Før vi fik set os om.

Med store ord om noget
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
– før vi fik set os om

Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
– før vi fik set os om

Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
– før vi fik set os om

Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend’ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
– før vi fik set os om

//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.

Kan du gætte hvem jeg er?

Så blev det faste og katten fik smæk, på tønden og nu har den krykker,
imens på et lokum på højrefløjen, der sidder mefisto og trykker.

//Astrid Søe 2014
#Fastelavn #DenHemmeligeSocialdemokrat #DKpol

Og jeg agter i år at klæde mig ud som “Den hemmelige socialdemokrat”

Det daglige brød – kend det på knækket

Rød(lige) regeringer giver altid oprør – hvorfor? fordi den rødlige/grønne vælger er typiske debatlystne mennesker der end ikke går i vejen for at tugte dem de elsker. og så vil de have retfærd for de svage. Sådan er parolen. Det vil den blå fløj også, men andre ord, men alligevel. Og hvem vil ikke det? Vi er jo i grunden bare danske og for få til at spilde en eneste.
Men den røde fløjs vælgere råber højt.
Vi har set det særligt tæt i denne regeringsperiode. og hold nu k**f en vanskelig opgave det har været.

lad os lige begynde med at skrabe knækbrødet for smør og slaske det tilbage på kanten af kærgården med krummer og kvalme og se op den arv, den globale krise, den siddende regering fik i morgengave.

Det har da været vågne mareridt for enhver folkevalgt, for enhver borger og for enhver vågen erhvervsdrivende.

Og der er blevet fægtet og forsøgt at krænge det sidste tandpasta ud af tuben. Helle, Margrethe, og de afgåede SF’ere har taget bæltet frem til de ellers så moderne hængerøvsbukser og lavet en olfert på danmark. Det er sgu egentligt modigt nok som sådan, men har kostet ufatteligt meget undervejs… også tillid og dyrebar viden.

lærerne, børnene, skolerne, de gamle, de svage, den under 02, vejkantsbyerne, udkantsdanskerne, de handicappede, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, su’en, dong, nets, tilliden.

…og ville det have været anderledes under en blå regering? Nix.

Ingen kan navigere skuden i fasttømret kurs gennem en krise.
Det koster at side med og ved magten og hvor mange jublede da vi fik den nye regering, er lige så mange skuffede nu.
Hvorfor? Fordi der kun er en vej ud af krisen: den der gør ondt på borgerne. Skæres for den sorte stær, skal nu øjne mange… og det bliver de, igen og igen, til vi kommer i sikker havn.
Det synes måske grimmere når det er en rød/magenta farvet regering der griber stæren om struben? Måske, men socialismen går sgu også med kniv under kriser.

Jeg er også skuffet, på min egen utopiske måde, for jeg vil så gerne at vi bare alle sammen er venner eller noget – fuck farvevalget – bare det er, fulltime, fullrate.
Men jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke kan se at kirurgen er nødvendig.
klip en hæl og hug en tå.

Kunne vi have klaret det uden kniven? næ, det kunne vi nok ikke.
Men måden vi skærer kan vi godt debatere og vil blive ved med at debatere – længe endnu.

I sidste ende handler det om hvordan vi holder sammen under en krise. jeg er egentlig ret stolt af befolkningen. Der har været en fabelagtig fornemmelse for det vi nær havde glemt under de smækfede 00’ere – nemlig det at være i et skæbnefælleskab.
Vi vågnede alle sammen i krisen og tænkte, talte, samtalte, demonstrede, viste vilje og frivillighed. Der groede noget frem vi havde glemt. fornemmelsen af hvad det er at være et folk.
Debatterne glødede og pøbelvældet gravede sig ud af grøften og gik til bal i den borgerlige. Lokumsbrættet blev ikke slået ned og vasketøjet hang med, “end ikke stol på pink hjælper”, bremsespor til kik på hver en tørresnor. Det er jo sundt nok.

Det har kostet og det har været hårdt, men alligevel, nede i smøret og krummerne på kanten af kærgården, en fornemmelse af noget godt. Noget helt og rigt der har sejret.

Vi står nu med en hel del reformer, men intet paradigmeskifte.
Jeg havde håbet på at krisen tog flere skift med sig i tankegange politisk – at den tvang til nytænkning.
Der er endnu ikke nok af nyt, men det buldrer nedefra…
For der er alligevel er der et skifte i folkeånden.
Kriser har den godhed at minde os om hvor små vi er, at minde os om hvor sårbart vores land og folk er.
Intet er givet for evighed.
Altså kan vi bruge krisen til at finde sammen om noget der er langt vigtigere end bare smart-tver på afbetaling og nye silikonebryster.

Hvad lærde vi undervejs? Meget.
Vi lærde at der nu ikke længere er plads til overflod, men at vi skal være og leve bæredygtigt.
Vi lærde at vi alligevel, når det gælder, holder om og af de svageste i samfundet og kæmper for og med dem, nedefra i folkeånden.
vi lærde at verden i nød og strid er skrøbelig og at vi må stå sammen for at ændre det billede.
vi lærde at ytre os, at bruge muligheden for at blande os når det gælder.
Vi har lærd meget, på tværs af tidligere tiders kultur og økonomiske skel.

Finanskriser kradser, som fattigmands hotdog uden pølse.
men den maglende pølse er føelse – kend den på knækket – for det knæk og den krise gav folkesammenholdet tilbage.

Det vil jeg holde på, for det at mangle “noget” giver et blik mod dem der har og det at dele, men hinanden for hinanden.

I morgen er der nok endnu en reform, endnu et tiltag for at tilpasse samfundet til de nye tider.
Kan vi måske smide kageformen ud og begynde at nulre kagen mellem fingrene og lave små figurer der i sidste ende smager godt af håndsved og kærlighed.

Jeg tror sgu egentlig godt vi kan forme samfundet fint og folkenært.
Om fålov, det er jo blot en lille klat land, men få millioner håbefulde der kan og vil – også uden ret og pligt.
———————–
opdatering:
men… så så jeg hvem der er rendt med stemmerne… og så …. nah

02 BUD

Den flaskehalsen peger på
er oftest kun dig selv
for det er ganske svært at få
forstand på arv og gæld

For hvad er godt og hvad er skidt
og hvad er helt i skoven
er 02 blevet gennesnit
for skriftens ord i loven?

Erhverv og vækst og ligeværd
og dumpekarakterer
at tvinges til at stå på tæer
og leve med manerer

At reformere sav og saks
så tekst og tal er guder
du duer ikke, skrid, det straks
en dommedagsbebuder

Vor lige mulighed for vid
(og vid er alt vi rummer)
får først hos unge særligt bid
foruden tal og nummer!

Det er sgu synd for Per og Ann
der ikke magter skolen
der er så meget som de kan
men tabes i parolen.

Hvorfor skal nogen smides ud
med badevandets bundfald?
skift 02 ud med 2 bud
og det er sidste udkald!

//Astrid Søe 2014
erhvervsreformen

Altså… hallo radioavis med din morgengrimme og halv lodne ånde.. Så siger du at de unge skal have mindst 2 for at komme ind på en erhvervsuddannelse… jamen kæreste lille folketing dog, hvad er det I overset her? Jeg tænker (Ja, pøbelvældet taler/skriver/tænker, undskyld på forhånd selvsagt) at I har en sær tro på straks-vaks begrebet. 
Først reform i folkeskolen der skal sætte hver fugl på øverste pind, hvor de så kan klatte nedad, eller pille fjer.
Dernæst laver i en erhvervsuddannelses reform der indfører et 2 tal som bundlinie.
Altså, en forkeskolereform som den I tror på (Jeg skrev I ikke jeg) det tager jo selvsagt 10 år at opleve en virkning af den reform (de skal jo lige gå fra 0-10 kl med reformationen i ånd)… så de unge der triller ud af 9-10 nu, de har ikke fået jeres brystløft og kan dermed ikke smides ind i en mindstekravspulje på 2. (fat det dog)

For det andet er det noget vrøvl… Ja, det er da utroligt rart og tilmed særdeles brugbart at kunne bruge sine bogstaver og tal og endda omsætte dem til mening, men det er ikke hele livets fylde.
Vi har, som der igen og igen er bevist gennem tusind år, en ret stor mængde mennesker der ikke kan lære at læse eller skrive eller er talblinde eller simpelhen ikke lærer som I tænker de skal (de lærer, men på en anden måde end den I har systematiseret og sat grafer og karakterer efter). og igen, med et brag, sætter i dem uden for døren.
Jeg savner den gamle mesterlære ordning, hvor enhver var god i deres og lærde af hinanden, nedarvede færdigheder, fandt sted og fandt mening.

Jeg kender til sindsygt begavede mundtlige/håndgribelige mennesker, der kunne spidde enhver i en samtale, men hvis vid ikke værdsættes fordi det er munden der bærer, ikke hånden, pennen eller regneblokken.
Hvad taber vi så – igen – vejret, værdet og værdien.
Og pis mig i øret om ikke der om få, ganske få år vil komme mundtlige skoler, skoler hvor samtalen og fortællingen igen har værdi. og hvor, fordi mange der er ord eller talblinde, hukommelsen og omstillingsparatheden vil blive det nye sort.. og overhale enhver form for taste-terpen.
Fremtiden vil da i den grad være ligeglad med hvor dygtig du er til at skrive, vi dikterer i fremtiden vores ord og arbejde og har da selvsagt datamatiske sekretærer til at omsætte det til tekst, hvis det er nødvendigt. vi har billeder og ord, vi har lyd og vi har maskiner der måler og udregner.
Det vi skal satse på er medmenneskelighed, se det er en uddannelse der rykker i den grad. en uddannelse/dannelse af det hele menneske.

Hvad er det nu vi mangler her i verdens lykkeligste land og iøvrigt globalt? Det er varme hænder, det er troen på hinanden, det er tilliden, det er fredelig sameksistens, det er bevægelighed og det er muligheden for frie valg for frie mennesker.
Det skal vi lære vores unge. (Og halløj højskoler, det er blandt andet jeres opgave) men allerede i grundskolen skal vi sætte det bæredygtige menneske på dagsordnen og ikke kun hænge os i tal og bogstaver og akademisk kontra håndværksmæssig kunnen.

Kære iværksættere: Så er det i dag, ikke i morgen, i dag, du sprinter ud og laver en uddannelse der er for alle dem der ikke kan læse, regne, skrive, sidde på en stol eller andet. Det er enkelt, det er menneskenært, det er at tage alle i ed i den fremtid der kommer. skab en virksomhed der beror på tale, på digitaliseret manpower og på de evner, der iøvrigt ofte meget kreative evner, de unge der ikke er skoleglade har. vi kan ikke reformere os ud af den gruppe der ikke kan lære “tegn/tal til tekst”. de vil altid være her og har altid været her.
Uddan dem til ambassadører for bæredygtighed. så har vi, så har de, et afsæt der er fremtidsvendt og brugbart.

nå men undskyld, pøbelvældet skal lige ud og købe en roulade og en lottoseddel, tænk hvis man vandt – respekten for menneskets duelighed!

Bæredygtigt bedre vid

Bæredygtigt bedre vid
er målet 2020
svinehunden blir frigid
reptilhjernen må krybe
kummefryseren gir op
kul og krig må blegne
målet hos fru pigalopp
en helt ufarlig fregne!

//Astrid Søe 2014

GGGIraffer

GGGIraffer 
SF folk der daffer
to kaskelotter
dagpenge skafotter
dansk pøbelvælde
og NETS skal vi sælge
krisen der skrumper
reformer der dumper
DONG er i sachsen
og kemi i laksen
5:2 er kuren
når du rammer muren
HOLGER, du sover?
Kom nu og tag over!

//Astrid Søe 2014

Hør den som DIGT-i-TAL her: https://soundcloud.com/mors-menageri/gggiraffer

ParaGiraffer §

Hønsefødder og gulerødder og halsen af giraffen
livet koster altid liv, i formålsparagraffen
Noah samlede arken fuld og resten trådte vel vande
der sku skæres i den bestand, det måtte Gud altså sande

Løvetænder og dyrevenner og zoo der zoomer i bugen
vil du lære om kød og blod, billetter købes i lugen
nogen gyser og skælder ud og andre glor på en indvold
cnn øver 2. bud og dyrepasser’en er iskold

Hængepatter og dybtgonatter og ægsortering og gener
etisk råd og stram moral og pøbelvælde der mener,
når kameler blir slugt på rad og muskelhunden aflivet
minder det grangiveligt om lille Moses i sivet.

Livet er ukrænkeligt og alle arter værdier
aktiv dødshjælp in og most, når døden er en befrier
Marius som var sund og rask, får verden på barrikaden
og vi raser med kød i mund og gnasker så karbonaden.

Zoo er zoo og ej natur, et sted for menneskers øjne
lær om “vilde” dyr og karakterene vil højne.
På Jens Peters bondegård der slagtes orner og tyre
fødekæden er ganske kort, på NOMA spiser man myrer.

Liv er liv, ja tak såmænd og liv er sat på jorden
og giraffer er sgu ikke skabt til liv i norden,
men når vi har valgt at ha, en zoo placeret i staden
må vi indse at livet buler til både gården og gaden.

Genetikker og stattestikker og vilde dyr på savannen
pinsvinbroer og økosoer og ned med kronhjortbestanden
verden bugner af men’skeliv og kræft og krig regulere
kun en smule af vor bestand, vi blir kun flere og flere

Ja, vi skød sgu Marius, det må vi cementere
Han var rask og sund, men der var ikke plads til flere
er det ok eller skidt, det må du selv bestemme
langhalsen fik spalteplads, mens Syrien alle glemme.

//Astrid Søe 2014

Roulade retorik.

Hjemmestrikket politisk analyse af en almen dannet roulade.

Ok så, det blev ugen hvor weekendavisen kaldte sådan nogle som mig for pøbel – tak for det week-end-avisen.
En laverestående intelligens der uden blusel blander sig i dette og hint i det politiske, selvom vi/jeg ikke har den fornødne viden eller kasket til at udtale os om noget som helst i den retning.

Hvad har vi så, vi der tramper træskoen ned i mudder og spænder pandelampen, med billige baterier fra Aldi, på panden, fordi der er så djævelsk uoplyst hernede hvor vi lever…

Jo vi har godt nok noget, vi har mundtøjet, det kan godt være det ikke er kalvin clein eller gucci, det tøj, men det åbner og lukker efter behov.
tandsættet er det samme.

Og noget der igen og igen slår mig (mig: den lavtstående pøbel) og understreges igen og igen i medierne og analyserne er at mit problem er at jeg FØLER noget for de holdninger jeg har.
Altså slår jeg totalt enhver form for intelligent styring, målsætning, økonomisk, bæredygtig, fremadrettet, spindoktor retorik fra og slår over på autopiloten, mine signalstoffer i hjernen, følelserne.

Ok, godt så.
jeg føler noget, for det der samfundshalløj.
for det der de utrolig begavede politikere vil gennemtvinge på mine vegne, jeg gav dem jo da mandatet til det, det er mit lod og så må jeg holde kæft, trit og retning, til næste valg.
Det er jeg klar over, det er opskriften.

Men alligevel blander jeg mig, med min mindre oplyste viden og mine følelser der bare sidder så meget uden på, at det er kvalmt, at det er pøbelvælde, at det er pinligt, at de store internationale aviser må skrive om det på forsiden, “danmark føler noget”.
ja, de ligefrem blander sig og tror at de kan flytte politiske beslutninger bare ved at feje samtalen sammen i en skiden bunke midt på de bonede gulve og så skrive under hist og pist.

Det batter ikke, det ved vi egentligt godt her nede i det mørke ingentingsland.
Men vi gør det alligevel.
hvorfor?
Fordi det er en overleveret kultur som ingen endnu har fået slået ihjel.
Engang hed det folkelighed. definitionen på noget vi var stolte af, at vi turde ytre os, at vi ville noget, høj, lav, lærd og ulærd.
i 1839 sad Grundtvig og skrev:

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.


Dengang blev der lys og den tradition har vi ublu taget med.
Men er den ære endelig forbi nu?
Når pøplen rejser sig og råber op er det Grundtvigs skyld og når en rød regering sidder ved truet, vil pøblen, med alle de forkromede følelser uden på tøjet, altid, pr. tradition blande sig.
Må man politisk føle noget overhoved, i det her “verdens lykkeligste land”?
Og de der fødder, de har blandt andet træsko på og vader rundt i mudder og spiser DanCake roulade om eftermiddagen og snakker, gør de sgu også, også om det der eviggyldige “at finde sammen”
Gærkrisen, det er den vi ser igen.

den er malket ind med modermælken.

er det slut med troen på enhver, troen på at mening og holdning er lige god, uanset stand, uddannelse, dannelse, pengepung….
På sin har det politiske system de sidste ti år, under skriftende regeringer undergravet den folketro vi har lever i og levet med gennem et par hundrede år.
Med en snoppen efter højeste ydeevne, højeste karakter, test af enhver tænkelig art med henblik på mere ydeevne. Mål der hedder: bedst uddannede generation, bedst i test, bedst af alle.
De der vælger erhvervsuddannelser og skruer med en skruetrækker er i den politiske optik, lige så lidt værd som den der trækker og “screw’er” på flisen.

Arbejderbevægelsen bevæger sig stadig i Grundtvigs svære, hvor ord som lige gyldighed, lige ret og oplysning er gyldige.
Hvor det er reel glæde at give lyd. uden 12 års universitetsuddannelse i kommunikation.

Nej og ja.
Politik er stadig en KUNSTart i at regere et samfund.
Et samfund betyder at finde sammen.
Et velfærdssamfund betyder at finde sammen på lige fod.


Tendensen ser ud til at være at vi mere og mere deler os i A og B hold.
A holdet er dem der har “ret” til at mene noget og B holdet er den hvis ord betragtes som roulade retorik og dermed i enhver debat er dømt ude på forhånd.

Sådan er lande flest og sådan var vi selv for 200 år siden – skal vi den vej igen?
Nej tak, ellers tak. Ikke efter min ringe mørke uoplyste mening.

I 1848 skrev Grundtvig

Til et folk de alle høre, 
som sig regne selv dertil, 
har for modersmålet øre, 
har for fædrelandet ild; 
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.

Ild er oplysning, ild er at tage et samfund på sig og bære det varsom på armen. Ild er dannelse i alle lag, i alle kulturlag fra mudderhul til magister.

Vi har brug for det daglige dannede brød, brødet der kan deles, brækkes, brydes og brødet der er for alle.
Men gæren mangler, for folkeligt gær er troen og tilliden til alle. ingen nævnt, ingen glemt.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden, men man an sgu heller ikke bage uden gær.

Gær er den folkemening der danner samfundet, sammenhængen og udviklingen.
Gær er levende, det kan vokse, det kan formere sig, det kan boble over og det kan tørre ud.

Det handler ikke så meget om salg af DONG, NETS, aflytninger, samråd, afhoppere, partiskift, regeringsslankekur.
Det handler om grundlaget, det handler om at vi mener noget, helhjertet, om vores samfund. at vi vil bevare den demokratiske ret til at blande os, til at føøøøøøøøle noget for vores land og folk og samfund.

For det øjeblik vi holder op med at føle for vores samfund og dets drejninger, det øjeblik lyser vi os selv ud af æt.

.. sagde konen i muddergrøften

Ding DONG. Et krisekvad!

M


Ding – DONG. Et krisekvad!
Melodi: Spurven sidder stum bag kvist. Carl Nielsen 1926
Tekst: Astrid Søe 2014

Gråspurv sidder stum bag kvist; 
for ingen fyrer for den!
Tis i trussen varmer vist

når nogen sælger potten.
Ding – DONG! Aktien går
Som en ELskerinde,
knald og fald og slikke sår,
en mølle uden vinde.

Corydon vil sælge ud

af arvesølv i krisen.

“Sugardaddy” han er Gud

det lyder vist devisen.

Ding – DONG! Aktien får,

“blowjob” der kan suge,

under bæltestedet går,

mor Danmark, fordums frue.

Krisen koster, det forstås,

og noget må vi gøre,

kyskhedsbælte, nu med lås?

havmøller på det tørre!

Ding – DONG! Aktien får,

bud fra alle sider,

kam til danmarks røde hår,

oprør i individer.

DONG må knibe ballerne,

og ingen vinde slippe!

Rom fik has på Gallerne,

værn om dit nøgleknippe.

Ding – DONG! Aktien sucks!

udsalg, sparetider,

luk nu røven som Ford Knox,

for “Goldmann” ingen gider!

//Astrid Søe 2014

DONG-Digt – Og undskyld på forhånd for de ulødige ord. “Kagedåsen” er åben…
Fortsættelse af debatten om DONG, sang nr 2, kan ses her: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/01/ding-dong-2.html?m=1

#DONG #Dkpol

Ciao 2013 – Breaking Newsyear

Nu siver luften af årets hjul
og “Breaking” de dækker det hele
jeg ser på twitter der pipper en fugl
om livrem og bælte og sele

jeg hører en mund der taler om krig
og liv der falder på stribe
jeg ser et skel mellem fattig og rig
og sult som ingen begribe

jeg ser en ungdom der presses mod væg
og frihed for mørke gardiner
et halvtomt glas med  mælkeskæg
og folk der bor som sardiner

jeg hører et digt af en som er ung
han kaster sin dagbog på bålet
og løfter en arv der er alt for tung
og famler og frier til målet

og piza lockoutet og døren den bandt
og alle de tabte forstanden
og smilet og modet blev væk og forsvandt
i sengen hos haltefanden

Mandela tog toget og hatten i hånd
og verden tog pulsen på magten
en selfie udløst i fælleskabs ånd
mens pressen hullede pakten

jeg læser avisen om vækst og om tro
om nye tendenser og mode
movember hvor skægget på læben det gro
og olddansk der rives ved rode

igennem et døgn, en dag og et år
går livet på trapper og stiger
og hverdagens ansvar er kam til dit hår
i puslingekongeriger

i året der gik, gik en genganger galt
og endte med ryggen mod muren
og nogen fik hoste og andre blev kvalt
men alle var “rene” på turen

en ulvefod i glasuren har trådt
og kejserens klær censureres
og Kierkegaardåret blev sølet og småt
så tomheden lægger bag os

en flodbølge blæste med møbler og mus
og svømmede over kanalen
og nye reformer kastet i grus
en fattigkarina i salen

og højt sku man flyve hvis vingerne bær
og gggi går på valsen
og melde sig ud af faner og hær
med rygtebørsen på halsen

at ryge og rejse er kun for de få
for færre for meget for fjollet
men nye skal komme hvor andre de gå
som mandelskind der er skoldet

nu bliver talt mellem marker og korn
og månelyset betager
rosen selvforsvarrer sin torn
og bagedysten den bager

alligevel selvom en verden er skæv
og kriser de forsider pryder
var totusindtretten alligevel gæv
når nytårstorsken den gyder

//Astrid Søe 2013 – på kanten af et årsskifte