En vælgers bekendelse

Lad os alle stemme.
Vi forsager undertrykkelse og alle dets gerninger og alt dets væsen.
Vi tror på samhørighed, den almægtige,
tillidens og frihedens skaber.
Vi tror på demokratiet,
og folkestyret, og stemmeretten,
som er undfanget ved grundloven,
født af oplysningssamfundet,
pint under skiftende regeringer,
overtrådt, mørkelagt og undtaget,
nedfaret til rigsretssager,
efter samråd opstanden fra de døde,
opfaret til lov,
udlevet i demokratiets, den almægtiges, tillidserklæring,
hvorfra folket skal komme at dømme liv og levnet.
Vi tror på de folkevalgte,
den sameksisterende, almindelige menneskeret,
det tillidsfulde samfund, forbrydelsernes afsonen,
politisk dannelse og det folkelige liv.
Basta.
//Astrid Søe – En vælgers bekendelse

Skvadderkål – sang til debattonen i dansk politik

Vort muddersmål er hæsligt, skrev Benny A. engang
I humoristisk omskriv af en kendt og gammel sang
Og mens valget venter, blir retorikken mål
For muddergrøftens kællinger og andet skvadderskrål 
Oplysning være skal vor lyst i folkeoplyst navn
Og folket de har lyster som en sømand just i havn
Men lyst det er at ville og vokse i sig selv
Og vokseværk det måles ikke gennem decibel
At være “under vejrs” i valget før det skrives ud
Er ligesom tyrefægtning hvor der vinkes med en klud
Og spyd efter spyd bores ind i tyren ryg
Men tyren har sgu ikke fået forsikret sig hos Tryg
Og venstre hænger banner op med ord om løftebrud 
som Støjberg siger er et folkeoplyst “lovombud”
Nu må jeg stille spørge: er kranen mon betalt
Af alle de foreninger som loven egentlig gjaldt?
Imens så kan jeg læse alt i oneliners replik
“Det Danmark som du kender” i billbord retorik
Alternativet “Griffer” og radikale sir:
“Det handler mest om mennesker” og andet valgkamplir
Debatten inviterer ind til snak om mund og klov
Hvad må man egentlig sige og er tonen alt for grov?
Er dannelsen et stempel i sprog og ånd og ord?
Er frihed ikke ligelig for Odin og for Thor?
Nu debatterer Espersen og Yahya lokumssprog
Er dannelse at tale pænt som gryder under låg?
Er sprogets nye dommer poet og lillemor?
gespenst og nazisnak i sang af danmarks pigekor?
Vi taler om det år for år, men hvem tar teten op?
Og giver meningsdannelsensdebatten bedre krop
En halvnøgen sludder, en tale varm og mild?
Lidt alvor i debatten gør mig både varm og vild!
Politisk dril er sundt og sjovt og livets krydderi
En skefuld humor, to pund fis og lysten den befris
Men pas nu godt på sproget vi alle har så kært
en lortevalgkamp er for småt og alt for latrinært
Nuvel jeg elsker politik og håndværk fyld med ord
Og Grundtvigs gamle frisind som er målestok i nord
Lad bare valget komme, persillesovs og flæsk
For solen står med bonden op, ej med verbale tæsk!
//Astrid Søe 2015 – noget om folkeoplysning
Kan synges på: vort modersmål er dejligt http://www.astridsoe.dk
Links til debatter og ytringer der hintes til i sangen: http://politiken.dk/tv/politik/ECE2620213/inger-stoejberg-om-kaempebanner-det-er-ikke-mudderkast-det-er-folkeoplysning/
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14983865
#folkeoplysning #valg #debatten #politik #sang #folkeoplysningsloven #dannelse

Kvasers blod – debattens søgsmål

“Min far har en bil der er større end din fars”,
“Men min far har en bus der er større end din fars bil”,
“Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik”
“Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!”

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

– Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.

I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med “Harry Potter”.
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed “Riddikulus”.
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. “bare…”
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme – det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: “Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig.”

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

– Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst – Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku’ benytte det frit
det gjalded’ fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed’ for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

Sangen om Jensen

Her er en sang om en mand der hed Jensen,
og navnet fik han den dag han blev døbt,
og helt urokkelig var evidensen
af det navn der havde mange slægtled svøbt.
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Han gik igennem sit liv som så mange,
med eget nummer og og nem-id tjek
og præsenteres adskillige gange
som hr. Jensen, til en dag hvor han fik smæk
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Ser du, vor Jensen om hvem sangen handler,
han gik en aften på fin restaurant,
og fik en bøf og en softice med mandler
47,- kroner slap han vor gourment
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Men vores jensen var ej til buffet’er,
og selv hans kone, skønt hun var en sild,
ku ikke tænde på saucer med mere,
Jensen han blev grillet over sagt ild
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Hr. Jensen han var til torsk og makreller,
og fiskesuppe og krapper med klør,
grillet laks stegt med små kantareller,
friske fiskefrikadeller fra glyngøre’
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Så vores Jensen han smækket med døren
og tog til Sæby og fangede fisk
jomfruhummer og ægget fra støren
kom og køb i Jensens Fiskehus og disk
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Men nu ville jo skæbnen at Jensen
han delte navn med en masse på jord
og pluds’lig så var navnet essensen
i et søgsmål der sku bære retten ord
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Så vores Jensen fik dom og en bøde,
for navnet Jensen er Brandet og købt
det er med Jensen som rødgrød med fløde
meget dansk, men ikke dit trods du er døbt
Det begyndte godt, men nu det faktisk skidt

Til alle Jensner i danmark der kommer,
og alle Jensner i danmark der er,
sørg for at I bliver døbt af en dommer
skidt med cpr, men sørg for cvr
Det begyndte godt, men endte ganske skidt.

Tekst: Astrid Søe 2014
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel

Sangen om Jensen er skrevet over sangen om Larsen:
Sangen om Larsen indledte musicalen ‘Melodien der blev væk’ , som fik sin første opførelse på Riddersalen i 1935. Her sang Helge Rungwald som gårdsanger stykkets vel nok berømteste nummer.
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel – 
Tekst: Sven Møller Kristensen

Hør melodien på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=wzFgN0DVfkk

Congobajer uden tud tak.

>>Coffee to go, og en baby tudekop tak<<, jeg er nemlig et travlt menneske, der end ikke orker at tale danske med mine hverdage, som eller min salig far lærte mig.

Og jeg skolder helt sikkert tungen i bilen, fordi diverse tankstationer har fået nymodens bryggerimaskiner der både kværner og pisser min kaffe ned i koppen i små strint-sikre stråler. Men det er kogende og det er jo fint, fornyende og noget andet end truckerkolber der har stået på en lun kogeplade de sidste 5 timer og overvejer om sort nu også er det nyeste sort.

Men jeg kan sgu ikke finde ud af dem, brygmaskinerne.
Først bruger jeg utallige minutter på at lede efter koppen. den er væk, som sunket i jorden.
– Undskyld, men hvor står kopperne, de der brug og smid væk paptynde sataner man med sikkerhed brænder fingrene på, af nogle beholdere?
De står ved kassen nu, du skal betale før du får en kop!
Hvorfor?
Fordi eller er der mange der tager kaffe uden at betale.
Ok, ikke noget at indvende mod det, andet end følelsen af at det næsten er en forbrydelse at mangle tillid til kaffedrikkere.
Det er jo samlingspunktet, det er jo de tomme løfter om “skal vi ses til en kop kaffe snart”, det er dating-menneskers gyldige 5 minutter på en cafe, det er mødernes stille øjeblikke hvor man drikker af sin kop for at få et øjebliks købetid til overvejelse, det er en kultur og nu er den buret inde af kassemedarbejdere der sidder på kopperne.
Kaffen er ligesom noget kulturelt vi ikke kommer uden om, et møde med en tid vi ikke skal præstere af helvede til. det er pusterummet, det var pusterummet.
Og nu er det forpustende bare at få en kop.
Helt ærligt, er der så lidt tillid tilbage at en stabel papkrus skal gemmes bag disken sammen med panodilerne og herpescremen?
Er tilliden ikke gemt i den papkop med tudelåg?
Er det ikke nærmste sidste bastion af frihed der nu står stakket bag lås og slå?

Ja gu er det et tidsbillede, et billede på den vidtstragte fortælling vi medvirker i og lever efter umærkeligt og mere og mere.
Der brykkes gør der, nye fortællinger om kulturen og verden og medmenneskerne. de bor også i papkoppen med tudelåg. alle de andre vi omgiver os med. alle de andre der heller ikke er tillidsfulde nok til at få hverken papnæse eller papkrus.

Det kræver en længergående universitetsuddannelse at trykke på den rigtige knapper på brygmaskinerne. Kaffen hedder alt muligt der ikke har med kaffe at gøre. Vi er ude i en sociologisk eksperimenterende brygopgave der ganske overser det kulturskred vi er midt i. Macchiato, americano, Cortato, Café Mocha, og bla bla bla… Det er fint nok, det er udvikling. også når man egentlig skal tisse helt vildt i køen til restepladsens brygmaskine. Og de fumler gør de, dem i køen og sveder og bander og trykker og brygger den ene fejlblanding efter den anden.
Men vi lærer det nok, bare vi tager den rette længeregående. det er jo godt med uddannelse, også på landevejen.
Jeg skal bare tisse hver gang også selvom jeg ikke skulle inden og sådan en midaldrende kvindeblære der har født nogle gange og indrømmet ikke knebet nok, den skal man have respekt for. den holder sig ikke evigt, det er helt sikker. på et tidspunkt flyder den over, i køen til café latte og Macchiato. Almindelig højskolekaffe, det kan jeg jo ikke få. det lugter jo af den lille blå, ikke at forveksle med den lille rød. Eller Irmapigen.

Jeg vil egentlig gerne bare have en kop almindelig kaffe, med lidt KOLD mælk i, ikke noget med mini eller skumme eller endelig ikke skummet mælk varmet med et selvbetagende smil.
Du ved bare kaffe med mælk, sød hvis du har, ikke fløde. endelig ikke fløde.
Kaffe med fløde smager af den gamle nabokone i Uldum, som gav vi børn kaffe, i mangel på nymodens forståelse af børns vaner og skikke.
Fløde i kaffen, hvor vi sad med nederdelen lige under knæet i den alt for høje sofa og balancerede den kunstfærdige kop på underkoppen og passede på ikke at slubre eller at der kom lange løbende dråber ned af porcelænet.
Kaffe med fløde, det går ikke, det er til procelæn og ikke pap med tud.

Vi kan ikke lave kaffe med kold mælk, desværre.
du kan tage en pulverrulle og drysse i.
– Jeg dresser fire i, ikke at det køler særligt meget det pulver.
Kaffen er hed, som ekspedientens kinder, da jeg spørger efter noget at røre med.
En lille pind, af træ. en splint af kristi kors som jeg rører rundt med, til pulver og kaffe udgør et skønmaleri af beige bæ farve. sådan lidt ud i tyndskidspaletten.
Låget på, tuden til de travle folk på landevejen. Os der ikke har tid til at fordybe os over avisen med alsidige panderynker over nutidsstrømmen af 12 taller og dannelse der tror den skal vækste og videre, men egentligt bare er en hverdagsting.
Nu er dannelsen blevet en tudekop for småbørn.
Vi suger kaffen ind i småsjatter og orker end ikke at drikke af rigtige kopper, dem med underkop og klirrelyd.

Jo mere travle vi er jo mere ligner vi smårollinger udstyret med sikkerhedssele, tudekop, telefonnumre indkodet hvis vi bliver væk, gps der finder vej for os som en god spejderleder, pletafvisende tøj så vi kan spilde ned af os uden at det gør noget, spærringsaftale på tablet, mobil og bank så vi ikke kommer til at bruge for mange penge, skema i kalenderen så vi passer vores “timer. Det er næsten umuligt at se nogenlunde voksen ud med en tudekop i munden. Det er sgu svært at indgyde respekt med småsjatter af kaffe der lejrer sig i låget. Det er næsten lidt komisk. nærmest vuggestue agtigt.
Men hold nu kæft det er smart, jeg når ligesom det hele, men koffeinen i mundvigen og gpsen som ledestjerne. De er effektive de tudekopper, fra vuggestue, til voksenliv, til plejehjemmet hvor de sidste rester af saftevand sippes i tudekoppens beskyttende lys.

Næ, jeg tror sgu bare jeg tager en Congobajer, med en helt umuligt flaskemunding der ikke passer på andre mennesker end Kim Larsens flab. Jeg spilder hver gang, det løber ned af mig.
Der er en del tillid i sådan en Congobajer. den er ligesom ikke tilpasset virkeligheden eller samfundet eller det travle. Den kan ikke drikkes i trafikken uden at der er fare for andre ve og vel og en politirazzia med 3 klip i Congokortet.
Skål.

Overvågnings blues :)


















Overvågningssamfunds blues.

Jeg går af sted med begge ben, på jorden som man skal
og stemmer pænt hvert fjerde år når der udskrives valg
jeg er en vanlig demokrat, der følger skik og brug
ligusterhæk, privatliv, men så gik det helt itu
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg har oprettet nem-id og netbank kan I tro
for alting bliver lettere hvis man vil bygge bro
og jeg har tændt min telefon og installeret app’s
men føler mig som bankekød i i kioskens nye Wraps’
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg køber mig en firewall og filter mod en flu,
men den kan ikke skelne mellen meget “false or true”
og mens jeg ringer til min mor, står NSA på lur
det pisser sikkert PET, men det sgu mig der sku vær sur
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Så går jeg ned i parken for at købe mig en is,
mens NETS de trækker hundrede vold på mit indkøbsbevis
jeg snubler i gebyr forstand og går til lægen min
som sender al min data rundt, til uvedkomne svin
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Så skriver jeg en statusopdatering på min væg
den handler mest om kattemad og baby som er skæg,
men inden der er gået et minut så kan jeg se
mit feed er fyldt med tilbud om en ny og bedre ble
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg søger mig et visum, jeg skal rejse mig en tur
men ambassaden siger højt at jeg sgu ikke dur
for jeg har støttet svages ret, til vand og brød og fred
så jeg er listet sort, fordi jeg ikke støtter had
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg snupper mig et ugeblad og tjekker kendte ud
for Se & Hør har netop overvåget selve Gud
det viser sig, vist via Cloud, at han har bilags rod
for sønnens arvesynd er kun beskattet via bod
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Men gudskelov så ved jeg nu, at borgen endelig fik
en mørkelov så det blev slut med snagen og med kik
nu håber jeg at blive valgt, så jeg har samme ret
for al den overvågning gør mig pissesur og træt
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

//Astrid Søe 2014 www.astridsoe.dk   Eller noget….

Afsæt

Der er afslutningsdebatter der kommer og går

Der er tanker, ideer og kam til dit hår,
Der er folk vi kan vælge og vrage iblandt 
Der er valgflæsk og løfter og holdning med kant 
Men ingen kan løfte et samfund og se
Hvor fremtid blir til

Der er gamle ord der taler om sorrig og glad
Der er stole så tomme hvor sjælene sad
Der er liv der er levet i storhed og fald
Der er statsmand på tinge og folkeligt valg
Men et er at vælges et andet at så
Et frø der kan nå

Der er tider fuld af dårskab og manglende mod
Der er dage hvor lykken er trådt under fod
Der er vidtstrakte drømme der bliver til skriv
Der er grundlov og gerning og blivende liv 
Som fodspor af såler er folkelivs ord
Et afsæt der gror 
//Astrid Søe 2014 #afslutningsdebat #dkpol http://www.livsoplevelse.dk

Same, same but different

Undskyld jeg sir et alvorligt ord
nu hvor alvor er et glemt begreb
ringridning i magtens korridor
råbåndsknob på løkke og på reb
hvem har bundet hånd og mund og ben
hvem har glemt Jens vejmand og hans stene?
nogen må stable de vises sten
suge marv af bukkebruses ben.
Et er hæders ord
som de fleste tror
andet gætværk, arv og gæld
og noget blir glemt og noget står fast
noget forties
andet blir tast.
men på sidste vers
gir en kryds og tværs
ord der finder rette plads.
man vælger til og fra
moral og kaviar
etikkens egne spor


Alle vil påstå at de har ret
og har satset på tarok og trav
strudsen med hovedet i busk og krat
hvornår graver man sin egen grav?
Pressen gør hvad pressen nu gør bedst
sulter eller pisker hver sin hest.
tasterne gløder og skærmen skær
der er breaking både her og der
til det øjeblik
edderkoppens nik
sælger studen for en slik.
og nogen de græder og nogen de ler
nogen sir tak
andre sig ter.
lys og lattermild
i et krydsmisil.
uden retning, mål og med
det haster med et kram
imellem skyld og skam
og pressemødeglam


Ingen vil male politisk mel
på en mølle der er vingeskudt
nogen skal sluge en hel kamel
før end gjallerhornet gir et trut.
der er drevet gæk og pølsesnak
to stegte hotdog, mange tak.
få har for meget og færre fik…
nye flasker, genkendt retorik.
men da morgen kom
da var krybben tom
alt forladt og fejet bort
og hør var der ikke, en mand som just lo?
gu var der ej
der var sgu to
det er politik
optræk, elastik
demokratisk spil og spin
vi ligger som vi skal
snart er der atter valg
Der er et yndigt land.

//Astrid Søe 2014
skrevet over tonerne til “I dit korte liv”. p.h.

Fuck you til et 12 tal.

Bare lige sådan for at være lidt på tværs, så tænkte jeg i nat over noget jeg (som vanligt) ikke forstår, jævnfør debatten i disse dage.
Vi har lige med den nye skolereform lovgivet om at de små danske børn skal lære engelsk fra 1 klasse. vi vægter det helt vildt højt.
Det er jo vigtigt i vores kapløb om verdensmagten. Danske børn skal være tosprogede, det er bydende nødvendigt for et folk med et lille sprog…

Samtidig i danmark: tosprogede elever, der har dansk og et andet fremmedsprog end engelsk tudes huden fuld om at det er meget meget skidt, de skal skilles ad, det skal stoppes og det helst nu… skolerne skal flytte eleverne rundt så vi er sikre på at de ikke bruger deres andet sprog.

Lad os vende tilbage til verdensmagten: Vi har her politisk bestemt at nogle sprog er bedre end andre, ikke bare bedre, men så meget bedre at de andre hovedsageligt mellemøstlige sprog helst skal tværes og visne og dø og begraves.

Det ER skide smart at have et fælles globalt sprog – det er virkeligt rart når man tæsker verden rundt, at ens lille puttegøj kan bestille “a coke and a smile” uden dialekt af rødgrød med fløde.
Men – når man er glad for sprog, så bliver det lidt fattigt at vi ikke bare er lykkelige i stedet for lukkelige når det gælder andre fremmedsprog..

Jeg synes det er stort og bredt og værdifuldt at vi har mange sproggrene i danmark.
det er min optik og jeg nyder duften af konsonantkrøller når jeg går bag en tyrkisk eller syrisk herboende.
De giver mig viden og forståelse og de giver en sproglig kolorit jeg ikke er bange for.

Mine børn er endnu ikke begyndt at sige Wallah habibi, så afsmitningen er minimal – men de kan nemt sige fuck you bitch – ingen problemer der og når vi er ved det – så er engelsk jo i den grad det sprog der bider meste til bolle når det kommer til danske sprogtermer.

Nå men det er mandag og radio 24/7 siger at nu er vi “gudskelov” helt nede på 47 (mod 56 sidste år) folkeskoler der er over grænsen af tilladeligt optag af tosprogede… imens åbner kbh kommune en ny international skole med hovedsproget engelsk og efterskolerne bugner af cambridge engelske som magnetfactor..

host host

– vi er da et pusseløjerligt folkefærd

Hvem faen læser korrektur på verdensordtnen?

Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen? 

For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70’er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var. 
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo’er vi kunne lege med i skolegården – det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi “gik tur med hunden” og lavede “jorden rundt” og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M’s til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for “We are the world” stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?

Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med “The Doors” med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd – på alle måder.

Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig – mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt – og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.

Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk – skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte – og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra – kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.

Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne – og fanden tag den kolde krig uden kage – ja hvad ville det ikke ende med?

Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen – lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel – ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der… Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med “jeg alene bestemme” kortet. Hvert land, sin brydning.

Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90’erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)

Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer – hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.

Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet – shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.

Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi – vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.

Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.

Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til – nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.

Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje – til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.

… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa – se det giver sgu god mening! Til sidst…