Din tro kan ikke lukkes ned

  1. Din tro kan ikke lukkes ned
    udsættes eller slukkes
    udholder alt og varer ved
    så glæden aldrig lukkes.
    Og selv når tiden kaster spor
    er Gud tilstede med sit ord
    og tålmod til sin næste


    Når livet gror af nåderegn
    og fællesskabet samler
    skønt alt er lukket bag et hegn
    imens vi går og famler.
    Så blir Gud ved at stå ved os
    med tro og håb og kærlig trods
    vi finder vej til livet

    Hvor finder glæden sted i mig?
    Og må jeg om den bede?
    Hvad hvis jeg ikke finder vej?
    Hvor kan jeg ellers at lede?
    En stjerne lyser pludselig op
    et kærligt knus i tro og krop
    et genskind af din vilje

    Vi ses om lidt, snart finder vi
    igen hinandens hænder
    alt lukket vil opstå så frit
    i savn af vores venner.
    Et løfte er et løfte værd
    husk kærlighed og tro især
    kan flytte bjerg og håbet

    Der er et nu, et åbent sted
    hvor afstand ikke findes
    hvor nærhed altid følger med
    og ingen hænder bindes.
    I kristis store kærlighed
    blir knus og kram kun ved og ved
    vi opstår i hinanden

Astrid Søe, 2020. Salme bestilt af Fjordpastoratet til konfirmander der fik udsat deres konfirmation grundet coronavirus. Salmen er skrevet på en p-plads foran drive-in test for coronavirus, hvor jeg blev testet 6/5 2020

Kan synges på: Spænd over os dit himmelsejl

Konfirmationssalme fra den gamle af dage – grundtvig (ish)

Tone: Er lyset for de lærde blot
Er livet sand mangfoldighed
af sjæl og sind og virke
da stråler frit din kjærlighed
når hjertet er din kirke.
Når våbenhusets dør er høj
og ordet skaber verden
fra bondeblomst til stolt levkøj
en frihed i din færden
Sat fri og fyldt med fortids ord
der råder og regerer
ta selv på livets nadverbord
er óg at eksistere!
Et håndtryk fra det himmelblå
en stjerne fyldt med drømme
at tvivle fortsat og forstå
at gå mod tidens strømme
En fortsat fri forundret færd
at hige og at søge
din undren er din hjertenskjær
og ingen sjæleskøge.
Hvor dannelsen er livets ånd
en ledsager for livet
er mulighed, en fremstrakt hånd
og tillid ganske givet
Kom frihed, se nu dagen gry
og ungdom gå i møde
hvor håb og mod blir til på ny
opstanden fra de døde.
At favne livets flygtighed
at finde egne måder
at så sit eget blomsterbed
bliv til i livets gåder
Til ungdommen af 2018 – I al ærbødighed jeres hengivne ven
“N.F.S. Grundtvig”

Konfirmations salme 2017. Til ungdommen

Melodi: Livet er en morgengave – noget om helte.
Kan også synges på: “Jorden drejer om sin akse”, “Noget om helte” og på “Nu går våren gennem Nyhavn.”

Tekst: Astrid Søe 2017

Der er sjældent store løfter
garanti og sikkerhed
der er afgrund, dyb og grøfter
der er løvfald i dit bed.
-Det er der du løfter modet
ser at dagen gryr og gror
det er der du mærker blodet
og blir til i delte Ord

Når du deler skam og skylden
når du rækker ud af dig
vil du inderst mærke fylden
du er broer, du er vej.
-Du kan tage, du kan give
du kan tie, du kan dø
men med nadverbrødets skive
er du aldrig blot en ø.

Du har ingen hast i livet
du har tid og rum og klang
heller ikke ta for givet
du er både ret og vrang.

Hvad er opskriften til livet?
Hvad skal vælges til og fra?
du er set og mødt og givet:
Helligånd og himmelfar

Du skal gå og du skal løbe
skævt og lige som du vil
du er ikke en amøbe
undervejs så blir du til.
Du skal ikke ballancere
livet det er ingen snor
for dit værd er meget mere
du fik plads på denne jord.

Byg af kærligheden broer
der kan bære fællesskab  

glem nu alt om metaforer  

overflade, egotab.
Sammenhænge avler livet
værn om håbet, lad det gro   
håb og kærlighed er givet
du er favnet i din tro.
Konfirmationssalme

Men har det noget med Gud at gøre? Børnesalme

Tro og håb og kærligheden
holde hånd og håbe alt
række hen i evigheden
prøv at lyt, der bliver kaldt
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”


Livet fyldt med små mirakler
venner, kærlighed og sjov
blæksprutter med små tentakler
lejerbål og birkeskov
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”
Se en fugl og markens lilje
korn og frø og vejr og vind
nattens drømmefyldte vilje
solens varme på din kind
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

I begyndelsen var ordet
siden blev det dit og mit
brød og ånd ved nadverbordet
vaske fødder ganske tit
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

Vi har fælleskab i verden
dagligt brød og gådeliv
og du følges i din færden
liv er gaven, gå og giv
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

Børnesalme – melodi og noder undervejs fra komponisten 🙂

Tro + tro =

Tro + Tro ? Mit bud er 2

med paradis in mente
Fra phi til phi er mennesketro
Multipliceret testamente
Med ukendt faktor regnes ud
At summen lig med x’er  
Der divideres med en Gud
Og plusses med en sekser
Mens brøker af et DNA
Procentvis smelter sammen
I teologisk regnefag
Er resultatet = Amen!
//Astrid Søe 2014
http://www.livsoplevelse.dk

Fra sogn, til provsti, til læbe-stift!

 

Melodi: livet er en morgengave.

Man kan give folk en finger,
Kaste håndtegn, vinke væk,
pudse glorien, og gro vinger,
bag en grøn ligusterhæk,
slå et slag for salmebogen,
tordne ord til mand og Gud,
men en torden kan jo ende,
med man selv må stå for skud.

Det er “synd” for ham der præsten,
som erkender syndefald,
røde læber, frække øjne,
politik som engangsknald.
Skal man tage magt og vælde,
fra de hulde piger små?
Rynkecreme og ind med ælde
bør de så i Burka gå?

Er det fortsat det der gælder?
Er en kvinde bare kød?
Hushold, køkkenfrikadeller,
føde børn af moderskød.
Når Maria Magdelene,
er ved magten og tar fat,
da vil munken ganske ene,
drømme i den hede nat.

Politik som sex og syndig,
gammeltestamentligt bavl!
for en kvinde bliver myndig,
demokratisk – uden savl!
Ta og pak det syn på duller,
deres øje, mund og hånd,
for du får den kolde skulder,
mandehørm foruden ånd!

//Astrid Søe – Marts 2013
www.astridsoe.dk

Kommentar til: http://m.jyllands-posten.dk/opinion/breve/article5270049.ece

Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012

Valgmulighedspræsten.

 






 

Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.

I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.
Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.
Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.
 
 

Tro betyder tillid.

Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.
Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.
Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.
Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.
 
 

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.

Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i “Surmule med mælk på” alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at “byen” ligger i Sdr. Nærå.
Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.
Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.
 
 
Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.
Tak for dig.
 

Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.

Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00

http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus

En flig af skaberler

Tone: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.


Astrid Søe.

I hånd og ord: Til min ven og Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. Ved din afsked 3. juni 2012