en øl i varmen og derefter er til grin fordi det nok er iscenesat og opstyltet og folkeligt bedrag. En midaldrende mand der kommer til at skrive noget om barsel, kvindekvoter, metoo, og ovenikøbet er han hvid, cis og på topskat.
En kvinde der blotter sine bryster på forsiden af et magasin og en kandidat mandlig til kommunalvalget der gør det samme på sin valgplakat bliver møde på hver sin måde. Med hver sin gyldighed. En udsendelse i tv om kunstakademiet hvor alle vogter på alle og holder øje med om der er lige mange brune og hvide, gule og røde til stede. Og hvor man melder sig ud af det fælles fordi man hele tiden synes man er i mindretal og dermed udsat og dårligt mødt.
Der filmes med mobiltelefoner i det offentlige rum og i det skjulte for at dokumentere overtrædelser, handlinger eller ord der er på tværs og der filmes i det private rum for at fange ens nærmeste og holde dem ud i strakt arm og kunne sige at du sagde sådan og sådan og det har jeg på dig. et slagsmål på gaden bliver ikke forsøgt stoppet, men filmet istedet og lagt ud på sociale medier.
I den politiske debat spoler vi frem og tilbage og leder efter modsigelser. En opdatering på facebook eller et “forkert” like fælder os som medborgere og internettet glemmer aldrig.
Vi leder simpelt hen efter andres fejltagelser, for selv at fremstå bedre eller i det skjulte prøve at komme overens med at når de andre er så latterlige og fejlagtige, så er vores fejl måske ikke helt så slemme, bare ingen ser dem. Ja, bare ingen opdager os som vi er.
Da skal man forskel kende på solskin og på lyn
Det er vigtigt at vi skiller tingende ad. Alvoren. der hvor et menneske virkelig har forbrudt sig mod en anden eller mod samfundet. Der hvor lynet slår ned og rammer rigtigt og fælder et menneske der er på den forkerte side af rigtighed og ret. En vigtig deltagende tråd i samtiden er de mange der må give efter for metoo og krænkelser. det kommer vi langsomt til livs, og det er på tide. Lyssky affærer og magtmisbrug afdækkes og afskeder menesker i mage samfund lige nu. Vi vender bøtten og prøver at afgrænse dem der tilraner sig magt. Og udviklingen er god og giver en fornemmelse af ligeværd og retssamfund.
Samtidig har den mellemmenneskelige rettergang og vogterkultur skabt en voldsom “angst” for at fejl og træde ved siden af. Frimodigheden er under fode og vi vægter vores ord og handlinger som aldrig før.
Det umildbare menneske svinder ind og vi bliver kontrolerede og polerede som aldrig før.
Når vi taler om demokratisk deltagelse hos de yngre generationer er det ikke så sært at de synes formen er svær at være i. De er vokset op i en tid hvor man ikke må træde ved siden af. Hvor fejl er fatale, selv de små. hvor blot det at være hvid eller brun er et statement og ikke bare en hudfarve. hvor hvert hårstrås retning er en eksakt fortælling om en selv.. Når en politisk debat ikke længere en en samtale mellem mennesker, med forskellige holdninger og måder at ville indrette samfundet, men er blevet en kampplads hvor det handler om at lægge hinanden ned, personligt eller med fejlsøgning.
En tid hvor vi dokumenterer hvert et skridt vi tager og hvert et ord og hvor vi ikke kun bruger det som historiefortælling, men som en måde at fastholde enten os selv eller hinanden.
Der var engang et ord vi brugte en del: Sobert. Det var noget med at huske at der stod et andet menneske foran en og at det menneske også havde ret til sin holdning og kunne være et fint menneske, trods det at vi er uenige og forskellige.
Det er svært ikke at se den stigende angst og usikkerhed hos de yngre generationer som en direkte afstikker af vogtersamfundet. bevares, vi vil måske ikke være ved det, men vi vogter nu alligevel på hinanden og venter på det øjeblik hvor vi selv kan komme til i samtalen eller kan påpege andres fejl og mangler eller grænseoverskridende adfærd. Og grænsen er snæver og bliver mere indsnævret dag for dag.
Det næste der sker er en modhandling. At vi melder os ud af sammenhængen og forsøger at finde tilbage til et naturligt leje. Der hvor man kan begå sig blandt andre uden at være bange for at det strakt har en fatal konsekvens. Vi trækker os fra sociale medier, fra sammenhænge hvor vi før luftede vores holdninger og afprøvede vore ståsteder. Vi mister lige så langsom lysten til at indgå i nye ukendt sammenhænge hvor vi kan komme på glatis og så vælger vi istedet ind i sammenhænge hvor vi er sikre på ikke at stikke ud og hvor vi er i et safe space af samdrægtighed. mere ens, mere af det samme og ikke så udsatte for holdningsbrydninger.
Vi muter og unfriender dem vi synes går på tværs af vores eget univers og forsøger selv at gå under raderen med neutralitet og sukkermadder. Vi holder op med at tale med en fremmet i bussen, dem i opgangen, vi lurepasser i skolen af frygt for ikke at komme til at sige noget der enten støder eller virker naivt, udannet, forkert, fejlbefængt, ikke evident og ikke målbart.
Der er altid to sider. Den afdækkende, gennemsigtigheden og den vi også har brug for. at dem der virkelig alvorligt bryder lov eller liv skal findes, afdækkes og graves frem og fortælles offentligt. det er mediernes og politiets rolle og en vigtig samfundsmæssig spiller. Men hvis vi fortsat er hinandens vogtere og ikke længere medborgere, mennesker der vil hinanden det bedste, så taber vi ganske snart det naturlig i at at være sociale væsner der har mod til at gå ud og ind af hinandens liv med en vigtig viden. at andre vil os det godt. At vi er godtaget, selvom vi alle laver fejl, afprøver holdninger, livet og leder efter mening i os selv og hinanden.
Tilbage til de yngre generationer. dem der står med en livshastighed og en virkelighed 24/7 hvor delekulturen og gennemsigtigheden er reel. Hvor man skal hoppe fra sten til sten for ikke at falde i vandet og fejle. For dem er hele usikkerhedsfornemmelsen en hverdagsbegivenhed. Og den kryber opad i generationerne. Breder sig som en steppebrand og giver en misstemning mellem os, på tværs og på sigt. En splittelse der rammer som social forbi, at det sociale liv, som en naturlighed, er forbi.
Det sociale rum, det fysiske er præget af omgangsformen på sociale medier. Vi får sværere og sværere ved at sondre mellem vores måde at udtrykke os skriftligt, med smiley og likes og vores fysiske tilgang.
Jeg holdt for kort tid siden et oplæg for de ansatte på højskolernes hus og tænkte at det her måtte jeg afprøve. det akavede, sproget, tonen. Så jeg valgte at lægge fyndord og frontalfrimodighed ind hist og her og selvom netop det rum, de mennesker der arbejder og ånder for åndsfrihed og menneske først, er et af de steder hvor min tro på rummelighed er størst, så var det tydeligt at blikkende sænkede sig og der opstod en akavet stemning undervejs. Og vi afprøver det fra tid til anden, også når det ikke er planlagt. Det med at få sagt noget på en måde der gribes af andre og forstås helt anderledes end det var tiltænkt.
Når ord bliver lidt for frimodige eller malplacerede, ude af sammenhæng eller bare helt ved siden af. jeg holder meget af det at vi kan bevare det frie i sproget, at det ikke tynger eller tager form af korrekthedskulturen – samtidig med at sproget skal vægtes efter hvem vi er sammen med og at det ikke gør skade i andre. Det er et ansvar vi har eller havde som en naturlig del af det at dannes og vokse op og blive til voksne mennesker. det almene hensyn og et tåleligt og rart miljø.
Vi ved at det at stå over for et menneske fysisk, normalt gør at vi filtrerer vores sprog og handlinger mere. At vi passer mere på hinanden når vi har set hinanden i øjnene, men som tiden går skrider også den filtrering en smule og især vores politiske debatter er præget af en voldsomhed og angrebsparathed der er uklædelig og ikke hører hjemme i det politiske rum eller noget rum, ejheller på de digitale medier.
Akavet. det er nok her, i det ord, brydningen står. at vi bliver akavede af at tilgå hinanden med samtidens vogtersyndrom. Naturligheden svinder og truer vores sameksistens på sigt.
Så når vi spørger hvorfor mange trækker sig fra debatter, fra hinanden, hvorfor vi ikke længere går så meget på tværs, men sigter efter safe space og enshed er det os selv der ligger inde med svaret. at vi ikke længere tør være mennesker blandt mennesker. at vi ikke kan leve op til nulfejlsforordninger og perfekthedskultur.
Vi har talt om det i snart 15 år eller mere, nu er konsekvensen her. Nu er de yngre der er vokset op i den kultur formet af en mistillid til det at være menneske.
Vi har en kæmpe opgave med at skulle aflære den virkelighed. aflære perfekthed, det fejlfri, det vogtende, det usikre. Det bliver samfundet, menneskets største udfordring fremover. at genvinde tilliden til at vil hinanden og kan kan bære hinanden som vi er.
Generation “Målt og vejet”
De unge svarer igen med angst og usikkerhed. Og jeg forstår dem godt, hele vejen. Det kryber nemlig ind i os alle. Vi vægter vores ord, holder igen, passer på, polerer og udglatter. En tendens jeg har fulgt en tid er tendensen med at tage forbehold for fejl. Der her en tid været en tendens hos de yngre til at vægte evt. diagnoser, svagheder, ulykkelighed, fejl som et kendemærke, som en måde at være i verden. en forsikring for at hvis nu de trådte forkert, så har de noget at have det i. en plausibel forklaring. en svaghed, en udsathed, en sygdom, en sindsmæssig fejl, en “undskyldning” for den givne opførsel. Det er svært at tro at så mange unge skulle være så udsatte og “svage” som statistikken viser, som de giver udtryk for. Måske er det et dække? Måske er det deres svar til samtiden? Hellere være forsikret, tale sig selv ud af evt. fejl ved at undskylde det med noget i sindet, end gribe samtiden og samfundet og sige den ret imod med et: Jeg er menneske, jeg fejler, jeg prøver, jeg er. Måske er det ligefrem et tegn på noget oprindeligt, på det menneskelige. autensitet. Måske er det de yngre generationers måde at fremhæve at de fejler og vil tages for gode nok, fordi og netop i bekræftigelse af fejl, svagheder, skælven, tvivl?
Jeg vil ikke forlange af de unge at de fra den ene dag til den anden kan stå selv, men jeg vil modsat forlange af os alle at vi giver plads til at enhver med sin måde og mulighed har et sted at stå. En fast grund under fødderne hvor de har lov at være sig selv. De yngre har i deres opvækst i et fejlfri-fikseret samfund på mange måder fået skabt denne tilstand af tvivl på mennesket og sammenhængen. Det kræver at vi alle, alle generationer sadler om, husker medmennesket og det at gå og så på tværs. At turde driste sig til at godtage at vi er fejlbare og at det at være sammen og dele samfund og liv ikke er en udsathed, men en sikkerhed – fordi vi har hinanden at stole på, at regne med, at turde være i tillid til at blive godtaget.
På tålt ophold i tilværelsen
Jeg vil begynde med at sige at alle er gode nok som de er, og jeg vil sige det meget højt og måske sige det på en lidt akavet og frimodig måde, sådan en måde man ville sige var lidt skæv og ved siden af. Og jeg vil håbe på at blive godtaget selv og ikke blive dømt for de fejl jeg selv laver. Ingen af os, ikke de unge og ikke de gamle eller dem midt imellem kan holde til at være på tålt ophold i tilværelsen. Vi er kun mulige hvis vi er i fælles tillid til tilværelsen.
Mens vi har rasende travlt med at gruppere os og inddele os efter farve, form, norm, tro, kultur, alder, køn og interesse, går mennesket helt fint i spænd med sig selv og hinanden når vi ophæver de grænser vi sætter for os selv.
Det er blevet noget der fylder, måske mere end rimeligt. Det med at inddele os og gruppere.
Der er intet nyt i det og enhver kender fornemmelsen – og det er på ingen måde unaturligt at finde sammen i fællesskaber med folk der ligner os selv lidt, eller byder ind med noget vi genkender.
Når vi taler om tidens mangel på mangfoldige mødesteder bliver det tydeligt at vi trænger til at stoppe op et øjeblik og se på hvad der deler os og hvorfor vi lærer mest ved at indgå i fællesskaber der består af forskellighed. Eller gør vi?
I forenings Danmark har vi gennem mange, mange årtier været dem der gik forrest med at samle os om en sag. Noget vi vil noget med. At danne fælles front og forene os med andre der har samme glæde eller kamp.
Det giver god mening og traditionen er forbilledlig.
Vi kan en del mere sammen, når vi står mange samlet om at ville noget.
Samtidig bliver vi ikke så udfordret af andre, når vi sidder i foreninger og mener det samme og kæmper for det samme. Det svækker den demokratiske dannelse, samtidig med at det at gå sammen styrker den. Et dilemma og paradoks vi kæmper med til stadighed.
Det er både besværligt og hårdt at vælge sig uenighed til. At tage debatterne på tværs og tro på at den uenighed ikke skal føre til en senere enighed, men være stærk og tillidsfuld nok til at vide at det er godt nok at have forskellige holdninger.
I folkeoplysningskredse ved vi det udmærket godt. At vi forener os med folk af samme slags og dermed misser en masse uvurderlig uenighed og meningsbrydelse der giver nye kanter og nye horisonter.
Jeg er flintrende ligeglad med din hudfarve – jeg orienterer mig efter din partifarve!
Debatten lige nu handler om manglende mangfoldighed og frygten for at de unge ikke vil forene sig fremover.
Tendensen har været synlig længe.
Jeg har fulgt den så nogenlunde og fornemmet det de sidste 15-20 år.
Man kan begynde med elevforeninger. Efterskolerne eller højskolerne.
Der hvor vi holder for med at mindes og følge hinanden og de skoler hvor vi har delt fodsved og forventning. De årlige årsskrifter, skiftende elevhold og forstandere. Men de unge har ikke helt samme behov for at følge med. Der er en form for ”det var det” og så skal vi jo også videre.
I begyndelsen syntes jeg det var en form for utroskab. At den arv og det livsindtryk ikke satte sig stærkere end at vi kunne vinke i indkørslen og gå videre. Ikke umærket, men med en form for lukkede kapitler uden æselører. Ikke fordi vi skal hænge os i fortiden, men jeg har og havde meget svært ved at forstå flygtigheden.
I samme tidsrum er de sociale medier kommet med en flygtighed som vi stadig undres over. Vi og vi – vi halvgamle. Og grundskolen har nedskaleret historieundervisningen.
Ud af det mudderpløre er det svært at råbe på at de unge skal have samme historieblik som alle vi der får et kick ud af at kigge tilbage.
Og måske er det svaret på den manglende tilslutning. At tiden er flygtig, et nu og den gammeldags dvælen i minder og forgangne steder er fortid.
Jeg håber det ikke. Hvorfor kære sig om det? Fordi jeg tror vores historie er meget vigtigere end alt muligt andet. Det er fundamentet for livet, det der har formet os og taget os i ed undervejs.
Jeg tror faktisk (selvom jeg savner en historisk respekt) ikke at det er svaret.
Jeg tror vi står med en hulens fabelagtig klog ungdom som er træt af den manglende mangfoldighed i foreningslivet.
Og min tese er enkel. De generationer der lige nu er unge, orienterer sig mangfoldigt. De er vokset op med globale syn, med internet der forbinder os med hele verden og med folk på kryds og tværs mener, tænker, taler og handler forskelligt.
På folkemødet i år sagde jeg (eller sagde jeg i klædning af Grundtvig) at ”frihed til forskellighed” nu er ude, i 2021 hedder det: Frihed ER forskellighed!
Et frihedsbegreb jeg har tilegnet mig hos netop de unge.
Og de mener det, hele vejen og hvis vi ikke i folkeoplysningsregi tager det på os, så taber vi ikke bare sutten, men muligheden for at virke og være sammen med de unge generationer.
Vi kan begynde med at se og prøve at forstå hvorfor unge har travlt med at definere sig selv og omdefiner igen og igen og igen.
Er det et svaghedstegn? Nej, det er et opråb til samtiden.
Når det viser sig i 2021 at være nødvendigt er det fordi vi har gjort noget der ikke er godt nok.
Ingen skal generalisere mig, jeg finder mig ikke hjemme i kasser, Excel ark eller med en label i panden hvor der står ”Midaldrende hvid dame” og jeg ville glæde mig ustyrligt hvis vi heller ikke generaliserede ungdommen.
De er lige så forskellige, med lige så mange holdninger, retninger og meninger som alle andre. De er mangfoldige og dermed frie. På 2021 måden.
Det samme glæder den anden vej. Nej, vi er ikke boomere eller bare gamle idioter – vi er mennesker i mange aldre med mange erfaringer som du kan låne af eller lade være. Du slipper ikke for os for vi er her her på lige vilkår med dig. Det kunne måske tænkes at vi kunne hjælpes ad?
Hvis du spørger mig hvad mit Pronouns er, så er svaret: Menneske/Menneske først/du først
– Og det er det ikke for at provokere, men for at sætte mennesket frit igen.
Jeg savner at mangfoldigheden er så naturlig at vi ikke længere behøver definere os selv herfra til helvede. At et menneske er godt nok som det. At det at møde et andet menneske er en tillidserklæring i sig selv, især fordi vi ikke er ens eller mener det samme eller ser ens ud.
Jeg er flintrende ligeglad med hvilket køn du er, hvilken farve du er, hvilken forening du er medlem i. Jeg er derimod flintrende glad for at du er dig og at jeg er mig og vi dermed er så forskellige at vi er nødt til at mødes og tale sammen.
Jeg er så flov over at have været med til at forme en samtid hvor det viser sig nødvendigt at definere sig selv hele tiden fordi der hersker en tvivl om man bliver set rigtigt og mødt rigtigt. Giv mig mennesket tilbage!
MANGFOLKELIGHED
Kan man være mangfoldige og samtidig være et folk?
Kan man lave folkeoplysning til mangfoldighed?
Ja og det er det vi skal for at sikre den demokratiske dannelse på tværs af køn, alder, kultur og struktur. Og vi må lave nye måder at samles om forskellighed. Nye måder at fremhæve rigdommen i ikke at være ens.
At være et folk er jo at lære at læne sig på hinanden og vide at man må bøje sig og at de må det samme. Det at være fælles om samfundet gør os til et folk. Det er sagerne vi tager på os der giver samliv og fælles forstand og dermed er kit til folkeligheden.
Jeg holdt foredrag på en efterskole i denne uge og der talte jeg med en elev bagefter. Han sagde noget meget centralt og virkeligt vigtigt til samtiden:
”Før havde jeg den samme mening hver dag, men efter jeg er begyndt på efterskole, har en jeg en ny mening hver dag”. Jeg kom næsten til at tude på vej hjem i bil. Af lutter lykke over det at møde en elev der havde fundet tvivlen og turde italesætte den og gøre den til en frihedsforståelse i tilværelsen. Og det at eleven havde fundet det på en efterskole, med et i øvrigt meget diverst sammensat elevhold sagde meget om hvad fællesskaber også kan.
De kan være det frirum hvor tvivlen er lovlig. Hvor skråsikkerheden svinder og vi får lov at fornemme os frem og dermed blive fremkaldt som mere hele mennesker.
Tvivlen kan noget godt, særligt i samtalen og debatten. Den slår ikke igen, den gør ikke skade på andre og den er sjældent hård i ordene. Den er spørgende og prøvende og imødekommende.
Det er aldrig særligt lærerigt at høre en debat hvor deltagerne i staccato leverer sin holdning med skyklapper og ikke lytter sig frem og imødekommer. Og en af de grunde til at den politiske debat lige nu er blevet så hård og umulig er jo også fordi skråsikkerhed møder skråsikkerhed. Og det er der vi har tabt den demokratiske dannelse. Det handler stadig ikke om enighed, men om at lytte sig de andre standpunkter til og turde rumme dem og ville dem i al deres forskellighed og i øvrigt vide at ens egne synspunkter bliver mødt med samme rummelighed.
Samtiden har brug for et meget stærkt ”Dansk mangfolkeligheds samråd” hvis de unge skal vælge foreningslivet til.
Det kræver også en læring i ”det øjeblikkelige” en hurtighed som det at danne en forening ikke mestrer lige nu grundet love og forordninger.
Øjebliks-ideer og pop-up aktivisme er et sprog og en handlemåde der på mange måder er meget elskelig. Det at stimle sammen øjeblikkeligt, hjulpet på vej af de nye sociale medier hvor vi kan kommunikere med hast og handle i nuet.
Vi står med en hele fantastiks ny generation der i den grad har fanget ideen med aktivisme.
Og aktivisme er for mig at blive et aktiv for samfundet. Et menneske der tager aktiv del.
Og min fornemmelse ar stadig at det at være aktivistisk nu er noget helt andet end før. Det er enkeltsager og det organisatoriske efterslæb er ude.
Tradition og fornyelse
Jeg kender en del yngre med handikap og de siger meget samstemmende: Næ, jeg gider ikke være en del af en handikaporganisation, jeg er ikke mit handikap, jeg er mig og jeg identificerer mig ikke som handikappet! Det er svært at modsige og i øvrigt jo da en god indgang til livet. Samtidig er det tydeligt at mange sager har brug for en stærk og tydelig organisation for at blive set og hørt. Folkeoplysningen har også brug for at kunne stimle sammen og kæmpe deres sager.
Men vi må lære noget først. Lige tage en times betænkningstid, gerne på sofaen, og fatte først som sidst at det digitale har ændret vores foreningsenevælde. At foreninger er mange ting og det at forenes har nye former og frirum.
Mest af alt kan den nye form samle på tværs som vi aldrig har set det før. Det kan noget. Det pludselige. Det at man ikke behøver binde sig ”ægteskabeligt” til en forening, men kan stille sig på slotspladsen eller møde op en tirsdag i Brovst med eller mod en sag. At støtte op om noget fordi det er nødvendigt og af hjertet uden at behøve at tvangsgifte sig med en forenings andre mærkesager.
Jeg er medlem af over 10 foreninger. Det er dyrt (!) og det er spændende. Jeg holder meget af dem alle sammen. De flytter mine holdninger og er samskabende for de ting jeg går op i.
Jeg er også menneske og flytbar og fri. Jeg holder meget af at tage en sag på mig der ligger uden for regi, det pludselige. Noget der opstår af nød eller af glæde.
Jeg vil ikke undvære noget af det.
Men mest af alt vil jeg ikke undvære de mange aldre. At vi mødes på tværs og laver det her samfund til et samarbejde og gør os umage med hinanden på sigt og i nuet.
Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.
Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.
Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil.
Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.
Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, med personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.
Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mig arv og gæld.
Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.
Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.
Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.
Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.
Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.
Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!
Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.
Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.
Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.
Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.
Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.
Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.
Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.
I al hengivenhed
Astrid
Tale om håb
Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag
Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?
Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.
Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”
For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…
Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.
“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!“
Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!
Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!
Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!
Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.
Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!
Godt folkemøde!
“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”
Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.
https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati
Nu vækker vi håbet for verdens vid,
nu grønnes modet og viljen forgrener
for verdensmål de er på høje tid
når bæredygtige svar de forener.
At turde det svære,
hinanden at bære,
at spørge, at lytte, at svare, at lære
//: Som fælles tarv. ://
At fællesskabstarv er at vælge til,
det fælles bedste der former og famler,
at opelske det som vi sammen vil
oplyst, oplive de måder der samler!
For skolen for livet
den er ganske givet,
et sindrigt aftryk i skæbnemotivet,
//: Opliv til lyst. ://
Oplive til lysten er åndens tro,
som trodser tvivlen og samelsker modet,
at stå ved hinanden, gi plads og gro,
at vide, vi dog er fælles om rodet.
Trods det, vi må lære,
det fælles at bære
i kærlig tillid til fremmet og nære,
//: i ord og skrift. ://
I ordet og skriften er livet ”os”
et mødested, der kan flytte og favne,
at lytte og lære og give los,
at kaste anker i fremmede havne.
Derfor er vi fælles
fra ung, til vi ældes
og bærer hinanden i det der fortælles
//: Som fælles arv. ://
Og fælles er arven vi efterlod,
en jord der sukker og alvor der knuger,
og da må vi kæmpe med fælles mod,
og være dem der håber udruger.
Når håbet det tvinger,
en lærke på vinger
og bliver et løfte, som ring på din finger
//: Af kærlighed. ://
Så værn om vor tillid, og frygt kun ej:
du er mit løfte til livet og færden,
den mulighedsmage som viser vej
hvor du bliver fri – Er frihedens verden!
Du står aldrig ene,
ved bautaens stene,
din samtid er ”os” og at turde at mene.
//: Opliv af lyst. ://
Melodi: Jo jo, gøjleri er en nobel kunst
Skrevet til Efterskolernes fællesforandringsfestival 2021
John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.
Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.
Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.
På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.
I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i. Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-
I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.
Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.
Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for
Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.
Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.
Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab – og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?
Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:
”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
– Hvem ringer klokkerne for
– de ringer for dig.”
I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.
Ordet skaber hvad det nævner 